Det her skulle indledningsvis have været et lidt mere afslappet indlæg om frimureri, og hvordan det potentielt kunne lede på afveje. Men jo mere jeg gravede i Kirkens forhold til frimurerne, og begyndte at forstå hvor stejlt forholdet mellem de to positioner historisk har været, og ikke mindst hvad frimureri rent spirituelt er, jo mere ængstelig og forbløffet blev jeg. Jeg måtte lave overskrift og struktur om flere gange, og jeg kunne faktisk ikke finde nogen mere passende overskrift, end den at frimureri simpelthen er noget som enten er skabt af, eller leder direkte mod fristeren selv. Vi skal se dels hvor skadeligt frimureri er på menneskets sjæl og gudsforhold, og hvordan Kirken, helt op til "vor tid" (al tid er den samme, det er kun måden folk opfører sig på i tiden, der er forskellig, red.) på det kraftigste eksplicit har fordømt frimureri og medlemskab af hemmelige loger. Så hiv sølvpapirshatten godt ned i panden - det her indlæg bliver stejlt.
"Hør nu her, min ven.. du skal forestille dig at Kirken mest er som en kæmpestor supertanker med et meget lille ror. Den tager virkelig lang tid at vende, og det er derfor at den ikke rigtigt har fulgt med resten af verden. Men sådan noget som kvindelige præster og diakoner skal nok komme, og også ændringer i forhold til sådan noget som prævention.... der kommer bare til at gå lidt tid, så skal du se..." - Personligt bekendt katolik og frimurer, 2014.
"Deres excellence...jeg har blot behov for at sige, at jeg altså er frimurer. Og at jeg har været frimurer længe. Jeg ser ingen problemer i, både at dyrke mit medlemskab af den danske frimurerorden, og samtidig blive optaget i Den Katolske Kirke..." - Katekumen under en middag hos den danske biskop, foråret 2012.
Efter at have læst et par indledende pavelige encyklika, drøftede vi kort frimureriet henover stuegulvet inden vi gik til ro. Det slog mig faktisk, og gjorde mig en anelse forbløffet, at jeg primært havde stiftet bekendtskab med frimurere i min tid som praktiserende katolik. Jeg synes personligt at sådan en oplevelse, at have haft frimurere tæt på og inde i Kirken, er ret frastødende. Det er en totalt uvidenskabelig observation som kun kan række til at være et løst indicie. Men det siger noget om, at Kirkens traditionelle position ift. frimureriet enten ikke respekteres hos kleresiet, eller at frimurerne ihvertfald ikke formelt lader sig afskrække af at blive en del af den institution der formelt har fordømt dem i flere århundreder.
Hvordan kan det dog være?
Frimureri står i opposition til alt det Kirken er
Men er frimurere ikke bare en samling gamle joviale mænd, der går i kjolesæt og deler bolsjer ud til børn? Er de ikke lidt ligesom Frelsens Hær, der spiller trompet og drikker næsen rød sammen i ny og næ? Der findes jo ikke hemmelige sammenslutninger - for hvorfor skulle de holde noget hemmeligt? Kirkens fordømmelser går jo flere hundrede år tilbage - er vi ikke kommet videre siden da? Nej. Det er vi ikke. Frimurernes overordnede hensigt er at fremelske en kultur og orden som er på linje med deres idé - og tankesæt, og samtidig forkaste den religiøse og politiske orden som den kristne lærdom har frembragt. "Naturalismen" og naturalisternes doktrin, som er frimurernes grundlæggende tankesæt, handler om at menneskelig natur og menneskelig fornuft, på alle måder og til alle tider, skal være vejleder og hersker. Enhver metafysisk autoritet forkastes, og også dogmer og åbenbarede trossandheder som ikke forstås med menneskelig intelligens. Nogen pligtrelation til Gud, eksisterer ikke i naturalismens tankesæt. Det er særligt i konflikt ift. Den Katolske Kirke, som ser det som sin betroede opgave at fremsætte Sandheder som er guddommeligt åbenbarede, at lære disse sandheder og forsvare dem, fra Kirkens læreembede, og med perfekt renhed. Det er denne position som angribes hos frimurerne, og hvor frimurernes vrede primært er rettet mod. Frimureri er en fornuftens religion. På samme måde som Den Katolske Kirke definerer sin egen lære, insisterer frimurerne på naturalismens løfte om fornuftsbetonet perfektion som sit mål, og som den højeste skæbne der kan være. Og denne perfektliggørelse skal alene komme fra menneskelige værdier, som underlægges betegnelsen" fornuften". Som et logo, er vinkelmåleren og passeren dette fornuftsmæssige symbol, som forenes med alt hvad der er naturligt. Og al menneskelig erfaring, fra de såkaldte "kabbalistiske" mysterier fra fjernøsten, til de teknologiske muligheder i vestens postmoderne samfund, er frimurernes påstand at de ikke er én religion, men religionEN. De er den ene sande religion, fordi de mener at de er menneskets naturlige religion som går forud for alle tider.
