FSSPX: Åbent brev til Kardinal Arborelius

Dette brev er kommet mig i hænde her til aften, og vil også blive publiceret på FSSPX Skandinaviens hjemmeside snarest. Brevet er oversat fra engelsk til dansk.

Åbent brev til kardinal Arborelius

Åbent brev til kardinal Arborelius som svar på erklæringerne af 15. august 2025

"Deres Eminence,

Vi har taget notits af de to erklæringer vedrørende vort præstebroderskab, som Deres Eminence offentliggjorde på højtiden for Jomfru Marias Optagelse i Himlen.

Bevæget af iver for sjælenes frelse og i en ånd af sønlig hengivenhed til vor Hellige Moder Kirken og hendes institutioner ønsker vi at gøre vore tanker og hensigter kendt i form af et åbent brev, som vi håber vil fremme en større forståelse for vort arbejdes karakter og komme mange af de katolske troende i Sverige til gavn.

Om FSSPX’ pastorale virksomhed ifølge Kirkens myndigheder

Nr. 6 i Deres Eminences Tydeliggørelse anfører, at de sakramenter, som fejres af vore præster, er valida sed illicita – gyldige, men ulovlige (dvs. ikke tilladte). Vi er taknemmelige for denne præcisering, som viser alle de troende, at Deres Eminence er enig med os i, at alle vore sakramenter er gyldige.

Hvad angår lovligheden af de sakramenter, der fejres af vore præster, vil vi gerne påpege, at den 1. september 2015, ”bevæget af nødvendigheden af at imødekomme disse troendes behov”, gav Den Hellige Fader, pave Frans, alle vore præster fakultet til gyldigt og lovligt at høre skriftemål. Først blev dette givet for varigheden af ét år (Barmhjertighedens år), og dernæst blev det i det apostoliske brev Misericordia et Miseria af 20. november 2016 forlænget indtil videre ”for de troendes pastorale gavn”. Disse fakulteter er endnu ikke blevet tilbagekaldt af Den Hellige Stol.

Kirken og Den Hellige Fader anser bestemt ikke det for et ”gode for de troende” eller en ”pastoral gavn” at berolige dem, som står foran at gøre noget forkasteligt eller ikke tilladeligt. Men eftersom skriftemål som oftest høres umiddelbart før den hellige messe, er det logisk at antage, at de fleste troende, som skrifter hos vore præster, har til hensigt at deltage i messen, som derefter fejres af en af vore præster.

Ydermere blev Den Hellige Faders beslutning om at give de lokale ordinarier mulighed for at meddele fakultet til at fejre ægteskaber for de troende, der følger FSSPX’s pastorale virksomhed, bekendtgjort i et brev fra den pavelige kommission Ecclesia Dei dateret 27. marts og offentliggjort 4. april 2017. Brevet nævner udtrykkeligt, at formålet med denne beslutning var ”at berolige de troendes samvittighed”, og at den messe, som fejres i forlængelse af et sådant bryllup, ”kan” eller ”skal” fejres af en FSSPX-præst. Kirken og Den Hellige Fader beroliger ikke samvittigheden hos dem, som foretager noget forkasteligt eller ulovligt.

Det er derfor åbenbart ikke Den Hellige Stols opfattelse, at det er forkasteligt eller ulovligt at følge FSSPX’s pastorale virksomhed.

Påstanden om manglende kommunion med Den Hellige Stol

I nr. 2 af Deres Eminences Tydeliggørelse anføres det, at FSSPX ikke lever og arbejder i kommunion med Den Hellige Stol. Denne påstand er åbenlyst falsk og er en alvorlig bagtalelse. Medlemmerne af FSSPX er katolikker i kraft af deres dåb, katolske tro og underkastelse under pavens myndighed. Denne underkastelse indebærer dog ikke en grænseløs lydighed.

Deres Eminences brug af udtrykket ”ikke leve og arbejde i kommunion med Den Hellige Stol” svarer til en beskyldning om, at vi er i skisma. Denne beskyldning er falsk, men den er i det mindste en klar og præcis erklæring om en kanonisk status: en person i skisma er adskilt fra Kirken. Men i selvsamme sætning siges det også, at vor kanoniske status er uklar. Hvordan kan vi på samme tid være i skisma og i en kanonisk status, der er ”uklar”?

Udtalelser fra pave Benedikt XVI og pave Frans, og især deres måde at behandle spørgsmål vedrørende vort præstebroderskab som interne kirkelige anliggender, viser tydeligt, at de anså os for at være katolikker og en del af Kirken. Eksempler herpå er de doktrinære drøftelser mellem Vatikanet og FSSPX fra 2009 til 2012 og de fakulteter, som pave Frans meddelte i 2015, 2016 og 2017.

