top of page

Hvad vil Biskop Czeslaw egentlig?

"Dog vil en regelmæssig og bevidst deltagelse i broderskabets messer og øvrige aktiviteter være en skade på fællesskabet med Kirken. Dette gælder så meget desto mere, hvis man ikke anerkender 2. Vatikankoncils beslutninger eller på anden måde lægger afstand til den forståelse af Kirken, som koncilet har formidlet, samt, hvis man endda fornægter dens hyrders legitimitet... Forskelle i tradition, sprog, kulturer og fromhedsformer danner grundlag for, at livet i Kirken kan udtrykkes på mange legitime måder. En forudsætning for denne legitime mangfoldighed er dog altid loyal accept af det, Kirken til enhver tid lærer og forordner. Ligeledes må forskelle i religiøs praksis aldrig føre til fremmedgørelse over for det samlede fællesskab i Kirken, ligesom alle – trods disse legitime forskelle – skal vise gensidig respekt og tolerance..." - Biskop Czeslaw, januar 2025 Foroven: Biskop Czeslaw fejrer reformationsjubilæet i en luthersk forsamling

Baggrund og motivation

Biskop Czeslaw har begået en rundskrivelse til bispedømmets præster, motiveret af FSSPX' intensiverede tilstedeværelse i bl.a. Danmark, og det er jo en forudsigelig reaktion. På samme vis er de selvsamme banaliteter som viderekolporteres i skrivelsen også forudsigelige, bl.a. dels om FSSPX' relation til Rom, præsternes status og de troendes ditto. Det er hensigten her at gå i rette med Biskop Czeslaws rundskrivelse, og bringe nogle vigtige korrektioner og perspektiver som ingen andre naturligvis interesserer sig for. Det er også vigtigt at understrege, at formålet med dette indlæg ikke er at frembære en række nedladenheder om biskoppen, men tværtimod opfordre til bøn for Hans Excellence. Han har ikke blot brug for, men i disse tider sågar vil jeg mene, krav på, vores forbønner og vores hengivenhed. Han er - alle sine mangler til trods - stadig vores biskop, og han bestrider sit biskoppelige embede fordi Gud ønsker ham dér. Jo større ophøjethed, jo større er faldet. Så bed for hans sjæl, mens tid er. Lad os først gennemgå skrivelsen i opdelt og stykvis form, hvor vi gennemgår definitionerne og sammenhængene i skrivelsen. Således kan vi - som vi skal se - tilføre den form for logik og sammenhæng som skrivelsen helt tydeligt mangler.


Definitioner, definitioner, definitioner

Det fede ved at være katolik er, at vi har definitioner på alting. Vi har intet i vores tro, som vi ikke definerer vedrørende hvad det er, hvordan det virker, hvor det virker og hvordan man kan se det. Det er i høj grad takket være de såkaldte skolastikere, at vi har en så fuldstændig gennemarbejdet teologi og systematik om vores tro, og er man som præst uddannet i den traditionelle præstelige formation, har man således fået nogle fuldstændigt uovertrufne muligheder for at forsvare og forklare den katolske og apostolske tro. Desværre skal vi se, at biskoppens rundskrivelse mangler tydelige og fundamentale sammenhænge mellem de begreber som bruges, og måden hvorpå de effektueres. Det er ikke bare dybt pinligt, men udstiller desværre også at bispedømmet formentlig ikke besidder de fornødne kompetencer til at udlægge de helt fundamentale mekanismer der skiller katolsk spiritualitet og systematik fra andre religioner. Herudover får man den klare mistanke, at biskoppen formentlig ikke selv har forfattet skrivelsen, men har ladet sig rådgive af andre - hvem det så er, kan man kun gisne om. Og det er vel også ret ligegyldigt. Så lad os gå til biddet:


Vedr. Piusbroderskabets aktiviteter i bispedømmet I en årrække er der i bispedømmet sporadisk foregået aktiviteter i tilknytning til Piusbroderskabet (SSPX). Piusbroderskabet blev grundlagt af den franske ærkebiskop Marcel Lefebvre (1905- 1991) i 1969. En udslagsgivende årsag til initiativet var hans uenighed i flere af 2. Vatikankoncils beslutninger, bl.a. spørgsmålet om biskoppelig kollegialitet og dekretet om religionsfrihed. Derudover accepterede han ikke liturgireformen og holdt fast ved messeliturgien ifl. missalet fra 1962.