Den Franske Revolution i 1789 blev især tilvejebragt af frimurere. Det franske terrorregime indførte en 10-dages uge, og hvor oplysningskulten tilbad "Det Øverste Væsen" som erstatning for den kristne Gud. Mange tusinder blev halshugget, og Kirken led grufuldt under revolutionen.
Det er fx også derfor at de påstår at have ophav i historiens begyndelse (fx er kalendertal "Lysår" fra den første skabelsesdag, eller "Verdens år"). Og det er også derfor at modstanden til Kirken går forud for Kirkens modstand mod frimureri. For frimurere kan ikke underkaste sig det faktum at Kirken er den Ene Sande Kirke, eller at Kirken blot er en sekt, som Frimurerordenen vil at den skal være.
Oprindelsen kort
Frimureri i sin form af storloger, kan dateres tilbage, ihvertfald som vi kender dem, tilbage til 1717 A.D. På den tid begyndte en række deister og protestanter at danne sammenslutninger, forsamlinger og loger, kendetegnet ved et hemmeligt ritual som var kraftigt influeret af nogle som kaldte sig "rosicrucianere", som bragte med sig en masse ret ekstravagant okkult viden fra naturalismen, og som var skjult i naturen (allerede her bør man være på tæerne). Fire af disse engelske "loger", som havde etableret sig i London, skabte i 1717 "Den Engelske Storloge", og fra London blev "Den Store Murerloge" udbredt til kontinentet i 1721. I 1723 blev de fleste kristne referencer fjernet, således at logen også kunne tiltrække ikke-kristne. På det europæiske kontinent blev frimureriet hurtigt involveret i politik, var voldeligt anti-klerikalt og ateistisk. I 1877, slettede "Stororienten" i Frankrig alle referencerne til "Den Store Universets Arkitekt" fra deres forfatning, således at positivister, dvs. folk som mener at kunne udlede sandhed alene ud fra observerbare karakteristika i det materielle, og selv de som slet intet tror, kunne indlemmes i logen. Den Engelske Storloge protesterede mod denne ateistiske vinkel, og brød forbindelsen til de kontinentale loger kort efter. Der er stadig forbindelse til andre europæiske og amerikanske loger, som også har forbindelse til de kontinentale. I Danmark er frimureriet også yderst veletableret. Kongehuset har i århundreder været tæt tilknyttet frimurerlogen, og selv den dag i dag, er det frimurere som serverer til kongelige baller og tafler. Flere monarker har været frimurere, sågar Christian X.
Og en meget stor andel af danske gejstlige i folkekirken, er også frimurere!
Erklæret fjendskab til Den Katolske Kirke
I Italien og Frankrig var frimureriet i 1800-tallet meget udbredt, og i bestræbelserne på at samle Italien, udsprang "Carbonari", eller "kulgraverne" som en revolutionær, anti-klerikal og anti-katolsk bevægelse. Organisationen var løst koblet, men ønskede et forenet Italien baseret på liberale og såkaldte oplysningsmæssige værdier. Kampskriftet mod Pavestolen, "Den Permanente Vejledning fra Den Høje Markedsplads (Alta Vendita)" fra 1859 udstiller hvorledes de italienske frimurere over tid ønskede at undergrave Kirken og Pavestolen. Her følger et uddrag:
"Vores ultimative mål er det af Voltaire og Den Franske Revolution - den endelige ødelæggelse af katolicismen, og sågar selve den Kristne tanke...
