top of page

Hvad det vil sige "at tro"


Tro kan være en luftig størrelse, og for nogle kan det være vanskeligt helt at blive klar over, hvad det rent faktisk vil sige at tro. Hvor sidder troen? Hvornår tror man? Hvilken effekt har troen? Hvor kommer den fra? Thomas Aquinas har noget at sige, i forhold til systematisk at udlægge troens genstand. Hvis du ikke har læst indlægget om sjælen, vil det måske være relevant at læse det først. For Thomas er benhård systematiker, og derfor hænger (hellig)ånd, sjæl, vilje og krop sammen - man kan altså ikke lige sådan skille delene ad. Men lad os se hvad han har at sige ift. troen.

Troens formål

Når vi taler om troen, så er det ikke bare menneskets tro, hvor vi accepterer den tro som er overleveret af mennesker, men også den tro hvor vi accepterer de åbenbarede ord fra Gud. Troens formål, eller "objekt", er Sandhed omkring Gud og de ting som tilhører Gud. Ift. den menneskelige forståelse, så er Sandhed omkring Gud og guddommelige ting ikke simpel, men ret kompleks. For selvom Gud er uendelig enkelthed, så kan det begrænsede menneskelige sind ikke helt forstå Hans væsen, eller sandheder relateret til Hans væsen, med enkelthed. Det begrænsede menneskelige sind gør sit bedste, på sin egen begrænsede måde, med det som er ubegrænset, altså Gud. Derfor, de sandheder som vedrører Gud og udgør troens formål og menneskets forståelse om Gud, involverer altså en del kompleksitet. Troens formål er Sandheden omkring Gud, og derfor kan intet falsk eller forkert indeholdes i troen. Troens formål er altså ikke noget som skal ses eller sanses, og - i sig selv - er det heller ikke noget som alene forstås af intellektet. Tro, siger Skt. Paulus jf. Heb 11,1 er "en overbevisning om ting som ikke ses". Troens formål eller objekt kan heller ikke samtidig være formålet med videnskabelig viden. Videnskab og tro er to forskellige ting, og fx siger Skt. Gregor at .."når noget er åbenbart, er dets formål ikke tro, men opfattelse (perception)." Det er altså en praktisk og passende ting at forbinde troens bestanddele i logisk sammenhængende emner. Det er dem man kalder "trosartikler", som vi alle kender til. Troens artikler finder vi i de forskellige typer af trosbekendelser der findes i Kirken. Troen er åbenbaret for os én gang for alle, så de udvikler sig aldrig over tid, men det som implicit indeholdes i dem, kan tydeliggøres eksplicit ift. det som blev åbenbaret. Troens artikler er tilstrækkeligt udtrykt i den apostolske trosbekendelse. Trosbekendelsen er altså et kompakt sæt af udtryk, som opsummerer dét vi tror på. Der er som sagt forskellige trosbekendelser eller "credo". Fx Den apostolske trosbekendelse, men også den nikæno-konstantinopolitanske (eller nikænske) og den athanasianske. De varierer kun ift. fyldiggørelsen af udtryk, men de er identiske i deres substans. En trosbekendelse er altså brugbar, både som godkendt trosudtryk for hele troen, og som instruks og vejledning for de troende. En trosbekendelse skal godkendes af den øverste hyrde for hele Kirken, dvs. det petrinske embede, som er ansvarlig for at lære og uddybe den ufejlbarlige lære som vedrører hele Kirken.

