Forneden: 1. års seminarister fra det amerikanske seminar i Dilwyn, Virginia. SSPX oplever massiv vækst i disse år, med 30 nye seminarister alene på det amerikanske præsteseminar.
De fleste katolikker kender en smule til FSSPX, men lad os fremover omtale dem folkemundtligt "SSPX". Der er mange der har holdninger til SSPX. Hvis man ikke kender til SSPX, så kan man nu blive introduceret til en del af Kirken som man burde lære bedre at kende, for ikke at sige være taknemmelig for. FSSPX er en forkortelse for "Fraternitas Sacerdotalis Sancti Pii X", eller "Pius d. 10-samfundet/broderskabet". På engelsk "Society of Saint Pius X" eller bare SSPX. På dansk vil man kalde dem "Pius X.-samfundet" eller bare SSPX. Der er mange der har stærke holdninger til SSPX, og i de fleste katolske kredse er de ikke velsete, og det er der mange grunde til. "Koncilet" som de fleste kalder det, betyder egentlig bare 2. Vatikankoncil, hvilket ud fra en objektiv betragtning må siges at have haft ekstreme konsekvenser for Kirkens indflydelse i verden. Det er en lang historie for sig, så den skal vi ikke trampe mere rundt i. Men SSPX er en konsekvens af koncilet, en reaktion på nogle af de dogmatiske utydeligheder som koncilet bragte med sig, og er samtidig et lys for verden og et håb for Kirken i dag. Dette indlæg har altså til formål at tydeliggøre de misforståelser som bliver udbredt fra den konciliære kirke, således at man kan få et mere nuanceret og afslappet forhold til præsterne i SSPX, og de troende som holder af at deltage i deres messer.
SSPX blev grundlagt i Schweiz i 1970, af ærkebiskop Marcel Lefebvre. Lefebvre var en glimrende biskop og teolog, var pavelig nuntius til østafrika, og en yderst ortodoks biskop. Ham kan man læse mere om på nettet, han har skrevet mange gode bøger, og er et lys for Kirken. Måske bliver han helgenkåret en dag, hvem ved.
SSPX blev grundlagt fordi mange præsteseminarer i koncilets efterdønninger, smed stort set al traditionel katolsk lærdom fra sig. Marxismen var mange steder udbredt, og nogle præsteseminarer, især i Frankrig, var direkte kampceller for marxistisk tankegods, hvilket står i skarp kontrast til den evindelige kirkelige lære. Utallige sjæle forlod Kirken, og mange præster mistede troen. SSPX ville holde fast i den guddommelige doktrin som var overleveret til Kirken, og vha. en lokal schweizisk biskop, grundlagde Lefebvre på anmodning af en række seminarister og lægfolk, SSPX i 1970. Dengang var det altså en godkendt præsteforening, som levede op til alle kanoniske regler (kirkeretlige regler), og med fuld opbakning fra den lokale biskop. Herfra gik det både godt for SSPX, og mindre godt for Kirken. I Rom havde man ondt i blindtarmen over, at den nye messeform, som resten af Kirken blev påtvunget, ikke blev fejret hos SSPX. Lefebvre var naturligvis godt klar over, at "Novus Ordo", som Paul VI kaldte den, var noget nær den værste messe der nogensinde er blevet kreeret, fordi den bl.a. medførte en lang række tilfælde af liturgisk misbrug. Den kunne han naturligvis ikke byde sine præster at fejre, og efter en del frugtesløse dialoger med Rom, blev han til sidst, med resten af SSPX, suspenderet i 1976.
