Menneskets eneste mål

Målet for al menneskelig søgen

Som det eneste jordlige væsen, er mennesket herre over sine handlinger. Denne distinkte menneskelige karakteristik, er udøvelsen af fri vilje. Ergo er fri vilje menneskelige handlinger. En fri vilje er enhver tanke, ethvert ord, gerning, længsel eller udeladelse som hos mennesket udøves med fuld viden om handlingen, og som er fri til at udøve den, eller fri til at undlade handlingen, og som giver fuldt samtykke til at udøve handlingen. Kun sådanne frie handlinger er menneskelige handlinger, i fuld perfektion. Andre handlinger som udøves menneskeligt, men uforsætligt og uden fuld viden om det, eller uden frihed og valg, er handlinger som udøves af mennesket, men de er ikke menneskelige handlinger. Der er forskel. Siden menneskelige handlinger er fri viljes handlinger, og siden fri vilje er handlinger som vælges og udøves i lyset af et formål eller et mål for øje, så er det tydeligt at menneskelige handlinger er handlinger som udøves med et mål, eller opfyldelse af noget. Den typiske frase for sådan noget, er "handlinger til at opnå et mål", eller "midler til et mål". Handlingen er en bevægelse mod noget der skal ske fyldest. Så alle handlinger der begås, er handlinger der leder til et mål. Og enhver agens (udøver, aktør, udfører), agerer til at opnå et mål. Der er et formål med al aktivitet. Men kun mennesket, blandt jordlige skabninger, vælger eller bevæger sig selv mod målet ved at udøve fri vilje.

Det som giver en ting sin essentielle karakter, siges at "specificere" tingen. Så det som giver menneskelige handlinger deres essentielle karakter, er det faktum at de er frit valgte for et formål, altså et mål som skal nås. Det som specificerer enhver menneskelig handling, er målet og formålet for handlingen. Så derfor siger vi, at menneskelige handlinger specificeres ved deres formål. Der er ét ultimativt formål som skal opnås gennem menneskelige handlinger, og det er dette formål som alle menneskelige handlinger tenderer imod. Dette ultimative mål som mennesket tenderer imod, er hans egen kroning, hans ultimative og perfekte opfyldelse. Dette er et enkelt mål, og mennesket kan umuligt tendere og længes efter andre. Alle menneskelige handlinger hos mennesket, leder altså i sidste ende mod dette overordnede og universelle gode, dette hele komplette, perfekt tilfredsstillende gode. Selv i sine syndige handlinger, søger mennesket et gode, dvs. tilfredsstillelse, selvom han perverst søger det de forkerte steder. Alle individuelle valg, alle separate menneskelige handlinger mod dette højeste gode, som ethvert skridt på en trappe, er et skridt opad. Alt hvad mennesket frit vil, det vil han til enden. Alle mennesker har den samme natur, dvs. den samme menneskelige essens udrustet med henblik på normale menneskelige handlinger. Derfor har alle mennesker det samme ultimative mål. Dette sidste ultimative mål er komplet og vedvarende opfyldelse og tilfredsstillelse, og sådan en opfyldelse kaldes saliggørelse eller lykke. Men alle mennesker er ikke enige om hvor lykken præcist findes. Nogle tror at den findes i rigdom, nogle ved nydelse, nogle ved at opnå magt, nogle ved pris og ophøjelse, og så videre. Det er som om alle mennesker forudbestemt var sat til at nå en bestemt by, men ikke alle var enige om vejen dertil. I det tilfælde, må visdommen og klogskaben og god dømmekraft, bruges til at fastslå den sande vej. Så alle mennesker leder efter tilfredsstillelse og opfyldelse, dvs. lykke og salighed. Det er det subjektive mål for mennesket, hvor målet er i mennesket som genstand, for altings genstand er den virkelighed hvori det bor eller finder sted. Det objektive mål for mennesket er det objekt, som når det besiddes, vil give mennesket lykke og salighed. Og dette objektive endemål for mennesket, det objekt han søger at opnå så han må få perfekt tilfredsstillelse, er det uendelige gode. Det uendelige gode, er Gud. Mennesket søger Gud i alle sine menneskelige handlinger, for så vidt at disse handlinger er motiveret af tilfredsstillelse og længsels behov, og glædens kroning så at sige. Her adskiller mennesket sig fra andre jordlige dyr og skabninger. For hvor disse er et produkt af guddommelig godhed, og eksisterer med det formål at afspejle og manifestere den godhed, så søger de ikke at opnå det uendelige gode rent subjektivt set - det gør kun mennesket.