Den indre troshandling

Det som vi bekender os til, er det vi tror. Skt. Augustin (De Praedest. Sanct. ii) siger at udsagnsordet "at tro" betyder "at tænke med samtykke". I denne definition "at tænke" betyder mentalt at undersøge og betragte hvad Sandhed er. Når man så har fundet ud af, efter nogle refleksioner og tanker, at der er tilstrækkeligt motiv til at acceptere hvad der foreligger som Sandt, vil sindet under viljens befaling, acceptere den uden tøven. Troen er altså en viljesakt. Og det er altså tro, den indre troshandling. Ergo, den indre troshandling er sindets og intellektets uopsætlige samtykke, med viljen som drivkraft, til troen som foreligger ud fra den tilstrækkelige autoritet. Denne autoritet, er naturligvis Gud, som er Sandheden selv. Den ene og samme troshandling ift. guddommelige sandheder, involverer tre ting: a) Troen på en gud, dvs. troen på at Gud eksisterer, b) at være troende på Gud, at anerkende Hans ord som Sandheden, og c) tro på Gud, at acceptere Hans ord som livsregel og vej til frelse. For at et menneske kan nå Himlen, må han acceptere, og efterleve Guds ord som elever accepterer ordene fra en god og tillidsfuld lærer. Og selvom menneskets fornuft, det tænkende sind, kan bevise mange af de sandheder som mennesket må kende om Gud, så er der mange andre nødvendige trossandheder udover fornuften som et menneske må tro, fra den ufejlbarlige Lærers Ord. Selv de sandheder som fornuften kan bevise i sit studie af Gud og guddommelige ting, er en del af troens objekt. For mennesket har behov for at kende til disse sandheder allerede fra dets ungdom, og før det får evnen eller muligheden til at tænke dem til ende. Derudover, mange mennesker har hverken talent eller uddannelse til at tænke disse trossandheder til ende. Mange er mere eller mindre dovne af sind, eller er beskæftiget med andre ting, og disse mennesker ville aldrig undersøge sådanne trossandheder overhovedet. Derudover, i en lang og omfattende fornuftsmæssig proces, sker der af og til fejl, som vi kan se i de forskellige diskussioner mellem såkaldte skolastikere. Ergo, er det brugbart at mennesket har en slags sikkerhed om Guds ufejlbarlige ord ift. alle guddommelige sandheder, selv dem som ikke naturligt kan vides og kendes, men som må kendes uden fejl, hurtigt og tydeligt som åbenbaret Sandt. Så alle sandheder som antages på vegne af Guds autoritet, hører altså til troens objekt. Tro er altså ikke en tåget eller generel accept af sandhed i rå mængder. Den er eksplicit og defineret i sine essentielle artikler. Andre trospunkter som er indbefattet i de gængse trosartikler implicit, kan måske tydeliggøres over tid, men ellers skal de accepteres implicit og fuldt af den troende. Det simpleste mennesker, og den højeste uddannede forsker, besidder den samme tro. Hver person, i henhold til sin stand i livet og evner, har eksplicit viden om troens Sandhed. Men den lærdes forståelse af essentielle sandheder er typisk langt mere detaljeret end hos det simple menneske, den unge, og de mindre begavede personer. I Guds plan, har de mere uddannede og mere oplyste også den opgave at undervise hinanden, og her hviler forpligtelsen ved at have en større detaljeret viden end andre, om den tro vi alle har i fælleskab. Evner forpligter. Og derfor skal alle som er i stand til at besidde en eksplicit tro, de skal tro på at JESUS KRISTUS som Guds søn blev menneske for vor frelse, døde, opsteg og opfor til Himlen, og således åbnede vejen hertil for menneskeheden. Og alle skal også eksplicit tro på den Hellige Treenighed. den ene Sande Gud i tre personer, som virkelig er adskilt men ligeværdige. Og siden troens handling er en intellektuel handling som bevæges af viljen, under nådens indflydelse, således er det at samtykke disse guddommelige sandheder, en fortjenstfuld handling. For fortjeneste kan opnås ved hvilken som helst viljesakt frit udøvet ved Guds nåde. Fordi vi accepterer trossandheder funderet på Guds autoritet, så er det rigtigt og passende for os at studere disse sandheder, og tænke seriøst om dem, og lægge mærke til hvorledes de passer med menneskets fornuft. Sådanne studier er ikke udtryk for tvivl eller skepsis, eller antagelser ift. Gud, eller dårlig dømmekraft - de er forsøg på at anerkende og påskønne trossandheder, og vise vores interesse i trossandheder, og vores hengivenhed til Sandhed. Ergo, sådanne studier reducerer ikke, men forøger den fortjenstfulde troshandling.