...Paven, hvem end han er, vil aldrig komme til de hemmelige selskaber. Det er op til de hemmelige selskaber at tage det første skridt mod Kirken, med det mål at besejre både Paven og Kirken. Den opgaver vi påtager os, er ikke gjort med en dags arbejde, eller en måned, eller et år. Det kan tage adskillige år, måske et århundrede. Men i vores geledder, dør soldaten og kampen fortsætter. Vi har ikke til hensigt at overbevise Paverne om vores sag, at gøre dem til neofytter for vores principper eller frembære vores idéer. Det ville være en latterlig drøm, og skulle tingene falde ud sådan at kardinaler eller præster, for eksempel, af deres egen fri vilje eller af overraskelse skulle blive en del af vores hemmeligheder, så er det ikke grund til at ønske deres ophøjelse til Peters Stol. Denne ophøjelse ville ødelægge os. Deres ambitiøse vilje ville lede dem til frafald fra troen, og de ville blive krævet at ofre os i processen. Hvad vi må bede om, og hvad vi skulle ønske os og vente på, som jøderne venter på en messias, er en Pave som passer til vores behov... Med det, skal vi marchere mere sikkert mod angrebet på Kirken, end med pamfletter fra vores brødre i Frankrig, og endda det engelske guld. Vil I kende årsagen til dette? For således, at ødelægge den høje klippe på hvilken Gud har bygget Hans Kirke, behøver vi ikke længere krudt, eller våben. Vi vil således have Peters efterfølgers lillefinger involveret i dette plot, og denne lillefinger er lige så god for vores korstog, som Urban II og alle Sankt Bernarderne i Kristendommen. Vi har ingen tvivl om at vi vil nå dette overordnede mål for vores indsatser. Men hvornår? Hvordan? Dette ukendte er endnu ikke afsløret. Ikke desto mindre, som intet skulle fjerne os fra denne plan, og omvendt at alt ville forhindre os i at udføre den, så ønsker vi i denne vejledning, som vil være hemmelig for de indviede, at give de bemyndigede for den overordnede Loge nogle råd som de skulle give til alle brødrene, i form af en instruks eller et memorandum. Så går at sikre os selv en Pave af den rette fornødenhed, så er spørgsmålet først hvordan man former en Pave som er værdig for denne generation af det regime som vi drømmer om. Lad gamle og modne mennesker være, nej, gå til de unge, og hvis det er muligt, til børnene... I vil opnå for jer, mod et lille offer, et rygte som gode katolikker og sande patrioter. Dette rygte vil give jer adgang til vores doktriner som kan udbredes blandt det unge præsteskab, og dybt ind i klostrene. Om nogle få år, ved tingenes magt, vil dette unge præsteskab have overrendt alle embeder og funktioner, de vil forme kardinalkollegiet, og de vil kaldes til at vælge en Pave som skulle regere. Og denne pave, som hans samtidige, vil være indgydt med disse revolutionære italienske og humanitære principper, som vi er ved at sætte i cirkulation. Det er et lille sennepsfrø som vi betror jorden, men retfærdighedens sol vil udvikle det til den største kraft, og I vil en dag se hvad denne høst fra frøet kan producere. Der er gennem denne vej mange udfordinger som vi skal overvinde. Men vi vil triumfere over den gennem erfaringen og gennem vores klarsyn, men målet er så strålende at det er vigtigt at sætte alle sejl til for at nå det. I vil revolutionere Italien, se efter den Pave hvis portræt vi lige har malet. I ønsker at etablere de udvalgtes regime på tronen for Babylons Skøge. Lad kleresiet marchere under jeres banner, de tror altid at de marcherer under banneret for de apostoliske nøgler. I vil lade de sidste tyranner og undertrykkere forsvinde, udlæg jeres net som Simon Bar-Jona, læg dem i sakristierne, i seminarerne, i klostrene, snarere end på bunden af havet. Og hvis I ikke skynder jer, lover vi jer en fangst mere mirakuløs end denne. Fiskeren af fisk blev menneskefisker, I vil bringe venner omkring den apostolske stol. I vil have prædiket en revolution i tiara og kappe, og marchere med kors og banner, en revolution som kun skal skyndes en smule på, for at sætte ild til de fire verdenshjørner".