Hvor lykken findes

Menneskets lykke findes ikke i velstand, hvad enten denne er naturlig velstand som tjener til menneskets normale behov (som mad, tøj, tag over hovedet), eller kunstig velstand som kan fremskaffe naturlige goder, dvs. penge. Velstand af enhver art er et middel til at opnå noget andet, det er tjenende, men ikke opfyldende. Ergo kan det ikke være det sande endelige menneskelige mål, eller genstand for det som vil skabe komplet og fuldstændig lykke. Menneskets fulde lykke findes heller ikke i den hæder eller ære, grundet en eller anden form for fremragende kvalitet i ham. Enhver fremragende egenskab i mennesket, grundet et gode som allerede besiddes, er et udtryk for en i forvejen begrænset lykke. Ære og hæder kommer til et menneske grundet hans lykke, og derfor kan ære i sig selv ikke tilskrives elementer af perfekt lykke. Berømmelse og ære, forudsætter en form for lykke som allerede er opnået, og er i en vis grad ufuldstændig lykke som er en konsekvens af menneskets egen formåen. Heller ikke magt, er perfekt og fuldkommen lykke, fordi magt er et middel, og ikke et mål. Magt er værdifuld for så vidt at den bruges til et godt formål, men i sig selv er den meningsløs. Heller ikke kropslige goder, liv, styrke, sundhed, skønhed, agilitet osv. er heller ikke målet for menneskelig lykke, fordi de blot tjener til at bevare og opretholde menneskekroppen. Som et skib, så er intellekt og vilje midler til opnåelse af lykke, men aldrig et mål i sig selv. Kropslighed i sig selv er fysiske goder, og ikke åndelige goder. De kan aldrig være tilstrækkelige ift. at opnå perfekt lykke.

Nydelser og fornøjelser, hvad enten de er kropslige eller intellektuelle, kan heller ikke bringe mennesket i en tilstand af perfekt lykke. Som før, er både kropslige men også intellektuelle elementer hos mennesket, nogle kvaliteter som findes i mennesket på naturlig vis, og de er blot midler men ikke mål i sig selv. Sjælens goder og kvaliteter, dens essens, fakulteter, vaner, handlinger og perfektioner, kan heller ikke udgøre det totale og perfekte mål for mennesket. Lykke er noget for sjælen, men skal også opnås for sjælen. Den objektive ultimative lykke, er noget udenfor sjælen, og som sjælen søger at bringe ind i sjælen og besidde subjektivt. Ergo er dette ultimative mål ikke inde i sjælen i sig selv, og heller ikke de goder som ellers hører til sjælen.

Så altså, intet skabt gode kan give mennesket perfekt lykke. Kun den essentielle, universelle og grænseløse godhed, kan bringe mennesket i en tilstand af fuldstændig og uudslukkelig opfyldelse. Intet skabt gode er universelt, essentielt og grænseløst, og kun det uskabte gode, kan være det ultimative mål for mennesket. Og dette uskabte gode, er Gud.

