De døves samtale: Liturgi og sandhed

I hele "liturgidebatten" om den traditionelle og nye liturgi, er hele sandhedsspørgsmålet generelt overset. Der er en generel blindhed overfor det forhold, at liturgi aldrig er et mål i sig selv, og at mange som ønsker at udbrede den traditionelle katolske ritus - underforstået den latinske - enten helt overser, eller ikke forstår at liturgi skal lede os til sandhed. Hvis ikke vi skelner mellem det vi har fået givet, og måden hvorpå vi opnår og fordyber os i det vi har fået, så forstår vi simpelthen ikke hvorfor den traditionelle liturgi ikke bare er værd at kæmpe for, men også hvorfor vi ikke kan tolerere modernistiske påfund som vi ser i Novus Ordo-messen, og hvad denne messeform medfører.

Mål og midler - Sandhed og Liturgi

For at skelne mellem liturgi og sandhed, må vi forstå at liturgi og liturgisk praksis, herunder spirituelle praksisser, er midler. De er altså instrumenter og virkemidler, på samme måde som et komfur og en madopskrift er midler til at tilberede et måltid mad. Ændrer man i opskriften og på komfurets funktionalitet, ja - så ændrer man naturligt nok også det resultat man opnår når man er færdig med at tilberede maden. Midlerne skal altså flugte med målet. Derfor er vi nødt til at starte med at definere målet, før vi kan definere midlerne. Ellers mister vi blik for, hvad vi har behov for, og vi formår altså heller ikke at kvalificere - det vil sige, vurdere - hvor gode eller hensigtsmæssige vores forhåndenværende midler er.

Der er altså en række præmisser som er centrale i den henseende.

Gud har åbenbaret sig for os

Dette forhold sigter dels til, at kendskab til Gud for mennesket er en rettighed, fordi Gud kræver at vi indlades til at erkende og forstå Hans eksistens. Kirken har denne rettighed til at udbrede evangeliet og kendskab til Herren gennem Gud selv, og det betyder at det for det første er en pligt Kirken har fra Gud overfor menneskeheden at evangelisere og tilskynde til kendskab til Gud, men omvendt er det også for mennesket en umistelig rettighed at vi har ret til at kende til Gud, tjene Ham og tilbede Ham. Ingen i Kirken har således ret til at nægte os dette kendskab, endsige trænge dybere ind i kendskab til Guds mysterium som Kirken altid har lært det. Ingen kan forhindre én i at blive katolik. Dette kendskab til Gud, denne erkendelse af Hans eksistens, sigter til menneskets intellekt, det vil sige vores rationelle fornuftsmæssige fakulteter. Vi erkender koncepter gennem vores intellekt ved hjælp af sanserne, og det højeste gode og alle koncepters ophav vi kan erkende, er Gud.

Gud ønsker at frelse os fra vores egen faldne natur

Dette forhold sigter til løftet om at genoprette vores faldne menneskenatur. Gud ønsker altså at tilføre vores sjælskræfter de kvaliteter der muliggør at vi opnår vores fulde menneskelighed, i forhold til dét vores sjæl er skabt til. Vi kalder disse kvaliteter for nådegaver, således at vi formår at handle i overensstemmelse med Guds lov og vilje, og elske perfekt i alle henseender. Det er også essensen af lovens opfyldelse, at vi udøver perfekt kærlighed. Når vi gør dette, deltager vi med vores vilje og intellekt i Logos, nemlig Gud. Fordi Kirken meddeler sakramenter til os, som muliggør denne deltagelse i Gud, så formår vi alene med Guds hjælp at genoprette vores faldne natur ved at indlade vores intellekt, vilje og passion til og med Gud. Vi bliver altså hellige mennesker. Denne genoprettelse af menneskenaturen sigter til menneskets vilje, altså at vores vilje griber de koncepter vores intellekt tilbydes, gennem en direkte indgydelse af nåde som bevæger vores vilje til Gud. De koncepter vi har erkendt, navnlig immaterielle sandheder om Gud, muliggør at vi med Guds hjælp kan gribe koncepter i vores intellekt. Vi handler altså helligt når dette finder sted. Målet er altså en perfektion af vores faldne natur, idet vi deltager i Gud som en konsekvens af vores perfektion.