Således fra hestens egen mund. Det kan virke utroligt konspiratorisk - det man skal forstå, er at Italien på daværende tidspunkt var paveligt, og pavestaterne helt frem til 1870 var regeret af Kirken. Frimurernes mål er altså blevet indfriet - i dag er Italien en sekulær republik, som er funderet på oplysningsbetonede værdier.
Lad os se hvad Kirken traditionelt, og paverne især, har sagt om skrevet om frimurerne gennem tiden, på baggrund af ovenstående.
Kirkelige fordømmelser af frimureriet og masoniske tanker
1738: Clement XII, "In Eminenti". "Derfor befaler vi det strengeste og i kraft af hellig lydighed, alle troende uanset stat, grad, tilstand, orden, værdighed eller fortrin, uanset om det er gejstlig eller lægmand, verdslig eller regelmæssig, selv de, der har ret til specifikke og individuelle nævne, at ingen, under noget påskud eller af nogen grund, skal vove eller antage at gå ind i, udbrede eller støtte disse førnævnte samfund af Liberi Muratori eller Francs Massons, eller hvordan de ellers kaldes, eller at modtage dem i deres huse eller boliger eller at skjule dem, blive indskrevet blandt dem, sluttet sig til dem, være til stede hos dem, give magt eller tilladelse til, at de kan mødes andre steder, hjælpe dem på nogen måde, give dem råd, opmuntring eller støtte enten åbent eller i hemmelige, direkte eller indirekte, på egen hånd eller gennem andre; de skal heller ikke opfordre andre eller fortælle dem, tilskynde eller overtale dem til at blive indskrevet i sådanne selskaber eller til at blive regnet med i deres antal, eller til at være til stede eller hjælpe dem med nogen måde, men de skal holde sig fuldstændig fri af sådanne selskaber, selskaber, forsamlinger, møder, kongregationer eller sammenslutninger, under straf ved ekskommunikation for alle de ovennævnte mennesker."
1751: Benedikt XIV, "Providas" - genudsender Clement XIIs encyklika og bekræfter gentagne gange den frimurerske trussel. Nævner 6 grunde til at forbyde frimureriet, fx pga. interreligiøsitet, lukkethed, konfessionalisme, modstandere af kirke og stat, og amoralsk adfærd.
1759: Clement XIII: "Ut Primum". Fordømmelse af frimurerne Diderot og D'alembert, som udbredte oplysningsfilosofiske tanker der leder sjælen på afveje.
1766: Clement XIII: "Christianae Republicae". Om farerne ved anti-kristelige skrifter, og eksplicit fordømmelse af de som udbreder offentlige tanker der leder på afveje, underforstået masoniske og liberale tankestrømninger.
1795: Pius VI: "Inscrutabile" "Mens sådanne mennesker tilsyneladende har til hensigt at søge efter visdom, "fejler de, fordi de ikke søger på den rigtige måde ... og de falder i fejl, som fører dem på afveje fra almindelig visdom. De er nået til en sådan højde af ugudelighed, at de gør ud af, at Gud ikke eksisterer, eller hvis han gør det, er han tom og indifferent, og giver ingen åbenbaring til mennesker. Derfor er det ikke overraskende, at de hævder, at alt helligt og guddommeligt er et produkt af uerfarnes sind, mennesker... forført af et forgæves håb om udødelighed." - Her taler Pius VI naturligvis om frimureriets naturalistiske menneskesyn, at mennesket kan udødeliggøres af egen fornuft.
1821: Pius VII: "Ecclesiam a Jesu". Eksplicit fordømmelse af Carbonaris masoniske agenda jf. ovenfor! "På dette tidspunkt er det nødvendigt at minde om et nyligt født samfund, som har spredt sig vidt og bredt i Italien og i andre regioner: selv om det er opdelt i talrige sekter, og selv om det undertiden antager forskellige og distinkte navne på grund af dets mangfoldighed , dog er det kun én i virkeligheden i fællesheden af doktriner og forbrydelser og i den pagt, der blev etableret; det kaldes normalt Carbonari. De simulerer en enestående respekt og en vis ekstraordinær iver for den katolske religion og for personen og læren af Jesus Kristus, vor Frelser, som de nogle gange helligbrøde vover at kalde rektor og stormester i deres samfund. Men disse taler, som synes opblødt med olie, er intet andet end pile, der med mere selvtillid affyres af snedige mænd, for at skade de mindre forsigtige; disse mænd dukker op i lammeklæder, men inderst inde er de rovlystne ulve."
