Brevet fra Skt. Barnabas

Hvem er Hellige Barnabas?

Oprindeligt kaldet Josef, var Hl. Barnabas en apostel som vi bl.a. møder i Skriften, og ligesom Hl. Paulus rangerer han på linje med de 12, uden dog at være én af dem. Han var født af jødiske forældre på Cypern, omkring begyndelsen af den kristne æra. Da han var levit, brugte han meget tid i Jerusalem, muligvis før selve Herrens korsfæstelse, og han lader også til at have bosat sig dér, hvor hans beslægtede, Evangelisten Markus' familie, fx boede, jf. ApG 12,12, og også havde landbesiddelser (4,36-37). Både Clement af Alexandria og Euseb skriver at han var én af de 70 disciple, men ApG hælder til at han var konvertit kort efter Pinsen (A.D. 29 eller 30), og umiddelbart derefter solgte sine ejendele og gav resten til Kirken. Apostlene bemærkede hurtigt hans evne til at prædike, forkynde og evangelisere, og gav ham navnet "Barnabas", som betyder, eller kan betyde, "den barmhjertige" eller "trøstende". Selvom ikke meget er nedfældet om Hl. Barnabas i Kirkens første år, udover hvad vi ved fra Skriften, så havde han tydeligt en meget fremtrædende rolle i Kirken på den tid.

Udover Hl. Paulus, og de 12 apostle, så var Hl. Barnabas meget velanset blandt de første kristne. Hl. Lukas taler varmt om ham (ApG 11,24) "for han var en god mand, fuld af Helligånd og tro". Hans herliggjorte titel skyldes ikke kun hans varme og venlighed, eller hans personlige hellighed og missionsindsats, men også fx hans evne til at fralægge sig sine jødiske fordomme, og hans evne til at velkomme de hedenske folkeslag, og især hans evne til at forstå Hl. Paulus' mission og sandhed. Det er denne sandhed som den kristne skylder denne store apostel, og Hl. Barnabas' mildhed over for evangelisten Markus, gjorde ham velanset i Kirken senerehen.

"19 De, som nu vare blevne adspredte på Grund af den Trængsel, som opstod i Anledning af Stefanus (den første martyr, red.), vandrede om lige til Fønikien og Kypern og Antiokia, og de talte ikke Ordet til nogen uden til Jøder alene. 20 Men iblandt dem var der nogle Mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia og talte også til Grækerne og forkyndte Evangeliet om den Herre Jesus. 21 Og Herrens Hånd var med dem, og et stort Antal blev troende og omvendte sig til Herren. 22 Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øre, og de sendte Barnabas ud til Antiokia. 23 Da han nu kom derhen og så Guds Nåde, glædede han sig og formanede alle til med Hjertets Forsæt at blive ved Herren. 24 Thi han var en god Mand og fuld af den Helligånd og Tro. Og en, stor Skare blev ført til Herren. 25 Men han drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og da han fandt ham, førte han ham til Antiokia. 26 Og det skete, at de endog et helt År igennem færdedes sammen i Menigheden og lærte en stor Skare, og at Disciplene først i Antiokia bleve kaldte Kristne." - ApG 11, 19-26

Hl. Barnabas og Hl. Paulus var rejsefæller, som de fleste ved, og Hl. Lukas fortæller her dels om hvorledes Barnabas blev kaldet til Damaskus for at møde Paulus, og dels om Barnabas' åndelige kvaliteter. Der er ikke så få referencer der omhandler Hl. Barnabas:

Flere bibelske referencer

"Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født på Kypern 37 som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem for Apostlenes Fødder." - ApG 4, 36-37

"Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne Perler;

og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte alt, hvad han havde, og købte den" - Matt 13,46.

"27 Men Barnabas tog sig af ham (Skt. Paulus) og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn." - ApG 9,27

Idet Barnabas var i familie med evangelisten Markus, kan det have tilskyndet til at Saulus på sin vis hurtigt fik opbygget tillidsfulde relationer til apostlene. Det er ikke så lidt interessant, at Paulus var i lære hos Gamaliel, én af medlemmerne i den jødiske Sanhedrin, og som desuden er helgenkåret - iflg. traditionen var Gamaliel hemmeligt kristen, og gjorde sit for at de kristne ikke led for mange forfølgelser, jf. ApG. 5. Gamaliel og Paulus var at regne for den tids verdenskendte personligheder, som alle godt vidste hvem var. At Barnabas fattede tillid til Paulus, velvidende at han var til stede da Hl. Stefan blev martyr, siger ikke så lidt.