Kommentar. Jeg vil ikke dvæle meget ved bemærkningen om religionsfrihed, men blot tilføje at netop dette dekret, og ikke som mange går og tror, nok er det skadeligste der er kommet ud af koncilet. Liturgireformen kom i kølvandet på koncilet, men blev især muliggjort af en reel opgivenhed ved at forsvare åbenbaret objektiv sandhed. Men det er en anden snak.


P.gr. af ærkebiskop Lefebvres ordination af fire biskopper uden pavelig tilladelse i 1988 blev han sammen med de fire biskopper ekskommunikeret, og ved at slutte op om denne illegitime handling satte hele Piusbroderskabet sig uden for Kirkens fællesskab.

Her begynder Biskop Czeslaw sin egentlige redegørelse for FSSPX' relation til Rom, og han gør det over to dele. Dels fremsætter han den forkerte påstand, at ekskommunikationen af de fire biskopper i FSSPX skyldes Ærkebiskop Lefebvres konsekration af samme. Denne præmis er vigtig at angribe først, fordi den informerer de øvrige forhold i resten af skrivelsen.

Det er helt fundamentalt ikke korrekt at antage, at en biskoppelig konsekration uden Roms tilladelse, automatisk medfører ekskommunikation. For at vi kan forstå hvad ekskommunikation er, må vi først definere hvad kommunion er. Til hjælp for dette, kan vi bruge vores Katolske Kirkes Katekismus, og vi kan sågar starte med at bruge den moderne udgave fra 1992.

"Vantro er forsømmelighed over for den åbenbarede sandhed eller frivillig afvisning af at give sin tilslutning. Hæresi kaldes den hårdnakkede fornægtelse efter at have modtaget Dåben af en sandhed, som skal tros med guddommelig og katolsk tro, eller den hårdnakkede tvivl om en sådan sandhed. Apostasi kaldes den totale forkastelse af den kristne tro. Skisma kaldes afvisning af underkastelse under paven eller fællesskabet med de Ham undergivne medlemmer.[7] [162; 817]" (KKK 2089)

Den Romerske Katekismus hjælper os til yderligere at forstå systematikken, fordi den udfolder definitionen dybere og bredere:

"Desuden fortæller apostlen, der skriver til korintherne, at der kun er én og samme Ånd, som giver nåde til de troende, da sjælen formidler liv til legemets lemmer. Han formaner efeserne til at bevare denne enhed og siger: Vær omhyggelig med at bevare Åndens enhed i fredens bånd; ét legeme og én ånd. Da den menneskelige krop består af mange lemmer, besjælet af én sjæl, som giver syn til øjnene, hørelsen til ørerne og til de andre sanser kraften til at udføre deres respektive funktioner; således er Kristi mystiske legeme, som er Kirken, sammensat af mange troende. Det håb, som vi er kaldet til, er også ét, som apostlen fortæller os på samme sted; for vi håber alle på den samme fuldbyrdelse, evige og lykkelige liv. Endelig er den tro, som alle er forpligtet til at tro og bekende, én: Lad der ikke være splid blandt jer, siger apostlen. Og dåben, som er vores kristne tros segl, er også ét." (Art IX).

Tridentinerkatekismen definerer altså kommunionsbegrebet, fordi vi da med afsæt i Hl. Paulus kan forstå at vi forenes til Kristi mystiske krop, ved at opnå vores sjæles forening med Ham. Det er hele essensen af kommunion, at viljen og intellektet gøres ét med Kristus.

