Aquinas: De Hellige Ordener

Ordenernes sakramente

De hellige ordener, som det også normalt kaldes, er det sakramente hvorved biskopper, præster og diakoner gives kraften eller magten til at udøve deres hellige funktioner. Peter Lombarden definerer ordenens sakramente som "Kirkens segl hvorved åndelig kraft tilvejebringes på den som ordineres". Ret forstået, er det en god beskrivelse af ordenen. Sakramentet er et tegn eller et segl. Det er "af Kirken" i den forstand at Kristus indstiftede dette, og gav det til Kirken til at forvalte det, selvom Kirken ikke kan indstifte eller fjerne et sakramente. Kristus har indstiftet alle sakramenterne. Peter Lombarden definerer effekten sådan, nemlig at den tilvejebringer åndelig kraft.

Igen er et sakramente et udvortes tegn som er indstiftet af Kristus mens Han var her på jorden. Det tydeliggør og tilvejebringer indvortes nåde. Sakramentet for ordener, passer til denne definition, og derfor er det et sandt sakramente.

Sakramentet tilvejebringes ved håndspålæggelse af biskoppen på modtageren, efterfulgt af de forskriftsbestemte bønner som indikerer deres betydning, i måde og tegn, og udgør sakramentet.

Sakramentets effekt

Ordenernes sakramente tilvejebringer helliggørende nåde, som alle sakramenter gør. Og det er passende at det sakramente som myndiggør en person til at meddele sakramenter og nåde, selv skal modtage nåde som modtager af et sakramente. Siden enhver hellig orden som vedrører ordenernes sakramente, dvs. den biskoppelige orden, præsteskabet, diakoniet osv, overfører en form for magt til personen som modtager sakramentet, så indprentes der en uudslettelig afmærkning på sjælen, hos den som modtager sakramentet. Det medfører en karakter i sjælen, og forudsætter altså dåb som forudsætning for at modtage sakramentet. Dåben muliggør altså at man kan modtage andre sakramenter.

Denne karakter som tilvejebringes af ordenens sakramente, kræver ikke at man har modtaget konfirmationens sakramente, men det er yderst passende at konfirmationen er meddelt før ordener er meddelt, fordi præster fx har brug for al den sakramentale nåde de kan få. Defor kræver Kirken at kandidater til ordener er konfirmeret, før de fremstiller sig til ordination.

De forskellige ordeners karakter er uafhængige af hinanden, og effekterne er uafhængige af hinanden, men fordi de forskellige ordener passende hænger sammen med hinanden ift. effekt og rækkefølge, så kræver Kirken at ordinationer foregår i succession, fra yngste portner til præst.

Kvaliteter hos de som skal ordineres

En mand som modtager ordenens sakramente, er sat til at lede andre. Derfor, skal han være en hellig mand, som lever et helligt og eksemplarisk liv. Dog er dette en forskrift og et krav, men ikke en essentiel del af sakramentet. Selv en syndig mand som modtager ordenens sakramente, er gyldigt ordineret, selvom han begår en stor fejl i at modtage sakramentet. En ordenskandidat bør have tilstrækkelig viden til at udøve de hellige forpligtelser. Han skal have tilstrækkelig viden om Skriften, og kende troens doktrin og kristen moralteologi. Den personlige hellighed hos den ordinerede mand, har intet at gøre med sakramentet i sig selv, en ordineret mand vokser ikke i grader af ordener, som han gør i personlig hellighed. En prælat som bevidst ordinerer en uegnet kandidat til det ordinerede embede, begår en alvorlig synd, og viser sig uværdig til at være en guds tjener. Derudover, en mand som udøver sit embede mens han er i en tilstand af dødssynd, er skyldig i endnu en dødssynd mens han udøver den hellige funktion.

