Dobbeltmoral er dobbelt så godt

Det britiske katolske tidsskrift "The Catholic Herald" har et mindre interview med Gerhard Kardinal Müller, som i årevis har været en fremtrædende kritiker af FSSPX, og som i samtalen med journalisten bliver ved med at bære til bålet om splittelsen mellem Rom og dem han kalder "Lefebvristerne". Dobbeltmoral er som bekendt dobbelt så godt, og uden at associere Kardinal Müller med et andet meget nyligt eksempel, så skal vi se at ledende klerikere i Rom ikke har nogen vanskeligheder med at lave "Lefebvre-finten", hvis situationen ellers påtaler nødvendigheden herfor. Lad os først genopfriske hvad kardinalen siger i artiklen, og den fulde artikel kan læses på CH her.

JB: SSPX’ situation forbliver en pastoral og teologisk udfordring. Hvad er efter din vurdering den mest frugtbare måde, hvorpå Kirken kan nærme sig dialogen med den lefebvrianske bevægelse, samtidig med at enheden og den læremæssige integritet bevares? CGLM: Der har været — og er fortsat — endeløse dialoger med denne gruppe, men de kører blot i ring. Der er ingen vej uden om at anerkende Det Andet Vatikankoncil som den katolske Kirkes enogtyvende økumeniske koncil, i overensstemmelse med den katolske hermeneutik og epistemologi, som allerede er fuldt ud formuleret af Irenæus af Lyon. Kommentar: En stråmand. Alle der undersøger FSSPX' reelle indstilling til koncilet, vil vide at de læser koncilet i et traditionelt og apostolsk lys, i modsætning til... ahem. "Den tåbelige tale om et “sede vacante” for Peters stol, kravet om en revision af koncilet og påstanden om, at lefebvrianerne udgør den sidste bastion af sand katolicitet, må endelig bringes til ophør. Kommentar: Stop engang. Beskyldte han lige FSSPX for at mene at Peters stol er tom? Come on. Det værste er, at han ved bedre. Han er tidligere præfekt for troslærekongregationen. Han ved godt hvad han siger, og hvorfor han siger som han gør. "Selv om de kan have ret i at pege på de sår, som selvbestaltede reformatorer i modernismens stil har påført Kristi legeme, findes der aldrig nogen retfærdiggørelse for at distancere sig fra den katolske Kirke — også selv om Kirken er en blanding af helgener og syndere, sådan som Sankt Augustin understregede imod den strenge og selvretfærdige donatistiske sekt." Kommentar: Men hvis de har distanceret sig fra den katolske kirke, så burde man jo være ligeglad? Faktum er, og som Herr Kardinal udmærket ved, at de er i kommunion. Så der findes faktisk en retfærdig årsag til at påpege netop de moderne fejl der findes i Kirken i dag. Som kardinalen i forrige sætning også indrømmer. "Over for Petilianus, donatisternes højtuddannede leder, erklærede han: “Det var ikke os, der skilte os fra jer — det var jer, der skilte jer fra os. I trak jer ud af fællesskabet med den universelle Kirke” (Contra litteras Petiliani II, 38)." Ja, så hvem i FSSPX påstår at den øvrige kirke ikke har gyldige sakramenter, hvilket var kernen i den donatistiske strid? Ingen. Come on. Det er for lavt det her. "Nu er det kairos for alle katolikker at genforenes i Kristi sandhed, han som i Sankt Peters person og hans efterfølger — pave Leo XIV — har grundlagt et varigt princip og fundament for enhed i troen og i det sakramentale fællesskab (Vatican II, Lumen gentium 18)." Kommentar: Så vi skal bare spise dekretet om religionsfrihed, og bare se at komme videre, må vi forstå. Sig det til Fader James Martin, Ezz Jay.

De færreste husker den tumultariske tid omkring frigivelsen af Traditiones Custodes, og det efterfølgende brev "Desiderio Desideravi"; hvor Pave Frans ønsker at tydeliggøre sine bagvedliggende hensigter med liturgirestriktionen af den traditionelle messe.

