top of page

Det er ikke den samme religion

"Det er altså til de troende katolikker, at det hellige koncil først og fremmest vender sin opmærksomhed. Med støtte i den hellige Skrift og Overleveringen lærer koncilet, at Kirken som vandrende her på jorden er nødvendig til frelse. For Kristus alene er mellemmand og vejen til frelse, og i sit legeme, som er Kirken, bliver Han nærværende for os; selv har Han ved udtrykkeligt at fremhæve troens og dåbens nødvendighed (jf. Mark 16,16; Joh 3,5) samtidigt bekræftet Kirkens nødvendighed, for gennem dåben træder mennesket ind i Kirken som gennem en port. Derfor ville de mennesker ikke kunne frelses, der, på trods af, at de ikke er uvidende om, at Gud ved Jesus Kristus har grundlagt Den katolske Kirke som nødvendig til frelse, alligevel hverken har villet indtræde i den eller holde ud i den." - 2. Økumeniske Vatikankoncil, Lumen Gentium 14

Det gør ondt, men det er et faktum at der ikke er nogen frelse udenfor Kirken. Hvis mennesker - trods det faktum at de ikke er katolske kristne - bliver frelst, så frelses de stadig igennem Kirken, fordi Kirken er Kristi mystiske krop, og fordi Hans legeme er den åndelige form vi bliver en del af, når vi opnår kommunion med Ham. Protestantisk kristendom er en anden religion. Det er centralt at definere hvad ordet "religion" betyder, fordi det rummer forklaringskraften til at forstå præmissen.

Hvad en religion er - og ikke er

Hl. Thomas Aquinas har defineret - eller måske mere tydeliggjort - hvad en religion er, og hvad den ikke er (ST IIae, 81). Lad os bryde det op i bidder engang:

"Ordet "religion" kan komme fra det latinske ord "religare", som betyder at "binde" eller "fastgøre", og her indikeres en form for binding mellem mennesket og Gud, et bånd, en relation eller en stærk tilknytning. Uanset hvad, så er religion en relation mellem Gud og mennesket.

Så grundlæggende er en religion altså en gensidighed i tilknytningen mellem mennesket og Gud. Med et lidt fint ord kan man sige, at her er tale om et "objekt-subjekt"-forhold, hvor Gud er objektet og den objektive Sandhed, og vi er subjekter til Ham, som underkaster os Ham.

"Når den (religionen, relationen) findes i mennesket, er religion en dyd, dvs. den er en vedvarende kvalitet, en vane som disponerer den som har den, til kontinuert og vedvarende at give ære og tilbedelse til Gud, fordi han skylder dette til Gud. Religion er én dyd, og selvom den har mange forskellige handlinger, så er Gud målet for dem alle."

Mellem to gensidige substanser, hhv. Gud som en hel, udelt substans der ikke kan adskilles, så deltager vores sjæle som delvise substanser i Ham, der er Logos. Der er således en overførsel af kvaliteter mellem de to substanser, fordi den ene substans, Gud, og når Han vil, overfører sine kvaliteter til vores sjæle, som deltager i Ham. Derfor giver det også mening, at den ene substans har en vilje til at lade sig forsone med den anden substans, som er Gud. Denne vilje er nødt til at være fri, for så vidt at den bevæges af den anden substans til at lade sig forene. Fordi intet kan bevæges uden at det lader sig bevæge af noget, så er det Gud der bevæger viljen til denne forsoning. Det er ikke bare et metafysisk princip, men det er også et normalt fysisk princip. En bold kan ikke trille, uden at nogen bevæger bolden. Det er faktisk ret enkelt.

"Religion er en særlig dyd, og adskilt fra andre dyder, og den disponerer mennesket til at give Gud særlig ære, dvs. det som tilkommer Gud. Ergo, selvom religion tjener retfærdigheden som mål, og er én af dens dele, så har den sit eget område hvori den udøver og meddeler retfærdighed, dvs. den er ikke lig retfærdigheden som sådan, eller identisk med andre dyder. Den vedrører dét som tilkommer Gud. Den handler om at give Gud dét, som Han har krav på. Religion er ikke en teologisk dyd, som er indgydt, ligesom tro, håb eller kærlighed. Den er en moralsk dyd. De teologiske dyder har Gud selv som deres mål, hvor religion har passende ære, reverens, hengivenhed og tilbedelse til Gud, som mål. Religion er den største af de moralske dyder fordi dens handlinger og aktiviteter sigter direkte til herliggørelse af Gud og Hans ære, mens de andre moralske dyder leder deres handlinger til Gud gennem religion som et medium. Ergo, er religion ædlere og mere fremragende end de andre moralske dyder."

