top of page

Gud er mere "hvad" end "hvem"

Updated: Mar 29, 2022


Guds eksistens er ikke selvindlysende, og vi kan bruge Thomas Aquinas til at hjælpe os med at forstå hvorfor. Hvis Guds eksistens var selvindlysende, ville verden utvivlsomt være et bedre sted. Men vi er også nødt til at acceptere at verden er falden, og især de mennesker som bebor den. Jeg kan ikke få nok af at læse Aquinas, og hans Summa Theologica er lige så udfordrende et værk, som det er fantastisk. Alle mennesker burde læse filosofi, udover selvfølgelig at læse Bibelen. Når filosofien er teologiens tjener, så skyldes det at Kærlighed til Sandhed (filo-sofia) primært skal hjælpe mennesker med at forstå hvordan de dirigerer deres tanker og vilje hen mod det som er fuldendt og perfekt kærlighed, og som har åbenbaret Sig for os. Det ene handler altså mest om hvordan vi tænker (filosofien), og det andet handler altså om hvordan vi tænker om det som er guddommeligt åbenbaret for os (Gud og Den Hellige Skrift). Sådan en gut som Adam Holm, som er Danmarks hof-ateist, vil naturligvis være enig i at Guds eksistens ikke er selvindlysende. Problemet for Adam Holm og andre ateister er, at de ikke ved hvad de ikke ved. Og ikke nok med det, så har de ikke respekt for andre trosretninger end deres egen. Hvis man ikke ved hvad man ikke ved, så kan man heller ikke se behovet for at tænke anderledes, og på den måde bliver man opslugt af sit eget tankemønster. Man bliver som sådan selvtilfreds. Især hvis man gennem en årrække har gået på en højere læreanstalt, som har bekræftet én i, at ens tankemønster er korrekt og sandt. Problemet er selvfølgelig, at logiske sammenhænge og konsistens, bliver et slags stedbarn for en som kan prædike konsistens når det er belejligt, og ellers ignorere det resten af tiden. Adam Holm er sikkert også en flink fyr. Men tænk hvad han kunne udrette for andre, hvis han blev kristen? Guds eksistens er ikke selvindlysende, og vi kan bruge Thomas Aquinas til at hjælpe os med at forstå hvorfor. Dernæst kan vi også dykke mere ned i gudsbeviserne, og måske se noget af det som Adam Holm og andre ikke kan se. Fra Thomas' "Summa", 1. del, spørgsmål 2: "Hvorvidt Guds eksistens er selvindlysende? ..Ingen kan mentalt tilslutte sig det modsatte af hvad der er selvindlysende; som filosoffen (Aristoteles) fastslår vedrørende (anvendelsen af) de første demonstrative principper. Men det modsatte af sætningen ”Gud er” kan mentalt accepteres: ”Tåben sagde i sit hjerte, der er ingen Gud” (Sl. 53,2). Derfor, at Gud eksisterer, er ikke selvindlysende.

Jeg vil svare, at noget kan være selvindlysende på enten to måder: På den ene måde, selvindlysende i sig selv, dog ikke for os, og på den anden måde, i sig selv og for os. En sætning er selvindlysende fordi prædikatet er inkluderet i essensen af subjektet; som ”Mennesket er et dyr”. For essensen af dyret indeholdes i mennesket. Hvis essensen af prædikatet og subjektet er kendt af alle, så er sætningen selvindlysende for alle, hvilket viser sig gennem demonstrative principper. Men hvis der er nogen for hvem essensen af prædikatet og subjektet er ukendt, vil sætningen være selvindlysende i sig selv, men ikke for dem som ikke kender betydningen af sætningens prædikat og subjekt. Derfor, så sker det som fx Boethius siger: ”…at der er nogle mentale koncepter som kun er selvindlysende for de lærde, som at ikke-kødelige substanser ikke er i det fysiske rum.” Derfor siger jeg at denne sætning, ”Gud eksisterer”, i sig selv er selvindlysende, fordi prædikatet er det samme som subjektet, fordi Gud er Sin egen eksistens, som herefter vil vises. Fordi vi ikke kender Guds essens, er sætningen ikke selvindlysende for os, men kræver at blive demonstreret med ting som er mere kendte for os, dog mindre kendt i deres natur, navnlig af deres effekt.” I sit svar forudsætter Thomas altså, at hvis en påstand kan demonstreres rent praktisk, så er det som sådan umuligt at tilslutte sig det modsatte synspunkt rent kognitivt, dvs. i tanken. Hvis man demonstrerer at et glas kan holde vand i sig, er det logisk set umuligt at tilslutte sig udsagnet at et glas ikke kan holde vand. Men for Thomas kræver det at vi er nødt til