top of page

Hellige Knud beder for os!

Updated: Jun 15


Sidealtertavle fra Næstved, ca. 1500 A.D.

Danmark har masser af lokale helgener, og middelalderen var for Danmark en storheds - og blomstringstid. For kort tid siden fejredes festen for Hellig Knud, Konge og martyr. Den danske middelalderkonge, som trods sine 6 regeringsår blev et lys for Danmark, Skandinavien og verden, og en helgen som takket være sin kærlighed til Kirken, troen og Gud, stadig inspirerer og beskærmer os fra det Hinsides, med sine forbønner. Der er mange gode danske helgener, der er værd at ihukomme og bede til. Thøger, Aage, Knud, Keld, Gertrud, Eskild, Anders og Søren, for blot at nævne nogle få. I forhold til hvad de færreste tror, har Danmark en gennemkatolsk historie. Alt hvad Danmark har, kommer fra den katolske kirke. Vi skylder derfor Kirken alt, for uden Kirken ville Danmark være forsvundet. Danmark er derfor ikke danskernes land, fordi vi har en naturlig ret til vores land. Vi har en ret til Danmark, fordi Gud ønskede at der skulle være et dansk folk, fordi Bibelen ustandselig taler om forskellige folkeslag, og det er Guds vilje at vi trods vores lille størrelse, omvendt er en perle i det kludetæppe i verden, som stadig består. Den Hellige Knud, Danmarks værnehelgen, beder for Danmark og beskærmer os fra det hinsides. Hvad kan være mere passende, end at fejre ham med den messe han selv kendte til, og ved de bønner som har lydt ud fra det alter hvorunder han søgte sin sidste tilflugt? En gruppe katolikker gjorde netop dét forleden, i én af de - i nyere tid - ældste katolske kirker i Danmark. Præsten prædikede et uddrag fra Dom Prosper Guerangérs bog om helgenerne i det liturgiske år, og som bestemt er værd at læse. Den Hellige Knud er skam også kendt langt udenfor vort lands grænser, og er i en vis forstand Danmarks svar på Hellige Thomas á Becket.

Kulten om Hellige Knud

Nogle af de praksisser som den protestantiske revolution ("reformationen") havde svært ved at få bugt med, var eksempelvis pilgrimsvandringer til de hellige kilder. Danmark er spækket med hellige kilder, fra vores lokale og historiske helgener. I bogen "Danmarks Hellige Kilder" af August F. Schmidt fra 1926, lokaliserer han over 700 kilder, et antal som også bekræftes af forskeren Siegfred Svane i perioden 1976-1983. Helligkilderne (herfra blot "Kilderne") er direkte knyttet til mirakler og helbredelser, og i sådan en grad at der helt frem til slutningen af 1800-tallet, var lokale praksisser og valfarter til dem. Og én af dem, var Sankt Knuds Kilde i Hjørring. Kilden står der stadig den dag i dag(!), på trods af at en lokal sogne"præst" valgte at begrave kilden - efter sigende, fordi den blev lige lovlig populær. Og en god luthersk forkynder, kan jo ikke tolerere den slags unoder. Kilderne er Guds og Himlens vidnesbyrd om at de hellige i himlen elsker os og beder for os, og fordi de er kilder i jorden, kan de ikke fjernes. Årsagen til at kilder med vand lader løbe frem, er mangetydig - Kristi levende vand fra Hans krop, er rensende og helliggørende, på samme vis som at vand fra det jødiske tempel løb fra templet og ned i Gehenna - vand er livgivende og levendegørende, og bærer således Guds lys på en kontrollérbar måde her på jorden. Vand er al helligheds medium, og derfor lader de hellige i Himlen kilder springe frem til os. Og Hellige Knuds Kilde, er hans tegn i Danmark på at han beder for os, og stadig beskærmer og værner os her i vores land. Som førnævnt, blev der for nylig og på Hellige Knuds Festdag, fejret en messe til ære for ham, samt bedt bønner ved hans relikvier i Odense domkirke. Hellige Knud er ikke blot kendt i dansk historie, men især hos den berømte liturgist og forfatter Dom Prosper Guerangér, som prædikenen havde dette at sige om ham:


