I anden del af Summa Theologica, skriver Aquinas indgående og yderligere om katolsk antropologi, dvs. hvordan mennesket rent systematisk er skruet sammen, både kropsligt og åndeligt. I denne del af Summaen, forklarer han uddybende om menneskelige valg, samt hvorfor og hvordan vi træffer de valg. Det er interessant, fordi vores livsfærden og bønsliv er centreret om de ting vi fortsætligt vælger, hvad enten de er rettet mod Gud, givet til os af Gud, eller om de er rettet mod noget andet end Gud.
Frivillighed
Tidligere så vi, at en menneskelig handling, er en handling begået i fri vilje. Det er enhver tanke, ethvert ord, handling, begær eller udeladelse, som kommer af mennesket ved hans frie, vidende og forsætlige valg. Det latinske ord "voluntas" betyder viljen, og adjektivet som betyder henset til viljen, er "voluntarius". Fra disse latinske ord har vi begreberne frivilligt og frivillighed. Siden enhver menneskelig handling er en handling i fri vilje, så er enhver menneskelig handling frivillig, og enhver menneskelig handling er udøvet med frivillighed.
Dyr har ikke frivillighed, fordi de ikke har noget intellekt. Dyr har sanselig viden, og kan udøve sanselige vurderinger som vejleder deres handlinger. Men deres handlinger har aldrig fri og ansvarlig frivillighed.
Frivillighed fremgår af enhver menneskelig handling, og selv i menneskelige handlinger hvor man udelader noget, dvs. i menneskets viljemæssige fejl i at handle når han skulle, eller i det mindste kunne.
Vold eller magt som anvendes udefra, kan aldrig direkte påvirke den frie vilje. Viljen har to slags handlinger: fremkaldte handlinger som fuldendes ved sig selv, såsom at elske, begære, have til hensigt, og befalede handlinger som fuldendes ved viljens befaling, ved andre menneskenaturlige kræfter, såsom at studere, forsætlig gang, tale osv. Så vold kan aldrig direkte påvirke fremkaldte handlinger, men kan hæmme eller forhindre befalede handlinger. Et menneske som er bundet, kan nok ville at gå, men han kan ikke. Eller et menneske kan vælge at læse eller studere, og have sin vilje hæmmet af dæmpende lys, eller forhindret af en anden person som tager bogen fra ham.
Derimod, en handling som er i modstrid med viljen er ufrivillig. Handlinger som er gjort med vold er derfor ufrivillige handlinger, de er ikke menneskelige handlinger, fordi de ikke er valgt, men er i modstrid med viljen. Når frygt er handlingens motiv, så forbliver handlingen menneskelig, og er frivillig. Men, siden sådan en handling ikke ville være begået hvis det ikke var for angstens eller frygtens belastning eller stress, så er der en art ufrivillighed over den. På samme måde kan man sige, at kaptajnen på et skib i havsnød som vælger at kaste værdifuld last overbord, for at redde skibet, vælger hvad han gør, og handlingen er i sig selv frivillig. Men samme handling er på en måde ufrivillig, for så vidt at den ikke ville være begået, hvis det ikke havde været under indflydelse af frygten eller katastrofen. Så her kan man sige at handlinger begået i frygt, på simpel vis er frivillige, men i nogle henseender ufrivillige (det er også derfor at det fx er vigtigt at nævne omstændighederne hvorved man begår synd, når man gennemfører skriftemålet - der kan altid være formildende omstændigheder ift. frygt, uvidenhed eller manglende dyd).
Konkupiscens er en stærk tendens eller begær i de sanselige appetitter. Når viljen tillader konkupiscenses at øve indflydelse, ud fra den sanselige orden og ind i den intellektuelle orden, dvs. når vores kød får lov at påvirke vores intellekt, så kan denne påvirkning influere viljen og dens handlinger. For så vidt at konkupiscens lader viljen agere mere intenst, så siges den at forøge frivilligheden, for så vidt at den tilskynder og hæmmer frie og forsætlige valg. Konkupiscensen hæmmer frivilligheden.
