Den Ene Sande Kirke - beviset!

Vi kan bevise at den Hellige Katolske og Apostolske Kirke er den sande kristne kirke, alene ved at vurdere hvorledes Kirken rent faktisk er i stand til at opfylde det formål den er sat i verden til, med de midler den har fået tildelt. Sammenhængen mellem mål og midler er afgørende, fordi Gud hverken kan eller vil opfylde det Han sætter sig for, uden at tilføre de midler eller redskaber som skal til for at nå dem. Alt andet ville ikke bare være irrationelt, det ville også være ondskabsfuldt. Og uden disse sammenhænge vi skal se forneden, ville Gud ganske enkelt ikke være i stand til at opfylde Sit løfte til os.

Målet: Missionsbefalingen (Matt. 28, 16-20)

De fleste kender missionsbefalingen overordnet, men bryder vi den ned, kan vi se at den består af nogle forskellige dele, som hænger sammen med hinanden. Missionsbefalingen er ikke bare en befaling, men også et struktureret løfte som Gud giver det Nye Israel.

16 Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde sat dem Stævne. 17 Og da de så ham tilbade de ham; men nogle tvivlede. 18 Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: "Mig er given al Magt i Himmelen og på Jorden.

" Magten blev givet ham både i himlen og på jorden, for at han, som engang herskede i himlen, også skulle herske på jorden gennem de troendes tro." - Skt. Hieronymus

Den første præmis i missionsbefalingen er altså, at vi intet kan og intet er i stand til, uden Jesus Kristus. Herren muliggør at vi kan efterleve Hans bud, mens vi er her på jorden - her manifesteres altså det man kan kalden en transcendent, eller gennemtrængende manifestation af Guds vilje, fra det Hinsides i Himlen til vores liv på jorden. Det bør altså læses som en form for kundgørelse, eller stadfæstelse af Hans magt. Det er passende og sømmeligt, at sådan en formulering ligner den af en Konge, som besidder en kongelig myndighed. Gud forklarer altså her.

19 Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn,

“‘Gå derfor hen og gør alle folkeslag til disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.’” Først underviser de alle folkeslag; dernæst døber de dem, de har undervist, med vand, for legemet kan ikke modtage dåbens sakramente, før sjælen har modtaget troens sandhed. De blev døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, for at de tre, som er ét i guddommelighed, også skulle være ét i selvhengivelse. Treenighedens navn er den ene Guds navn." - Skt. Hieronymus

Den anden præmis: Derfor.. Fordi Den opstandne Kristus har al magt på Himlen og på Jorden, så formuleres Guds befaling altså at apostlene skal kundgøre og tydeliggøre Guds vilje om en intim frelsesrelation til os. Fordi Gud er almægtig, og fordi Han kalder sine får til dig, skal den Treenige Gud tage bolig i folks sjæle. Ikke bare manifesterer Gud sin magt over hele Sit skaberværk, Han befaler også de udvalgte apostle til at lade Hans kirke korrigere menneskenaturen og muliggøre at sjæle tager del i Ham igen.

20 og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder.

“‘Og lær dem at holde alt det, jeg har befalet jer.’” Hvilken vidunderlig rækkefølge dette er. Han påbød apostlene først at undervise alle folkeslag og dernæst at døbe dem i troens sakramente og så, efter tro og dåb, at lære dem at holde alt det, han havde befalet. For at vi ikke skulle tro, at disse befalinger var af ringe betydning eller få i antal, tilføjede han “alt det, jeg har befalet jer”, for at de, som skulle komme til tro og blive døbt i Treenigheden, skulle holde alt, hvad de var blevet undervist i." - Skt. Hieronymus

Kun ved at blive døbt, og ved kontinuert at lade Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud Helligånden informere, bevæge og opildne de troendes sjæle, kan vi holde alt det som Gud har befalet os. Det er altså centralt her, at det ikke blot er nok at blive døbt, men også at lade Treenigheden kontinuert opflamme vores sjælskræfter således at vi kan holde Guds bud. Her er også en slet skjult hilsen til de adskilte sekter, at de ikke blot kan forlige sig med dåb og tro, men også efterlevelse. Vi skal alle blive disciple, eller efterlevere af Herrens bud.

Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende."

"Hvordan skulle den katolske kirke da kunne fare vild, når hun altid har haft Kristus selv hos sig sammen med sine hyrder, sådan som det her er lovet, Kristus, som er vejen, sandheden og livet (Joh 14,6). Heraf slutter nogle, at Jesus Kristus ifølge sin menneskelige natur var den suveræne Herre over hele verden; men mere korrekt kan dette forstås om hans åndelige magt, for så vidt som den angår sjælenes frelse... Denne åndelige magt overdrog Jesus Kristus delvist til sine apostle og deres efterfølgere i tjenesten, som sine stedfortrædere: Ligesom Faderen har sendt mig, således sender jeg jer. Hvad I løser på jorden, skal også være løst i himlen; se her magten både i himlen og på jorden. (Estius)" - Kommentar af George Haydock.