"De Hellige Tre Konger, som vi allerede har set, blev ledt til Jesu krybbe af himmelske kristne monarker, og det var rigtigt og passende at disse skulle repræsenteres i Kirkens kalender, i den liturgiske sæson som er konsekreret til mysteriet om Hans fødsel. Det 11. århundrede er det mest ærværdige i den kristne æra, og gav både til Kirken og de forskellige europæiske lande, et stort antal hellige konger. Heriblandt, Knud d. 4, af Danmark, som træder mærkbart frem grundet sit martyrium. Han besad enhver slags kvalitet som kendetegner en kristen fyrste - han var en ivrig udbreder af den kristne tro, han var en modig kriger, han var from, og han var gavmild mod de fattige. Hans ild for Kirken, og i disse dage, blev Hendes rettigheder opfattet som folkets rettigheder), blev anstødsstenen for at slå ham ihjel. Han døde midt under en broderstrid, som et offer der er ofret for sit folks skyld. Hans offer til den nyfødte konge var de af hans eget blod, og som bytte for den tabte krone, modtog han den som Kirken giver til Hendes martyrer, og som aldrig kan tages bort. Danmarks historie i det 11. århundrede er dårligt kendt i resten af verden, men det lands ære at få ét af landets konger som martyr, er kendt udi hele Kirken, og Kirken befolker hele jorden. Denne magt, givet af Kristi brud, at meddele ære til navne og handlinger til Guds venner og tjenere, er én af de største tilfælde som Himlen kan manifestere. For når Hun ophøjer et navn til ærværdighed, så gøres navnet udødeligt, hvorvidt den som bar navnet var den rigeste og mægtigste konge, eller den fattigste bonde. Knud d. 4. søn af Svend Estridsen, Konge af Danmark, var berømt for sin tro, fromhed, livets renhed, og selv fra barnsben var et vidnesbyrd om særlig hellighed. Da han blev valgt, af folket, til sin faders trone, begyndte han straks og fromt at udbrede troen, forøge Kirkens indtægter, og indrettede de samme kirker med kostbare møbler og passende genstande. I sin opflammede iver efter at udbrede troen, nægtede han aldrig at indlade sig på retfærdig krig mod hedenske nationer, som efter han havde besejret dem, bød dem at følge Kristi lov. Efter flere ærefulde sejre, og efter at have forøget sin formue over en rum tid, lagde han sit kongelige diadem under et krucifiks, og ofrede sig selv og sit kongerige til Ham, Kongernes Konge, Hærskarernes Herre. Han mortificerede ofte sit legeme ved faste, afkortning af håret og disciplin og bodsgang. Han var vedvarende i bøn og tro, gavmild mod de fattige og altid venlige mod alle, men aldrig afvigende i retfærdighed eller lydighed mod budene. Gennem disse og andre sådanne gode dyder, voksede den hellige Konge gennem sin stridskraft, til perfektion. Da skete der det, at William, hertugen af Normandiet, invaderede det engelske kongerige med en enorm hær, og englænderne søgte assistance fra danerne. Kongen ville bidrage med hjælp, og lod ekspeditionen støtte af sin broder Olav. Men desværre lod Olav sit begær for tronen overtage, og han lod sine tropper gøre oprør mod kongen, og lod folket opildne til oprør. Der manglede heller ikke motiver for at gå i oprør, for Hellige Knud havde udstedt love som befalede betaling af tiende, at Kirkens og Guds bud skulle overholdes, og at der ville blive udstedt straffe over skyldnere, trosmæssige afvigere eller folk der sad fast i hedenskabet. Snart, begyndte de at planlægge mordet på Kongen. Fordi han forudså hvad der var under opsejling, og fordi han anede at hans død var nært forestående, så drog han mod Odense hvor han gik ind i Skt. Albans kirke, Skt. Alban, selv en martyr, og som et muligt stridspunkt, lod han sig befæste med sakramenterne, og lod sin sidste kamp hengive til Herren. Kort havde han opholdt sig i Skt. Albans Kirke, før en gruppe af sammensvorne ankom. De ville brænde kirken ned, tvinge dørene op, og få adgang til kirken - men de fejlede, og klatrede ind ad vinduerne, og med stor voldsomhed lod de sten og pile regne ned over den hellige konge, som befandt sig på sine knæ og bad for sine fjender. Såret af sten og pile, og til sidst gennemboret af et spyd, blev han kronet med martyriets krone, og faldt nedenfor alteret med sine udstrukne arme. Gregor d. 7. var den regerende pave. Gud viste med mange mirakler hvor stor denne martyr var, og Danmark blev ramt med stor hungersnød og andre trængsler, som straf for den helligbrøde som var blevet begået. Mange personer, som var ramt med forskellige sværheder, fandt hjælp ved at bede ved martyrens grav. Ved ét tilfælde, hvor Dronningen under natten og i hemmelighed ville tage Kongens krop op, og bringe det til et andet sted, blev hun forhindret i dette - hun så nemlig et stort og strålende lys, som i dét øjeblik kom ned fra Himlen." - Dom Prosper Guerangér (Om de hellige martyrer)