Hvad lykke er

Ultimativ subjektiv lykke, er personens tilstand af opfyldelse og tilfredsstillelse, når vedkommende har opnået det mål som han er skabt til. Ultimativ objektiv lykke, er den virkelighed som, når den besiddes, vil gøre besidderen subjektivt lykkelig, ved fuldstændigt at opfylde og tilfredsstille hans fulde natur. Gud er menneskets objektive lykke. At besidde Gud i den salige skuen, er menneskets ultimative subjektive lykke. Menneskets subjektive lykke er en tilstand, og en virksom handling. Som tilstand, er det den permanente besiddelse af opfyldelse. Som en virksom handling, er det en handling hvorved mennesket beholder og besidder det objekt, som gør ham lykkelig. Som virksom handling, er menneskets ultimative subjektive lykke, de virksomme handlinger i de intellektuelle fakulteter, og ikke i sanserne. Sanserne kan ikke skue Gud i den salige skuen. Dog, som Skt. Augustin siger, efter den endelige opstandelse, når sjæle og legemer er blevet forenet, vil sjælen overstrømmes med lykke ind i sanserne, og gøre deres operation perfekt. Som virksom handling, er menneskets ultimative subjektive lykke, en handling i intellektet, snarere end i viljen. Skt. Johannes (17,3) siger at "dette evige liv, at kende dig..." - dog hører denne nydelse og opnåelse af lykke, til viljen. Intellektet besidder den genstand som giver lykke, og viljen hviler glædesfuldt i dens besiddelse af den.

Da intellektet er spekulativt, for så vidt at det kender til og kontemplerer over sandhed, er det praktisk for så vidt at det ved hvorledes det efterstræber og besidder godhed. Menneskets ultimative lykke besiddes i Himlen, hvor det ikke længere efterstræbes. Ergo er den ultimative lykke, en handling i det spekulative intellekt.

Den viden som et menneske opnår i det jordiske liv, som fx videnskabelig og filosofisk viden, vil i Himlen være en kvalitet i hans perfekte lykke, men ikke en essentiel del af den lykke. I Himlen vil mennesket have nogen form for lykke ved at kontemplere over englene, men hans rene og perfektelykke må komme fra at kontemplere over Gud i den salige skuen. Menneskets intellekt, som besidder den skuen ved hjælp af Herlighedens lys, er skabt for sandhed, og Gud alene er essentiel sandhed. Gud alene er den grænselæse opfyldelse af det menneskelige intellekt, som han er for hele menneskenaturen.

Kun i den salige skuen, vil det menneskelige intellekt finde sit perfekte mål. Og ved at besidde dette mål, vil intellektet ikke længere have noget at efterstræbe.

Forudsætninger for lykke

Når mennesket ser Gud i den salige skuen, vil mennesket opnå perfekt lykke gennem sine handlinger i det spekulative intellekt, og det vil bistås af hvilke og nydelse i viljen, og denne hvile vil være glæde og himmelsk lykke. I lykkens handling, vil intellektets handling rangere over viljens glædesrus, for viljens frugt eller glæde, afhænger af intellektets opnåelse og antagelse af Gud i den salige skuen. I det jordiske liv, er mennesket en pilgrim, en rejsende på vejen, én hvis rejse ikke endnu er afsluttet - han er en omstrejfer. I Himlen er rejsen overstået, og mennesket skuer Gud, han er en betragter. Navnet indikerer ikke at mennesket rent faktisk forstår Gud i den fulde forstand, fordi det at forstå omfatter at vide alt erkendeligt og videligt om et objekt, og sådan en viden kan kun findes i Guds uendelige sind. Mennesket er en betragter, i den forstand at han nu har en direkte og intuitiv viden om den guddommelige essens. Menneskets lykke i himlen omfatter tre ting: Vision, eller direkte og intuitiv viden om Gud, menneskets endemål, forstand eller den forhåndenværende besiddelse af Gud som endemål, og lykke og glæde i viljen over denne besiddelse og betragtning, at man ser det man er skabt til at se. Lykke kan ikke opnås på perfekt vis, uden rigtighed og korrekthed i viljen, dvs. retfærdighed, fordi dette tilpasser viljen og korrigerer den med det højeste gode, og lader viljen elske hvad den skal elske, i perfekt underkastelse til Gud. I sådan en underkastelse består den menneskelige viljes perfektion, og uden denne perfektion kan mennesket ikke blive perfekt lykkeligt. Så menneskets ultimative lykke er essentielt en operation eller virksomhed i intellektet, som er en fakultet i sjælen. Defor, er kroppen en essentiel del af menneskets ultimative lykke. Men der er en samtidig naturlig tendens i hver sjæl til at informere - dvs. forme - sin egen krop, og denne tendens bekæmpes, hvorved der er en vis uperfekthed i sjælen.