Det er blevet understreget, især af pave Benedikt XVI, at ”problemet” mellem Den Hellige Stol og FSSPX er af doktrinær, ikke disciplinær art. Med andre ord er årsagen til, at vort broderskab nægtes officiel kanonisk status, ikke en afvisning fra vor side af at anerkende paven, af at leve i kommunion med resten af Kirken, eller at vi handler uden tilladelse i ond tro. Pave Benedikt XVI sagde i sit brev til biskopperne af 10. marts 2009: ”… problemerne, der nu skal behandles, er i det væsentlige af doktrinær art og vedrører primært accepten af Det andet Vatikankoncil og det efterkonciliære magisterium fra pavene.” Pave Frans udtalte i sit brev af 1. september 2015 om FSSPX: ”Fra forskellige sider har flere brødrebiskopper fortalt mig om deres gode tro og sakramentale praksis…”

Anerkendte biskopper i Kirken har udtrykt støtte til FSSPX, forsvaret dets troskab mod Kirkens traditionelle lære og opfordret til dets anerkendelse fra Kirkens myndigheder.

Biskop Athanasius Schneider er blevet citeret for at sige, at kun ”et meget snævert, legalistisk syn på Kirkens virkelighed” kunne føre til at tro, at FSSPX er skismatisk, og at dem, der hævder dette, ”sætter kirkerettens kanoniske bogstav over vigtigheden – den primære vigtighed – af den katolske tros fylde og den traditionelle liturgi.” Han tilføjede, at FSSPX konstant udviser ”kanonisk fællesskab med paven” ved at bede for ham under messen og i andre offentlige bønner, og at den manglende kanoniske anerkendelse ikke er en hindring for katolikker, der modtager sakramenter fra FSSPX’s præster.

Et særligt sigende eksempel er historien om biskop Vitus Huonder, tidligere biskop af Chur i Schweiz, som blev udpeget af kardinal Gerhard Ludwig Müller, dengang præfekt for Troslærekongregationen, til at indlede dialog med FSSPX. Dette førte til regelmæssig kontakt, der gav ham mulighed for at forstå vort broderskab indefra, hinsides mediernes fremstillinger. Hans livsrejse kulminerede i hans pensionering til vort hus i Wangs, Schweiz – en beslutning taget med pavens udtrykkelige tilladelse og velsignelse. I en række videoer udtrykte han dyb beundring for vor grundlægger, ærkebiskop Marcel Lefebvre, og erklærede, at pave Frans personligt havde sagt til ham, at FSSPX ikke er i skisma. Biskop Huonder døde på påskeonsdag 2024 og blev begravet i Écône ved siden af ærkebiskop Lefebvre.

Om registrering af sakramenter

I nr. 5 af Tydeliggørelsen anføres det, at sakramenter fejret af vore præster (som indrømmes at være gyldige – se ovenfor) ikke kan indføres i bispedømmets sakramentregistre, og at dette vil påvirke de troendes mulighed for at få dåbs- og firmelsesattester.

Katolsk sakramentalteologi og kanonisk lov pålægger en utvetydig pligt til at registrere visse sakramenter, især dem, der kun kan modtages én gang uden sakrilegium, såsom dåb, firmelse og præstevielse. Kirkeretten (c. 535 §2) foreskriver, at oplysninger om firmelse, ægteskab, præstevielse m.m. altid skal anføres i dåbsattesten.

Vi kan ikke forestille os, at Deres Eminence virkelig har til hensigt at forbyde gyldige firmelser at blive indført i sakramentregistrene og på dåbsattester, da dette uundgåeligt vil føre til forvirring og usikkerhed om, hvorvidt et medlem af de troende har modtaget firmelsens sakramente, og dermed indebære risikoen for sakrilegisk gentagelse af firmelsen. En sådan praksis ville klart stride imod kirkeretten og udgøre et magtmisbrug, som skaber frygt og usikkerhed for katolske troende, der blot ønsker at bekende deres tro og leve i fuld overensstemmelse med den.

Vi vil naturligvis forsikre de berørte troende om, at en firmelsesattest altid kan udstedes direkte af os, hvis Stockholms katolske bispedømme faktisk vælger at ignorere Kirkens teologi og lov i denne sag.

Om den alvorlige åndelige nødvendighed

Præstebroderskabet Sankt Pius X anser udførelsen af de pastorale aktiviteter, som mangler kirkemyndighedernes godkendelse, for at være berettiget af en tilstand af alvorlig åndelig nødvendighed forårsaget af den nuværende krise i Kirken.

Til deres frelse og helliggørelse har sjælene behov for den sande, uforfalskede katolske tro og sakramenterne fejret i de værdige, ophøjede og gudhengivne former af det traditionelle Missale, Rituale og Pontifikale, som i århundreder har ført utallige hellige sjæle til Gud.

Enhver kirkelig myndigheds pligt er at give de troende den lære og de sakramenter, der er nødvendige for frelsen. Dette inkluderer retten til at blive advaret mod fejl, som sætter troen i fare, samt retten til at blive undervist i hele den katolske tro.

