Hvorfor er vi så ynkelige?

Uden syndefaldet, havde verden selvfølgelig set helt anderledes ud. Thomas Aquinas har noget at sige om syndefaldet, dets natur og effekt. Det er ikke særlig opmuntrende læsning, men det giver en god forståelse for, hvorfor vi egentlig er så ynkelige. Heldigvis er der også en vej ud af suppedasen, for hele Guds frelsesplan, og Hans virkning i historien, har kun én ting til formål, at genoprette hele faldet i Sin kærlighed til os. På sin vis kan man sige at faldet næsten var nødvendigt, for at vi kunne herliggøres og sågar herliggøre Gud endnu mere. Jo større fald, jo større herlighed.

Det hele starter med hovmodet

Hovmod er den vane, eller last, som disponerer et menneske til at gøre sig til mere end han er. Den er altså en særlig last, fordi den har det særlige ved den, at den medfører en uordnet agtelse for personens egen selvopfattelse. Men hovmod har også en karakter af at være en general last, fordi den involverer sig direkte eller indirekte i andre synder, og især i alle onde synder. Hovmod er ambitiøst, det vil altså noget, og gerne altid noget der har et element af vanskelighed. Den stolte person er under pres, han gør sig umage for at være mere end han egentligt er. En vane som involverer stræbsomhed og arbejdsomhed, og ved dette som involverer vanskeligheder med bestræbelserne, hører til den appetit i mennesket som er hovmodet. Det hører til i viljen. Hovmod bor altså i viljen. Skt. Gregor taler om fire typer af hovmod. a) At tænke at det gode man har kommer fra én selv, b) at tænke at det gode man har er fra Gud, men at det skyldes ens egne indsatser, c) at man hævder en form for ophøjethed man ikke besidder, og d) at man foragter andre, og ønsker at blive opfattet som en ene besidder af de kvaliteter man har. Hovmod er altså en form for antaget selvtilstrækkelighed som udelukker eller reducerer Gud i spørgsmålet om at betragte selvet. Det er altså tydeligt en meget stor grad af uorden, og altså en dødssynd. Men for at den skal være dødeligt syndig, så skal en individuel handling udi hovmod være bevidst, og fuldt forsætligt være mindre prisende hos Gud, dvs. man skal altså med sin vilje tale Gud ned eller reducerer Hans nådefulde effekt i livet. De fleste hovmodige handlinger er kødelige synder, som enten opstår af uopmærksomhed, eller mangler fuldt samtykke af viljen. Siden hovmod er en direkte venden bort fra Gud, og er en praktisk handling af foragt for Gud, fordi det er en manglende vilje til at underlægge sig Ham, så rangerer den med det egentlige had for Gud som vi kalder den værste synd. Modstand mod Gud, eller afvisning af Ham, er i alle synder. Men det er selve essensen af hovmod. Andre synder involverer denne "aversion" eller bortgang fra ham ved deres natur, men hovmod er denne aversion. Så bortgang fra Gud er altså også på andre synder, og i hovmodet er denne aversion synden i sig selv. Ergo er den første og værste af alle synder, den af hovmod. Den tager del i denne onde beskrivelse af had til Gud. Og hovmod som en særlig synd, er altså kilden til andre synder, og er altså en dødssynd. Men hovmod som en generel synd, er ikke bare kilden til andre synder, men den er altså aktuelt i dem. Skt. Gregor kalder hovmodet for lasternes dronnning som bemægtiger sig et menneskes hjerte, og giver det hen til dødssynderne. Og derfor nævner Skt. Gregor ikke hovmod i sig selv som en dødssynd, men han betragter dem som moderen til dem alle.