Ordenernes adskillelse: Karakter

"Som i et legeme har vi mange lemmer, men alle lemmerne har ikke samme funktion", jf. Rom. 12,4. Således i Kirken er der forskellige ordener, som har deres forskellige embeder og funktioner. Adskillelsen af ordener kommer grundlæggende af forskellige opgaver ift. den hellige Eukaristi. Der er a) præsten, som ofrer det eukaristiske offer, b) Diakonen som hjælper præsten, ) subdiakonen som hjælper præst og diakon med de hellige beholdere af det eukaristiske offer, d) akolytten som frembærer materien (brød og vin) til offeret, e) eksorcisten som uddriver ånder og som ellers gør en person uværdig til at modtage den hellige eukaristi, f) lektoren eller læseren, som meddeler hellig instruktion og lærdom til de som kommer til messe og kommunion, og g) portneren eller dørvogteren, som plejer klokker og døre og byder de troende velkommen til offeret og udelukker de som ikke skal tillades. Disse syv ordener er klassificeret som større og mindre ordener, og de større ordener er tre, subdiakonen, diakonen og præsten. Diakonen og præsten hører til de hellige ordeners sakramente. Bispeembedet er det fulde præsteskab. De mindre ordener er dørvogter, lektor, eksorcist og akolyt.

Hver af disse ordener har deres egen funktion og præcise formål. De er alle på sin vis rettet mod Herren selv, i den hellige eukaristi. Denne karakter som indprentes på sjælen hos de som modtager den, gives når sakramentet meddeles konkret.

Forvalteren af De Hellige Ordener (sakramentet)

Biskoppen alene har myndighed til at meddele sakramentet. Denne kraft tages ikke fra en biskop på noget tidspunkt, selvom han falder i vantro, så har han denne magt i al evighed. En kættersk og skismatisk biskop ville begå en alvorlig synd, ved at udøve denne magt ved at meddele de hellige ordener.

Hæmningen af De Hellige Ordener

Ingen kvinde kan modtage ordenens sakramente. Hl. Paulus skriver (1 Tim. 2,12) "Jeg lader ikke en kvinde at undervise i Kirken". Naturen af dette sakramente er kristi eksempel, og den konstante lov og kirkelige praksis gør det helt tydeligt at det kvindelige køn ikke kan modtage ordenens sakramente.

Kirken fastsætter en klar alder for hvornår kandidater kan ordineres. Hvad angår mindre ordener, så kan meget unge drenge gyldigt ordineres. Klogskab og ærbødighed kræver at kandidaten for enhver orden, dog er gammel nok til at udøve sine pligter ift. de opgaver og det ansvar som pålægges vedkommende. Kirkeretten regulerer ordinationsalderen. I dag kan kun de som er fyldt 24 år, blive ordineret.

Folk som er slaver, kan ikke lovligt ophøjes til ordenen. Men hvis vedkommende ordineres, er ordinationen gyldig. Det samme er sandt for de som har stor gæld, eller de som har pligt til at yde omsorg for andre. Den som er skyldig i manddrab, selvom vedkommende har sonet og angret, kan lovligt ordineres. Dog er ordinationen ulovlig, men gyldig.

Man må ikke være født udenfor ægteskabet for at blive ordineret, men ordinationen vil stadig være gyldig. Personen skal først dispenseres fra kirkens lov, før ulovligheden ophøres.

Forhold vedrørende De Hellige Ordener

At bære tonsur, dvs. at have hovedet barberet i form som en krone, er en passende praksis for de som er en del af en orden. Tonsurceremonien sætter manden ind som en del af kleresiet og den klerikale stand. Det er ikke en orden, ikke engang en mindre orden, så den hører ikke til sakramentet. Men det er en forudgående ceremoni, og kaldes "Prima tonsura" eller første tonsurering.

Ved tonsuren opgiver man ikke tidslige goder. Det er en dedikationsceremoni om tjeneste til Gud før alt andet. Derfor skal man ikke, når man tonsureres, beskæftige sig for meget med jordiske ting. Her behøves en biskop, for at kunne tilføre tonsuren til kandidaten. Det biskoppelige embede er det fulde præsteskab og ordenerne i sig selv, og er ikke en orden for sig. Paven er øverste hyrde og Kristi vikar, og er over alle biskopper ved guddommelig ret hertil udpeget. Han er også overordnet og ufejlbarlig lærer i den universelle Kirke, vedr. spørgsmål om tro og moral. Særlige klæder bruges af kleresiet i udøvelse af de hellige funktioner, og i de forskellige ordener. De tydeliggør funktionen, symbolsk og praktisk, og på ærbødigste vis tydeliggør kleresiets og de troendes hengivenhed og tro.