Uvidenhed hæmmer frivilligheden i menneskelige handlinger. Her kan man sige, at forudgåen uvidenhed, som er uvidenhed som uforskyldigt er tilstede før viljesakten, ødelægger frivilligheden. Dernæst, konsekvent uvidenhed, som er til stede ved viljens forsætlige skyld, ødelægger ikke frivilligheden, men regulerer eller dæmper den. Til sidst, medvirkende uvidenhed som følger viljeshandlingen uden at påvirke den, gør viljeshandlingen ufrivillig.
Viljen og dens genstand
Viljen er en intellektuel eller rationel appetit. Den er sjælens tendens til at gå efter, og besidde det, som intellektet anser for at være godt eller attråværdigt. Viljen tenderer altid mod det som den intellektuelt ser som værende godt, selv hvis det ikke er noget gode i sig selv.
Vilje er den aktuelle udøvelse af viljeshandlingen. Vilje er det at ville et mål eller et gode. Det drejer sig primært om et ønske om et mål, og sekundært er det at opnå midlerne til at nå målet. Et mål eller et gode er attråværdigt i sig selv, mens midlerne er ønskværdige for så vidt at de leder til et mål eller gør det muligt at opnå målet.
Viljen bevæges ikke til vilje gennem midler som sådan, men kun for så vidt at de leder til et attråværdigt mål eller udfald. For at handle effektivt, må viljen samtykke til at anvende de nødvendige midler som kræves for at opnå målet. Ergo siges det at, den som ønsker målet, ønsker midlerne dertil.
Hvad bevæger viljen
Viljen går efter det som intellektet, gennem dets dømmekraft, fremstiller over for viljen som noget godt, dvs. som et mål eller noget der bør opnås. Intellektet bevæges af viljen ved intellektets dømmekraft. Når de sanselige appetitter af viljen får lov til at stige op fra deres kropslige orden og øve indflydelse på intellektet (intellekt og vilje), så tjener de til at bevæge viljen. Tilskyndelsen i de sanselige appetitter trænger ind i den intellektuelle orden, og tenderer til at forstyrre den praktiske dømmekraft i intellektet, og gennem denne forandrede dømmekraft påvirkes eller influeres viljen. Eksempelvis, vil et menneske som er under påvirkning af vrede, anskue visse ord eller handlinger for værende passende, fremfor andre ord eller handlinger, såfremt han var i en tilstand af ro. Men i sidste instans så er det altså viljen der bevæger sig selv til handling. For enhver indflydelse der bevæger viljen, skal definitivt accepteres af viljen, før den er effektiv. Ydre ting er nogle af dem, som viljen kan tillade bevæger den. Ydre ting kan udøve en form for indflydelse, gennem sanserne, og videre gennem intellektet. Intellektet vil da ræsonnere med sig selv, og endeligt nå en praktisk vurdering ift hvad der skal gøres, eller ikke gøres, som den præsenterer for viljen. En person som har set salgsannoncer, og følt sig tiltrukket af dem, ved at de er attraktive, og lader viljen informere om tiltrækningen. Således er viljen bevæget af ydre ting. Det er en fejltagelse at tro, at viljen handler gennem fx stjernernes placering, eller at mennesket blot er et væsen som handler ud fra skæbnen. Viljen er en åndelig kraft, og kan ikke direkte påvirkes af ydre objekter, men kun indirekte for så vidt at deres tiltrækning accepteres af viljen via intellektet, som bedømmer sansernes indtryk. Når man kigger på stjernerne, vil man tiltrækkes af deres skønhed og vælde, og måske ledes man til at tilbede stjernernes skaber. Men stjernerne har ikke i sig selv nogen indflydelse på viljen, eller nogen kraft til at kontrollere den.
Viljen bevæger sig selv, fordi Gud har skabt den sådan. Og kun Gud kan direkte bevæge viljen som et ydre princip. Gud bevæger den frie vilje direkte og naturligt, uden at ødelægge dens frihed.
