Hvorfor messen snart bliver frigivet

Ærkebiskop Cordileone iført specialsyede liturgiske klæder ifm. "Mass of the Americas" i traditionel form. Musikken blev komponeret af Franc La Rocca.

Der er nogle uskrevne regler i Rom, og én af dem er at man aldrig udtaler sig om kontroversielle eller følsomme emner, uden at man er sikker på at have fuldstændig klar rygdækning fra sine sideordnede og overordnede. I politisk styrede organisationer er det særligt vigtigt, fordi holdninger er karriereskabende, og har man ikke forståelse for at udøve politisk tæft, og formår man ikke at spille "Holdnings-orgel", så skal man ikke regne med at nå langt rent karrieremæssigt set. I markedsdrevne organisationer er det en kende anderledes, fordi sådanne organisationer grundlæggende er gearet til at skabe finansielle resultater, og her regerer de sorte tal fremfor alt.

Når jeg så skråsikkert påstår at messen (ja, dén) snart bliver frigivet, og at Traditionis Custodes dermed effektivt bliver rullet tilbage - så er det fordi vi nu oplever så markante udtalelser på tværs af forskellige skikkelser i Rom, kombineret med tydelige liturgiske signaler fra ledende personer, at det må formodes at denne frigivelse kommer snarere før end senere. Mit optimistiske bud er oktober, mit mere negative er inden årets udgang.

Behov for stabilitet og vækst

Situationen kort, kan opridses sådan at pavevalget først og fremmest skal tolkes i lyset af en markant utilfredshed hos de amerikanske biskopper, som i kølvandet på Traditionis Custodes oplevede at deres muligheder for at tilføre ressourcer til de i forvejen hårdt trængte sogne, blot blev endnu dårligere. Unge, ortodokse hvis ikke bare konservative præster som var glade for at fejre den traditionelle messe, kunne nu pludselig kun gå til enten FSSPX, FSSP eller ICKSP hvis de ønskede at dyrke deres traditionelle spiritualitet. For en ikke-ideologisk men praktisk godhjertet amerikansk biskop, som valgte præstekaldet i de gamle dage under Pave Johannes Paul IIs stærke ungdommelige karisma, er Traditonis Custodes blot med til at føje spot til skade. Konsekvensen af TC blev, at bispedømmerne nu i endnu højere grad fik sværere ved at tiltrække præster, som er opvokset i en Novus Ordo-kultur, som ønsker at fejre den traditionelle messe på lige fod med NO, men som også samtidig har opbakning og rod i sin lokale menighed, og dermed tilfører bispedømmerne og de enkelte familier en stærk lokal forankring. Med TC rives dette op med rode, fordi fx Petersbroderskabet - udover at deres præstelige uddannelse tager 7 år - ikke nødvendigvis garanterer at sende den unge håbefulde seminarist tilbage til samme bispedømme eller sogn som han kommer fra. Det skaber splid i de enkelte menigheder og bispedømmer, fordi de lokale præstekald blev trukket ud af bispedømmets struktur. Nu skal endnu færre (og ældre) præster i bispedømmerne og sognene udøve endnu mere, med endnu dårligere kort på hånden. Med den traditionelle form havde de mere at sælge, de havde et effektivt liturgisk virkemiddel som bredt set var populært.

Tydelige amerikanske signaler

Det er værd at hæfte sig ved, at både Kardinal Burke og Ærkebiskop Cordileone, så kort tid efter pavevalget agerer så eksplicit, ved sammen at fejre "den ekstraordinære form" af den romerske ritus, samtidig med at det er blevet afsløret at de rationelle argumenter for Traditionis Custodes var ikke-eksisterende. Dette "læk" er naturligvis - som alt andet i Rom - forsætligt. Det er en "holdningspåvirker" som har til formål at legitimere en beslutning der allerede er bred konsensus om, og som samtidig lukker munden på potentielle kritikere inden beslutningen formelt tages. Det er en typisk hegeliansk politisk proces - først skaber man et politisk genstandsfelt til diskussion, dernæst legitimerer man aktivt problemets løsning ved at skabe præcedens i egen adfærd, og slutteligt så cementerer man beslutningen formelt i de politiske organer ved at formalisere "business as usual". "Vi ser problemet. Vi handler os til en løsning. Vi formaliserer løsningen". Det tydeligste bevis for denne konsensus, ser man i kardinalkollegiet:

Atypisk åbenmundede kardinaler

"Personligt ville jeg sætte pris på, hvis vi kunne finde en god vej frem her. Pave Benedikt XVI har vist en nyttig vej ved at tro, at noget, der har været praktiseret i århundreder, ikke blot kan forbydes. Det overbeviste mig. Pave Frans har valgt en meget restriktiv vej i denne henseende. Det ville bestemt være ønskværdigt at åbne den nu lukkede dør lidt mere igen." - Kdl. Koch, 5. August 2025 AD.

"Jeg håber, at han [Pave Leo] vil sætte en stopper for forfølgelsen af de troende i Kirken, som ønsker at tilbede Gud i overensstemmelse med den ældre brug af den romerske ritus – denne forfølgelse indefra i Kirken." - Kdl. Burke, 16. Juni 2025 AD.

"Personligt mener jeg ikke, der er nogen grund til at stoppe de mennesker, som foretrækker den tridentinske messe. De gør intet forkert eller syndigt. Naturligvis skal kirkens enhed bevares, men på den anden side har vi endda forskellige ritualer som det syro-malabariske. Vi kan sagtens acceptere forskellige måder at fejre eukaristien på, og derfor mener jeg ikke, vi bør kvæle dem, der foretrækker det tridentinske ritual. I sidste ende er det ikke ritualet eller formen, hvori man fejrer, der betyder noget, men om man møder Gud i dybden." - Kdl. Goh, 22. Maj 2025 AD

"Lad mig bakke op om idéen om, at ophævelsen af restriktionerne på brugen af Missalet fra 1962 ville være storslået, helende og samlende." - Æbp. Cordileone

Ovenstående er meget bemærkelsesværdige udtalelser, i lyset af at Pave Leo kun har været valgt i lige godt under 100 dage, og ikke engang "har sat holdet endnu", for nu at bruge et mere sekulært udtryk. Hvad 3-4 kardinaler (ovenstående mangler citater fra Kardinal Zen, som har været lige eksplicit) helt tydeligt udtaler sig om, kan kun finde sted såfremt at kardinalkollegiet finder sådanne udtalelser ukontroversielle, finder dem i tråd med hvad tidligere paver har syntes, og såfremt at Den Hellige Fader i store træk deler anskuelsen. Ovenstående citater kan kun forstås som at Pave Leo implicit har tænkt sig at gøre dette liturgiske stridspunkt til et "kabinetspørgsmål" i hans pavelige regeringstid. Ingen Pave starter sin embedsperiode med et slagsmål, men starter med nogle "quick wins" som er mulige med afsæt i det stærke mandat man typisk har. Alle - og sågar også en række europæiske kardinaler - bakker tilsyneladende op om den retning som tydeligt er ved at blive udstukket.

Hvad vi skal holde øje med

Allerede nu er det bekræftet at Den Hellige Fader vil frigive et encyklika i august-september måned. Hernæst forventes en justering af den pavelige curia i september, forinden den næste synode i oktober. Taylor Marshall, som virker til at være "in the know" som man siger - har udtalt at han fra pålidelig kilde er orienteret om at Kardinal Fernandez ikke længere skal lede dikasteriet for troslære. "People is policy" - det kommende persongalleri i september, vil sætte retningen for pavens embedsførelse de næste mange år. Til oktober vil vi se hvorledes synoden organiseres om ledende spørgsmål til behandling, og hvorledes lægfolket inddrages. Man kan godt lytte til lægfolket og sensus fidelium, uden at give køb på beslutningskompetencen.

Set i lyset af hvad der efterspørges på græsrodsniveau, hvad ledende kardinaler allerede åbent og højlydt giver udtryk for, og hvad flere biskopper allerede åbent slutter om omkring - så er det meget svært at se at liturgien ikke bliver frigivet på den meget korte bane. Desuden - Pave Frans besøgte gravene og bad for to afdøde paver en uge før sin egen død. Den ene var Pave Benedikt XVI. Den anden var Pave Skt. Pius X.