Sidebemærkning. Her er det værd at reflektere over, hvorledes Pavestolen reagerer på den franske revolutions voldsomme konsekvenser for Kirken og folks tænkemåde, herunder hvilke filosofiske strømninger som begynder at påvirke tiden i starten af 1800-tallet. I samme periode eksploderer fremvæksten af frimureriet i Europa mærkbart. Hvad har motiveret Pave Pius VII til at bruge så kraftigt sprogbrug? Hvorfor er oplysningsfilosofien i så stærk modstrid til traditionel kristen dogmatik? Samtiden i 1800-tallet var stærkt revolutionær, og hvad Pius VII ikke vidste var, at han skulle dø i eksil. Denne tid var yderst dramatisk for Kirken, og nok den voldsomste rent idéhistorisk, i Europas historie. Det er det man ikke i dag forstår, men dengang var liberalismen en stærkt voldsom og radikal kraft, som har medført at mennesker i dag ikke forstår hvor jordligt de rent faktisk tænker.
1825: Leo XII: "Quo Graviora": Om hemmelige samfund. Endnu et skelsættende encyklika fra Paven. Genudgav fordømmelserne fra Clement XII, Benedict XIV og Pius VII. Automatisk ekskommunikation for enhver som beskæftiger sig med frimureri.
1829: Pius VIII: "Traditi". Gengivelse af Clement XII, Benedict XIV, Pius VII og Leo XIIs fordømmelser af frimureriet. "Udryd de hemmelige selskaber af sådanne mænd, som helt i modsætning til Gud og fyrster er totalt dedikerede til at frembringe Kirkens fald, ødelæggelse af riger og uorden i hele verden. Efter at have bortkastet den sande religions begrænsninger, bereder de vejen for skammelige forbrydelser. Faktisk, fordi de skjulte deres selskaber, vakte de mistanke om deres onde hensigter. Bagefter brød denne onde hensigt frem, ved at angribe den hellige og civile orden. Derfor fordømte de øverste paver, Vore forgængere, Clemens XII, Benedikt XIV, Pius VII, Leo XII, gentagne gange med bandlysninger den slags hemmelige samfund. Vore forgængere fordømte dem i apostoliske breve; Vi bekræfter disse befalinger og beordrer, at de overholdes nøjagtigt. I denne henseende skal vi være flittige, så ikke kirken og staten lider skade af sådanne sekters indspil. Med jeres hjælp påtager vi os ihærdigt missionen med at ødelægge de fæstninger, som de onde mænds rådne ugudelighed sætter op."
1830: Gregor XVI: "Mirari Vos" - om liberalisme og religiøs indifference. "Den lydighed, biskopperne tilkommer, nægtes, og deres rettigheder bliver trådt under fode. Ydermere genlyder akademia og skoler af nye, monstrøse meninger, som åbenlyst angriber den katolske tro; denne forfærdelige og uhyggelige krig føres åbent og endda offentligt. Således bliver de unges sind korrumperet af institutioner og ved lærernes eksempel, og religionen får et voldsomt slag, og moralsk perversion spredes. Så religionens begrænsninger er smidt af, hvorved alene kongeriger står. Vi ser ødelæggelsen af den offentlige orden, fyrstendømmernes fald og væltning af al legitim magt nærme sig. Denne store masse af ulykker havde sin begyndelse i de kætterske samfund og sekter, hvor alt, hvad der er helligbrøde, berygtet og blasfemisk, har samlet sig som lænsevand i et skibs lastrum, en stivnet masse af al snavs."