Kort fortalt oplevede vi en markant restriktion af messefejringer i den traditionelle form, men også vanskeligheder ved at ordinere præster i selvsamme form og liturgi. Ét af de steder der blev mærkbart påvirket af Pavens liturgiske omsorg, var benediktinerklosteret i Brignoles, nær Nice i Frankrig. Et dengang voksende og meget ortodokst men stadig lille benediktinerkloster - traditionelt observant naturligvis - stod pludselig uden de fornødne juridiske tilladelser, eller biskoppelige opbakning, til at videreføre sit sakramentale liv. Den liturgiske blog "Rorate Caeli" frigav i sin tid et eksklusivt interview med Dom Alcuin Reid, en iøvrigt yderst belæst og flittig liturgisk forsker og forfatter, hvor han redegør for det meget bemærkelsesværdige hændelsesforløb. Det viser sig nemlig, at en dengang og stadigvæk unavngiven højt placeret kleriker i Rom, i hemmelighed ordinerede Dom Alcuin Reid til præst, ganske enkelt fordi den lokale biskop hverken ville eller turde, grundet massivt pres direkte fra Paven. Hele artiklen og interviewet kan læses i sin fulde længde her, men lad os blot gengive små passager for at skære eksemplet helt til:

"RC: Dom Alcuin, mange mennesker verden over er forbløffede over din tilsidesættelse af de kanoniske normer i forbindelse med modtagelsen af de hellige ordener, hvilket har efterladt dig suspenderet og dit klosters Forening af de Troende opløst. Hvorfor har du og dine munke valgt denne handlemåde? Kort sagt: for trofast at kunne leve vores kald som munke og for at kunne overleve den storm, der raser omkring os — og nu med særlig voldsomhed i vores bispedømme. Hvis vi ikke havde accepteret tilbuddet om ordinationer uden for de kanoniske normer, ville vi nu være et klostersamfund uden præster og dermed uden messe, prisgivet Den Hellige Stol — og vi ved, hvor megen sympati de ville have for et traditionelt kloster!"

Hvad der er stærkt bemærkelsesværdigt her er, at man helt åbent medgiver at man tilsidesætter de normale kirkeretslige praksisser idet der hersker en nødsituation. Hvilken Ærkebiskop påkaldte mon i nyere tid samme nødværgeret? Ja, du ved det godt.

RC: Nogle vanskelige spørgsmål: For det første, hvem meddelte ordinationerne? Reid: Det kan jeg naturligvis ikke besvare. Den pågældende prælat fortjener at forblive anonym for ikke at blive sanktioneret. Vi er blevet kritiseret for at holde dette hemmeligt, men sådan må det være. Det interessante er, at ingen for alvor har betvivlet, at der fandt gyldige ordinationer sted: jeg gætter på, at folk ikke tror, vi ville lyve om noget sådant — og de har ret!

For at gøre det helt klart, så er hensigten ikke at insinuere at Kardinal Müller var den prælat som ordinerede Dom Alcuin Reid. Det er egentlig også mindre væsentligt hvem der gennemførte ordinationen - eksemplet skal blot tjene til at illustrere, at hvis Ærkebiskop Lefebvre i sin tid kunne ordinere biskopper og præster grundet en nødretsklausul i kirkeretten, hvis klerikere i Rom i dag kan vie præster udenom den lokale biskop, igen grundet nødværge, så er vi nødt til at anholde det helt principielle problem der hersker i Rom i dag, at problemet er modernisme. Og samtidig må vi insistere på, hverken at kalde ortodokse og loyale sønner af Kirken for skismatikere eller selvretfærdige, men insistere på at Sandhed i doktrin og praksis må være den apostolske standard vi må navigere ud fra. Dem der rammes af sådanne bemærkninger fra Kardinal Müller, er ikke præster i FSSPX. Det er klerikere som nu bliver i tvivl om, hvorvidt man overhovedet har en principiel stillingtagen til at sikre præsters og troendes sakramentale liv, eller om præsters ordination afhænger af mere subjektive og tilfældige omstændigheder, som fx hvad der rent politisk blæser af vinde i Rom eller andre steder.

"Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro. Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv; for jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt. Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Og da skal enhver få sin ros fra Gud" - 1 Kor 4, 1-5