Dette stykke fra Guerangér dannede rammen om præstens prædiken for uger tilbage, da Festen for Hellige Knud blev fejret i et katolsk sogn her i Danmark. For en martyr af Skt. Knuds kaliber, en konge, trosbeskytter og martyr - kan kun den traditionelle messe tilstrækkeligt levere den grandeur som er ham værdig. Messen var smuk. Den hvide norbertiners ordensdragt som baggrund på den martyrrøde messehagel, tydeliggjorde Dannebrogs baggrund på den samme martyrrøde korsdug. De smukke kollektbønner, læsninger fra salmerne (se eksempel nedenfor) og evangelielæsningen, var perfekt egnede til hans ihukommelse. Fordi messen er repræsentationen af Kristi offer som virkeliggøres for os, kan det kun tænkes at Hellige Knud har kendt til og elsket denne sandhed. Endnu større grund er der til at tro, at muliggørelsen af hans festmesse og valfarten til hans jordiske rester, er en konsekvens af hans himmelske forbønner. Han beder for os, og han leder os. Der er håb og fremtid for Kirkens velfærd i Danmark, og hvis danskerne kan slå deres egen katolske konge ihjel, så kan danskerne også ved Guds indgriben og Knuds forbøn, vække den igen. Han gav os helligkilden i Nørre Jylland, fordi han ønskede at give os et varigt tegn på hans kærlighed til Danmark. Nu må vi holde fast i vores kærlighed til ham, og svare prompte på de tegn han viser os. Lad os se på festen for Hellige Knud, og de oldgamle bønner som traditionen har givet os, og er blevet læst til ære for ham, siden han blev kronet martyr for henved 1000 år siden. Uddrag fra den traditionelle messetekst ifm. fejringen af Hellige Knud, 19. Januar:

INTROIT Psalms 20: 2-3 In virtúte tua, Dómine, lætábitur justus: et super salutáre tuum exsultábit veheménter: desidérium ánimæ ejus tribuísti ei. (Ps.20: 4) Quóniam prævenísti eum in benedictiónibus dulcédinis: posuísti in cápite ejus corónam de lápide pretióso. Glória Patri et Fílio et Spirítui Sancto, sicut erat in princípio, et nunc, et semper, et in sǽcula sæculórum. Amen. In virtúte tua, Dómine, lætábitur justus: et super salutáre tuum exsultábit veheménter: desidérium ánimæ ejus tribuísti ei.

Herre, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse! Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved. Ære være Faderen. Herre, Kongen er glad ved din Vælde.


Skt. Augustin bemærker i sin kommentar til denne salme:

"Han ønskede at spise (David) Påsken, og dermed give sit liv når Han ville, og igen når han ville tage (et liv). Ift. "Hans læbers bøn", en vis sjælefred fornemmes og forbindes med læberne. "Min fred efterlader jeg jer", jf. Kristus. Fordi Salmerne (også) er Kristus, så er de naturligvis en uundværlig og passende del af Kirkens skat, og her indledes messen perfekt til denne ihukommelse af Hl. Knud.

COLLECT Deus, qui ad illustrándam Ecclésiam tuam beátum Canútum regem martýrii palma et gloriósis miráculis decoráre dignátus es: concéde propítius; ut, sicut ipse Domínicæ passiónis imitátor fuit, ita nos, per ejus vestígia gradiéntes, ad gáudia sempitérna perveníre mereámur. Per eúndem Dóminum nostrum Jesum Christum, Fílium tuum, qui tecum vivit et regnat in unitáte Spíritus Sancti, Deus, per ómnia sǽcula sæculórum.