"2 Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i Anledning af dette Spørgsmål." - ApG 15,2

I spørgsmålet om hvorvidt omvendte havde pligt til at overholde de gammeltestamentlige forordninger eller ej. Som vi skal se, er Hl. Barnabas eksplicit i spørgsmålet forneden.

Om brevet

Om selve brevet fra Barnabas, er der forskellige traditioner vedr. dokumentets græske tekst. Frem til 1843 A.D. kendte man til 8 forskellige eksisterende manuskripter i de vestlige biblioteker. Manuskripterne kom alle fra én fælles kilde, og ingen af dem indeholdt kapitlerne 1-5 eller 7a. Siden da, er to yderligere uafhængige manuskripter blevet opdaget, og som er uafhængige af hinanden. Det er henholdsvis det berømte bibelske Codex Sinaiticus fra 300-tallet, hvori brevet fra Barnas og "Hermas Hyrden" er indeholdt, efter brevene i Det Nye Testamente, og dernæst også Codex Jerusalem fra 1000-tallet, som indeholder Didaké. Der er også en gammel latinsk version af de første 17 kapitler som måske er fra slutningen af 500-tallet (fra Skt .Petersborg). Denne version er efter sigende frit oversat, og kan dårligt bruges til at genoprette eller supplere ukomplette tekster. Det samme gælder også for de citater som findes i brevet fra Clement af Alexandria og Origenes. Så tekstens autoritet er Codex Sinaiticus, da den er ældst. Vil man med egne øjne se Codex Sinaiticus, kan man læse den her.

Uddrag fra brevet

Kapitel 11 - Dåben og korset forudsagt i Det Gamle Testamente

"Lad os videre undersøge hvorvidt Herren lod sig forudsige dåbens vand og korset. Vedrørende vandet især, er det med sigte til israelitterne skrevet, at de ikke skulle modtage den dåb som forlader synder, men skulle tilvejebringe en anden form for dåb for dem selv. Derfor siger Profeten; "Vær forundret O Himmel, og lad jorden skælve ved dette, for Hans folk har begået to store synder; de har forladt Mig, en levende kilde med vand, og har udskåret knuste cisterner der slår revner, og ikke kan holde vand. Er mit hellige bjerg Sion en øde klippe? For I skal være som flagrende fugle, som flyver væk når reden opskræmmes (Esajas 16,1-2). Og igen siger profeten, "Selv går jeg frem foran dig, Hindringer jævner jeg ud; jeg sprænger Porte af Kobber og sønderhugger Slåer af Jern (Esajas 45, 2). Og Han skal hvile i en grotte i den stærke klippe. Ydermere, hvad siger Han vedrørende Sønnen? Om Hans vand siger Han med sikkerhed at "Du skal se Kongen i Hans herlighed, og din sjæl skal meditere over Frygt for Herren". Og igen siger Han ved en anden profet; "Denne mand som gør disse ting skal være som et træ der er plantet ved bække, som skal bringe frugt til dette tid, og hans blad skal aldrig visne, og alt hvad han gør skal han lykkes med. Sådan er det ikke med de ugudelige, men som et løv som vinden bortfejer fra jordens overflade. Sådan vil de ugudelige ikke kendes retfærdige, for Herren kender de retfærdiges vej, men de ugudelige skal fortabes" (Salme 1). Bemærk hvordan han både omtaler vandet og korset, for disse ord indbefatter de som er salige, som sætter deres lid til korset, som er gået ned i vandet, for sier Han, de skal få deres belønning i rette tid. Og Han siger ydermere, "Jeg vil belønne dem". Men han siger også, at deres blade aldrig skal visne. Så det betyder, at ethvert ord som kommer ud af munden med tro og kærlighed, skal bringe mange omvendelser, og bringe håb til mange. Igen siger profeten; "Og Jakobs land skal ophøjes over ethvert andet land". Det sigter til Hans bolig som Han vil herliggøre. Og hvad siger Han mere? At der udløb en flod fra højre, og fra den voksede smukke træer, og hvem som spiser af dem skal leve evigt (Ezekiel 47,12). Det betyder, at vi sandelig skal nedstige i vandet mens vi er fulde af synd og besmittelser, men vi skal komme op af vandet, hvor vi bærer frugter i vores hjerte, med Gudsfrygt og tillid til Jesus i vores sjæl. Og den som spiser af dette skal leve for evigt, betyder: Hvem som hører Herrens ord og tror, skal leve for evigt".