Fordi religion er en moralsk dyd, handler den altså om at udøve godt, ift. hvad der er i overensstemmelse med Godheden selv, og religionens dyrkelse er altså ubetinget god, fordi den er moralsk korrigeret med retfærdighed, dvs. at give Gud det Han har krav på, ønsker, forventer og kalder os til. Det er altså helt lavpraktisk set, godt at bede, dyrke Gud, ofre til Ham, gå i dialog med Ham, bekende sine synder, etc, fordi religion er en praksis som retter sig mod Gud. Det er godt at bede. Og religionen er den praksis som vi anvender, når vi beder. Vi henvender os til Gud via vores religion, vores praktiske dialog med Gud.

"Religion udtrykkes essentielt ved sjælens indre handlinger, og sekundært udtrykkes den ved passende eksterne handlinger. Mennesket er krop og sjæl, og i det jordiske liv er sjælen extrinsisk afhængig af kroppen, så fx kan intellektet ikke forstå virkeligheden, uden at den samrbejder med de kropslige sanser. Det er uundgåeligt derfor, at religion som ærer Gud og dermed gør sindets fakulteter i sind og vilje perfekt, så vil de kropslige fakulteter dermed også blive perfekte."

Så for at vi kan dyrke en religion, dvs. lade os binde til Gud gennem faste praksisser i en vis form for tidslig rytme, hvad enten det er dagligt, ugentligt osv., så kræver det at sjælens handlinger på indre vis lader sig bevæge og bevæges, gensidigt mellem Gud og mennesket. Menneskets sjæl kan ikke bevæges mod Gud medmindre det lader sig bevæge, dvs. lader sin vilje korrigere mod Ham. Jo mere man dyrker Gud, jo mere bliver man altså gudeliggjort, man bliver altså helliggjort ved at deltage i det som er helligt. Det giver lidt sig selv.

"Ergo skal de kropslige fakulteter også udtrykke religionen, så både sjæl og krop i sanselige tegn, handlinger og ceremonier flugter mod Gud."

Ja. Det skal de da. Men for at de kan det, så skal sjælen - også som skrevet ovenfor, være i en sådan tilstand at den ønsker denne religion, denne binding. Ellers er her jo ikke tale om nogen form for religion i det hele taget, og ellers er her i det mindste tale om en anden form for religion, dvs. en helt anden præmis for religionen og relationen i det hele taget.

Melanchton om nåde og tro

Kort fortalt, var Philipp Melanchton Martin Luthers bedste ven. Man kan sige, at Melanchton hjalp Martin Luther med at formulere den dogmatiske systematik, som Luther ikke selv var i stand til at formulere. Luther var ikke nogen god systematiker, og kunne ikke sammenhængende forklare hvorledes hans nyopfundne teologi hang sammen. Ind træder derfor Melanchton, til undsætning. Eller, sådan da. For som vi skal se, er Melanchton ikke meget mere sammenhængende end Luther, og modsiger sig selv helt eksplicit. Melanchton har enten ikke læst, eller bare ikke forstået, hvorledes Gud, sjæl og nåde virker indbyrdes, eller også taler han bevidst bare udenom. For en god ordens skyld vil jeg sige, at jeg her citerer Melanchton direkte fra en dansk oversættelse - så jeg bruger ikke andres fortolkninger af Melanchton, dvs. katolikkers fortolkninger, men danske ærkelutheraneres egen udlægning af Melanchton. Om nåden:

Som loven virker syndserkendelse, således er evangeliet tilsagn om nåde og retfærdighed. Og fordi ordene nåde og retfærdighed beskriver evangeliets indhold, vil vi tilføje en nærmere bestemmelse af de to ord. På den måde kan man nemlig få en dybere indsigt i evangeliets væsen. Her kan man med rette kritisere de romerske teologer, der så græsseligt har misbrugt det højhellige ord ”nåde”. De anvender det jo om en beskaffenhed, der er i de helliges sjæle. Frem for alle har Thomas Aquinas disciple båret sig ubetænksom ad ved at lokalisere nåden som en beskaffenhed i sjælens natur og ved at henlægge tro, håb og kærlighed til sjælens kræfter. Og hvor barnagtigt og tåbeligt kives de ikke her om sjælens kræfter! Dog lad dem bare blive rigtig snavsede, ugudelige som de er, og lad dem bare blive straffet for deres foragt for evangeliet ved deres tåbelige snak! Men du, min læser, bed du om, at Guds Ånd ret vil åbenbare sit evangelium for vore hjerter. For det drejer sig om Åndens ord, som kun kan læres ved Ånden, jvf. hvad Esajas siger i 54, 13: ”Alle dine børn skal være oplært af Herren”.