1846: Pius IX: "Qui Pluribus". Dette encyklika blev skrevet, da Pavestolen mistede sin tidslige magt. Pavestaterne faldt, og de progressive sekularister, general Garibaldi, Cavour og Mazzini, som alle var frimurere, formåede at fravriste Kirken deres jordlige besiddelser. Italien blev da samlet under en sekulær stat. "I kender allerede godt, ærværdige brødre, de andre uhyggelige vildfarelser og bedrag, hvormed denne verdens sønner hårdest forsøger at angribe den katolske religion og kirkens guddommelige autoritet og dens love. De ville endda træde både den helliges og den civile magts rettigheder under fode. For dette er målet for de lovløse aktiviteter mod denne romerske stol, hvor Kristus placerede sin kirkes uindtagelige grundvold. Dette er målet for de hemmelige sekter, der er kommet frem fra mørket for at ødelægge og ødelægge både det hellige og det civile samfund. Disse er blevet fordømt med gentagne anathema i de apostoliske breve fra de romerske paver, der gik forud for os. Vi bekræfter nu disse med fylden af vores apostolske kraft og befaler, at de skal overholdes mest omhyggeligt."
1864: Pius IX: Quibus Quantisque (Kættersk pensum/"Syllabus of errors"). Liste med dogmatiske og oplysningsmæssige kætterier som en konsekvens af den franske revolution og oplysningstiden, og som atter igen bl.a. fordømmer frimureriet. "Ærværdige brødre, det er overraskende, at der i vor tid føres så stor en krig mod den katolske kirke. Men enhver, der kender sekternes natur, ønsker og hensigter, hvad enten de hedder frimurer eller bærer et andet navn, og sammenligner dem med naturen af systemerne og omfanget af de forhindringer, hvorved kirken er blevet angrebet næsten overalt, kan ikke tvivle på. at den nuværende ulykke hovedsagelig må tilskrives disse sekters bedrageri og indspil. Det er fra dem, Satans synagoge, som samler sine tropper mod Kristi Kirke, tager sin styrke."
1865: Pius IX i et brev til biskop Olinda i Argentina: "Sektens sataniske ånd blev særligt bevist i det sidste århundrede under forløbet af Frankrigs revolutioner, som rystede hele verden. Sådanne omvæltninger beviste, at den totale opløsning af det menneskelige samfund kunne forventes, medmindre kræfterne fra denne ultrakriminelle sekt blev knust."
1884: Leo XIII: "Humanum Genus" (Om frimurerne). Pave Leo XIII er nok mest berømt for sin antiliberale tilgang, og som Pius X, og sine forgængere, bekræfter Kirkens rolle ift. traditionen og til samfundet. Leo XIII er dog også tidssvarende, og med sin mildhed formår at forsvare arbejdernes rettigheder mod den rationalistiske udnyttende tidsånd, mod materialismens slaveri. Leo XIII bekræfter i dette encyklika konkret modstand mod frimureriet, og dets tankespind: "Af disse grunde kom vi ikke før til Kirkens ror, før vi tydeligt så og følte, at det var vores pligt at bruge vores autoritet til det yderste mod et så stort onde. Vi har allerede ved lejligheden flere gange angrebet visse hovedpunkter i den lære, som på en særlig måde viste frimurernes meningers perverse indflydelse. I vort encykliske brev, Quod Apostolici Muneris, bestræbte vi os således på at tilbagevise socialisternes og kommunisternes monstrøse doktriner; bagefter, i en anden begyndelse "Arcanum", gjorde vi os umage med at forsvare og forklare den sande og ægte idé om huslivet, hvoraf ægteskabet er kilden og oprindelsen; og igen, i det, der begynder "Diuturnum", beskrev vi idealet om politisk regering i overensstemmelse med principperne for kristen visdom, som på den ene side er vidunderligt i harmoni med tingenes naturlige orden, og i den anden med velvære for både suveræne fyrster og nationer. Det er nu Vor hensigt, efter Vore forgængeres eksempel, direkte at behandle frimurersamfundet selv, hele dets lære, dets formål og dets måde at tænke og handle på for at bringe mere og mere frem i lyset dens magt til det onde, og til at gøre, hvad vi kan for at standse smitten af denne fatale pest." Det er altså tydeligt, og som Leo XIII konkret skriver, at frimureriet arbejder imod sædelighed og moral, staten og offentlig orden, og Kirkens institution.