Det første menneskes synd

Alle, eller de fleste, ved at Adam er det første menneske, ham vi tager vores oprindelige ophav i. I spørgsmålet om hvorvidt den første synd var en kødelig synd eller en åndelig synd, så kan det ikke have været en kødelig synd. Det vil sige, at det har ikke været en synd som var motiveret af kødeligt begær. Det skyldes, at i den før-faldne tilstand, var der intet oprør i kødet, mod ånden. Det betyder, at sjæl og kød var i balance. Ergo kan den første uordentlighed i menneskets appetit ikke være drevet af et begær for noget kødeligt eller sanseligt. Den første menneskelige synd, må have været forbundet med længslen efter noget åndeligt godt. Og siden denne drift, eller denne attrå, eller tiltrækning om man vil, har været ordnet (fordi uorden først kom ind i verden efter den første synd blev begået), så må det uordnede have haft sit ophav i noget som blev villet, eller attrået. Og det har altså været noget som ligger udover det almindelige substantielle for mennesket, og at ville ophøje sig selv til noget som ligger ud over det rent menneskelige, er hovmod. Ergo, den første menneskelige synd, var den af hovmod. Det ordnede begær blev altså gjort uordnet ved det rent upassende ved et for ophøjet objekt, altså visdom og kundskab. Og begæret blev altså transformeret til en hovmodig ambition. Den første synd, hovmodig synd, var det første menneskes forsætlige begær at besidde noget som alene tilhører Gud. Det kan siges at mennesket, skabt i Guds billede, forsøgte at udvide dette billede i sig selv på en upassende måde. I særdeleshed, ville det første menneske have viden om godt og ondt, så han ved sin egen naturlige magt og uden henvisning til Gud, kunne vide hvad der var godt eller ondt for ham, og i forvejen vide hvilke gode eller onde ting der ville ske ham. Og på sådan en måde, stræbte det første mennesker efter en slags lighed med Gud, og således syndede han hovmodigt, på samme måde som de faldne engle syndede hovmodigt. Var vores første forælders synd mere alvorlig end andre menneskelige synder? I sig selv, og som vi har set, er hovmod den største af synder. Men der er også grader af hovmod, og mange hovmodige synder, som i sig selv er handlinger, er kun kødelige synder. Men selv i alvorlige hovmodige synder er der grader og niveauer: Hovmodet i at benægte eller at tale blasfemisk om Gud er værre end hovmodet i at kræve at se bedre ud i Guds øjne. Derfor, så simpelt som hovmodets synd, var Adams synd ikke den værste af sin slags. Adams hovmod var heller ikke værre i sig selv end hovmodet hos andre mennesker. Men når vi betragter Adams synd, ikke simpelt eller absolut, men i relation til den som begår den (et perfekt menneske med en natur som er fuldstændig ubesværet af uregérlige passioner, og begavet med de mest vidunderlige overnaturlige nådegaver) relativt, og i forhold til Adams perfektion, var det altså den værste af alle synder. Faldet var nemlig ret betragteligt. Kvindens første synd, var til gengæld i sig selv værre end mandens første synd. Og det er fordi, at mens Adam og Eva begge syndede pga. hovmod, så troede Eva faktisk djævelen, Guds fjende, og sågar i fuldt bevidsthed om at det djævelen foreslog, var imod Guds vilje. Stadig valgte hun at spise af frugten og opnå den viden som kun tilfalder Gud. Adams synd kommer altså ikke fra at stole på djævelen, men Adam ønskede det uordnede gode (som stadig er et gode), og ønskede det ud fra sin hovmod, men ikke så meget at det var direkte i opposition til Guds vilje, men fordi han ville have magt alene ved sin egen hjælp. Herudover, kvinden syndede ikke kun selv, men forsøgte også at lede manden til synd, så hun syndede altså både mod Gud og næsten. Stadig er det Adams synd, ikke Evas, som bragte fald og straf til menneskeracen, og dette er den arvelige synd.