Den ydre troshandling

Den eksterne erklæring, enten i ord eller gerninger af, hvad vi tror, er en sand troshandling. Selvom tro i sig selv er i sjælen, og selvom dens handling primært er intern, så kan den udtrykkes udadtil uden at miste sin essentielle karakter. Ergo, hvis indre tanke og samtykke udgør en troshandling, så er det ydre udtryk for denne tanke og samtykke, også en troshandling. Et menneske er forpligtet til at erklære sin tro udadtil, når Guds eller næstens gode kræver at han skal gøre sådan. Fx til den hellige messe. Tro er altså også en dyd, en prisværdig kvalitet i sjælen. Både intellekt og vilje er involveret i troens bevægelse, hvor viljen bevæger troen, men den konkrete dyd at tro, er en vane i intellektet. Jo mere man dyrker en vane, jo bedre bliver man til den. Troen bor altså i intellektet, som samtykker til Sandhed og holder fast i det bestandigt. Fordi viljen og intellekt arbejder sammen og samtidig, så er de begge beskæftiget i selve troshandlingen. Det som giver en ting sin bestemte måde at optræde på i verden, kaldes i filosofisk forstand en "form" af den ting. Og det som giver en ting sin essentielle væren, og gør en ting til dét den er, kaldes altså den "intrinsiske" form, mens det som komme til tingen udefra og forbedrer kvaliteten på den, ift. perfektion eller effektivitet, kaldes den "ekstrinsiske" form. Nu er troens dyd sådan. at den har en intrinsisk form i at være en vane som er bestemt af intellektet, i forhold til Sandhed. Men for at tro som en dyd kan være operativ, for at være levende og aktiv, må den også være forsynet med kærlighed. Ergo er det ofte sagt, at kærlighed er troens form. Kærlighed, er altså den ekstrinsiske form af tro. Og når kærlighed, dvs. Guds nåde, kærlighed og venskab, ikke er i sjælen, er tro ikke operativ, men livløs. Den er altså uden sin aktiverende ekstrinsiske form. Sådan en tro kaldes formløs. Det vil sige, når en person begår en dødssynd og frarøver hans sjæl kærlighed, så mister han som sådan ikke troen, men han gør den ude af stand til at få ham i Himlen, ergo er troen i ham "formløs", fsva. troen ikke er rettet mod noget. Tro med sin ekstrinsiske form af kærlighed, er altså levende tro. Det er troens dyd, som er en vane i mennesket og som tjener til at understøtte princippet om gode gerninger. Livløs eller formløs tro er derimod ikke en dyd. Tro er i sig selv en dyd, og det er også en dyd i selve indholdet af tro, som et objekt, det troen indeholder er det vi skal dyrke og rette os mod. Selvfølgelig er der subjektive distinktioner mellem Åge og Berits tro, for så vidt at de er to forskellige personer, og hver med sin egen tro. Men troen i sig selv er én og den samme, hvorvidt den befinder sig i Berit eller Åge. Som Skt. Paulus siger i Ef. 4,5, "En Herre, én tro, én dåb". Levende tro er altså den første af dyderne, og den går forud for alle de andre dyder. Der er altså, som Augustin siger, ingen rigtige dyder, medmindre tro forudsætter dem. Han taler naturligvis om overnaturlige dyder fra Helligånden. Tro giver os absolut sikkerhed om de trossandheder vi skal dyrke, fordi det er en dyd som direkte indgydes i sjælen af Gud, som er Sandheden selv.

