"Derfor er Kain billede på alle hyklere og mordere, som dræber i forsøget på at vise gudelighed. Kain, besat af Satan, skjuler sin vrede, og venter opportunt på at slå sin broder Abel ihjel. Mens han taler med ham, som en elsket broder, at han snart på lægge sin hånd på ham..." - Martin Luther (kommentar til Genesis) "Mennesket er en ulv mod mennesket." - Thomas Hobbes ("Leviathan") "Der findes kun ét middel til forenkling og afkortning af det bestående samfunds blodige dødskamp, og det nye samfunds blodige fødselsveer, kun ét middel: Den revolutionære terror." - Karl Marx.
Af og til får man behov for at binde knude på sine tanker, og især spørgsmål om kreationismen og evolutionslæren, har påvirket mig til at reflektere yderligere over hvornår mennesket ophørte med at stræbe efter venskab med Gud. Blandt kreationistiske videnskabsfolk, er der nu ved at opstå et alternativt forskningsparadigme, som er langt mere konstruktivt end blot forsøget på at modbevise evolutionslæren, men faktisk forsøger at forsone oplysningstidens empiricisme og "popper'ske" videnskabsmetode, med et guddommeligt åbenbaret videnskabssyn, og i nogen grad en skolastisk indgangsvinkel til mennesket. For at forstå rejsen hertil, er vi nødt til kort at opsummere den idéhistoriske udvikling i Europa. Mennesket mister ikke sin tro over natten, men til gengæld arbejder djævelen systematisk og i det skjulte, og i detaljen som ordsproget siger. Først og fremmest er man nødt til at indse, at evolutionisme ikke alene er et spørgsmål om hvordan skabelsesberetningen forstås. Evolutionisme strækker sig langt ud over hvorledes Skriften fortolkes, men er også et sammenhængende menneske - og samfundssyn, som har domineret vestlig og global tænkning siden den såkaldte middelalders ophør, og skolastikkens fortrængning fra universiteterne. Evolutionismen er altså ophavet til eugenik, abort, krige, revolutioner, politiske overgreb, forfølgelser og meget andet godt. Evolutionismen er en total afvisning af, at mennesket kan opnå venskab med Gud. I modsætning til Sandhed, er evolutionismen en konsekvens af tvivlens indtog i menneskets tænkning, og en konsekvens af en atomiseret historieforståelse, som gør mennesket til herre over fortiden, fremfor at se tid som noget der udfyldes og ledes af Herrens forsyn. Det er ikke uden grund, at reformationen medførte en distancering til Gud. Det lutherske menneskesyn, menneskets forfaldstanke og håbløshed, gjorde Gud til en arbitrær lovgiver som befandt sig i menneskets samvittighedsløse periferi. Med reformationen kom politiseringen af kristendommen, desuagtet om Luther rent faktisk ville det eller ej. Tro var nu ikke bare et juridisk anliggende, men det er en kendsgerning at det også blev politisk. Luthers fortolkning af Romerbrevet legitimerede underlæggelsen af kristendommen den politiske sfære. Essensen er, at kombinationen af et fordærvet og håbløst menneskesyn, og en gradvis distancering af gudsrelationen, var vejen banet for tvivlens indmarch i sjælen. Hvad skal man med Sandhed, når frelsen alene er betinget af en arbitrær og diffus statsreligion? Ophavet til den moderne videnskab i sin fundamentale form, må komme fra franskmanden René Descartes. Indtil 1600-tallet, havde skolastikken trods alt overlevet, selv på de protestantiske universiteter, men Descartes' afvisning af skolastikken, og afvisningen af at substanser havde et formål eller var en del af en helhed (fx eksemplet om at en sten ikke kan tænke, og dermed ikke har en vilje, en idiotisk præmis), lod tvivlen blive grundtemaet for filosofisk tænkning. Descartes' præmis var tænkning som erkendelsesmæssigt udgangspunkt: "Jeg tænker, derfor er jeg". På den måde lod han metafysikken fortrænge, og bane vejen for sin groteske påstand, at sind og krop reelt er adskilt. Fremfor at se krop og sjæl som en uadskillelig helhed, formulerer han at krop og sjæl som sådan er adskilt, og at verden reelt er et vrangbillede. Han påstår, hvilket som sådan også er korrekt, at sjælen kan leve uden en krop, men hvis sjælen og kroppen på jorden adskilles, banes vejen for åbenlys dæmoni. Allerede her bør enhver kristen forstå faren og det afskyelige ved sådan et menneskesyn. En anden filosof, og nok én af de mest berømte oplysningstænkere, Thomas Hobbes, lod idéen om menneskets indbyrdes kamp og egoistiske moral, blive drivende for argumentet om en stærk suveræn. Uden en centraliseret og stærk statsmagt, mente Hobbes, ville samfundet grundet menneskets dyriske og egoistiske natur, henfalde til kaos og kamp. Mennesket kan, og her er der forbløffende ligheder til Martin Luthers menneskesyn med afsæt i hans genesiskommentar, intet andet end at tilgodese sine egne egoistiske motiver. Mennesket er ifølge Hobbes, slave af sin egen egoistiske menneskenatur. Denne dyriske udlægning af hvad mennesket er, ikke en rationel sjæl med formålet at elske Gud, men en rationel beregnende og spekulativ egennyttig hund, er hvad mennesket er. Kombinerer man dette menneskesyn, og lader man mennesket kæmpe mod mennesket i en evig, historisk dødskamp, ender man i en tilstand hvor den faldne verden fastholder mennesket i håbløshed. Tager vi et kvantespring frem til 1800-tallets rationalisme, har den tyske filosof Friedrich Hegel nok påvirket den moderne videnskab mest, både ift. historie - og samfundsforskningen. Hegels dialektik er direkte ophav til Karl Marx' idé om klassekampen, fordi Hegel arbejder med tryk og modtryk, kamp mellem idéer og negationer. Hegel arbejder med en idealistisk "tidsånd" som en form for objektiv Gud, der er materiel, og som har en form for verdensfornuft i sig. Idéernes kampplads er grundtesen hos Hegel, som i forlængelse af et hobbesiansk menneskesyn, har udviklet historie - og videnskabsforståelsen hos det moderne menneske. Når alt er kamp, både politisk, historisk og idémæssigt, er vi ikke længere under Guds nåde. Koblingen til marxismen og darwinismen er helt åbenlys.