I det nuværende liv, er en velordnet krop påkrævet for jordisk lykke. Og mens kroppen, som vi har set, ikke er essentiel ift. sjælens lykke i Himlen, så vil den forsynes med sjælen ved den endelige opstandelse. Da vil kroppen opnå fuld perfektion, og vil bidrage kvalitativt som en faktor til menneskets komplette lykke i herlighed. Eksterne goder, såsom mad, drikke og jordlige materielle ejendele, som i en vis forstand er nødvendige for jordlig lykke, vil slet ikke være nødvendige i Himlen. Når kroppe og sjæle forenes i opstandelsen, vil menneskelige kroppe gøres åndelige, og har ikke længere materielle eller kropslige behov. I Himlen har man heller ikke behov for venner, som sådan. Venskab med Gud er alt rigeligt, men utvivlsomt vil venskaber være elskelige og deres udbytte vil nydes i Gud.

At opnå lykke

Mennesket er tydeligt skabt til lykke, og til lykkelig opfyldelse. Hans sind og intellekt forstår tanken om det universelle gode, og hans vilje tenderer imod det. Og den fuldstændigt gode Gud som har skabt mennesket, har ikke givet ham gaver i sind og vilje, som er vildledende. Lykken er altså noget som er opnåelig. I Himlen er Gud for mennesket den objektive lykke, og ergo er lykken i Himlen objektivt ét. Men subjektivt kan et menneske være lykkeligere, end et andet når de begge er i Himlen. For ét menneske kan have større kapacitet (pga. større kærlighed, og ergo større oplysning af herlighed) til lykke. Kapaciteten til lykke er altså variabel, men alle kapaciteter i mennesket, vil være fuldstændigt opfyldt. I det jordiske liv, kan mennesket opnå en vis grad af lykke, men ikke perfekt lykke. Der er på jorden begrænsninger og tilbageskridt, som er forbundet med lykke. Kun Gud som er opnået i den salige skuen, kan tilvejebringe den perfekte lykke, og denne skuen kan ikke besiddes i det jordiske liv. Når lykken, den perfekte lykke, er opnået, kan den ikke mistes. For perfekt lykke opfylder menneskets totale kapacitet og alle hans appetitter, for evigt. Der er ingen tendens i mennesket, som kan lede ham på afveje og forårsage ham til at afvise denne tilstand af glæde. Menneskets naturlige kræfter kan bringe ha lykke, men ikke perfekt lykke - fordi menneskets natur tenderer til det som den ikke selv kan opnå, og tenderer til behov og længsel efter det overnaturlige. Menneskets sande mål er det overnaturlige, og opnås kun ved hjælp af nåde i dette liv, og ved at opløfte og oplyse sjælen gennem Himlens herligheds lys. Kun Gud kan påføre nådens overnaturlige gave på sjælen, og kaldes herlighedens lys, som oplyser og løfter intellektet op til en tilstand af at skue Gud i Hans guddommelige essens i den salige skuen. Ingen engel eller anden skabning kan oplyse intellektet, og gøre det i stand til at skue Gud i Hans guddommelige essens. Ingen engel eller anden skabning kan tjene som mellemled, i denne skænkning af gaver på sjælen til oplyst herlighed. Den gives direkte og umiddelbart, af Gud selv. Gode gerninger er påkrævet i dette liv på jorden, for at opnå Himlen. Viljen må vælge det gode som den ønsker at opnå, og den udtrykker det gennem forsætlige viljeshandlinger. For at opnå Himlen, må viljen vælge og udøve dydige handlinger. Hver fortjenstlig handling repræsenterer et skridt mod det højeste gode som er Gud. Alle mennesker har en iboende naturlig og uudslukkelig længsel efter deres egen opfyldelse og perfektion. En længsel efter at blive kronet med godhed, efter at opnå lykke, komplet og fuldstændigt. Selvom alle mennesker ikke har den rigtige anskuelse af hvad sand lykke er, eller hvorledes det opnås, så søger alle mennesker uden undtagelse, lykken - ja, de begærer lykken. De begærer og er sultne efter Gud.