"Giv mig en hær der beder Rosenkransen, og jeg vil besejre hele verden" - Pave Pius IX
Tiden kalder på åndelig kamp, og rosenkransen er selvfølgelig løsningen på næsten alle de problemer vi står over for i dag. Det har Vor Frue fortalt os adskillige gange de seneste århundreder. Hun har aldrig svigtet os, og vi skal se at Hendes lydighed og eksempel til efterlevelse, kan opnås hvis man tager imod den hjælp Gud giver os, gennem Hende. Gentagelser har det med at forme vores kød og vores sjæl, og derfor bliver vi altså helligere mennesker, jo oftere og bedre vi beder rosenkransen. Djævelen skulle efter sigende have sagt til fader Ripperger, at djævelen og dæmoner er skrækslagne for rosenkransen.
Rosenkransens udvikling
Rosenkransen har udviklet sig betragteligt over de seneste mange århundreder, og især til den form den har i dag. På Skt. Dominics tid, den præst og helgen som fik åbenbaret den hellige rosenkrans af vor frue, var der ikke:
"Ave Maria" i samme form som i dag. Kun første halvdel af bønnen blev brugt, og ordet "JESUS" blev først tilføjet i 1400-tallet, mens den anden halvdel kom senere.
"Pater Noster" og "Gloria Patri" som en del af rosenkransen.
Rosenkransens mysterier som de er nu. Selv i 1400-tallet under Alan De Rupe O.P, som var ansvarlig for vækkelsen ifm. hengivenheden til rosenkransen ca. 250 år efter Skt. Dominic, så var rosenkransen på den tid en genkomst af det marianske psaler på 150 Ave Maria og 150 mysterier (som passer i antal til salmernes bog). De var opdelt i tre grupper af 50 og dedikeret til glædens, smertens og herlighedens mysterier. De 15 mysterier vi bruger i dag, blev formelt anerkendt af Pave Skt. Pius V i 1569.
Der var intet krucifiks i begyndelsen af rosenkransen, eller indledende perler.
Selve ordet "Rosenkrans" kommer fra det latinske ord "rosarium" som henleder til en rosenhave eller rosenbuket, og var på Skt. Dominics tid ikke en del af det bønsmæssige vokabular.
Siden de ældste tider, har de 150 bibelske salmer udgjort kernen af bønslivet hos både præster og munke. Fordi mange før i tiden var analfabeter og derfor ikke kunne læse, så blev det hos lægfolket forsøgt at erstatte de 150 salmer, med 150 fadervor i stedet. De 150 "Pater Noster"-bønner blev så opdelt i rækker af 50, og kom til at udgøre den bønsmæssige struktur og rytme kan kender fra rosenkransen i dag. HAr man bedt en rosenkrans 3 gange dagligt, har man principielt bedt de 150 marianske salmer. Med tiden udviklede man bønnerne på de enkelte led af kransen, således at "Sancta Maria"-delen af hver perle understregede den bønsmæssige retning mod Vor Frue. Sankt Bonaventura skrev de 150 marianske salmer, for at understrege salmernes åbenbare typologiske marianske indhold, nemlig at Vor Frue er skjult i salmernes bog, i billede af vand som nådens kilde, der vander vores sjæl. De er fuldstændigt fantastiske, og det er svært ikke at læse Salmernes Bog på samme vis igen, efter man har læst dem.
Den albigensiske hæresi, var en vranglære som florerede hårdt i Frankrig i 1200-tallet, og den havde grundlæggende et syn på verden som dualistisk. Ligesom hos manikæerne, mente albigenserne at den materielle verden var skabt og regeret af en ond Gud, mens den himmelske Gud var godhed. Man havde et syn på mennesket som grundlæggende fanget i sin egen krop, og man betragtede kroppen som ondskabsfuld. Albigenserne afviste altså treenigheden, menneskets mulighed for godhed, sakramenterne, men også at Vor Frue var bærer af det evige ord som blev kød. Da Sankt Dominic, grundlæggeren af dominikanerordenen, begyndte sin missionsvirksomhed i sydfrankrig, opdagede han at den albigensiske vranglære især var hjulpet på vej af en verdslighed og åndelig slaphed blandt kleresiet, og dels at den franske adel håbede at overtage meget af Kirkens jordlige besiddelser. Ifølge traditionen var det disse omstændigheder der motiverede Vor Frue, Guds moder, til at gribe ind og åbenbare sig for Sankt Dominic. Kirken i vest var truet, og udbredelsen af det marianske psalter vendt mod dem som benægtede Ordets inkarnation, var en afgørende hændelse i Kirkens historie. Vor Frue bad eksplicit Sankt Dominic om at bede "Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt." Denne åbenbaring, kombineret med ihukommelsen af de 3 traditionelle mysterier for vor frelse, blev startskuddet til albigensianismens afvikling. Skt. Dominic var en yderst aktiv missionær, og udbredte rosenkransens mysterier overalt.