Adams fristelse

Mennesket, begavet med fri vilje, var nødt til at udøve den frie vilje til enten at vælge eller afvise Gud. Havde der ikke været nogen prøvelse, ingen fristelse, så ville mennesket have haft en slags mekanisk fremdrift fra Paradis til himlen, og den største af gaverne, gaven som gør ham mest lig Gud i sin eksistens og væren (dvs. fri vilje) ville have været en forgæves og ubrugt gave. Den frie menneskelige natur var nødt til at have valgt frit ,og dette var givet i fristelsen. Der var ingen grund til at lade Adam forfalde til fristelsen. Han havde en perfekt menneskelig natur, og havde overnaturlig nåde og overnaturlige gaver. Ingen skabning kunne gøre ham fortræd eller tvinge hans valg, mod hans vilje. At Adam syndede, at han valgte at misbruge sin frihed i stedet for at bruge den, var hans egen skyld. Her må det også tilføjes, at fri vilje for at være fri, ligesom Guds, er nødt til at være fri i perfekt forstand. Frihed er en dikotom størrelse, så når "de kirkelignende samfund" påstår at mennesket kan have en vis fri vilje, så er det en ulogisk og usammenhængende påstand, fordi frihed enten er fuldstændig fri, eller ikke-eksisterende. En frihed som er begrænset, er ikke fri. Måden og rækkefølgen i det første menneskes fristelse var passende. Fristelsen var afrundet og komplet. Den rettede sig altså til intellektet og viljen, og appellerede til sanserne, i hele fristelsen indtrådte én af mandens egen skabninger, kvinden, en art fra dyreverdenen, slangen, og én art fra den vegetative orden, træet med frugten. Faldet rettede sig altså mod intellekt og vilje, dvs. dels Adams hovmod i viljen (fordi han ikke valgte Gud til, men valgte at stræbe at blive som Ham), og sit kødelige begær (frugten, nydelsen ved at spise) lod regere, på det Adams øjne faldt på (attrå). Ergo, Adam skuede ikke Gud i øjeblikket, men valgte det næstbedste. Æblet var som sådan godt, men var ikke det højeste Gode, som er Gud.

Essensen af arvesynd

Man kan sige at en vane er en vedvarende og konstant kvalitet som inklinerer, eller giver tilbøjelig kraft til at handle. I den forstand, er arvesynd ikke en vane i os som arver den. Men i en anden forstand, er en vane en vedvarende disposition i en kompleks natur, som forårsager det velbefindende eller ildebefindende i den natur, dvs. at denne type af vane af og til kaldes "en anden natur". Arvesynd er altså den sidste slags vane i alle som arver den. Den er en dårlig disposition af falden menneskelig natur, en dårlig tilbøjelighed. Skt. Augustin (jf. Sl. 118) kalder det naturens sløvhed. Så arvesynden er specifikt én synd, det er ikke en kompleks samling af flere synder i hvert menneske. Det er én synd i hvert menneske. På sin egen måde, er arvesynden "faldet fra original retfærdighed". Som en konsekvens af dette fald, eller denne mangel, eller uperfekthed om man vil, så er menneskets normale tiltrækning og længsel efter Gud forandret, til en tiltrækning og længsel efter midlertidig og foranderlig godhed. Så fremfor at vælge det evige og perfekte, vælger man det midlertidige og jævne. Siden tiltrækning (motivation) og længsel kaldes konkupiscens, er det præcist at kalde arvesynd (som det virker i mennesker) for konkupiscens, dvs. en tilbøjelighed. Arvesynden er desuden lige i alle mennesker og er lig i hvert enkelt menneske. Der er altså ikke nogen som har mere eller mindre af den. Synd er noget som sidder i sjælen, og ikke i kroppen. Ergo er arvesynden i sjælen. Kødets defekter, svagheder og tendenser som kommer fra arvesynden, er syndestraffe, men er ikke skyld. Når aktuel synd opstår pga. kropslige tendenser, så begås den af mennesket gennem viljen (og dermed sjælen). Kødet i sig selv synder ikke, og har ikke syndens skyld. Arvesynden påvirker primært menneskets egentlige natur. Det er i sjælens essens mere end i sjælens kræfter. Arvesynden påvirker sjælens kræfter gennem sjælens essens. Den rammer først viljen, og fordi viljen er bolig for begæret mod godhed. Og det er kilden til menneskets første tilbøjelighed til synd. I de underliggende sjælskræfter, er arvesynden mest tydelig i de generative kræfter, dvs. appetitterne og sanseberøringen (og her primært synssansen, vi begærer det vi kan se, som Adam). Begæret, ikke som en generelt uordnethed eller tendens til uordnethed, men som en særlig synd, er roden til alle aktuelle synder man begår. Dette særlige begær, attrå, det uordnede begær for rigdom. Rigdom, som fx ved penge, åbner en boulevard af alle overmåde synder, og længes efter af syndere. Ikke penge i sig selv, men kærligheden til penge, længslen for dem, og som er roden til alt ondt, som Skt. Paul siger (1 Tim. 6,10). Hovmod som en uordnet trang til at excellere (ikke som en foragt for Gud eller tilbøjelighed til denne foragt) er grundlaget for dette første begær, dette attrå. Hovmod er altså begyndelsen til al synd. Mennesket vil have goder eller rigdom, eller en form for perfektion ved at besidde penge og velstand, eller en slags ophøjethed eller kvalitet, eller nydelse ved penge. Derfor, mens begær er roden til ondt, er hovmod begyndelsen på synd. Og som nævnt før, er hovmod og begær de fundamentale hovedsynder. Og de er altså som en slags generaler i en ond hær, al ond krigsførsel kommer fra dem. Og der er også mindre "kaptajner og majorer" i denne onde hær, som også opføres med hovedsynderne. Så de 7 hovedsynder er altså hovmod, begær, lyst, frådseri, misundelse og dovenskab.

