Han ville slå Paven ihjel

Bruno Cornacchiola i sine ældre år. Han tilbragte resten af sit liv på at evangelisere og forsvare Kirken

Bruno voksede op i Rom og kom fra en fattig, nominelt katolsk familie. Hans far var ateist og dranker, og hans mor arbejdede uden for hjemmet, ude af stand til at fokusere nok på sine egne børns opdragelse. Bruno blev opkaldt efter Giordano Bruno, den berygtede italienske dominikanske kætter. Cornacchiola blev en gadeunge og fik kun lidt dannelse, hvad angår tro og dyd. En Maria Farseti hjalp ham med at forberede sig til sin første hellige kommunion. Disse kommunionslektioner vækkede Bruno for virkeligheden af Vor Herres kærlige nærvær i hans liv, og han søgte at leve denne tro på ny ved at bede sin familie om tilgivelse for de gange, han havde syndet imod dem. Da Bruno kom hjem efter at have modtaget Vor Herre for første gang, bad han sine forældre om tilgivelse for sine synder. De hånede og afviste ham, hvilket prægede Bruno resten af hans liv. Vi kan se, hvordan hårdhed, vrede, frygt og ligegyldighed kan kvæle troen – både i os selv og i andre.

Bruno blev senere erklæret ateist og derefter kommunistisk spion i den italienske fascistiske hær under den spanske borgerkrig. Under sin tjeneste i hæren mødte han en tysk naziofficer, der overtalte ham til at blive protestant og nære et antikatolsk, antipaveligt raseri i sit hjerte, som kom til at motivere meget af hans tidlige liv. Morderiske tanker opstod i hans hjerte, lignende dem Saulus engang havde ifm. forfølgelserne af de første kristne. Bruno gik endda så langt som til at købe en dolk i et våbenhus i Toledo i Spanien, hvorpå han skrev: “Død over paven.” Bruno skrev også: “For at redde menneskeheden må jeg dræbe alle præster overalt; jeg skal forsøge at ødelægge den katolske kirke på enhver måde, og det vil være min pligt at stikke paven ned.”

Da han kom tilbage fra krigen, fortalte Bruno sin hustru, Iolanda, at han havde tænkt sig at blive protestant. Han gjorde alt i sin magt for at ødelægge sin kones katolske tro og omvende hende til protestantismen. Bruno blev en vred dranker og mishandlede sin kone for hendes katolske tro. Han hånede et billede af Vor Frue af Pompeji, som hun ofte bad foran for sin mand. Bruno tog billedet og brændte det foran hende. Ved en anden lejlighed ødelagde han et krucifiks, der stod i deres værelse.

Hans kone, som var ved at miste håbet, vendte sig en dag til Jesu Hellige Hjerte og sagde til sin mand: “Bruno, du vil have mig til at slutte mig til den protestantiske kirke med dig – jeg accepterer på én betingelse. Du skal gå til skriftemål og modtage kommunion på de ni første fredage i måneden. Hvis du ved afslutningen af denne fromme hengivelse stadig vil skifte religion, følger jeg dig. Ellers fortsætter vi i vores dåbs tro.” Bruno gik med til sin kones forslag og gennemførte de ni første fredage, men i sidste ende ændrede det ikke hans sind. Derfor fulgte hans kone ham i at blive protestant. Herren brugte dog den tilsyneladende forgæves trosgerning, som hans hustru havde gjort i De Ni Første Fredage til Jesu Hellige Hjerte, som et mægtigt redskab til at så frø af forsoning og omvendelse, der senere skulle bære frugt i Brunos liv.

Bruno blev senere sporvognsfører i Rom og aktivt medlem af partito d’Azione, et italiensk antiklerikalt parti. Han var kendt for sin drukkenskab og sit voldelige forhold til familien og fremsatte ofte antikatolske bemærkninger på arbejdet. Alt dette skulle ændre sig den 12. april 1947 ved grotten Tre Fontane i Rom.

På denne dag tog Bruno sine tre børn med til grotten, hvor de legede bold, mens han selv skrev et antikatolsk skrift mod mariansk fromhed. Han planlagde også at myrde pave Pius XII senere samme år, den 8. september, festen for Jomfru Marias fødsel. “Vor Frue er ikke jomfru,” skrev Bruno, “hun er ikke ubesmittet, hun er ikke himmeldronningen.” Efter at have skrevet denne linje skulle han aldrig igen samle sin pen op for at fuldføre talen. Hans børn – Gianfranco, Carlo og Isola – kom til ham og sagde, at de havde mistet bolden, de legede med. Så faldt alle tre børn gradvist på knæ i ekstase foran den beskidte, tomme grotte, mens de gentog: “Smuk Frue!”

Bruno troede, det var trolddom, dæmoner eller måske en præst, og han råbte, at den, der gjorde dette mod hans børn, skulle komme frem fra grotten. Ingen svarede. Så begyndte Bruno at fortvivle og græde ukontrolleret, løftede øjnene mod himlen og råbte: “Gud frels os!” Pludselig, i et øjeblik ikke ulig Saulus' omvendelse på vejen til Damaskus, så Bruno to helt hvide hænder bevæge sig mod ham og røre ved hans ansigt, idet de fjernede noget fra hans øjne.

Efter et øjeblik så Bruno en ung kvinde iført en hvid kjortel, en grøn kappe og et lyserødt bånd, med en bibel holdt mod sit hjerte. Denne unge kvinde sagde til Bruno:

“Jeg er Hun, der er med den Hellige Treenighed. Jeg er Åbenbaringens Jomfru. Du har forfulgt mig – nu er det nok. Gå ind i den himmelske fold, som er Guds himmelske domstol på jorden. Guds løfte er og forbliver uforanderligt; du er frelst, fordi du har overholdt de ni fredage, viet til Det Hellige Hjerte. Du overholdt dem, tilskyndet af din trofaste, kærlige hustru, før du begyndte at fare vild!”

Vor Frue ledte ham til en præst, som bragte Bruno og hans familie tilbage til forsoning med Kirken. Efter sin omvendelse fik Bruno senere også en audiens hos pave Pius XII den 9. december 1949, hvor han offentligt forsonede sig med ham og gav ham sin protestantiske bibel og den kniv, han havde planlagt at dræbe ham med.

Hvad de færreste ved er, at Pave Pius XII selv så solmiraklet fra Fátimá ifm. en spadseretur i Vatikanets haver i 1950. Da Pius XII mødte Bruno og så den selvsamme kniv han skulle dræbes med, brast Paven i gråd. Meget tyder på at miraklet i Fátimá videreførtes i Tre Fontane, og Vor Frue af Åbenbaringen er en beretning om et mirakel som er intet mindre end sindsoprivende. Søster Lucia sagde selv, at vi lever i Åbenbaringen 11-13. Om vi reelt lever i de sidste tider ved ingen, men meget tyder på at denne tids kontrast bedst kan kategoriseres som en kamp mellem godhed og ondskab, og som er på vej mod en form for terminaltilstand. En afgørelse eller en form for faseskift. Podcastrækken forneden er i 14 episoder, og begynder med Bruno's barndom og opvækst, frafald og kamp mod Kirken.

Man bør høre hele episoderækken fra begyndelsen.

VOR FRUE AF ÅBENBARINGEN, BED FOR OS