Der er mange måder at bede på, og bønnen er nok den mest centrale personlige aktivitet for enhver kristen. Denne korte vejledning er fra kanalen "Sensus Fidelium", som ikke kan anbefales for meget. Den er en sand guldgrube af traditionel katolsk spiritualitet, dogmatik og systematik. Fordi vi har en rationel sjæl og en vilje, så har vi mulighed for at rette vores tanker, vilje og forestillingsevne mod Gud. Denne handling kan siges at være bøn, og på den måde kan man faktisk bede konstant, hvis man virkelig vil.
Hvad er bøn egentlig? Bøn er både nødvendig og god, og vi kan ikke være hellige eller komme i Himlen, uden bøn. Og vi ved gennem bønnens kraft, fx gennem Skt. Johannes Bosco at man kan vække de døde til live gennem bøn. Hele nationer er blevet frelst gennem bønnens kraft. Og hvis vi stadig vælger ikke at bede, kunne det være ét af to problemer: Enten forstår vi ikke hvor vigtigt det er, vi tænker som kødelige mennesker. Som verdslige mennesker. Eller det er af ondskab, fordi vi ikke vil. Hvis vi tænker som verdslige mennesker, kan vi ændre dette. Vi må være opmærksomme, men vi kan ændre det - det lyder måske mærkeligt, men vi kan vælge at ville bede. Hjælp er at tænke på hvad vi er. Skt. Augustin siger at vores hjerter er hvileløse, før de hviler i Gud, og vi er skabt til forening med Gud - Han skabte os til at være ét med Ham. Målet med bøn er forening med Gud, og Han er tilstede for os altid, men i bønnen er vi opmærksomme på det faktum, fordi vi ved gennem bønnen at vi er i forening med Ham. At vælge ikke at bede, er at ignorere det faktum. Alt godt i verden er skabt kun med det formål, til kun at lede os til Gud. Der er meget godt i verden, men intet godt i verden kan gøre os lykkelige uden bøn, for vi er skabt til Gud, og uanset hvad vi tænker om det. Vi er hvileløse, før vi hviler i Gud. Vi har en længsel efter bøn, om vi ved det eller ej. Kun gennem bøn bliver vi lykkelige, og alle vil være lykkelige. Vi er skabt til forening med Gud, opfyldelsen af alle vores længsler. Kun Han kender os, og elsker os som vi ønsker at blive elsket. Vi er skabt til denne uendelige længsel og forsoning med Ham, og kun bøn kan opfylde den længsel. Der er mange glæder i livet, de er Guds gaver og er gode, og Han ønsker vi er lykkelige, men alt blegner ift. livet i den næste verden, men bønnen lader os smage på den sande lykke som ikke ender, fordi i Gud skaber Han os åndelige mennesker, såvel som fysiske mennesker. Vi er skabt til spirituelle handlinger, og den handling er bøn, at forene os med Gud. Men selvom vi kan ville at bede, har vi stadig af og til svært ved at bede. Vi kommer dertil, det er svært og kedeligt, og vi er ledt på afveje af kedsomhed og af djævelen, og vi skal bede i 10-15 minutter? Det er lettere end man lige tror. De fleste spirituelle forfattere taler om enkle formler for bøn, og når man har været et sted har man ikke længere brug for vejledning. Fx Skt. Frans af Sales - man skal placere sig i Guds nærvær, og her er fire betragtninger om netop det. De er enkle, og man bør prøve at følge disse fire trin til at komme ind i Guds nærvær. At erkende at Gud er tilstede overalt, er første trin. Den stol man sidder på, findes kun fordi Gud elsker den og opretholder den i eksistens. Gud er overalt. At erkende at Han er i vores hjerter og sjæl, at tænke på længslen, og at intet i denne verden rører det sted Gud hviler, netop i vores hjerte og sjæl. At vi kan forestille os Jesus kigge ned på alle mennesker, og især kristne, er endnu en vej. Man skal forestille sig Kristus som sin bedste ven ved siden af sig. Skt. Frans af Sales bog "Introduktionen til det fromme liv", er fremragende. Den er en god begyndelse, og her vejleder han alle på en enkel måde. Man skal forestille sig Guds nærvær i bønnen - det er en central pointe i Skt. Frans af Sales bog om fromhed. Vi skal bruge vores forestillingsevne, og at Jesus er så tæt på Ham at man næsten kan røre Ham. Vi skal bede om Hans hjælp, og vores sjæl har brug for Hans nærvær. At bede om den nåde, at tilbede Ham i meditation, er det vigtigste vi kan gøre. Vi skal bede om al den hjælp vi kan