Flere refleksioner om skabelsen

Jeg var for nylig gæst hos Den Evangeliske Lære, og en time er ikke lang tid til at udfolde sine centrale pointer. I kølvandet har jeg reflekteret over nogle supplerende pointer jeg gerne vil overlevere, og som fint kan udfylde de mangler jeg selv har konstateret. Kreationisme er et gigantisk emne, og selv efter disse tre supplerende bemærkninger, er der nok stadig meget der mangler. Jeg kan mærke at jeg også har tygget nok på det rent intellektuelt, til at få lyst til at kaste mig over andre temaer. Jeg har stadig til gode at færdiggøre rækken om sakramenterne, og jeg er langtfra færdig med at koge Aquinas og Summaen ind til en knorrterning. Nogle temaer om engle kunne være interessante, og så overvejer jeg også at kommentere nogle onlineartikler fra en række danske katolske præster, som fremsiger ting der er direkte forkerte. Det er ikke for at lade en i forvejen bidsk skyttegravskrig blusse endnu mere op, men fordi præsterne burde være vores rollemodeller ift. vores trosrejse, både åndeligt, intellektuelt og teologisk. Det er desværre ikke altid tilfældet. Men nu til de supplerende noter om kreation og Gud.

Om Guds perfektion

En vigtig præmis man må antage, er at Gud er perfekt. Han mangler intet, Han har intet potentiale, fordi Han er fuldt aktuel, og dermed ikke savner noget. Han er hel, fuldstændig, perfekt og uopdelt. Derfor er vi også nødt til at antage, at når Gud skaber, så skaber Han til perfektion, og dermed at skaberværket, inklusive os, er skabt til perfektion af en perfekt skaber. Og det burde være nok til, ud fra en teoretisk tilgang, at afvise evolutionslæren, fordi den strider imod Guds perfektion. Alt i skaberværket er skabt til perfektion, selv mennesket, og til at herliggøre den perfekte Gud. Skabelsesugen er med til at udvikle Guds perfektion, og understreger det i en symbolsk tallogik. Når Bibelen siger at der i begyndelsen var formløshed, og at verden var øde, så var det ikke fordi der var et fravær af form, men fordi verden endnu ikke havde opnået perfektion. Gud havde endnu ikke afsluttet sine arbejder, så derfor var verden uperfekt. Det er også derfor at fristerens tal, er tallet lige under det perfekte, fordi han er uperfekt og savner perfektion.

Om Hermeneutikken

En anden vinkel, og det er især på bibellæsningen, må være den hermeneutiske nødvendighed. Alene det faktum at den historisk-kritiske metode antager en materialistisk forståelse af Bibelen (for ikke at sige en evolutionær), så må vi afvise denne metodiske tilgang som upræcis og forkert. Selv for en ikke-kristen, er den dobbelthermeneutiske fortolkningsnøgle utroligt stærk, fordi den - som Gadamer og Heidegger ville sige - tvinger os til at udøve "horisontsammensmeltning", vi er nødt til at erkende vores egen forforståelse og tolkningsmæssige tilgang til det empiriske grundlag først. Vi skal eksplicit redegøre for dem, og vi skal også redegøre for hvorledes de kan kontaminere eller skævvride vores kvalitative fortolkning af det materiale vi beskæftiger os med. Når det er sket, så skal vi udøve samme nidkærhed mod de forfattere - dvs. hagiograferne - og lade empirien tale nøgternt og præcist, så vi forstår at de rent faktisk tror på det de skriver. Vi kan altså ikke antage en marxistisk eller materialistisk fortolkning af fx Genesis eller Exodus, hvis præmissen er at hagiograferne rent faktisk troede på at de mødte Gud. Når vi alene tager de interne historiske beviser for gode varer, og krydsrefererer dem med hinanden, så er det slående at det samme koncept, det som sociologer vil kalde for "narrativet", beskriver det samme koncept, mange af de samme begreber, og lader dem gengive, over en periode på ca. 6000 år. I fraværet af empiriske data der eksplicit falsificerer den position, kan vi ikke andet end at antage at Bibelen er det mest præcise stykke historie der findes. Selv uden eksogene empiriske beviser for Bibelen, fordi de interne sammenhænge og konceptuelle korrelationer er så stærke. Det er faktisk umuligt, og er nok grund til at man ikke engang behøver at være kristen, for at antage at Bibelen er perfekt sandhed. Årsagen til at vi ikke kan falsificere Moses' beretninger fra Egypten og vedr. Skabelsen, er fordi de er de eneste sande beretninger.

Om fraværet af kaos

Evolutionismens grundlæggende præmis, er skabelse gennem kaos og udvælgelse, hvilket er i modstrid med vores antagelse om en kærlig, perfekt og omnipotent Gud, som fra evigheden har bestemt at skabe mennesket til kærlighed, den kærlighed som kendetegner Gud den almægtige. Vi kan altså ikke antage et gudssyn som skaber og udvikler gennem destruktion. Både fordi det er imod naturloven, men også fordi det er imod guddommelig lov. I modsætning her til, kan man læse i Ovids metaformoser, at begyndelsen blev kaldt "kaos" af Guderne - et øde, tomt sted, hvor intet liv kunne leve. Ikke uden grund, er de andre guder i Bibelen dæmoner. Problemet for mange, er selvtilliden og selvopfattelsen. Forkaster vi cartesianismen, hegelianismen, den darwinistiske evolutionisme, den materialistiske empiricisme og rationalisme, selvfølgelig marxismen, sekularismen og modernismen, så er der kun ét tilbage. At gå tilbage til skolastikken, og lade sandheden lede os. Vi behøver ikke engang at forsvare den, vi skal bare gengive den. For Sandheden forsvarer sig selv.