Det var en stor fornøjelse at få lov at debattere med pastor Sørensen. Jeg er flere gange blevet fortalt, at han nok er én af Danmarks dygtigste lutherske teologer, og jeg fik hurtigt i begyndelsen tydeliggjort, at jeg ikke besad halvdelen af den bibelske indsigt han gør. Temaet for dialogen - som jeg egentlig hellere vil kalde den - var noget andet, og det var egentlig retfærdiggørelse, rettet eller møntet på sjælen, og hvorledes man bliver retfærdiggjort ved tro alene, og hvad troen så er for en størrelse. Mit indtryk af pastor Sørensen er virkelig godt, og det er ikke blot fordi han også tog sig den ulejlighed at klæde sig bedst på af vi tre. Men det skyldes, at jeg fornemmer en inderlig higen og insisteren på Sandhed med stort S, og det er en yderst sjælden kvalitet at finde, hos mennesker i denne verden som ellers vil gå på kompromis og gøre vold på deres egen verdensopfattelse. Lutheraner eller katolik, så må vi erkende at vi - og uden at falde i den relativistiske fælde - erkende at vi taler om hvorvidt man tilhører Judæas Folkefront, eller Folkefronten i Judæa. Sådanne dialoger mellem passionerede kristne, er langt mere interessant, og for mig at se opbyggelig, end at søge en diffus og nærmest blæver-agtig substansløs position, hvor man vil gøre vold på centrale trosartikler eller åbenbarede sandheder, blot for at stille mennesker tilfreds. Men vi er ikke sat i verden for at tilfredsstille mennesker, vi er sat i verden for at behage og herliggøre Gud. Det forlanger Han af os, fordi Han søger sit eget. Og det er dér man må starte, hvis dialogen skal være konstruktiv. Altid på Guds præmisser, og altid med Ham som begyndelse og endemål.
Det er modernismens problem, og samtidig også svaghed, at den insisterer på en immanens, dvs. en gudsforståelse som har sit ophav i menneskets eget følelsesliv, og eget forgodtbefindende. Det gør den også enkel at afmontere hvis man har værktøjerne i orden, men den er samtidig ufattelig skadelig, hvis man ikke systematisk og ved sin fornuft søger at kvæle dens fundamentale præmis. Den ødelægger sammenhæng, fjerner broen fra menneskets sjæl og Guds nådes lys, og op til Gud. Derfor må vi altid lade Gud råde, og søge inspiration og sågar også kontraster hos de som lader Gud råde først. Det gør sådan en som pastor Sørensen sandelig, og selvom vi er uenige om mange ting, så er det utroligt befriende at møde et menneske som faktisk anerkender og sågar forstår at Skriften er en autoritet som er ufejlbarlig, for ikke at sige uangribelig. Jeg vil bestræbe mig på at tage ved lære af den meget umiddelbare og direkte higen efter blot at acceptere Skriftens ord som de er skrevet, fremfor at lade tvivlen eller refleksionen tage for meget over. Vi kan ikke stole på vores følelser, men vi kan stole på vores fornuft hvis den er ledt af Gud. Det er meget tydeligt at der hos Sørensen er en objektiv Gud der råder, og den Guds virkelighed kan ikke diskuteres.