1907: Pius X: Brev til katolikkerne i Frankrig. "Det er ikke Kirken, der først hævede fanen, det gjorde hun kun, fordi der var erklæret krig mod hende. I de sidste 25 år har hun kun måttet bære kampen. Sådan er Sandheden. Erklæringer, tusinde gange offentliggjort og genudgivet i pressen, på kongresser, i frimurerkonventer, i selve parlamentets sale, er i sig selv et bevis på, at angreb mod kirken er blevet ført progressivt og systematisk. Sådanne kendsgerninger kan ikke benægtes, og mod dem kan blot ord ikke sejre ... "
1907: Pius X: "Lamentabili Sane" (Fordømmelser af modernisternes fejl). En række sætninger som fordømmes, herunder også relativisme og naturalistisk fortolkning af Skriften.
1917: Benedikt XV: Kirkeretten, canon 2335: "Dem, der tilslutter sig frimurersekter eller andre hemmelige selskaber eller borgerlige magter som gør anslag mod Kirken, ekskommunikeres af Den Hellige Stol."
1983: Kardinal Ratzinger: Erklæring om frimurersekter: "Derfor forbliver Kirkens negative dom med hensyn til frimurerforeninger uændret, da deres principper altid er blevet anset for at være uforenelige med Kirkens doktrin, og derfor forbliver medlemskab af dem forbudt. De troende, der melder sig ind i frimurerforeninger, er i en tilstand af alvorlig synd og modtager ikke hellig kommunion." (Stadig gældende jf. CIC 1983).
2002: Den Filippinske Bispekonference: "En katolik, der er en "offentligt kendt" frimurer - som "deltager aktivt" eller "promoverer dens synspunkter" eller "besidder ethvert embede" - og nægter at give afkald på sit medlemskab efter at være blevet advaret i overensstemmelse med 1983 CIC canon 1347, skal straffes med et interdikt i overensstemmelse med 1983 CIC kanon 1374, inklusive: udelukkelse fra at modtage sakramenterne, forbud mod at optræde som fadder i dåb og konfirmation; forbud mod at være medlem af nogen sogn eller stiftsstruktur; og benægtelse af katolske begravelsesritualer, medmindre nogle tegn på omvendelse før døden blev vist, uanset, for at undgå offentlig skandale i et tilfælde, hvor en biskop tillader begravelsesritualer, er frimurertjenester forbudt i kirken og forbudt umiddelbart før eller efter de katolske begravelsesritualer på kirkegården."
Afslutning
Konspirationsteorier defineres typisk som overdrevne antagelser om skjulte agendaer, i fora eller sociale cirkler som ingen rigtigt har adgang til, og derfor mest må betragtes som røverhistorier. Men i dette tilfælde, taler vi om 11 på hinanden efterfølgende Paver, som konsistent og eksplicit har fordømt frimureriet. Både i kraft af indholdet, og i kraft af dets formål. Dette kan altså ikke være nogen konspirationsteori, men noget som har motiveret de hellige hyrder til i sådan en grad, at bruge de voldsomste termer for at forsvare Kirkens integritet. Her må man reflektere over, i hvor høj grad naturalismen og det frimurerske tankesæt har påvirket verden i dag. Hvor mange mennesker har i dag et velforankret og eksplicit bønsliv? Hvor mange lader deres egen fornuft og vilje diktere deres egen lykke, fremfor at lade Gud råde i deres liv? Hvad er mon årsagen til, at Gud ikke længere er den øverste, sociale og moralske kraft i samfundet? Og hvor stor indflydelse har frimurerne på samfundets indretning i dag? Sagen er, at vi ikke ved det - men alene det faktum at fx de italienske og argentinske frimurere helt åbent kan lykønske Pave Frans med valget som Pave, er et stærkt bekymrende tegn. Frimurernes tankesæt er en tilbedelse af den faldne verdens prins, og derfor er denne kamp mod frimureriet først og fremmest åndelig. Denne ex-KGB agent kan fortælle os, hvordan Sovjetunionen i sin tid udbredte tankemønstre der over årtier havde til hensigt at ødelægge sammenhængskraften i vesten. Det har relevans til frimureriet i den forstand, at denne agent viser os hvorledes vi kan lade vores tanker påvirke, hvis vi gerne vil. Kæmp den åndelige kamp, dagligt.