Gud ønsker intimitet med os

Dette forhold sigter til vores passion, som er en opflammelse eller kærlighed til og af Gud, som en konsekvens af at kende og elske Ham. Forholdet er mere kontinuert forstået, og effektueres naturligt gennem et intensivt bønsliv med en opildnen af vores passion - eller hjerte om man vil - hvor vores vilje og intellekt stedse glæder sig over de sandheder vores intellekt og vilje tilbydes og meddeles. Jo mere helligt man lever, jo mere passioneret lever man naturligt nok i samvær med Gud, og denne spirituelle intime relation er en passioneret deltagelse i Guds sandhed, eller deltagelse i Ham. Denne intimitet sigter til en dybere gennemtrængen af sandheder om Gud, en kontinuert helliggørelse af sjælen, navnlig viljen og intellektet, således at vi ikke bare bliver i en tilstand af nåde, men også vokser i hellighed. Idet der ikke er nogen grænse for hvor mange nådegaver Gud kan og vil tilføre os, så er denne intimitet nøglen til at vokse i hellighed, og større intimitet med Gud.

Substantiel form og accidens - den hellige messes formål og kvalitet

Gud har tilvejebragt de nødvendige midler til at frelse os, i henhold til Hans plan. Det evige præsteskab, Kirkens læreembede og den apostolske tradition, sigter til en treenighed af virkemidler som tilsammen udbreder, godkender og kvalificerer de sandheder som er nødvendige for frelse. Kirkens sakramentale liv er kun muliggjort af Herrens offer på Golgatha, fordi påskemysteriet og Herrens opstandelse, muliggør at Gud fra det hinsides kan give liv til den del af Kirken der er på jorden. Og det er en helt central liturgisk præmis, fordi liturgien naturligvis skal afspejle Guds livgivende perfektion, kvalitet og effekt. Vores intellekt, passion og vilje skal forenes, opflammes og bevæges til Gud gennem den hellige messe. Her kan vi bruge princippet om substantiel form, til at tydeliggøre perspektiverne i vores sjælskræfters forening med Gud, og hvordan de ideelt kommer til udtryk liturgisk set. Substantiel form er et filosofisk princip, som beskriver og definerer et koncept eller en genstands essens, "hvadhed", eller "quidditet" (af lat., "Quid"). En substans er altså en beskrivelse af dét som i sig selv har eksistens, men det er ikke nok blot at beskrive hvad tingen, konceptet eller genstanden er. Fordi en substans ikke bare har en essens, men også en form, så er formen afgørende af to årsager. Formen "informerer" stof, materie eller idé, på samme måde som formen af et menneske informerer den marmor der skaber en statue. Formen giver altså liv eller eksistens til det som informeres, men formen beskriver og tydeliggør også formålet med formen og substansen, altså hvilket eksistentielt mål eller telos vi skal opnå. Allerede her er koblingen til ovenstående manchet vel tydelig, men det er væsentligt at skære ud i pap (eller marmor). Hvis sjælens formål er at kende, elske og tjene Gud, så må liturgien og de bønsmæssige praksisser naturligvis flugte med det formål, i henhold til hvad Gud vil med og for os. Det burde være åbenlyst.