Den moderne katekismus er lige så konkret i sin udlægning om kommunionsbegrebet:

"Den hellige kommunion, fordi vi ved dette sakramente forener os med Kristus, som gør os til dele i Hans Legeme og Blod til et enkelt legeme.151 Vi kalder det også: de hellige ting (ta hagia; sancta)152 - den første betydning af sætningen "de helliges samfund" i den apostolske trosbekendelse - englenes brød, brød fra himlen, udødelighedens medicin,153 viaticum." ... (KKK 1331)

og videre

"Det mystiske legemes enhed: eukaristien skaber kirken. De, der modtager eukaristien, er tættere forenet med Kristus. Gennem den forener Kristus dem med alle de troende i ét legeme - Kirken. Nadveren fornyer, styrker og uddyber denne indlemmelse i Kirken, som allerede er opnået ved dåben. I dåben er vi blevet kaldet til kun at danne ét legeme.233 Eukaristien opfylder dette kald: "Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke en deltagelse i Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke en deltagelse i Kristi legeme, fordi der er ét brød, er vi, som er mange, ét legeme, for vi får alle del i det ene brød:" (KKK 1396)

Kommunion er altså ikke noget "man går til", som et overfladisk ritual. Det er en viljes - og fornuftsakt, hvorved vi muliggøres at forsone vores vilje og intellekt med Kristus, ved at spise Hans kød og drikke Hans blod. For de af os som bruger det traditionelle skriftemål, husker vi også at præsten ophæver vores ekskommunikation i skriftemålet, såfremt vi ved vores viljes forsæt har overtrådt Herrens bud. Det er også derfor det er fuldkommen afgørende at forstå, at kommunionsbegrebet implicerer at man fuldstændigt afstår fra dødssynd, og altid skrifter alle sine dødssynder inden man kommunicerer. Kommunion er altså noget som vedrører sjælens relation til Gud, og ikke individets eller Kirkens forståelse af jura eller kirkeret. Lad det lige synke ind engang ved eksemplet forneden:


Præst: Dominus noster Jesus Christus te absolvat: et ego auctoritate ipsìus te absolvo ab omni vinculo excommunicationis, (suspensionis), et interdicti, in quantum possum, et tu indiges. Deinde ego te absolvo a peccatis tuis, in nomine Patris, et Filii, + et Spiritus Sancti. Amen.

Præst: Vor Herre Jesus Kristus frikende dig. Og med myndighed fra ham løser jeg dig af ethvert band og interdikt, så vidt jeg kan, og du har det behov. Dernæst løser jeg dig fra dine synder i Faderens og Sønnens + og Helligåndens navn. Amen.

Præst: Passio Domini nostri Jesu Christi, merita beatæ Mariæ Virginis, et omnium Sanctorum, quidquid boni feceris, et mali sustinueris, sint tibi in remissionem peccatorum, augmentum gratiæ, et præmium vitæ æternæ. Amen.

Præst: Vor Herres Jesu Kristi lidelse, den salige Jomfru Marias og alle helgens fortjenester, det gode, som du måtte gøre, og hvad ondt du skal lide, bringe dig dine synders forladelse, nådens forøgelse og det evige livs løn. Amen.

Hvis man da ikke går hyppigt til skriftemål, så er det også sandsynligt at man langsomt vil fjerne sig fra nogen frugtbar relation til Herren, og derved miste kommunion med Ham. Vi har kontinuert brug for nåde, for at blive i Ham.