Dialog med Rom, og en kræftsyg ærkebiskop
Der var stadig en art dialog med Rom, ift. at løfte suspenderingen af SSPX, og i mellemtiden fik ærkebiskop Lefebvre konstateret cancer. Rom lovede Lefebvre en biskop, således at han kunne fortsætte med at vie præster til Kirken, og således at relationen til Rom kunne blive normaliseret. Vatikanet blev ved med at udskyde normaliseringen af SSPX, og i mellemtiden blev Lefebvre mere og mere svag. Kardinal Ratzinger fik aldrig tildelt SSPX en fast biskop, derfor havde Lefebvre intet andet valg end at konsekrere 4 biskopper til SSPX. Ingen andre biskopper I HELE KIRKEN ville hjælpe ham. I mellemtiden talte statistikkerne deres eget klare sprog. Kirkens trosliv blev udsat for en regulær nedsmeltning. Dybt uortodokse praksisser blev udbredt i Kirken, herunder håndkommunion, sakramentale desekreringer, udbredt vranglære og masseflugt fra seminarer, klostre og menigheder. Det eneste der voksede, var SSPX(!). Lefebvre så ingen anden udvej, hvis han ville bevare og beskytte Kirkens tradition: Han måtte konsekrere 4 biskopper, på trods af at Rom ikke havde tildelt ham én endnu. I 1988 blev han, og de 4 nyordinerede biskopper ekskommunikeret fra Kirken. En yderst hårdhændet behandling, set i lyset af hvad Lefebvre havde haft held til at bygge op på 18 år, og hvor mange præster han formåede at uddanne. Indtil 2007, med formuleringen af Summorum Pontificum, var der stort set "kold krig" mellem SSPX og resten af Kirken. I 2007 blev ekskommunikationen fra 1988 "løftet" (den var aldrig gyldig i første omgang), og den traditionelle messeform atter udbredt i mange egne af Kirken, til gavn for især mange unge. Indtil 2007 var det mange steder meget vanskeligt at få mulighed for at dyrke den traditionelle katolske tro. I dag blomstrer SSPX over hele verden, og det på trods af at Rom har ført nogle kompagner imod SSPX som er direkte usande. Mange fejlagtige påstande er blevet rejst, fx ift. deres gyldighed, position i Kirken, og hvorvidt de er i kommunion med Rom.
Er de i kommunion med Rom?
Lad det være sagt fuldstændig klokkeklart, og entydigt: Ja. SSPX er i kommunion med Rom. Det har de altid været, og det vil de altid være. Årsagen til tvivlen, skyldes primært en temmelig effektiv misinformationskampagne fra Vatikanet, som i årevis har bildt folk ind, at SSPX ikke skulle være i kommunion. Lad os undersøge hvad det vil sige, at være i kommunion med Rom, så vi får begreberne helt på plads.
Can. 751 Heresy is the obstinate denial or obstinate doubt after the reception of baptism of some truth which is to be believed by divine and Catholic faith; apostasy is the total repudiation of the Christian faith; schism is the refusal of submission to the Supreme Pontiff or of communion with the members of the Church subject to him. - CCL 1983
Jf. 1983-kirkeretten, så er der 3 måder hvorpå man kan falde fra Kirken. Enten ved apostasi, vranglære (simpelthen ved at tro eller mene noget forkert som ikke er åbenbaret), eller ved at nægte at underkaste sig pavestolen. Ingen af de 3 kriterier lever SSPX op til. SSPX arbejder nemlig ikke engang ud fra 1983-kirkeretten, men henviser til den nødsituation som 1917-kirkeretten (også) giver hjemmel til. Denne nødsituation fremgår også i den nye kirkeret. Essensen her er, at man kan ikke være "i delvis kommunion" eller "meget i kommunion", lige så lidt som man kan være meget gravid, eller lidt gravid. Enten er man i kommunion, eller også er man ikke. Punktum. Og den nye måde at tale om kommunion på, er noget politisk newspeak man har fundet på i forlængelse af koncilet, for dels at italesætte "vores adskilte brødre og søstre" som værende katolikker, og for at distancere sig fra SSPX. Man er i kommunion med Rom når man lever op til de tre førnævnte kriterier. Og ikke før, og hverken mere eller mindre. SSPX har det man kalder en "irregulær kirkeretlig status" (som ingen heller kan forklare hvad betyder). Men det har intet med kommunion at gøre. SSPX er i kommunion.
