Den sidste del af den første del i Summaen, handler om menneskets tilstand af uskyld, før syndefaldet. I anden og midterste del af Summa Theologica, handler det i højere grad om mennesket, dyder og laster, nåde, tro og livsførsel. I tredje del af Summaen, handler det om Vor Herre JESUS KRISTUS, sakramenterne og hvorledes Han giver os mulighed for at skue Gud.
Menneskets kræfter i uskyldens tilstand
Det første menneske havde absolut befalingsret og total herskerkraft over de skabte dyr på Jorden, før syndefaldet. For Gud sagde (jf. 1 Mos 1,26), "Lad ham herske over havets fisk og himlens fugle, og dyrene på jorden". Så at beherske noget betyder altså at mennesket får Herredømme, ja sågar ejerskab. Alle sanselige skabninger i deres uskyld, adlød mennesket og ingen var ulydige. Dog, da mennesket blev ulydigt over for Gud, var de sanselige dyr ikke længere underkastet menneskets absolutte kontrol og herredømme.
Mennesket var skabt som Herre over alle jordiske dyr. Og han var herre over sine egne kræfter og tendenser, og fandt ingen oprørske tendenser i dem, i modstrid med sin fornuft, dvs. imod den oplyste forstands frie vilje.
Mennesker er alle lige, i den forstand at vi er afbildninger af Gud og Guds børn. Men, der er også mange uligheder mellem mennesker. Der er forskel i køn, størrelse, alder, smag, manerer, evner, sundhed, styrke, færdigheder og meget andet. I uskyldens tilstand var der også hos mennesket nogle af disse uligheder, men ingen af dem ville være konkrete defekter eller fejl, hverken i sjæl eller legeme.
I uskyldens tilstand ville mennesket heller ikke kunnet være hersker over andre mennesker, eller holde dem som slaver. Men der ville stadig være en social orden, der ville have været herskere og undersåtter. Forældre, ville også herske over og vejlede deres børn. Men der ville ikke være hårdhed, ingen uretfærdighed, og ingen foragt hos de beherskede mod de som hersker.
Menneskets opretholdelse i uskyldens tilstand
I uskyldens tilstand, var mennesket udødeligt. Han kunne ikke dø, og var ikke genstand for døden. Men udødeligheden var i sig selv en overnaturligt givet gave, dvs. en nådegade fra Gud. Den var ikke en perfektion i menneskets natur. Og mennesket har mistet denne overnaturlige gave grundet sit oprør mod Gud. Det var altså ved synden, at døden kom ind i verden.
I lyset af udødelighedens overnaturlige gave, eller dødløshed om man vil, så var mennesket frit og fritaget fra alder, sygdom, skader, nedbrud, forfald. I den udstrækning var mennesket altså uforgængeligt og ikke genstand for lidelse eller skadelig påvirkning. Mennesket kunne have undgået normale og uskadelige efterstræbelser, dvs. sult efter mad og tendensen til at sove. Menneskets uforgængelighed blev mistet med udødeligheden, grundet arvesynden. I uskyldens tilstand havde mennesket brug for mad, og Gud fortalte vores første forældre i 1 Mos 2,16 at mennesket skulle spise frugterne af alle træerne i paradisets have, undtaget det ene træ som var kundskabens træ. Mad vil altid være en forudsætning for det levende menneske, indtil kroppen er åndeliggjort ved kødets opstandelse efter dommedag. Og så vil der ikke længere være behov for kropslig underhold af fysisk karakter. Skriften indikerer at det faldne menneske muligvis opnåede en form for udødelighed igen, ved at spise af "livets træ". Men det ville ikke have været den absolutte udødelighed, som mennesket ellers havde mistet. Livets træ kunne nok have gjort mennesket raskt, men det ville ikke have kunnet give mennesket perfekt og permanent ungdom og ualdrende perfektion. Det ville være nødt til at spise af træet igen og igen, dvs. at mennesket alderdom ville nok indtræffe før eller senere, hvis mennesket ophørte med at spise af livets træ.
Paradis
Navnet "Paradis" betyder "en have". Nogle mener at Paradis oprindeligt var en form for åndelig tilstand, mens andre har tænkt at det har været et fysisk sted. Skt. Augustin mener at det har været begge dele. Paradis må have været et sted som var perfekt passende for mennesket, et hvilested i perfekt harmoni med menneskets uskyldige tilstand. Det er rimeligt at antage at Paradis var meget smukt, et lysende og tempereret sted med en ren atmosfære. Mennesket blev sat i Paradis for at arbejde i det, og for at holde det (jf. 1 Mos 2,15). Menneskets arbejde i Paradis ville have været en skøn aktivitet, og hverken trættende eller udmattende. Denne opgave blev givet til mennesket som en velsignelse. Og det var for at holde mennesket underholdt, og fra dovenskab som kan forstærke hovmod og synd. At arbejde i Paradis ville betyde at mennesket ville blive mere klar over sin egen skønhed og særlige karakter, og mennesket ville blive bevæget af kærlighed til at elske, og takke Gud for det. Og sågar forstå at mennesket skulle være på vagt for synden, for ellers at miste den store gave som Paradis var.
Adam blev placeret i Paradis efter sin skabelse. Men Eva blev skabt i selve Paradis. Havde disse to forblevet trofaste og uskyldige, ville deres børn også være blevet født i Paradis.