De som besidder tro

Mennesket, i en tilstand af uskyld før syndefaldet, og engle før deres konfirmation i nåde og herlighed, havde tro. Nogle af de trossandheder som for os er i troens objekt, var utvivlsomt i deres bevidsthed, men de kunne ikke have kendt alle de guddommelige sandheder som sådan - men de besad viden om dele af troen. De faldne engle har også tro. Sankt Jakob (2,19) siger "De onde ånder...tror og skælver." Men deres tro er ikke en levende tro, ikke en dyd. Den er formløs og livløs, og består ikke af indgydet dyd, men i det faktum at de faldne engle ser mange tegn ved hvilke de forstår at Kirkens lære er fra Gud og derfor er sand. At afvise én trosartikel, er at afvise troen som helhed. Det er som at trække en sten ud af en bue, eller at bore et hul i skroget på et skib. På samme måde falder buen sammen, eller skibet går til bunds. Et menneske som har tro, accepterer Guds ord. Nuvel, Guds ord har placeret Kirken som menneskets ufejlbarlige lærer og vejleder. Hvis et menneske derfor afviser en trosartikel, og siger at han tror på de andre artikler, så tror han disse ud fra sin egen vilje og mening, og ikke ved tro. At afvise en trosartikel, er det samme som at afvise hele Kirkens autoritet, og han afviser den autoritet som Gud har tildelt og givet Kirken til at lære Sandhed. Ergo, det er fuldstændig ukorrekt at sige at et menneske kan have livløs eller formløs tro i nogle artikler af trosbekendelsen, mens han afviser nogle andre dele af trosbekendelsen. Sådan et menneske, har ingen tro overhovedet, hverken levende eller livløs. Ét menneskes tro kan være større end et andets, i den forstand at ét menneske kan have en dybere og større eksplicit viden om trossandheder end andre har. Og én mands tro kan kaldes større end troen hos en anden, som sådan at han har større tillid og hengivenhed til forskellige trospraksisser end en anden har. Men troen, betragtet i sig selv, er én ting, og ikke i stand til at være større eller mindre.

Troens årsag og effekt

Det som ligger til grund for menneskets sindelag, og som genstand for overnaturlig tro, er åbenbaret af Gud. Den overnaturlige tros Sandheder kræver mere end hvad den menneskelige fornuft kan opdage. Mennesket er bevæget indvortes af nåde for at acceptere det som Guddommeligt er åbenbaret til os at tro. Derfor, er tro indgydet i sjælen af den almægtige Gud. Gud er altså årsagen til tro. Derfor, er troen en gave fra Gud. Selv livløs eller formløs tro, som ikke er en trosdyd, er Guds gave. For en gave er en gave, selvom den behandles dårligt af den som modtager den. Troen gør os bekendt med Guds dom, og opildner dermed frygt for at få tildelt straffe for synd. Dette kaldes "tjenstlig" eller "servil" frygt. Og troen gør også sjælen bange for at blive adskilt fra Gud ved synden, og for at fortjene syndens straffe. Dette kaldes broderlig frygt. Tjenstlig frygt er altså en konsekvens af livløs tro, mens broderlig frygt er en effekt af en levende tro. Tro løfter hjertet og fornuften op til at kunne elske Gud. Og således fjerner eller mildner den vores tendens til at klamre os til skabte materielle goder. Ergo, en troens effekt er en renselse af hjertet.

"Men du, o Guds Menneske! fly disse Ting; jag derimod efter Retfærdighed, Gudsfrygt, Tro, Kærlighed, Udholdenhed, Sagtmodighed; 12 strid Troens gode Strid, grib det evige Liv, til hvilket du er bleven kaldet og har aflagt den gode Bekendelse for mange Vidner. 13 Jeg byder dig for Guds Åsyn, som holder alle Ting i Live, og for Kristus Jesus, som vidnede den gode Bekendelse for Pontius Pilatus, 14 at du holder Budet uplettet, ulasteligt indtil vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse.." - Skt. Paulus, 1 Tim. 6,11-14
24 views0 comments

Recent Posts

See All

Komentáře


bottom of page