Skt. Louis de Montfort om rosenkransen
"Siden rosenkransen er sammensat, principielt og substantielt, af Kristi bøn og den himmelske saligprisning, dvs. Fader Vor og Hil dig Maria, så er det uden tvivl den første bøn og den foretrukne hengivenhed der for de troendes vedkommende har været i brug siden alle de århundreder, siden tiden fra apostlene og disciplene og til vor tid. Det var først i året 1213, at Kirken modtog rosenkransen i sin nuværende form og ifølge den metode vi bruger i dag. Den blev givet til Kirken af Skt. Dominic, som havde modtaget den af den Salige jomfru, som et middel til at omvende Albigenserne og andre syndere. Jeg vil fortælle historien om hvordan han modtog den, en historie som er fundet i den velkendte bog "De Dignitate Psalterii" af den Salige Alan de la Roche. Sankt Dominic, som så hvorledes menneskers alvorlige synder hindrede albigensernes omvendelse, trak sig tilbage til en skov nær Toulouse, hvor han bad indgående og uafbrudt i 3 dage og 3 nætter. I den tid gjorde han intet andet end at ynkes, og udøvede hårde bodsgerninger for at mildne Guds vrede. Han brugte sin disciplin så meget, at hans krop til sidst var udmattet og så forpint, at han faldt i koma. Det var ved dette tidspunkt, at Vor Frue viste sig for ham, i selskab af 3 engle, og hvor Hun sagde: "Kære Dominic, ved du hvilket våben den Salige Treenighed vil bruge for at reformere verden?" "Åh, min Frue" svarede Sankt Dominic, "Du ved det meget bedre end jeg, for næst efter Din søn JESUS KRISTUS, har du altid været det vigtigste instrument til Vor Frelse. Da svarede Vor Frue: "Jeg vil at du skal vide, at i denne slags krig, er det vigtigste våben Det Himmelske Psalter, som er hovedhjørnestenen i Det Nye Testamente. Derfor, hvis du vil nå disse forhærdede sjæle og vinde dem over til Gud, da forkynd mit Psalter." Han steg så op, trøstet og brændende med ildhu for folkets omvendelse i det distrikt, og han begav sig direkte mod katedralen. Med det samme lod usete engle klokkerne kime for at samle folk, og Sankt Dominic begyndte at forkynde. Ved den egentlige begyndelse af hans prædiken, udbrød en enorm storm, jorden skælvede, solen blev formørket, og der var så meget torden og lynild at alle blev meget bange. Endnu større var deres frygt, da de så et billede af Vor Frue fremstillet på et prominent sted i kirken, de så Hende række Sine arme mod Himlen tre gange for at påkalde Guds hævn over dem, hvis de nægtede at omvende sig, at rette deres liv an, og søge beskyttelse hos Hellige Guds Moder. Gud ønskede, gennem disse overnaturlige fænomener, at udbrede hengivenheden til den hellige rosenkrans, og gøre den mere udbredt. Og især, ved Sankt Dominics bøn, kom stormen til ende, og han blev ved med at forkynde. Så fast og overbevisende forklarede han vigtigheden og værdien af rosenkransen, at næsten alle mennesker i Toulouse omfavnede den og forkastede deres falske tro. På meget kort tid, blev store forbedringer set i byen, folk blev ledt til kristendommen igen, og opgav deres gamle dårlige vaner. Inspireret af Helligånden, og instrueret af Den Salige Jomfru og ved hans egen erfaring, forkyndte Sankt Dominic rosenkransen i resten af hans liv. Han forkyndte den med eget eksempel og i sine prædikener, i byer og på land, til folk høj som lav, for belæste og analfabeter, for katolikker og kættere. Rosenkransen, som han sagde hver dag, var hans forberedelse til hver prædiken og hans betroelse til Vor Frue efter hver prædiken.