(86) Læreembedet står imidlertid ikke over Guds ord, men er dets tjener. Det lærer kun det, som er blevet overleveret. For Gud har villet, at det med Helligåndens bistand ærbødigt lytter til dette ord, bevarer det med hellig ærefrygt og fremlægger det med trofasthed. Det er fra denne ene troens skat, at læreembedet henter alt, hvad det fremsætter som guddommeligt åbenbaret og genstand for tro.[16] [688]
Jf. Kirkens katekismus fra Johannes Paul II, så er det tydeligt at ikke engang Kirkens læreembede, og heller ikke Paven, står over Kirkens tradition. Ingen, hverken lægmand eller Pave, har mandat til at sætte sig over tradition eller åbenbaret troslære. Og hvis resten af Kirken afviger fra Kirkens tradition, De Fide åbenbaret troslære, og leder sjæle på afveje, så har SSPX ikke bare ret til, men også pligt til, som Kirken jo også har, at forsvare sjælenes frelse og åndelige velfærd. "Salus animarum lex maxima Ecclesia", eller "Den højeste lov i Kirken, er sjælenes frelse". SSPX ønsker at frelse sjæle. Det er dét de er sat i verden for, og intet andet.
"Men de er skismatiske!"
At anklage SSPX for at være "skismatiske" eller "ude af trit med Kirken", eller "at være på kant med Kirkens autoritet", er bare kirkepolitisk newspeak for, at man gerne vil undgå at SSPX potentielt har ret i deres anke, og at man måske har begået en gruelig fejl i kølvandet på 2. Vatikankoncil.
Den brutale sandhed er jo den, at SSPX reagerer imod potentiel vranglære fra koncilet, fx mht. økumeni, religionsfrihed, en uperfekt messeform, og kollegialitet, som ikke - påstår SSPX - har rod i apostolisk tradition. Og hele humlen her er jo, at hvis SSPX ikke havde en sag, så kunne den konciliære kirke jo bare punktere sagen med det samme, og fortælle hvordan koncilet skal fortolkes traditionelt. Problemet er bare, at Kirken ikke vil fortolke koncilet ud fra Kirkens apostoliske tradition. Og det er jo en logisk selvmodsigelse, hvis man mener at koncilet ikke lærer fejl. Og så er det jo altså nemmere at modarbejde en gruppe af traditionelle præster, end at erkende at man har begået en kirkepolitisk fejl, og potentielt lærer noget der doktrinært er utydeligt. Det er et politisk spørgsmål, og hvis man har sin sjæls frelse kær, så undgår man politiske spørgsmål, og går til dem der gerne vil frelse sjæle. Og hvis du møder en katolsk præst, som leger med på de kirkepolitiske julelege, så er der en risiko for at han måske ikke tager din frelse alvorligt nok.
"Må jeg deltage i deres messer?"
Selvfølgelig må du det. Kirken har selv ad flere omgange bekræftet at SSPX er i kommunion med Rom, og at lægfolk uden videre kan overholde søndagspligten ved at deltage i en SSPX-messe. Vatikanet er ikke meget for at indrømme det, og når de gør, så er det altid formuleret med en god omgang uld-i-mund. Lad os se på nogle eksempler: Kardinal Cassidy (3. maj 1994; Pontifikale Råd for Kristen enhed):
Protocol number 2336/94; May 3, 1994 "Regarding your inquiry, I would point out at once that the Directory on Ecumenism is not concerned with the Society of St. Pius X. The situation of the members of this Society is an internal matter of the Catholic Church. The Society is not another Church or Ecclesial Community in the meaning used in the Directory (ikke i skisma, red.).Of course the Mass and Sacraments administered by priests of the Society are valid...
Kardinal Castrillon Hoyos (2005): (bemærk, hvordan han pakker sin konstatering ind i politikersprog)
"It cannot be said in correct, exact, and precise terms that there is a schism. … They are within the Church… ...“It is Lefebvre who has undertaken an illicit Episcopal consecration and therefore performed a schismatic act. It is for this reason that the Bishops consecrated by him have been suspended and excommunicated. The priests and faithful of the society have not been excommunicated." -
Troslærekongregationen (1993):
"..adherents and supporters of the Society of St. Pius X, did not perform ‘schismatic acts in the strict sense as they do not constitute the offence of schism; and therefore the Congregation holds that the Decree of May 1, 1991 (ekskommunikationen af Lefebvre og de 4 biskopper, red) lacks foundation and hence validity."