Hvordan viljen bevæges
Viljen er intellektets appetit for godhed, og dens naturlige og nødvendige drift er rettet mod det som intellektuelt forstås som godt. Viljen tenderer mod godhed rent universelt, og, i de enkelte handlinger, tenderer den mod godhed partikulært. Det gode er altid viljens genstand. Men, i enkelte valg, er det partikulære gode ikke noget som tvinger eller påbyder viljen til handling. At sige rent generelt, at viljen nødvendigvis altid vælger godhed, er blot at sige at viljen er vilje, det er dens definition: Den intellektuelle kraft som eftertragter godhed. Men at sige at viljen nødvendigvis altid vælger dette eller hint gode, er aldrig sandt. På samme måde kan vi sige, at et menneske, for at opretholde sit eget liv, må spise mad. Men at sige at et menneske skal spise dette eller hint stykke mad stillet foran ham, er ikke sandt. Viljen er fri og ikke betinget i dens partikulære valg, men dog er hvert valg et valg af noget godt, dvs. noget attråværdigt eller ønskeligt for viljen og intellektet. Viljen er ikke en vidende kraft, men intellektet må vise at den er viljens genstand, og udøve praktisk dømmekraft ift. hvilken ting viljen efterstræber. Det er altså viljen som beslutter i hvert tilfælde, hvilken vurdering i intellektet der skal være den ultimative. Ergo, selvom viljen nødvendigvis følger intellektet, så er den ikke gjort nødvendig af intellektet. Når den følger intellektets ultimative praktiske vurderinger jf. dømmekraften, så er viljen som en slags fører af en bil som nødvendigvis følger forlygterne. Føreren beslutter hvilken vej lygterne skal skinne på, men han er ikke betinget af forlygterne i sig selv. Føreren beslutter hvilke veje lygterne skal skinne på, men han kan ikke vælge vejen medmindre lygterne skinner på vejen. Viljen må altså følge intellektets praktiske og ultimative dømmekraft, men viljen beslutter hvilken vurdering der skal være den overordnede og styrende. Når vi ser at de lavere eller sanselige appetitter påvirker intellektet, og, når denne påvirkning tillades, så kan den virke på dømmekraften og således påvirke viljen. Men så længe mennesket forbliver mentalt raskt, så er denne påvirkning eller indflydelse aldrig styrende. For eksempel, uanset hvor vred man kan blive, så kan man altid vende til intellektet for at finde motiver for beherskelse og selvkontrol, og således dæmpe sin vrede, og nægte at blive ledt til voldelige handlinger i ord eller gerning. Gud fjerner heller ikke viljen til at agere nødvendigt i partikulære valg man træffer. Gud bevæger alt som kan bevæges, han bevæger ting ift. deres natur som Han har givet dem. Gud bevæger ting kontingent ift. at agere kontingent, dvs. efter de omstændigheder Han ønsker. Gud bevæger altså menneskets frie vilje til at agere frit. Og under Guds bevægelse af sjælen, så agerer viljen nødvendigvis - men det er ikke nødvendigvis sådan at viljen ikke har noget valg.
Nydelse og behag
Viljen tenderer og retter sig mod at opnå et gode, og for at delagtiggøre sig i den og glæde sig over dette gode, når det opnås. Denne glæde eller nydelse hos viljen, i opnåelse af dette gode, kaldes viljens opfyldelse af godhed. Enhver tænkelig appetit (dvs. appetitter som opildnes af viden) kan finde opfyldelse. Hos jordlige skabninger, har kun mennesker og dyr kognitiv appetit. Mennesker har sanselige appetitter og intellektuelle appetitter, mens dyr har sanselige appetitter alene. Ikke-levende ting har kun naturlige og ikke-sanselig appetit, dvs. en ikke-vidende tendens til at holde fast i deres væsens aktiviteter. Naturlig appetit leder ikke til nogen opfyldelse eller noget egentligt behag. På samme måde som at ethvert partikulært valg af goder er foretaget, hvorvidt det er bevidste ller ej, som et udtryk for menneskets efterstræben efter et ultimative gode, på samme måde er al menneskelig opfyldelse eller nydelse en reference til det højeste eller perfekt nydelige gode. Her i det jordiske liv kan en person have mange glæder, men ingen af dem kan perfekt opfylde menneskets appetit for nydelse. Mennesket ønsker fuld nydelse, som besiddes i det uendelige. Kun i Himlen, kan denne besiddelse af det højeste og ultimative gode opfyldes. Så opfyldelse eller nydelse findes i det gode som besiddes hos mennesket. Men selv når man har en hensigt om at holde fast i et gode, eller når man efterstræber et gode, så er der altså tale om en uperfekt opfyldelse af nydelse.