En dag skulle han prædike i Notre Dame i Paris, og det var tilfældigvis festen for Den Hellige Evangelist Johannes. Skt. Dominic var i et lille kapel bag højalteret og forberedte sin prædiken gennem bøn ved at sige rosenkransen, som han altid gjorde, da Vor Frue viste sig for ham og sagde: "Dominic, selvom det du har sagt muligvis er godt, så bringer jeg dig en meget bedre prædiken." Sankt Dominic tog i sine hænder den lille bog Vor Frue foretrak, læste prædikenen nænsomt, og da han havde forstået det, mediterede han over det, og takkede hende. Da tiden var oprundet, gik han op til pulpituret, og selvom det var på en festdag, nævnte han intet om Skt. Johannes, andet end at Han var blevet fundet værdig til at være vogter af Himlens Dronning. Forsamlingen udgjorde både teologer og andre fremtrædende folk, som var vant til at høre underlige men også polerede fremstød, men Sankt Dominic fortalte dem at det ikke var hans hensigt at give dem en kompliceret udlægning, som nok i verdens øjne fremstod klog, men en enkel prædiken som virkede ved Helligåndens kraft og med den styrke. Da begyndte han så at forkynde rosenkransen og forklarede "Hil dig Maria" ord for ord, som han ville til en gruppe børn, og brugte de meget simple illustrationer som var fundet i den bog givet til ham af Vor Frue. Salige Alan, ifølge Carthagena, nævnte adskillige andre tilfælde hvor Herren og Vor Frue viste sig for Sankt Dominic for at tilskynde ham og inspirere ham til at forkynde rosenkransen mere og mere, for at fjerne synd og omvende syndere og kættere. I en anden passage siger Carthagena, "Salige Alan (de La Roche) sagde at Vor Frue afslørede for ham at, efter hun havde åbenbaret sig for Sankt Dominic, Hendes salige Søn viste sig for ham og sagde: "Dominic, Jeg glæder mig at se at du ikke bier på egen visdom og hellere end at søge menneskers tomme pris, at du arbejder med stor ydmyghed for sjælenes frelse. Men mange præster ønsker at prædike med tordendunder mod de værste slags synder i udgangspunktet, og glemmer at forstå at før et sygt menneske gives bitter medicin, må han først sættes i den rette sindstilstand for at gå gavn af den. Derfor, før de gør noget andet, skulle præster forsøge at opflamme kærlighed og bø n menneskers hjerter og især en kærlighed til mit himmelske Psalter. Hvis kun de ville begynde at sige det og virkelig ville holde ud, så ville Gud ved Sin nåde ikke kunne nægte at tildele den. Så jeg ønsker at du beder min rosenkrans." Alle ting, selv de helligste, er genstand for forandringer, især når de er afhængige af menneskets frie vilje. Og det er ikke mærkværdigt at Broderskabet for Den Hellige Rosenkrans kun fik sin første offentlige fremtræden efter 100 år hvor det blev indstiftet af Sankt Dominic. At folk glemte at bede rosenkransen, må tilskrives Djævelen selv. Dermed var han ansvarlig for at lede folk væk fra troen, og det medføret Guds straf over kontinentet i 1349, da Gud straffede hele Europa med den værste pest der nogensinde var kendt mage. Den begyndte i øst, og spredte sig udover Tyskland, Italien, Frankrig, Polen og Ungarn, og bragte øde hvor end den kom, og ud af 100 overlevede næppe 1 til at fortælle om den. Store byer, landsbyer og klostre blev ødelagde under de 3 år da epidemien varede. Denne Guds renselse blev hurtigt efterfulgt af to andre, flagellantisternes kætteri og det tragiske skisma i 1376. Senere, efter disse prøvelsers tilendebringelse, og takket være Guds nåde, fortalte Vor Frue salige Alan at genopbygge det tidligere Broderskabet for Den Hellige Rosenkrans. Salige Alan var én af de dominikanske fædre i klosteret i Dinan, i Brittany. Han var en eminent teolog og en berømt forkynder. Vor Frue valgte ham siden Broderskabet oprindeligt blev startet i den provins, og det var passende at en dominikaner fra samme provins, skulle have æren af dets genoprettelse.