George Haydock tydeliggør her, at Gud har lovet os, samt apostlene og det hellige præsteskab og ikke mindst Kirken, at Han altid vil være hos de der kalder på Ham. Det er hele forklaringen på at de hellige apostle i Apostlenes Gerninger agerer som de gør, og som vi skal se, så tydeliggør Gud det løfte over for dem, ved at vise apostlene at Han er med dem. Vi har altså opridset Guds mål med Sin Kirke her, at lade Guds intention manifestere på jorden, at omvende syndere til Ham, og se til at Han altid er med Kirken i alle dage. Han tydeliggør sin magt, sin intention, sin befaling og sin effekt. Men hvordan tilvejebringer Han så den effekt? Hvordan er "Han med" i alle dage, indtil verdens ende?

Midlerne - hvordan missionsbefalingen udføres

"..de valgte Stefanus, en mand fuld af tro og Helligånd, Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos, en proselyt fra Antiokia. Dem fremstillede de for apostlene, som bad og lagde hænderne på dem." - ApG 6,6

Det Hellige Præsteskab og sakramenter

For at man kan modtage guddommeligt indstiftede nådegaver, kræver det sakramenter, og sakramenter kræver præster. Det hellige præsteskab er altså det første middel som Gud indstifter, fordi præsterne er nøglen til at meddele sakramenter og forkynde evangeliet. Det er også årsagen til at så mange døbes, så mange bliver martyrer, og så mange bliver gjort til præster, da man har brug for mennesker som kan fortælle, eller altså forkynde, at Gud har åbnet Himlen for os. Det er også vigtigt at sige, at det ikke behøver at være perfekte mennesker Gud hverken udvælger eller sender ud, de behøver bare at være "gode nok" til formålet, indtil evangeliet er forkyndt og tilstrækkeligt mange troende, præster og biskopper er etableret et vist geografisk sted. At Gud vil være med Kirken i alle dage og til alle tider, bevises gennem overnaturlige hændelser, dvs. mirakler, som tydeliggør at den pågældende missionær er troværdig, det vil sige er budbringer på vegne af det guddommelige mandat som Gud har givet. Nøgleordet her er altså troværdighed, fordi kun en overnaturlig magt kan tilvejebringe overnaturlig tro - det er også hele årsagen til at Hl. Paulus og Barnabas udøver mirakler på vegne af Gud i deres missionsrejse. Det er også Kirkens bevis den dag i dag - kun katolske præster kan udføre exorcismer, fordi kun de har fået de overnaturlige kvaliteter i deres sjæl, som muliggør at de kan tilvejebringe den effekt.

Apostolsk overlevering - biskopperne og det fulde præsteskab

"Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed. Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen. Forsøm ikke den nådegave, som du fik i kraft af profetier og under håndspålæggelse af ældsterådet. Tag dig af alt dette, lev i det, så alle kan se, at du gør fremskridt. Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig." - 1 Tim. 4,12 (Skt. Timotheus var den første biskop i Efesos, og blev sendt dertil af Hl. Paulus)

"Derfor påminder jeg dig, at du opflammer den Guds Nådegave, som er i dig ved mine Hænders Pålæggelse. 7 Thi Gud har ikke givet os Fejgheds Ånd, men Krafts og Kærligheds og Sindigheds Ånd. 8 Derfor, skam dig ikke ved Vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans Fange, men lid ondt med Evangeliet ved Guds Kraft" - 2 Tim. 1,6

I brevet til Timotheus, kan vi læse om to ting, dels biskoppens opgave og kvaliteter ifm. trosformidlingen, og dels hvorledes denne opgave kvalificeres gennem den apostolske succession. Rent sakramentalt videreføres apostoliciteten gennem håndspålæggelse, men missionsbefalingens opgave påhviler Kirkens biskopper, fordi de som lærere og forkynder har til opgave at vogte og videreføre apostlenes missionsgerning. Hl. Paulus er fuldstændig eksplicit i relation til den opgave, og det er da også derfor at biskopperne i Kirken i dag, har til opgave at forkynde og tydeliggøre denne apostolske lære som er videreført. I dag kalder vi dette for kirkens autentiske og ordinære læreembede, og det er dette læreembede som biskopperne almindeligvis udøver. Men der er ét læreembede mere, som nødvendigvis er nødt til at være virksomt, for at Kirken også kan udøve en form for sanktion overfor dels frafaldne, eller for at tydeliggøre og vogte over Kirkens apostolicitet. For hvad nu hvis én eller flere biskopper taler imod den apostolske overlevering? Hvordan kan denne troens skat beskyttes, tydeligggøres og bevares, og hvad er konsekvensen hvis de troende forsætligt vælger at ignorere Kristi opgave i missionsbefalingen? Herren indstifter altså ikke bare biskopper for at vogte over Kirkens betroede skat, nej - Han indstifter også et læreembede som 1) Dels kan bekræfte hvad Kirken, det vil sige Gud, fastsætter som sand forpligtende troslære, men kan også 2) sanktionere modstridende lære eller sanktionere de som forsætligt bryder sig imod den apostolske autoritet. Han fastsætter Kirkens læreembedet, under én hyrde som skal vogte og føde lammene, det vil sige de troende:

Den øverste hyrde vogter Herrens hjord - Paveembedet

"Da de nu havde holdt Måltid, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved,at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vogt mine Lam!" 16 Han siger atter anden Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn, elsker du mig?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vær Hyrde for mine Får!" 17 Han siger tredje Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn, har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: "Har du mig kær?" Og han sagde til ham: "Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær." Jesus siger til ham: "Vogt mine Får!" - Johs 21, 16-19

For at kunne vogte over den betroede skat, må Gud nødvendigvis tilse at den betroede skat vogtes ud fra en form for autoritet, som har guddommeligt mandat til at validere hvad der er overleveret, beskytte hvad der er overleveret, og tydeliggøre hvad der er overleveret. Ellers forfalder Kirken naturligt nok til indre splid og uoverensstemmelser, fordi enhed i tro, også kræver enhed i lydighed, og enhed i adfærd. Vi kan med andre ord ikke efterleve alt dét som Gud har befalet, hvis vi ikke med sikkerhed ved hvad Gud forpligtende ønsker at vi med vores fulde vilje og intellekt skal underordne os. Hl. Peter modtager af Herren selv denne embedsopgave, at vogte lammene (de troende), være hyrde for fårene, men også at vogte fårene mod falsk lære. Vi kan altså opsummere missionsbefalingens midler, idet vi nu har et sakramentalt præsteskab, vi har biskopper som viderefører Kirkens apostolicitet, tradition og mission, og vi har Kirkens læreembede som både sanktionerer frafald, dvs. udmåler straffe, men også vogter og tydeliggør hvad vi med sikkerhed kan sige vi skal tilslutte os. Bemærk ligeledes den klare kobling til Treenigheden, Gud Faderen, Sønnen og Helligånden kan symboliseres i hhv. Kirkens Tradition, Kirkens Skrift og Kirkens læreembede. Traditionen sigter til Depositum Fidei, altså det biskoppelige apostolske embede, Skriften som forkyndes af præsterne, og Helligånden som gennem sit virke tilvejebringer og sikrer en perfektion i det som forkyndes og udbredes i verden. Kun Den Hellige Katolske og Apostolske Kirke besidder alle tre elementer i sin struktur, fordi kun Kirken kan tilføre dét som Gud befaler apostlene. Kristi Mystiske Krop kan kun virke og effektueres, ved alle tre samtidige delelementer.

Apostelmødet i Jerusalem (ApG 15) Der kom nu nogle folk ned fra Judæa og ville belære brødrene: »Hvis I ikke omskæres efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst.« Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål. De blev så udstyret til rejsen af menigheden og tog gennem Fønikien og Samaria; her fortalte de om hedningernes omvendelse og vakte stor glæde hos alle brødrene. Da de kom til Jerusalem, blev de modtaget af menigheden og apostlene og de ældste og fortalte om alt, hvad Gud havde gjort mod dem. Men nogle troende fra farisæernes parti rejste sig og sagde: »Man bør omskære dem og pålægge dem at holde Moseloven.« Apostlene og de ældste trådte sammen for at drøfte denne sag.

Efter megen diskussion rejste Peter sig og sagde: »Brødre, I ved, at Gud for længe siden blandt jer udvalgte mig, for at hedningerne af min mund skulle høre evangeliets ord og komme til tro. Og Gud, som kender hjerterne, har bekræftet det ved at give dem Helligånden ligesom os. Og han har ikke gjort forskel på os og dem, idet han har renset deres hjerter ved troen. Hvorfor udæsker I da Gud ved at lægge et åg på disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi har magtet at bære? Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de.«

Hele forsamlingen tav stille og lyttede, mens Barnabas og Paulus fortalte om alle de tegn og undere, som Gud havde gjort blandt hedningerne gennem dem.

Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: »Brødre, hør på mig! Simeon har fortalt, hvordan Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk af hedninger for sit navn. Og det stemmer overens med profeternes ord, sådan som der står skrevet: ›Derefter vender jeg tilbage og genopbygger Davids faldne hytte; jeg genopbygger det, der er revet ned, og genrejser den, så at de øvrige mennesker kan søge Herren, alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, som har gjort dette kendt fra evighed af.‹ Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud, men skrive til dem, at de skal holde sig fra besmittelse med afguder og fra utugt og fra kød af kvalte dyr og fra blod. For Moses har fra gammel tid sine forkyndere i alle byer og læses op i synagogerne hver eneste sabbat.«

Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene. De fik denne skrivelse med: »Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien. Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord; men vi har ikke givet dem noget påbud. Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus. Det er mænd, som har vovet deres liv for vor Herre Jesu Kristi navn. Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan fortælle jer det samme. For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel!« Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet. Da de havde læst det, blev der glæde over denne formaning. Judas og Silas, der selv var profeter, talte mange formanende ord til brødrene og styrkede dem. Og da de havde været der en tid, lod brødrene dem drage med fred tilbage til dem, der havde udsendt dem. Dog besluttede Silas at blive dér. Men Paulus og Barnabas blev i Antiokia, hvor de sammen med mange andre underviste og forkyndte Herrens ord.