Grundlæggende mente Hegel at historiens evolution - og her forstået i en "spirituel" forstand, i forhold til menneskets vilje alene, er drevet af en kamp mellem teser og antiteser. Kamp, tryk og modtryk. Udfaldet bliver altså syntese, en tilpasning som opnås gennem kampen mellem modsætninger. Denne dialektik, mente Hegel, var verdens motor for konstant forandring i verden. Darwinisme er altså Hegeliansk dialektik som overføres til den biologiske verden, eller darwinisme som overføres til historien. Både Hegel og Darwin forklarer historien og biologien som en dialektik, som en kamp eller proces om overlevelse. Naturlig udvælgelse er materialistisk hegelianisme. Og derfor er darwinismen, den biologiske evolution, en modsætningsfyldt kamp. En kamp mellem teser og antiteser, som konstant og hele tiden foregår.
I marxismen forsonede man darwinismen med Hegel. Marxismens forståelse af klassekamp som billeder på denne udvælgelse hos Darwin, så Karl Marx mest i rammen af økonomi, men prædikatet er stadig marxistisk eller ateistisk materialisme. Mennesket har ingen spiritualitet, men er kun organisk masse.
Karl Marx havde behov for Hegels historiesyn for at forklare sine samfundsteorier, men måtte også finde inspiration hos Darwin for at forklare hvordan den materialistiske "metafysik", dvs. den materielle verden som Gud, foregår gennem denne sociale udvælgelse. Klassekampen var den plads hvor historiens uundgåelighed udspillede sig. Det gør den på sin vis stadig den dag i dag, desuagtet hvorledes vores samfundsstruktur er bygget op. Både hos Darwin og Marx, er biologisk og økonomisk fremskridt frugten af cyklusser mellem teser, antiteser (kampe) og synteser. Intet formål, intet telos, ingen Gud, er nødvendig. Dermed er al fremskridt født ud af vold. Tesen og antitesen er kamp. Evolution og historie med tand og negl, er uundgåeligt frugten af voldelig kamp. Dermed er racespørgsmålet, eugenikken, arternes udvælgelse, aborten, drab på uskyldige børn, en bagatel og fodnote i menneskets søgen efter helliggørelse og perfektion uden Guds hjælp.
1800-tallets rationalistiske bibelsyn
Med afskaffelsen af skolastikken, og menneskets atomiserede rolle i historien, kunne mennesket nu endelig fælde dom over historien. I 1800-tallet blev den moderne videnskab, rationalismen og empiricismen, grundlaget for historiesynet. Nu opdelte man verden i tidsaldre, kunne vurdere, måle og iagttage sandt fra falskt, sågar kunne bibelsynet nu pludselig dekonstrueres som ren myte. Skabelsesberetningen var en god historie, man kunne afkode og vurdere sammenfald der sandsynliggjorde at andre religioner også var lige gode. De var jo trods alt fra samme tidsperiode, og det ene kunne derfor være lige så godt som det andet. Med Charles Lyells ideologiske tilgang til geologien, lod man den geologiske søjle opbygge - den var antimosaisk, og hvis målet alene var at afkoble geologien fra historien og fra åbenbaret Sandhed, så var det alt rigeligt. Med evolutionismens menneske - og historiesyn, er mennesket ikke længere i centrum af menneskehedens fortælling. Når kun det målbare var genstand for objektiv sandhed, så var vejen banet for domsfældelsen over historien. Og hvis kun små geologiske forandringer kunne registreres, i en given periode på et givent sted, og med Gud ude af ligningen, var mennesket både dommer og lovgiver over historien og skabelsen.
Commentaires