at koble tanken til det som praktisk kan demonstreres. Han bruger to udgangspunkter - det ene hvor noget kan være selvindlysende i sig selv og hvor vi ikke som sådan kan forstå det, og hvor det både kan være selvindlysende og hvor vi forstår det. Hvorfor er det interessant? Fordi der sagtens kan være mange ting som kan være selvindlysende, men som vi bare ikke til bunds har forstået endnu. Fx, Guds essens, dvs. hvad Gud er (som vi aldrig kommer til at forstå), eller hvordan man laver den perfekte frikadellefars. Det sidstnævnte kan være selvindlysende for os, når vi ellers har øvet os i tilstrækkelig grad. Thomas bruger eksemplet om dyr og mennesker ift. at demonstrere en selvindlysende sætning. At mennesket er et dyr, er selvindlysende for så vidt at man ved at et menneske også har dyriske træk, dvs. har en dyrisk natur. Men vi er også mere end bare dyr, fordi vi også er sjælelige mennesker. Men ved man ikke hvad et menneske og et dyr er, så giver sætningen ingen mening. Og så er den ikke selvindlysende. Måske er problemet i virkeligheden at man holdt op med at undervise i metafysik på universiteterne. At Gud "er" eksistens, kan demonstreres logisk og gennem fornuften, fordi vi kan aflede nogle konklusioner ud fra årsagen. Det har Thomas også noget at sige om: "Hvorvidt det kan demonstreres at Gud eksisterer? "..som apostlen (Paulus) siger: ”De usynlige ting af Ham ses tydeligt, underforstået så vidt af de ting som er skabt (jf. Rom. 1, 20). Men dette ville ikke være sådan, medmindre Guds eksistens kunne demonstreres gennem de ting som er skabt: Det første vi må vide om noget er, hvorvidt det eksisterer. Jeg vil svare, at denne demonstration (af Guds eksistens) kan gøres på to måder. Den ene er gennem årsagen, og kaldes ”a priori”, og dette for at argumentere for dét som absolut findes (dvs. eksisterer) forinden. Det andet er igennem effekten, og kaldes en demonstration ”a posteriori”, og dette er for at argumentere for dét der findes forinden, men kun relativt for os. Når en effekt for os er bedre kendt end dens årsag, så leder det os hen til noget viden om selve årsagen. Og fra hver effekt kan eksistensen af den reelle årsag demonstreres, så længe effekten er bedre kendt for os. For siden hver effekt afhænger af sin årsag, hvis effekten eksisterer, så må årsagen dertil ”præ-eksistere”, dvs. eksistere forinden effekten. Ergo eksisterer Gud, for så vidt at det ikke er selvindlysende for os, men kan demonstreres af Hans effekter som er os kendt." Præmissen her er altså, at alting har en årsag. Hvis vi skal introducere nogle ekstra vinkler på det Thomas skriver, så kan vi dykke mere ned i selve begrebet om væren, det vil sige hvad væren er, hvordan ting kan være, og hvad det betyder. Væren er det man kalder "ontologi", altså viden om hvordan ting kan være. En kop kan være, og er på en bestemt måde. Og måden alting er på, bestemmes af hvordan de er skabt. En fugl er altså på en anden måde, end en kop - men både fordi en fugl og en kop er to forskellige skabninger. Fuglen har et formål og er skabt på en anden måde, end koppen. Men både fuglen og koppen deltager i væren, dvs. eksistensen samtidig. De er begge. Ergo at Gud siger til os, "Jeg er den, jeg er" jf, 2 Mosebog, men måske er en mere korrekt oversættelse, "Jeg er den som er er'ende", hvor "er" skal forstås som et udsagnsord. Gud er den som hele tiden opretholder altings eksistens, lige nu og her. Det er nødvendigt, for ellers ville ting ophøre med at eksistere. Hvis effekten af Guds eksistens ophører, så må årsagen ligeledes også være ophørt. Og det er ikke det vi kan se (endnu). Det giver mening at genbesøge Thomas' 5 veje, og forstå sammenhængen mellem væren og årsagen hertil. Når vi altså taler om essens og eksistens, så handler det om hvordan Gud muliggør at ting kan være, og altid har muliggjort det. Lad os se på Thomas' 5 veje: "Det er sagt i Guds person, "Jeg er den, jeg er". Jeg vil svare, at Guds eksistens kan bevises på 5 måder:

Den første og mere åbenlyse måde, er bevægelsesargumentet. Det er sikkert, og tydeligt for vores sanser, at i verden er nogle ting i bevægelse. Hvad som helst som er i bevægelse, sættes i bevægelse af noget andet, for intet kan være i bevægelse, undtaget at det er i sit potentiale til det, hvor det er i bevægelse, dersom en ting bevæger sig for så vidt at det er i aktualitet (levendegjort). For bevægelse er intet andet end reduktionen af noget fra potentialitet til aktualitet, undtaget noget som er i en tilstand af aktualitet. Men intet kan reduceres fra potentialitet til aktualitet, undtaget noget som er i en tilstand af aktualitet. Derfor, det som er aktuelt varmt, som ild, bevirker at træ, som potentielt kan være varmt, til at være aktuelt varmt, og derved bevæges og forandres det (træet). Det er ikke muligt at den samme ting samtidig skulle være i aktualitet og potentialitet på samme måde, men kun på forskellige måder. For det som er aktuelt varmt, kan ikke samtidig være potentielt varmt, men det er til gengæld samtidig potentielt koldt. Derfor er det umuligt at en ting på samme måde og samme vis skulle være både det som bevæges og det som bevæger, fx at det skulle bevæge sig selv. Derfor, hvad som helst som er i bevægelse, må sættes i bevægelse af noget andet. Hvis det, som sætter i bevægelse, selv sættes i bevægelse, så må dette også kræve at sættes i bevægelse af noget andet, og dette andet af noget andet igen. Men dette kan ikke gå på i uendelighed, for således ville der ikke være nogen første bevæger, og konsekvent, ingen bevæger, forudsat at de efterfølgende bevægere kun bevæges for så vidt at de er sat i bevægelse af den første bevæger. Lige som pinden, som kun sættes i bevægelse af hånden. Derfor er det nødvendigt at ankomme til en første bevæger, som sættes i bevægelse af intet andet, og dette forstår alle som værende Gud. Kommentar til første vej: Det skal ses i sammenhæng med referencen til 2. Mosebog, hvor Gud siger at Han er den som "er". Oversættelsen er på dansk en smule ufuldstændig, fordi det mere burde oversættes til "Jeg er den som er er'rende (Engelsk, "I am is'ing"). Gud taler om at Han er den substans som alle andre substanser deltager i. En substans er dét som eksisterer "i sig selv", og kan enten være simpel eller delvis. Fordi Gud er en simpel substans uden øvrige dele, så er andre substanser deltagende i Ham, fordi de ikke kan opretholdes af andre end Ham. Gud er så at sige den som sørger for at akvariet hele tiden har 4 vægge og holdes fast. Den anden vej er fra den effektive årsags natur. I den sanselige verden kan vi se at der er en orden af effektive årsager. Der findes intet tilfælde (ej heller er det muligt) hvor en genstand er sin egen effektive årsag. For så ville den være den gå forud for sig selv (i tid), og det er umuligt. I effektive årsager er det ikke muligt at fortsætte ud i det uendelige, fordi alle effektive årsager følger i en rækkefølge eller orden: Den første er årsagen til den mellemliggende årsag, og den mellemliggende årsag er årsagen til den ultimative årsag, hvorvidt den mellemliggende årsag er adskillige eller bare én. Hvis man borttager årsagen, borttager man effekten. Derfor, hvis der ikke er nogen første årsag blandt effektive årsager, vil der ikke være nogen ultimativ eller mellemliggende årsag. Men hvis det er muligt for effektive årsager at fortsætte ud i det uendelige, så vil der ikke være nogen første effektiv årsag, og der vil heller ikke være en ultimativ effekt, eller nogen mellemliggende årsag, hvorfor alt dette åbenlyst er forkert. Derfor er det nødvendigt at antage en første effektiv årsag, til hvilket alle giver navnet Gud. Kommentar: Derfor må Gud også være udenfor tid, og udenfor rum. Gud er altså fuldt aktuel, fordi Han ikke har noget potentiale. Han er alle potentialers potentiale. Han er samtidig evig, og Han er omnipotent, dvs. almægtig. Den tredje vej er taget fra mulighed og nødvendighed, og løber således: I naturen ser vi ting som muligt kan være og ikke kan være, siden de ses at være skabt, og forgår, og såfremdeles er det muligt for dem at være og ikke at være. Men det er umuligt for disse naturlige ting altid at eksistere, for det som er muligt ikke at være på noget tidspunkt, er ikke. Derfor, hvis det er muligt for alt ikke at være, så må der på et tidspunkt have været noget ”intet” i eksistens. Hvis dette er sandt, så ville der