Okay, så han synes simpelthen at han kan punktere Hl. Aquinas, uden videre at argumentere for hvorfor Hl. Aquinas systematisk tager fejl. Det er jo temmelig arrogant må man vel sige, for havde man læst hvorfor Hl. Aquinas argumenterer som han gør, så skal man lægge sig ud med selveste Hl. Augustin, hvilket Melanchton selvfølgelig ikke interesserer sig for.

I de nytestamentlige skrifter anvendes ordet ”nåde” som regel til gengivelse af det hebraiske ”hen” (חֵן), som Septuaginta har oversat med ”karis” (χάρις). Således hedder det 2 Mos 33, 12: ”du har fundet nåde for mine øjne”, og det samme forekommer mange andre steder. Det betyder ganske tydeligt det samme som det latinske ”favor”. Og gid oversætterne havde brugt dette udtryk i stedet for ”gratia”. I så fald havde de romerske teologer nemlig ikke haft lejlighed til al deres tåbesnak på dette punkt. Ligesom de sproglærde siger: ”Julium favere Curioni” (Julius er Curio gunstigt stemt), når de vil betegne den gunst, hvormed Julius omslutter Curio, således betyder i Den Hellige Skrift nåde det samme som gunst. Nåde eller gunst er det i Guds væsen, hvormed han omslutter de hellige. De aristoteliske fantasterier om egenskaber i menneskesjælen kan derfor godt gå hjem og lægge sig. Skal man helt nøjagtigt skildre, hvad nåde er, så er den udelukkende Guds velvilje over for os eller Guds vilje, der har forbarmet sig over os. Ordet nåde betegner altså ikke en eller anden beskaffenhed hos os, men Guds vilje eller velvilje mod os.

Men "karis" kan også forstås som en form for karisma, en åndsgave som Gud indgyder i os, og som han giver til os "gratis", det vil sige at Gud giver den til os frit som en begunstigelse. Det er intet mindre end intellektuel dovenskab fra Melanchtons side, og lad os se hvorledes denne gunst og gave kommer til udtryk senerehen, jf. Melanchton selv:


"Men hvad er tro da? Det er at sige et fast ja til hele Guds ord. Og det sker kun, når Guds Ånd fornyer og oplyser vore hjerter. Og Guds ord er både loven og evangeliet. Loven er forbundet med trusler. Tror man på disse trusler, taler Skriften om frygt. Tror man på evangeliet og de guddommelige forjættelser, taler den derimod om tro. Frygt uden tro gør ikke retfærdig. I så fald ville også de fortvivlede og fordømte være retfærdiggjorte. De, der frygter på den måde, ærer jo ikke Gud og tror heller ikke på hele Guds ord, så vist som de ikke tror på løfterne. Det er altså alene troen, der retfærdiggør. Tro er derfor det samme som tillid til den guddommelige barmhjertighed, der er os tilsagt i Kristus med både det ene og det andet tegn. Denne tillid til Guds godhed og barmhjertighed bringer først hjertet fred, og dernæst opflammer den os til at takke Gud for hans miskundhed, så vi frivilligt og med glæde handler efter lovens bud. Så længe vi ikke tror, er der derimod ikke i hjertet nogen sans for Guds barmhjertighed. Og hvor der ikke er nogen sans herfor, er der enten foragt for Gud eller had til ham. Derfor, hvor store lovens gerninger man end gør – er det uden tro, så synder man dog. Paulus siger det sådan i Rom 14, 23: ”Alt, hvad der ikke er af tro, er synd.” Disse ord viser os med største klarhed troens kraft og væsen."