Bemærk formuleringen "i streng forstand...". Kunne man ikke bare skrive nøgternt, at de ikke er i skisma, og er i kommunion med Rom og altid har været det? Den Pontifikale Kommission, Ecclesia Dei, 28. maj 1996:
“In the strict sense you may fulfill your Sunday obligation by attending a Mass celebrated by a priest of the Society of Saint Pius X. …If your intention is simply to participate in Mass according to the 1962 Missal for the sake of devotion, this would not be a sin. It would seem that a modest contribution to the collection at Mass could be justified.”
Bemærk formuleringen "i streng forstand". I streng forstand er min kone også gravid, men der kan jo være nogle nuancer der måske gør at jeg kan være i tvivl? Nej, naturligvis ikke. Man opfylder udmærket sin søndagsforpligtelse, fordi SSPX fejrer gyldige messer af gyldige præster. Mht. lovligheden, så er det klart at SSPX har en sag ift. 1917-kirkeretten, og den åndelige nødsituation ift. egen situation og forsvar for traditionen, og de troendes åndelige velbefindende. Igen, er Kirkens højeste lov den vigtigste. Supplerende, måtte kardinal Ratzinger i sin tid irettesætte en biskop i Honolulu, fordi han uretmæssigt ekskommunikerede nogle familier som havde fået deres børn konfirmeret hos en SSPX-biskop. Denne ekskommunikation blev kendt ugyldig, fordi SSPX naturligvis er i kommunion med Rom. Der er masser af eksempler, men sagen er altså den at...
Lægfolket kan aldrig kritiseres for at deltage i en messe hos en præst som hverken er skismatiker, hæretiker eller apostat. For de troende er sjælens velbefindende det vigtigste - uanset hvor man bor, hvilken menighed man tilhører, og hvilken præst man har tættest på. Og her er SSPX ekstremt relevante.
Begrebet "irregulær kanonisk status" vedrører jo blot et politisk spørgsmål ift. jurisdiktion, dvs. hvor og hvornår præsterne lovligt må fejre messer - men det er på vegne af præsterne, og ikke lægfolket. Imens præsterne siger at de befinder sig i en nødsituation pga. truslen fra potentiel vranglære fra den konciliære kirke, kan vi andre fortsætte som intet er hændt.
Pave Frans har sågar givet SSPX fakulteter til at høre skriftemål og foretage ægtevielser i lokale bispedømmer. At de ikke er i kommunion med Rom ud fra den betragtning, er en absurd påstand.
Hvordan er det at være til messe hos SSPX?
Fader Lindström fra SSPX UK fejrer talt messe på et loftskapel i Aalborg. Det mest mærkbare indtryk ved messefejringen, er at SSPX-præster er uddannet efter den traditionelle måde at uddanne katolske præster på. De har gået på præsteseminar i 7 år, som indeholder hhv. 4 års filosofistudier funderet på Thomas Aquinas, og 3 års teologiske studier. Herudover med daglige traditionelle tidebønner, og et liv i fattigdom og åndelig forædling. Når man har læst thomistisk systematik hver dag i 7 år, så har man en så dybdegående teologisk, trosmæssig, åndelig og dogmatisk indsigt, at man er en forandrende kraft på verden. Det er min personlige opfattelse at SSPX-præster er de bedste i verden i dag. SSPX-præster er gode skriftefædre, fordi de til bunds forstår systematikken ift. sjælen og sjælskræfterne, dyderne og det kødelige, og hvorledes de indbyrdes virker. Derfor har de ikke bare en meget stærk systematisk indsigt, men også en stor spirituel dybde i deres prædikener og messefejring. Man fornemmer tydeligt at de virkelig er døde for verden.
"Det vil jeg også gerne opleve. Hvordan gør jeg det?"
Der er mange steder i Europa, man kan opleve at fejre den traditionelle messe hos SSPX. I Danmark fejres der messer månedligt i Aalborg, på et privat loftskapel. I Hamborg indvies snart et helt nyt renoveret priorat, med forlænget kirkeskib, menighedslokaler og 3 faste præster. Det åbner i juli 2022, og bliver en stor kraft for troen i Nordtyskland (billeder tilgår når vi oplever det i uge 42). Hvis man vil se og læse mere, kan man besøge deres web på http://www.sspx.org
Fader Lindström holder prædiken
Ærkebiskop Lefebvre
Hellige Pius X, gode og milde hyrde, bed for os!
Comentários