Salige Alan de La Roche begyndte dette store arbejde i 1460, efter en særlig advarsel fra Herren. Dette er hvordan han modtog denne meddelelse, som han selv fortæller det: En dag da han fejrer messe, talte Herren til Alan i den allerhelligste hostie: "Hvordan kan du korsfæste mig igen så tidligt?"; sagde Jesus. "Hvad siger du, Herre?" spurgte Salige Alan De La Roche forfærdet. "Du korsfæstede mig én gang grundet dine synder", svarede Jesus", og jeg ville være villig til at lade mig korsfæste igen end at have min Fader fornærmet af de synder du plejede at begå. Du korsfæster mig igen, fordi du har al den viden og forståelse som du har brug for, for at forkynde og prædike min moders rosenkrans, men du gør det ikke. Hvis du blot gjorde det, kunne du lære mange sjæle den rette vej og lede dem væk fra synd, men du gør det ikke, og dermed er du selv skyldig i de synder de begår." Denne skrækkelige advarsel fik Salige Alan til højtideligt at beslutte sig for, uophørligt at prædike rosenkransen. Vor Frue sagde en dag også til ham, for at få ham til at forkynde rosenkransen; "Du var en stor synder i din ungdom, men jeg fik nåde fra min søn, til gavn for din omvendelse. Havde noget sådant været muligt ,ville jeg gerne have gået igennem al slags lidelse for at frelse dig, fordi omvendte syndere er mig til ære. Og jeg ville også at sørget for at gøre dig værdig til at prædike min rosenkrans i alle egne af verden." Sankt Dominic viste sig da for Salige Alan og fortalte ham om de store frugter af hans apostolat. Han havde forkyndt rosenkransen uophørligt, hans prædikener havde båret stor frugt, og mange var blevet omvendt under hans missionsarbejde. Han sagde til Salige Alan: "Se hvilke store resultater jeg har skabt ved at forkynde rosenkransen, og du og alle som elsker Vor Frue burde gøre det samme, så I må kalde alle mennesker til den sande erkendelse af dyderne, gennem den hellige rosenkrans."Dette er altså historien om hvordan Sankt Dominic grundlagde den hellige rosenkrans, og hvordan Salige Alan de la Roche genoprettede den. Fra den tid Sankt Dominic grundlagde praksissen om rosenkransen og op til den tid hvor Salige Alan de la Roche genoprettede den i 1460, har det altid været benævnt "Jesu og Mariæ Psalter". Siden simple og uuddannede mennesker ikke kan sige Davids salmer, så er rosenkransen for dem en lige så frugtbar praksis, som Davids psalter er for andre. Siden Salige Alan de la Roche genetablerede denne hengivenhed, så gav folkerøsten den navnet "Rosenkransen". Hver gang folk siger rosenkransen med hengivenhed, så lægger de 153 hvide og 16 røde roser på Jesus og Marias hoved, og disse roser vil aldrig visne eller miste deres skønhed. Vor Frue har godkendt og bekræftet dette navn "Rosenkransen", og hun har åbenbaret til adskillige mennesker, at hver gang de siger et "Hil dig Maria", så giver de hende en smuk rose, og hver fuld rosenkrans giver hende en rosenkrone. Så en komplet rosenkrans er en stor krone af roser, og hver amulet af 5 dekader er en lille blomsterkrans eller en lille himmelsk rosenkrans, som vi giver til Jesu og Mariæ hovede. Rosen er dronningens blomst, og rosenkransen er hengivenhedens rose, og dermed den vigtigste." - Sankt Louis Marie Grignion De Montfort
Rosenkransens Pave
Herudover må der knyttes nogle ord om Rosenkransens pave, nemlig Pave Pius V. Han var en dominikansk munk, en stor kirkereformator, en hellig biskop og helgen, som ledte Kirken fra 1566-1572 A.D. Han var særligt kendt for sin store hengivenhed til Den Salige Jomfru, og for at være en stor fortaler for den Hellige Rosenkrans, i sådan en grad at man kaldte ham "Rosenkransens Pave". Pave Skt. Pius V blev givet titlen af to årsager: For at skrive et yderst vigtigt dokument om rosenkransen, og for at etablere en festdag benævnt "Vor Frue af Den Hellige Rosenkrans", to meget vigtige skridt i at forankre dette vigtige åndelige værktøj for den universelle kirke. I 1569 skrev Pius V det pavelige dokument "Consueverunt Romani Pontifices" hvor han sikrer ensartetheden af Rosenkransbønnen, og hvor han bl.a. giver sin støtte til den dominikanske standard for rosenkransen, 15 dekader eller 150 Hil dig Maria, som var givet af Vor Frue til Skt. Dominic, og som skulle siges i hele Kirken. Pave Pius V forabdt også rosenkransen med sejren over tyrkerne d. 7. oktober 1571, og tilskriver denne mindretalssejr Hendes forbønner og mirakler.
Afslutningsvis, må man huske på, at når man gennem bøn påkalder Hende, Vor Moder, Vor Himmelske Dronning, at man påkalder Den Nye og Evige Pagts Ark, og de Himmelske kræfter den kan medføre, den Guddommelige kraft som Arken bærer, og det våben mod mørkets magter, som det fortrænger. Som ved slaget i Jeriko, væltes djævelens mure ned, ved Hendes indgriben.
"Lad os synge den melodi som er blevet lært os ved Davids Harpe, og sige: "Rejs Dig, O Herre, ind til din hvile, du og din boligs ark". For Den Hellige Jomfru er i sandhed en ARk, klædt med guld både indeni og udenpå, og som har modtaget hele helligdommens skat." - Skt. Gregor Thaumaturgus, Prædiken om Mariæ Bebudelse