selv nu være intet i eksistens, fordi det som allerede er i eksistens, kun begynder at eksistere ved noget som allerede er i eksistens. Derfor, hvis der på noget tidspunkt intet der var i eksistens, ville det have været umuligt for noget at påbegynde at eksistere, og selv nu ville intet være i eksistens, hvilket er absurd. Derfor, ikke alle skabninger er blot mulige, men der må eksistere noget hvis eksistens er nødvendig. Men hver nødvendig ting har enten sin nødvendighed forårsaget af noget andet, eller ikke. Det er umuligt således at fortsætte i uendelighed, som vi så i forrige eksempel. Derfor kan vi ikke andet end at postulere eksistensen af et væsen som har sin egen nødvendighed, og som ikke modtager det fra en anden, men snarere forårsager nødvendigheden hos andre skabninger. Dette omtaler alle som Gud. Kommentar: Gud er altså al eksistens. Han opretholder al eksistens, han er begyndelsen på eksistensen, og Han har altid eksisteret. Samtidig har Han også villet vores eksistens. Han er skaber af alle koncepter, alle ting som kan og altid har eksisteret. Han er Logos ("Ordet"), hvilket blev kød og tog bolig i blandt os. Den fjerde vej er taget fra de forskellige grader som findes i ting. Blandt skabninger findes der nogle som er mere eller mindre gode, sande, noble og deslige. Men ”mere” eller ”mindre” er et prædikat af forskellige ting, ift. hvorvidt (skabningerne) fremstår maksimalt på hver deres forskellige måder, fx hvad som kan siges at være varmere ift. hvad der er varmest, hvad der er mest sandt, bedst, og som en konsekvens heraf hvad der i højeste grad er sit eget væsen. For de ting som er størst i sandhed, er størst i deres væsen, som det står skrevet hos filosoffen. Derfor, det maksimale i ethvert genus er årsagen til alt i det genus, som ild, som er maksimal varme, som er årsagen til alle varme ting. Derfor må der også være noget som for alle væsener er årsagen til deres væren, godhed og enhver anden perfektion, og dette kalder vi Gud. Kommentar: Fx kan en blomst være mere eller mindre perfekt. En hund eller kat kan være mindre eller mere pæn, afhængigt af kvaliteten af dens pels, dens fysik, hvorvidt den mangler lemmer, etc. For at tale om en blomst, så er fx en mælkebøtte perfekt, når den er fuldt udvokset, rettes mod solen, og som sådan får lov til at skabe fotosyntese, som den er skabt til. Når den her opfyldt sit formål, så visner den og forsvinder. Men mælkebøtter vokser sjældent vandret eller ned i jorden, de vokser typisk opad, visner og dør. De er altså rettet fra naturens side mod noget godt, og perfekt. Den femte vej er taget fra verdens styringsmæssige form. Vi ser at ting som mangler intelligens, såsom naturlige kropper, agerer ud fra et formål, og dette er evident fra deres ageren på – næsten altid – samme måde, for at opnå det bedste resultat. Ergo er det åbenlyst, at de ikke agerer på lyksalig vis, men skabelsesmæssigt for at opnå deres mål. Hvad som savner intelligens, kan ikke bevæge sig mod et mål, medmindre det ledes af en skabning som er givet viden og intelligens, som pilen som styres mod sin målskive, af bueskytten. Derfor eksisterer der et intelligent væsen, af hvem alle naturlige ting ledes mod deres mål, og dette væsen kalder vi Gud. Kommentar: Alt i skaberværket har et formål (telos), og især i skaberværket ser vi det overalt. Kombinationen af alle de fysiske elementer i solsystemet, atmosfæren og på jorden, hænger sindrigt sammen således at de udgør perfektionen af Guds skaberværk. Derfor kan vi både se dele af Guds essens i skaberværket, men samtidig også forstå at de alle peger på at deltage i Hans skaberværk, på en perfekt måde. Det gælder dyr, planter, træer, floder, molekyler og selvfølgelig mennesker. I den fjerde vej nævner Thomas fx godhed, hvor Gud er perfekt godhed, sandhed og skønhed. Alting er altså rettet mod Gud, som er det perfekte gode, og derfor er alt hvad gud vil, perfekt kærlighed. Og det er også derfor at alle mennesker har behov for kærlighed, og for at leve i kærlighed, fordi vi er skabt i kærlighed. Vores natur byder os således at rette os mod det som har skabt os. Nemlig Gud.

56 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page