I dagens kirke spredes mange vildfarelser, tidligere fordømt af Kirkens magisterium, næsten uhindret. Talrige moderne teologer og endda biskopper og kardinaler benægter eller betvivler åbent Kirkens dogmer. Liturgireformerne har medført et tab af respekt for det hellige, da de nye former i vid udstrækning ikke løfter sjælen til Gud, men bringer det hellige ned på et hverdagsagtigt niveau. Praksissen med at modtage den hellige kommunion stående og i hånden har ikke blot givet anledning til mange sakrilegier, men har også bidraget til, at mange katolikker har mistet troen på Kristi virkelige nærvær i alterets allerhelligste sakramente.

Pave Paul VI udtalte i en prædiken i 1972, at ”gennem en revne er Satans røg trængt ind i Guds tempel.” Pave Johannes Paul II beklagede i sit apostoliske formaningsbrev Ecclesia in Europa (2003) en omfattende erosion af troen, præget af praktisk agnosticisme, religiøs ligegyldighed og glemsel af den kristne arv – en ”stille apostasi”. Pave Benedikt XVI talte åbent om sekulariseringens proces, som ”har frembragt en alvorlig krise i forståelsen af den kristne tro og tilhørsforholdet til Kirken.”

Efter vor opfattelse har især moderne økumenisme og religionsfrihed haft ødelæggende konsekvenser. Sand økumenisme søger at lede sjæle ind i den ene sande Kirke, som Kristus grundlagde, men den moderne, falske økumenisme, fremmet af Det andet Vatikankoncil, søger alene en menneskelig forsoning og overser nødvendigheden af forsoning med Gud. Religionsfriheden, som den blev formuleret af koncilet, fornægter vor Herres Jesus Kristus’ kongelige rettigheder.

Når de normale hyrder (sognepræst, biskop osv.) ikke udfører deres pligt, befinder de troende sig i en tilstand af nødvendighed, som giver dem ret til at henvende sig til enhver katolsk præst. I en sådan situation meddeler Kirken præsten det, der kaldes suppleret jurisdiktion, for at han kan tjene de troende. Vi har altid hævdet, at i den nuværende krise giver denne supplerede jurisdiktion traditionelle præster fuldmagt til at døbe, høre skriftemål, vie osv. katolikker, som ellers ikke ville kunne modtage disse sakramenter.

Den omstændighed, at visse sandheder stadig forkyndes, og at den traditionelle liturgi i nogle tilfælde tolereres, ændrer ikke det faktum, at en alvorlig åndelig nødvendighed består. Forsvaret af Kirkens liturgiske og doktrinære tradition er intet andet end forsvaret af den katolske tros integritet – et fælles gode, som må bevares.

Kirkens højeste lov er sjælenes frelse. Ligesom enhver anden retfærdig lov giver også den kirkelige lov plads for undtagelser i ekstraordinære tilfælde. Loven forbyder at knuse en rude – men ingen fordømmer, at man knuser en rude for at redde et barn fra et brændende hus. På samme måde er det ikke forkert at nære Guds folk, selv når det sker uden den godkendelse, som i normale tider ville have været påkrævet. Derfor kan vi ikke tilslutte os Deres Eminences udtalelse i nr. 6 af Tydeliggørelsen, at sakramenter fejret af vore præster er uautoriserede og derfor aldrig bør fejres og altid undgås af de troende. Omstændighederne selv giver den autorisation, som myndighederne ikke giver, og gør således disse fejringer både gyldige og lovlige.

Vor hensigt og tjeneste

FSSPX giver adgang til frelsens midler til titusinder af katolske troende over hele verden gennem dets klostre, kirker, kapeller, noviciater og præsteseminarer, og vi stræber efter at gøre det samme i Sverige og de øvrige nordiske lande. Vi er særligt ivrige efter at finde værdige kald til præste- og ordenslivet og hjælpe dem på vejen til et liv viet til Gud.

Vore præster beder altid for paven og den lokale biskop i begyndelsen af den hellige messes kanon. Vi gør, hvad vi gør, ikke i en ånd af splittelse eller oprør, men udelukkende for Guds ære, for bevarelsen af den katolske tros og sakramenters uvurderlige skatte, givet til Kirken af Gud selv, og for sjælenes frelse og helliggørelse. Vi ønsker intet andet end at hjælpe Deres Eminence og de øvrige hyrder i udførelsen af deres hellige pligt i omsorgen for sjælene.

Med dybeste respekt, Deres ydmyge tjenere i Kristus Konge og Maria den Ubesmittede,

Fader Karl Stehlin FSSPX Distriktsleder for Polen og Skandinavien

Fader Håkan Lindström FSSPX Præst med ansvar for det skandinaviske apostolat D. 22. August, Festen for Vor Frues Uplettede Hjerte"