Syndens effekt

Det samlede gode af menneskenaturen udgør én eller alle af tre ting: a) Menneskenaturens sammensætning og egenskaber i sig selv, b) Tilbøjeligheden til dydighed og c) Original retfærdighed. Synden reducerer eller ødelægger altså ikke menneskenaturen. Synden fjerner heller ikke den originale retflrdighed, for den var fjernet i begyndelsen ved Adams synd. Synden reducerer altså det gode i menneskenaturen, for så vidt at dette gode er inklineret eller rettet mod dydighed. Ergo kan synden aldrig ødelægge det samlede gode i menneskenaturen, selvom det kan reducere menneskets inklination, dvs. tilbøjelighed til dydighed. Det er en afgrundsdyb forskel ift. det protestantiske menneskesyn. De sår som synden påfører menneskesynden kan opsummeres som fire: Svaghed, uvidenhed, ondskab og konkupiscens. Konkupiscensen som nævnes her, er et udtryk for, eller en understregning af den konkupiscens som ofte bruges om arvesynden i sig selv. En ting besidder godhed i kraft af sin art, sin tilstand og retning mod noget. Så en art er altså en tings komplette eller essentielle slags. Og dens tilstand er bestemt af både den essentielle og accidentelle kvalitet som den har. Og dens retning eller ordning mod noget handler om dens formål mod sit endegyldige mål, sit "telos". Så synden ødelægger eller reducerer altså alle tre typer af godhed i sjælens tilbøjelighedheder, dyder og handlinger. Men synden hverken ødelægger eller reducerer det gode i arten, tilstanden og ordningen mod noget, i sjælens essens eller substans. Det er også en meget klar forskel til det protestantiske menneskesyn.

Ved det første menneskes synd, var den originale retfærdighed mistet. Som en konsekvens heraf, var menneskenaturen ramt af en uorden i sjælen, og gennem denne uorden, en korruption i kroppen. Ergo, kom døden ved syden, men den kropslige uorden og defekt kom også med synden. Menneskenaturen, som enhver anden eksisterende natur, tenderer til at bevare sig selv og til at holde fast i dens perfektioner. I lyset af dette faktum, er død og defekter ikke naturlige dele af mennesket. Vi er skabt til liv og perfektion. Men trods menneskenaturens inklination til at bevare sig selv og rette sig mod perfektion, så er kroppens materie og "kropslighed" ikke i stand til at opretholde sig selv i evig eksistens. For materie er genstand for korruption, dvs. til henfald og ødelæggelse over tid. Derfor, er død og defekter naturlige for mennesket. I vores første forældre forsynede Gud os som kompensation for den materielle henfald og dødelighed, og gav os overnaturlig evne til at undgå korruption, vi blev altså udødelige fordi Gud ville det. Denne gave blev afvist, og sammen med den originale retfærdighed ved Adams synd. Ergo, kom døden ved synden, og er en straf som er en konsekvens af synden.