O Gud, som ved oplysningen af Din Kirke ville udmærke og betegne Hellige Kong Knud med martyriets palme og med herlighedsfulde mirakler, giv nådigst, som han imiterede Kristi lidelse og passion, at vi som går i hans fodspor, må fortjene at træde ind i de evighedsfulde glæder. Ved samme Kristus.


Skt. Knud blev anerkendt som Danmarks skytshelgen af Vatikanet i 1101 A.D. Dette tekststykke er altså potentielt over 900 år gammelt, og er blevet læst eller sunget af hundreder af præster helt frem til reformationen. Det er en glæde og en gave, at vi stadig har disse bønner den dag i dag. Ingen ved hvem der har forfattet dem.

​​LESSON Wisdom 10: 10-14 Justum dedúxit Dóminus per vias rectas, et ostendit illi regnum Dei, et dedit illi sciéntiam sanctórum: honestávit illum in labóribus, et complévit labores illíus. In fraude circumveniéntium illum áffuit illi, et honéstum fecit illum. Custodívit illum ab inimícis, et a seductóribus tutávit illum, et certámen forte dedit illi, ut vínceret et sciret, quóniam ómnium poténtior est sapiéntia. Hæc vénditum jusíum non derelíquit, sed a peccatóribus liberávit eum: descendítque cum illo in fóveam, et in vínculis non derelíquit illum, donec afférret illi sceptrum regni, et poténtiam advérsus eos, qui eum deprimébant: et mendáces osténdit, qui maculavérunt illum, et dedit illi claritátem ætérnam, Dóminus, Deus noster.

GRADUAL Psalms 111: 1-2 Beátus vir, qui timet Dóminum: in mandátis ejus cupit nimis. Potens in terra erit semen ejus: generátio rectórum benedicétur.

Det var hende, der ledte den retfærdige ad rette vej, da han var på flugt for sin brors vrede. Hun viste ham Guds rige og gav ham kundskab om det hellige; hun gav ham velstand midt i hans slid og lod hans anstrengelser lykkes. Hun stod ham bi mod hans undertrykkeres griskhed og gjorde ham til en rig mand. Hun værnede ham mod hans fjender og bragte ham i sikkerhed for dem, der efterstræbte ham; i den hårde kamp gav hun ham sejrsprisen, for at han skulle forstå, at gudsfrygt er det stærkeste af alt.

Det var hende, som blev hos den retfærdige, da han var blevet solgt som træl, og reddede ham fra at begå synd; hun fulgte med ham ned i fangehullet, og mens han lå i lænker, svigtede hun ham ikke; til sidst skaffede hun ham rigets scepter og magt over dem, som ville underkue ham; dem, der bagtalte ham, afslørede hun som løgnere, og ham selv gav hun evigt ry.


Visdomsbøgerne er en åndelig gendrivelse og forudsigelse af KRISTUS, udenfor tid og for rum. Perfekt visdom ses altså gennem vores handlinger, og ikke vores ord eller tanker. At visdommen her skænker sejrsprisen, kan forstås som det passende og smukke i at lægge sit liv for Sandheden.


Graduale:

(Sl. 111, 1-2) Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud! Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes.

Lavábo inter innocéntes manus meas: et circúmdabo altáre tuum, Dómine: Ut áudiam vocem laudis, et enárrem univérsa mirabília tua. Dómine, diléxi decórem domus tuæ et locum habitatiónis glóriæ tuæ. Ne perdas cum ímpiis, Deus, ánimam meam, et cum viris sánguinum vitam meam: In quorum mánibus iniquitátes sunt: déxtera eórum repléta est munéribus. Ego autem in innocéntia mea ingréssus sum: rédime me et miserére mei. Pes meus stetit in dirécto: in ecclésiis benedícam te, Dómine.

Jeg tvætter mine Hænder blandt de uskyldige, at jeg kan vandre omkring dit Alter, Herre, for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere. Herre, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd, i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse. Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig! Min Fod står på den jævne Grund, i Kirkerne vil jeg love Herren.