Ja, Melanchton. Denne guddommelige barmhjertighed som tilsiges og tilskrives os, og som bringer hjertet fred, og opflammer den, er nemlig nåde, og er derfor en beskaffenhed i sjælen. De karismatiske nådegaver nævner Hl. Aquinas også i summaen, og vi kan sågar læse dem i både Hl. Esajas bog, og i Matthæus 5. Helligåndens nådegaver er de nådegaver vi får indgydt i sjælen, som en konsekvens af bøn, tro, askese, faste og almisse. Lad os lige skære det helt ud i pap, hvis man overså det foroven:

"Ordet nåde betegner altså ikke en eller anden beskaffenhed hos os, men Guds vilje eller velvilje mod os...." "Denne tillid til Guds godhed og barmhjertighed bringer først hjertet fred, og dernæst opflammer den os til at takke Gud for hans miskundhed, så vi frivilligt og med glæde handler efter lovens bud...."

Men hvad har det med religionen som sådan at gøre? Det har det med det at gøre, at

  1. Fordi præmissen for gudsrelationen er en anden hos lutheranere, så er det implicit fuldstændig meningsløst at bede, hvis man som Melanchton foroven siger, at der grundet tro ikke er nogen ændring i sjælens beskaffenhed. Hvis vi ikke kan ændre sjælens beskaffenhed ved at tage imod Guds nåde, så kollapser enhver form for motivation for at have noget bønsliv i første omgang. Resten giver sig selv.

  2. Tro enten ikke kan opnås, eller også er os medfødt. Hvis tro ikke er en beskaffenhed i sjælen, så er den et medfødt eksistensvilkår. Men det vil Luther formentlig ikke antage, og nok heller ikke Melanchton. Så man skal altså undgå den fælde der hedder prædestinationslære for de særligt udvalgte, eller man skal forkaste enhver modstand mod fri vilje. Men det første vil man næppe, da man ellers bliver calvinist, eller det sidste ikke fordi man bliver katolik. Hvor sidder troen så henne, hvis den ikke sidder i sjælen? Sidder den i storetåen?

  3. Her er tale om en fuldstændigt anden indstilling til hvem Gud er, hvad Han virker i os, og hvorfor vi eksisterer. Her er tale om en fundamentalt anden opfattelse af hvad mennesket også er, og det nærmer sig derfor en form for deisme, som ikke griber ind i hverken sjæl og potentielt verden. Derfor er det en anden religion, og defor må vi ikke dyrke trospraksisser med lutheranere.


Må katolikker bede med ikke-katolikker?

"This being so, it is clear that the Apostolic See cannot on any terms take part in their assemblies, nor is it anyway lawful for Catholics either to support or to work for such enterprises; for if they do so they will be giving countenance to a false Christianity, quite alien to the one Church of Christ". - Pave Pius XI, "Mortalium Animos", 1928 A.D.

Hvorfor må vi ikke deltage i trospraksisser med lutheranere? Fordi det er en overtrædelse af det 1. bud. "Du må ikke have andre Guder end mig". Og derfor må vi heller ikke deltage i deres gudstjenester, bede med dem, eller deltage i bøn i deres kirkerum, medmindre vi gør det i en traditionel katolsk kontekst, hvor vi ønsker at omvende dem til den hellige katolske og apostolske tro. Vi må gerne overvære en protestantisk gudstjeneste og gudsdyrkelse, men vi må ikke deltage i den. Det er dog allerbedst, blot helt at afholde sig fra at deltage fysisk i deres religiøse praksisser. Vi skal dog stadig bede for deres omvendelse, at vi alle må blive ét.


42 views4 comments

Recent Posts

See All

4 comentarios


Johan Mortensen
Johan Mortensen
01 jun

Hej Christian Benedict.

En lille kommentar. Melanchton skriver ikke at tro ikke en beskaffenhed i sjælen, men at NÅDE ikke er en beskaffenhed i sjælen. At tro eller tillid derimod er en beskaffenhed i sjælen, benægter han ikke. Mvh Johan

Me gusta
Christian Benedict
Christian Benedict
04 jun
Contestando a

Hej Johan, tak for din kommentar. Jeg er glad for at du synes om at læse mine indlæg. Det er udmærket at du mener at min forståelse er mangelfuld, men til dét mener jeg at udfordringen med omvendt fortegn er, at lutheranere og andre protestanter ikke har nogen klar definition af hvad sjælen er, og hvordan den virker. Hvis man ikke systematisk kan redegøre for, dels hvad nåde er, dels hvorledes sjælen virker i relation til Gud, og hvorledes Gud virker når Han skaber sjælen, så kan man ikke sammenhængende redegøre for de indbyrdes mekanismer på en måde der er konsistent. Og det er jo hele humlen, at vi ikke må acceptere selvmodsigelser, fordi de strider imod Guds perfektion, og…

Me gusta
bottom of page