Det er altså også fuldstændigt afgørende at forstå, at kirkeretten, eller en overtrædelse af kirkeretten, ikke har noget som helst at sige i spirituel eller teologisk henseende, fordi kirkeretten alene er et styringsredskab som Kirken (og Paven) bruger til at forvalte sin forretningsgang. Både 1917 - og 1983-kirkeretten er begge relativt nye styringsredskaber, som udlægger hvorledes biskopper, præster, lægfolk og Paven i forening regulerer Kirkens interne forhold. Nu hvor vi har det på plads, så kan vi vende tilbage til spørgsmålet om ekskommunikation, fordi vi nu kan se at ekskommunikation automatisk medføres, såfremt man begår alvorlige hovedsynder, hvad enten vi taler om skisma, vranglære og frafald, eller ved fx medvirken til abort. Det er dét man kalder ekskommunikation "Latae Sententiae". Bemærk altså også, at det er muligt at blive ekskommunikeret "Latae Sententiae" helt uden at noget menneske på jorden får viden om det forhold! (Det skyldes jo, at ekskommunikationen vedrører en relation mellem Gud og individet, som vi jo forstår foroven). Det betyder omvendt også, at sålænge man IKKE overtræder HERRENs bud, men trofast, loyalt og godhjertet ønsker at tro og leve den tro som Kristus altid har lært, at man de facto ikke kan ekskommunikeres på nogen gyldig vis. Heller ikke, selvom en Pave eller en biskop ser sig sur på én, eller blot er "politisk uenig" med én. Kirkeretten er underlagt guddommelig lov, og derfor kan ingen med afsæt i kirkeretten forhindre folk i at udøve Guds lov. Guds lov, trumfer menneskeskabt lov. Altid. Og det betyder, at selvom Pave Johs Paul II så sig ret i at ekskommunikere Ærkebiskop Marcel Lefebvre, samt de fire nye biskopper, tilbage i 1988, så var denne ekskommunikation ugyldig. Både med afsæt i guddommelig lov, men også med afsæt i kirkeretten. Og hvordan kan vi vide at kirkeretten selv giver hjemmel til denne form for "selvforsvar"? Det kan vi, fordi kirkeretten selv tydeliggør dette forhold:

Can. 1752: "In cases of transfer the prescripts of can. 1747 are to be applied, canonical equity is to be observed, and the salvation of souls, which must always be the supreme law in the Church, is to be kept before one’s eyes." (direkte link her)

Så hvis man med god samvittighed befinder sig i hvad der fx kunne være en nødsituation, og man har sjælenes frelse for øje, at man ønsker at videreføre den hellige katolske og apostolske tro, som den er blevet videreført i århundreder, så kan man uden kny og bæven sagtens konsekrere fire nye biskopper, helt uden at Paven eller nogen anden kan klandre én for dét. En konsekration er i sig selv en god sakramental handling, men den kan ingensinde retfærdiggøre en ekskommunikation. Aldrig. Det vidste Ærkebiskop Lefebvre godt, og det ved Kirken også godt i dag. Vi kan altså opsumere og konstatere at

  • Vi har defineret hvad kommunion og ekskommunikation er og ikke er

  • Vi har påvist hvorledes kirkeretten giver hjemmel til nødværge, såfremt sjælenes frelse er på spil

  • Vi har defineret og påvist hvorledes man ad egen vilje og drift kan ekskommunikere sig selv, uden at nogen kirkelig myndighed som sådan er bekendt med forholdet, da her er tale om en åndelig tilstand som sjælen befinder sig i.


Så lad os gå videre i Biskop Czeslaws skrivelse, og analysere den næste påstand. Han fortsætter:

Piusbroderskabet lever således i et skisma i forhold til Kirken.(Det har vi lige påvist, ikke er tilfældet, red.) Denne status er ikke ændret ved Pave Benedikt XVIs ophævelse af ekskommunikationen af de fire biskopper i 2009, ej heller ved Pave Frans’ tilladelse til at lade Piusbroderskabets præster høre skriftemål i forbindelse med ”Barmhjertighedens år” og til at foretage gyldige ægtevielser. En række drøftelser mellem Pavestolen og Piusbroderskabet har ikke ført til en endelig og fuld afklaring af broderskabets status.

Dette afsnit deler vi lige op i 3 bidder.

"Denne status er ikke ændret ved Pave Benedikt XVIs ophævelse af ekskommunikationen af de fire biskopper i 2009, ej heller ved Pave Frans’ tilladelse til at lade Piusbroderskabets præster høre skriftemål i forbindelse med ”Barmhjertighedens år” og til at foretage gyldige ægtevielser."