få, for at komme tæt på Jesus i vores bøn. Tænk på hvordan vi forbindes med vores skytsengel i bønnen, og med de hellige i Himlen, gennem bønnen. Vi skal forestille os Golgatha, Vor Frue, den gode tyv, når vi tænker på vores intentioner i bønnen. I bønnens mysterie skal vi placere os nær Kristus og bede Gud og de hellige om hjælp. Bøn er simpel. Det er ikke svært. Vi ved det, fordi ingen kommer i Himlen uden bøn, og Gud ønsker at alle kommer i Himlen. Alle kan bede, så derfor er det enkelt. Og derudover får vi gennem meditation en idé ind i vores sind, som vi dvæler ved - et indre billede. At forestille sig det mysterie man mediterer over i sin bøn, som om man var der selv. Fx om Herren på korset, så er man på Golgatha som om man var der selv under passionen. Man forestiller sig evangelisterne som fortæller om hvordan det var. Man mediterer om døden, omstændighederne om den, og måske om Helvede hvis det er emnet for bønnen den dag. Ofte er det at forestillingsevnen retter tanken mod bønnen, så bønnen ikke vildledes - som en fugl der spærres inde i et bur. Man skal styre tanken, og vores tanker vandrer ofte, men vi er i kontrol over vores tanker. Det er vi virkelig. Hvis man skal tænke på et billede, så kan man tænke på et billede - fx korsfæstelsen. Dette kan man fortælle sig selv, at man vil tænke på det og det billede i bønnen. Det er en sikker metode. Tænk på hvor stærke mange af vores drømme har været, man kan dufte blade eller høre vand, uden at man har forladt sengen. Det er forestillingsevnens styrke, at man kan forme reflektioner. Man kan placere sig nær Gud, og vi får indsigter og betragtninger gennem bønnen på den måde. At dvæle på Kristi liv er centralt, så vi ikke dvæler ved vores eget. Gud kender vores eget liv, og Han kender os. Vores problemer opstår, fordi vi ikke kender Ham godt nok. Bøn sætter os i kontakt med Ham og Hans liv, som er levet for vores skyld som han ofrede for vores hellighed. Man skal bruge kræfter, og stilhed, enkelthed, for at bringe de rette forestillinger i centrum. Man skal arbejde på ét billede ad gangen, og kommer der intet op, så bed Gud igen om vi kan bevæge os over på endnu et billede. Man skal krænge sin sjæl ud så meget man kan, og bede om noget enkelt - brug en enkel bog, fx "Kristi efterfølgelse" hvis man har brug for hjælp. Brug det der virker til at fastholde fokus. Gode intentioner er ikke nok til at udvikle et godt bønsliv. Hvis vi ved at vi skal være mere kærlige, så er det ikke nok at sige at man skal være mere kærlig. Man skal også være det. Man skal gøre specifikke, konkrete ting - men bøn og meditation bør være det samme, man skal bede, takke og meditere konkret om vores forsæt og handlinger. Om det vi vil opnå, det vi vil forbedre, så vi kan udføre vores forsætter og praktisere dem godt, så vi tilpasser vores liv til Kristus ift. den bøn vi lige har bedt. Og vi bør bede for Kirken, præsterne, vores venner, og Fadervor som den mest omfattende og nødvendige bøn. Vi kan anmode om ting i slutningen af Fadervor. Men bed Gud om at bede godt, om hjælp og vejledning, inspiration og dybe dialoger, som havde vi Gud ved siden af os. Han er en udødelig Gud, som hviler i vores sjæl. Så det kan vi få, hvis vi beder om det. Husk det første trin, placér dig selv i Guds nærvær, brug din forestillingsevne, gør dig bekendt med Hans tilstedeværelse, at Han kigger på dig fra himlen, at Han sidder ved siden af dig, at Han er i dit hjerte. Enhver fejl i bønnen, er fordi vi ikke troede nok da vi trådte ind i bønnen, og den erkendelse er smertelig nok i sig selv. Vi kan bruge vores intellekt til at sige; "Her er jeg Gud, og jeg ved at du også er her". Vi skal bruge forestillingsevnen til at gøre Hans nærvær klart for os, så udfolder Hans nærvær sig for os. At Han kigger ned på os fra Himlen, så vi bliver inspirerede til at være sammen med den Ene som kan opfylde vores længsler. Når Han kommer til os på afstand og vores blik fæstnes på Ham, erkender vi at det er Ham vi længes efter. De som ikke beder, kommer ikke i Himlen. Bøn er en glæde, ikke en forbandelse. Det gør vores hjerter lykkelige. Det forsoner os med Gud.