Dette smukke stykke fra Sl. 25 træder endnu mere enestående frem her. Dette stykke hviskes og oplæses fra den højre (sydlige) altertavle, og præsten vasker sine fingre over vandkarret, inden han træder ind i offertoriet. Det er både en tydeliggørelse af at præsten nu er på vej ind i sanktuariet, men også at han genfortæller Pontius Pilatus' egen frikendelse. Hellige Knud har højst sandsynligt kendt til denne liturgiske praksis. Hvilken kærlighed til renheden, til Gud og Hans alter. Disse ord fra Sl. 25 kunne lige så vel være udtalt af Hellige Knud selv.

Quid retríbuam Dómino pro ómnibus, quæ retríbuit mihi? Cálicem salutáris accípiam, et nomen Dómini invocábo. Laudans invocábo Dóminum, et ab inimícis meis salvus ero.

Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans Velgerninger mod mig? Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde Herrens Navn. (Sl. 17) Jeg påkalder Herren, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.


Kommunionsverset når præsten kommunicerer. Man ser Hellige Knud i sin dødsstund ved alteret, på vej til at skue evigheden.

COMMUNION Matthew 16: 24 Qui vult veníre post me, ábneget semetípsum, et tollat crucem suam, et sequátur me.

POSTCOMMUNION Refécti participatióne múneris sacri, quǽsumus, Dómine, Deus noster: ut, cujus exséquimur cultum, intercedénte beáto Canuto, Mártyre tuo, sentiámus efféctum. Per Dóminum nostrum Jesum Christum, Fílium tuum, qui tecum vivit et regnat in unitáte Spíritus Sancti, Deus, per ómnia sǽcula sæculórum.

Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig.


Ingen tilfældighed. Det er præcis dét Hellige Knud gør.


Genskabte ved deltagelse i disse hellige gaver, beder vi Dig, O Herre, Vor Gud, ved forbøn af Hellige Knud, Din Martyr, at vi må opleve effekten af denne tilbedelse som vi udøver. Ved Vor Herre.


Igen, alderen på denne postkommunionsbøn. At sakramentet skulle genskabe de troende, at Hellige Knud var en levende del af danskernes bevidsthed, kan ikke ignoreres.



Præsten holder prædiken. Man skal vænne sig til den hårde barok, men ifm. messeofferet og kommunionen, så understøtter den på fineste vis messen.

Evangelielæsningen. Alleluia synges.

Når man kommunicerer, og skuer direkte op i Kristi sår, og ser Hans salige moder ved Hans side, så henføres man til et andet rum end det jordiske. Det er her at den ellers overdrevne barok kommer til sin ret, det mystiske korsoffer gøres atter nærværende for os, og vi tager del i Hans lidelse på Golgatha, og skønt Kristus ikke lider, så tildeler Han os frugten af sit offer.

Senere tog vi til Odense, og bad en fuld rosenkrans i Skt. Albani Kirke (Den katolske kirke ved siden af domkirken). Det er nok Danmarks smukkeste katolske kirke.

Perfekt til den tridentinske form (hvis de bare lige fjerner blomsterne).

Hellige Knuds jordiske rester. Hvilken sønderlemmende åndelig oplevelse, at få lov at ære og bede til ham, at forstå at hans fejring og indgriben i vores liv er en nådegave fra Gud. At han er i Himlen og dagligt beder for vort land, for Kirken og for vores tro. Han var en utrolig kort mand, men har formentlig haft en god fysik. Nedenstående bøn blev bedt ved hans knogler, hvorefter vi drog videre.

"Hellige Knud konge, bed for os, dine landsmænd og trosfæller. Vi er nok få, men ingen har så dyb en rod i dansk jord som vi. Ved vor tro og hele vort syn på livet er vi i slægt med dem, der byggede Danmark op. Hellige Knud konge, bed for os, at vi må blive af samme støbning, som hine tiders fromme mænd og kvinder, og at den gamle og dog evig unge Kirke må vedkende sig os, som dine børn. Hellige Knud konge, vær os en fører! Gid vi måtte blive som du, viljestærke, retsindige. Med samme iver og troskab som du vil vi kæmpe for Kirkens ret og Kirkens ære, ved Kristus, vor Herre. Amen."

Hellige Knud beder for os. Han er i Himlen hos Gud, og hvis vi vil Gud, så slås og beder Hellige Knud med Himlens Hærskarer, mod mørkets magter, mod den faldne prins, og hans håndlangere. Tak Gud, for denne danske martyr!





31 views0 comments

Recent Posts

See All

Comentários


bottom of page