Her er flere cirkulære fejlslutninger i ét afsnit, som er så meningsløse at de umuligt kan være skrevet af en biskop med blot en minimal teologisk eller kirkelig indsigt. Her fremføres den fantastiske påstand, at Den Hellige Fader altså ikke har myndighed til at ophæve de ekskommunikationer som tidligere paver selv har fastsat ved kirkelig lov. Men hvis det er tilfældet, så er det jo det samme som at sige, at den ekskommunikation som Pave Johs. Paul II også effektuerede, heller ikke er gyldig. Enten har en pave formel jurisdiktion over hele Kirken, eller også har han ikke. Enten har Pave Benedikt 16. formel jurisdiktion over hele Kirken, eller også har han ikke. Det er sådan, at ethvert embede har en jurisdiktion, dvs. en formel myndighed som er givet udefra. Intet embede kan tildele sig selv magt, og derfor har pavestolen effektivt set jurisdiktion som en del af guddommelig lov, som åbenbaret i Skriften. Det betyder ikke at kirkeretten har forrang for hvad der guddommeligt er åbenbaret for os, men at det pavelige embede har ret og pligt til at stadfæste hvad der materielt tilkendegives, dvs. hvis et menneske lever i synd og erkender dette, så kan pavestolen formalisere dette forhold rent juridisk, efter de rammer som loven foreskriver. Dét som Biskop Czeslaw rent praktisk skriver her er, at Pave Benedikt 16. faktisk ikke har pavelig myndighed, eller ikke har magt til at effektuere den. Uden at han ved det, så går han faktisk et skridt videre end Ærkebiskop Lefebvre, som aldrig nogensinde i sin vildeste fantasi kunne drømme om at påstå, at Paven ikke har eller havde formel jurisdiktion. Ingen i FSSPX mener heller ikke dette i dag. Biskop Czeslaw springer faktisk ud som skabs-sedevakantist, fordi han synes selv at kunne vælge hvornår paver har formel jurisdiktion, eller ikke har. Og dette afsnit er for mig at se "The Money Shot" i spørgsmålet om hvem der rent faktisk har forfattet biskoppens skrivelse - når selv en lægmand som jeg kan gennemskue den helt åbenlyse manglende sammenhæng i skrivelsen, så kan det kun være skrevet af en tilsvarende inkompetent lægmand. Der kan ikke være andre forklaringer.


Grundet ovenstående systematisk-rodede afsnit, er min mistanke at:

  • Forfatterne forstår ikke definitionen på skisma, eller de spirituelle implikationer vedr. samme

  • Forfatterne forstår ikke definitionen på formel juridisk myndighed, dens genstand eller effekt

  • Forfatterne forstår ikke forskellen på skelnen mellem guddommelig lov og kirkelig ret

"...ej heller ved Pave Frans’ tilladelse til at lade Piusbroderskabets præster høre skriftemål i forbindelse med ”Barmhjertighedens år” og til at foretage gyldige ægtevielser."

Men denne delsætning bekræfter sådan set bare ovenstående, at forfatteren af skrivelsen simpelthen ikke ved hvad det vil sige at være i skisma. Min lokale grønthandler er i skisma. Der er ikke mere i det, end dét. Problemet med ovenstående bisætning er naturligvis, at man da heller ikke forstår at fakulteter kan tildeles af paven til præster som sandelig ikke bare er i kommunion med Rom, men heller ikke er suspenderede. Fordi FSSPX-præster ikke er i skisma, kan Paven naturligvis, og vil selvfølgelig også gerne, tildele dem fakulteter globalt set, som ellers nødvendigvis kun var blevet tildelt af en biskop. Pave Frans overruler faktisk hele verdens biskopper her, og tildeler FSSPX-præster fakulteter (dvs. kompetencer) som de kan udøve hvor de har lyst og hvor der er behov. Det gælder også i kirkerum indenfor hele Kirkens myndighedsområde.