Intention
Intention er en viljesakt som er opnået, hvor viljen har til hensigt at gå efter et objekt eller et mål.
Derfor er intentionen bestemmende for målet, og det er altså opstillingen af et valg.
Intentionen bestemmer altså valget af midler til at opnå målet, hvad enten det er nært forestående eller kræver en række af midler. Intentionen kan altså ledes mod flere på hinanden mål, i en række af delmål. Og en intention kan have flere motiver end é. t
Så når et menneske giver almisse, så kan hensigten simpelthen være at reducere fattigdom hos den der modtager den. Eller han kan have forskellige intentioner ved at give almisse, at udøve selvfornægtelse, at behage Gud, at være et godt eksempel, og måske vinde nåde for sjælen. Der er forskel på viljeshandlinger ift. ønsker og intention. Man kan ønske noget uden at have til hensigt at bruge midlerne der kræves, for at opnå hensigten. Så når man fx er overvægtig, kan man nok ønske at være tyndere, men uden at have til hensigt at udstå trængslen ved at reducere sin spise.
Alene mennesker kan udforme reelle intentioner. Dyr, planter, mineraler og andre skabninger, har sanselige intellekter. Men kun intention i sin sande betydning, er en fri viljesakt, og hører kun til væsener af den rationelle orden.
Valg midler
Viljen vælger mål og midler som formål for de forskellige handlinger. Intellektet vurderer midlerne, ift. om de er passende til at opnå målet, men valget eller udvalget af midler, er en viljesakt. Siden dette valg er en operation af viljen, så kan den ikke udøves af irrationelle dyr. Dyr vælger gennem instinkter, som er en indre sanselig kraft. Men dyr kan ikke kende til midler som sådan, eller vælge dem ud fra deres forstands lys. For de har ingen forstand. Menneskets sidste eller ultimative mål, er ikke genstand for dette rationelle valg. Mennesket vælger det af nød. Menneskets valg er altså betinget af midler. Men hvert middel er valgt som et middel til et gode eller mål, og ikke som et ultimativt mål. Intet menneske vælger noget, end det mennesket selv kan vælge. Og derfor er vores valg af midler, begrænset til den menneskelige verden. Der er ingen valg mellem umuligheder, som Aristoteles skriver. I deres natur, er valg altså frie. Som før, er betingede valg, ikke valg i første omgang. Tiltrækningen af det højeste gode, Gud, er ikke noget mennesket selv kan vælge, fordi det ligger uden for vores sfære af mulige valg. Vi må vælge midlerne dertil. Og især, fordi vi er uopfyldte til at starte med, så vi kan ikke vælge noget til, som vi ikke har. Derfor kræver vi nåde, for at vi kan opfyldes. Når vi vælger synden til, vælger vi en kortstakket tilfredsstillelse, som fastholder os i manglende perfektion. Synden fængsler os, i vores valg og vores verden. Så derfor er dyder attraktive, fordi de bringer os tættere på Gud - men de kan fremstå uattraktive, hvis den indsats de kræver, kun kan opnås gennem trængsler og smerte. Så i partikulære valg, kan viljen vælge enten det ene, eller det andet. Det er dette der menes med frie valg, og fri vilje. Jo mere vi vælger det Gud ønsker, og mindre af det der fastholder os i kødelig trældom, jo nærmere kommer vi Gud.