Den traditionelle messes spiritualitet og formål

Messens liturgiske struktur er funderet på erkendelse, tilbedelse og intimitet med Gud. Det er hele essensen af spiritualitet, at disse tre aspekter af sjælens kræfter aktiveres og dirigeres. Det er tydeligt for enhver der har oplevet den traditionelle liturgi, at den er kristocentrisk. Den er både østvendt og transcendent, forstået således at den ikke blot sigter mod retningen for Kristi genkomst, men også besidder en klar vertikal hierarkisk struktur. Sanktuariet, det vil sige området omkring alteret, er ideelt set afskærmet fra lægfolket, på samme vis som at kirkerummet i sig selv udtrykker og behandles som et aflukket sakralt rum, adskilt fra den profane verden. Gregoriansk sang har traditionelt set til formål at understrege denne transcendente virkelighed, at Gud gennemtrænger det jordiske og meddeler sig til os. Det er kombinationen af sanseindtryk der hjælper vores intellekt med at erkende hvor vi konkret befinder os. Præsten og messetjenerne bevæger sig mod det allerhelligste, det ny Jerusalem, og hjælper lægfolket med at indlade deres intellekt, vilje og passion til et samvær med Gud. Indledningsbønnerne i messen er typiske til det formål, fordi de som regel med afsæt i salmerne tydeliggør sjælskræfternes forsoning med Gud, hvad enten vi taler om pilgrimsgang, bod og almisse, håb, fortvivlelse, styrke og kærlighed, eller hvilke andre aspekter af gode som dårlige kvaliteter vores sjæl enten måtte besidde eller savne. Rent konceptuelt tilbydes vores intellekt, vores vilje og passion allerede her nogle åbenlyse sandheder om menneskets eksistensvilkår, som vi har rum til at kontemplere og meditere over, mens messen indledes. Det er centralt at understrege, at meditation og kontemplation er en viljesakt i bøn, hvor vi anholder konceptuelle sandheder om Gud, dvæler ved dem, betragter dem, og udleder sandheder om vores egen eksistens i tilknytning til dem. Denne kontemplation finder sted under det meste af messen, men især i indledningen og frem mod evangelielæsningerne, informeres sjælskræfterne af denne nødvendige underkastelse til Gud, forsoning og tilbedelse af Gud. Dette klimaks sker under den hellige kommunion. Det rent vertikale aspekt er altså sjælens intellekt og viljes bevægelse mod Gud, hvor vi dels retter vores sjæls fakulteter mod Gud under vejledning af de bønner som messen indeholder, og vi modtager samtidig vejledning og nådegaver fra Gud under selve offertoriet. Hvad enten vi da er i en tilstand af nåde eller ej, så bevæges vores vilje og passion til mindst to ting. Dels til konsekvent bodsøvelse og samvittighedsransagelse i erkendelsen af vores egen skrøbelighed og faldne natur, og dels til at vokse i en stadigt stigende intimitet med Gud. Den klart største intimitet med Gud, er under stilhed at modtage Herrens legeme - eller gennem en anholdelse af viljen og intellektet, at erkende dels Guds frelsende effekt på os, at bevæge viljen til at skrifte alle kødelige og alvorlige synder, således at Gud kan løfte og forædle vores sjæls kvaliteter. Effekten af at erkende venskab med Gud, Hans eksistens og nærvær for os konkret ved alteret, og muligheden ved at lade vores vilje bevæge sig til Ham, er naturligvis en opflammende glæde af vores passioner, og begæret efter endnu mere samvær med Ham. Det centrale ved messens formål, er at alle strukturelle, auditive og tekstmæssige aspekter flugter med det for mennesket spirituelle formål, nemlig intimitet med Gud. Vi muliggøres at opnå de spirituelle kvaliteter som Gud meddeler os, gennem Kirkens sakramentale liv, hvor messen understreger Guds konkrete nærvær for os, og at Han tilfører os de kvaliteter til vores intellekt som vi behøver. Når han er en kilde til liv, så forstås det sådan at Gud kontinuert tilfører sjælskræfterne enten begrænsninger eller forstærkninger, hvad enten vi taler laster eller dyder, men bygger ovenpå dem tro, håb og kærlighed, som knytter sig til vores intellekt, vilje og passion. Fordi messen forener Guds livgivende og frelsende akt med vores sjælskræfters uforløste skrøbeligheder, så forenes messens substantielle form med menneskets egen substantielle form (sjælen), således at der opnås en perfekt og fuldkommen paritet mellem Guds perfekte kærlighed til os, og den perfektion Han ønsker at tilvejebringe til os - og på den anden side vores mangler og svagheder som mennesker, hvor vi opnår den fuldkomne menneskelighed, navnlig at elske som Gud ønsker vi skal elske og leve, i henhold til loven og buddene. Det er centralt at anføre, at disse åndelige fakulteter gensidigt beriges af Gud og dirigeres mod Ham, i en tilstand af meditation og kontemplation under hele messefejringen. Fordi messen enten fejres i stilhed eller ved hjælp af gradualets gregorianske salmer, så hjælpes vi til at fokusere, koncentrere og rette vores anmodninger, det vil sige vores bøn, til Gud. Det er hele årsagen til at alene vokal bøn eller samtale, ødelægger denne harmoniske sjælelige forening med Gud i Hans nærvær. Meditation foregår i stilhed eller ved hjælp af sanselige påvirkninger som bevæger viljen til at føre en dialog med Gud. Denne gensidige paritet, dialog, vekselvirkning mellem Gud og de troende i messen, muliggør en forædling og fordybet intimitet med Gud. Vores menneskelige formål kalibreres og forsones med Guds vilje. Vi bliver ét med Ham. Vores menneskenatur korrigeres og kalibreres, den forbedres og forædles. Den løftes op til Ham.