En formel tilslutning til Piusbroderskabet vil således være en skismatisk handling (Igen, har vi påvist at det ikke er tilfældet, red.) Det gælder pr. definition broderskabets præster og diakoner. Hvad angår øvrige troendes lejlighedsvise deltagelse i messer fejret af broderskabets præster, er det ikke i sig selv en skismatisk handling. Dog vil en regelmæssig og bevidst deltagelse i broderskabets messer og øvrige aktiviteter være en skade på fællesskabet med Kirken (læs lige denne sætning, mens du kigger på billederækken forneden). Dette gælder så meget desto mere, hvis man ikke anerkender 2. Vatikankoncils beslutninger eller på anden måde lægger afstand til den forståelse af Kirken, som koncilet har formidlet, samt, hvis man endda fornægter dens hyrders legitimitet.
Fra december 2024 har Piusbroderskabets polske region overtaget ansvaret for Dan- mark. Én af bispedømmets præster, Kamil Brogowicz, er på vej til fuldt og helt at til- slutte sig Piusbroderskabet og har også indimellem fejret messe i broderskabets regi i bispedømmet. Pastor Brogowicz har dog nu ikke længere min tilladelse til at fejre messe i bispedømmet.
Ovennævnte restriktioner berører ikke den fejring af eller deltagelse i messen efter 1962-missalet, populært kaldet den tridentinske messe, som fejres på steder, som er godkendt til det, og af præster, der har den fornødne tilladelse. Retmæssig deltagelse i disse messer forudsætter dog også, at man ikke lægger afstand til 2. Vatikankoncils beslutninger, incl. den fejring af liturgien, som koncilet har givet inspiration til, og som nu er normativ for hele Kirken. Forskelle i tradition, sprog, kulturer og fromhedsformer danner grundlag for, at livet i Kirken kan udtrykkes på mange legitime måder. En forudsætning for denne legitime mangfoldighed er dog altid loyal accept af det, Kirken til enhver tid lærer og forordner. Ligeledes må forskelle i religiøs praksis aldrig føre til fremmedgørelse over for det samlede fællesskab i Kirken, ligesom alle – trods disse legitime forskelle – skal vise gensidig respekt og tolerance.
København, den 24. januar, 2025" +Czeslaw
"..En forudsætning for denne legitime mangfoldighed er dog altid loyal accept af det, Kirken til enhver tid lærer og forordner. Ligeledes må forskelle i religiøs praksis aldrig føre til fremmedgørelse over for det samlede fællesskab i Kirken..."
Luthersk pastrice holder gudstjeneste i Skt. Augustins Kirke
Luthersk pastrice holder gudstjeneste i Skt. Augustins Kirke
Biskoppen indbyder lutherske præster til messefejring i Vor Frue Kirke i Aarhus ("katolsk")
Biskoppen indbyder lutherske præster til messefejring i Vor Frue Kirke i Aarhus ("katolsk")
"En forudsætning for denne legitime mangfoldighed er dog altid loyal accept af det, Kirken til enhver tid lærer og forordner. Ligeledes må forskelle i religiøs praksis aldrig føre til fremmedgørelse over for det samlede fællesskab i Kirken"
Lutherske pastorer i procession med det katolske kleresi i baggrunden - signalet er tydeligt
Lutherske pastorer i procession med det katolske kleresi i baggrunden - signalet er tydeligt
"En forudsætning for denne legitime mangfoldighed er dog altid loyal accept af det, Kirken til enhver tid lærer og forordner. Ligeledes må forskelle i religiøs praksis aldrig føre til fremmedgørelse over for det samlede fællesskab i Kirken"



Hvad er det Biskop Czeslaw vil?


Bed for Biskop Czeslaw, at Guds Moder må sende ham Helligåndens nådegaver Må skænke ham vedholdenhedens styrke Må skænke ham visdommens lys Må skænke ham rådets gave

Må skænke ham kærlighed til Kristus


239 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page