Salme 1 tydeliggør på vidunderlig vis en fin sammenhæng mellem træet i Edens Have, og det vand som udgår fra Herrens side, da Han bestiger det nye træ, korset, og derved besejrer ikke bare døden, men også verden. Træet og bækken er som vandet og korset, en sejr og et medium, en livgiver og en forsoner. "Det stille vand" som ofte nævnes i Salmernes Bog, kan have flere lag - dels et billede på den tilstand vores passioner og sjæl bør have efter døden, men også hvorledes vand bryder lys og fører det ind i vores sjæls og legemes dødelige natur.

Kapitel 15 - Den Falske og Sande sabbat

"Ydermere er det skrevet, vedrørende Sabbatten i Dekalogen, hvor HERREN talte, ansigt til ansigt, til Moses på Sinaibjerget; "Og Helliggør HERRENs Sabbat med rene hænder og et rent hjerte (2 Mos 20,8)". Og Han siger et andet sted, "Hvis mine børn holder Sabbatten, så vil jeg lade min barmhjertighed komme over dem (Jer. 17, 24-25)". Sabbatten er således nævnt i begyndelsen af skabelsen således; "Og på seks dage skabte Gud alt ved Sine hænder, og afsluttede sine arbejder på syvendedagen, og hvilede på den, og heliggjorde den." Se til, mine børn, denne betydning af dette udtryk, at Han afsluttede på seks dage. Det indbefatter at HERREN vil afslutte alt på seks tusind år, for en dag med Ham er som tusind år. Og som Han selv meddeler os, "Se, I dag vil være som tusind år". Derfor, mine børn, på seks dage, altså på seks tusind år, vil alt være fuldbragt. Og "Han hvilede på syvendedagen", betyder: Når Hans søn kommer igen, så skal Han ødelægge de syndige på deres tid, og dømme de ugudelige, og ændre solen og månen og stjernerne - og da skal Han sandelig hvile på syvendedagen. Ydermere siger Han; "Du skal helliggøre den med rene hænder og et rent hjerte". Hvis, derfor, nogen nu kan helliggøre denne dag som Gud har helliggjort, så er vi ført bag lyset. Forstå derfor; vi helliggør først virkeligt hviledagen når vi selv, har modtaget løftet fra Gud, erkender at synd ikke længere eksisterer, og at alt er blevet nyskabt af HERREN, så skal vi kunne udøve retfærdighed i Ham. Så skal vi da kunne helliggøre denne dag, når vi først selv da er blevet helliggjorte. Ydermere siger Han til dem, at "jeres nye måner og Sabbat kan Jeg ikke udholde" (Es 1,13). I ser hvordan Han taler: Jeres nuværende Sabbatter er ikke acceptable for Mig, men det som jeg har skabt, navnlig når Jeg giver hvile til alting, så skal jeg skabe en begyndelsen på ottendedagen, altså en begyndelse på en ny verden. Derfor, overholder vi ottendedagen med glæde, og denne dag også hvor Jesus steg op igen fra de døde. Og da Han havde manifesteret sig selv, opfor Han til Himlen."

Hellige Barnabas er fuldstændig eksplicit i sin forståelse af, dels hvor gammel verden er, og dels hvor længe vi har tilbage. Den traditionelle bibelforståelse bekender sig til en verden som er skabt ca. 4000 år F.Kr., og hvor Adam og Eva naturligvis er vores første forældre. Ud fra den tidsregning, har vi ca. 1000 år tilbage, før Kristus kommer igen, og dømmer menneskeheden. Det er ekstrem læsning, men det er sandt. Samtidig interessant, at miraklerne i Garabandal taler om en mulig omvendelse af hele menneskeheden, i tråd med Kirkens eskatologiske forståelse af forudsætningerne for Dommens dag. Først skal alle hedninge omvendes, dernæst jøderne, så kommer antikrist, og da kommer KRISTUS igen. Bemærk forneden de slående ligheder med Skt. Peters 2. brev, hvor han næsten gentager Hellige Barnabas. At Barnabas' brev ikke blev en del af Canon, er et mysterium. Men det er Guds vilje. Skt. Peter om skabelsen og Guds forsyn:

"Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver til eder, hvori jeg ved Påmindelse vækker eders rene Sind 2 til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren, 3 idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne Begæringer 4 og sige: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse? Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de vare, lige fra Skabningens Begyndelse." 5 Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var der Himle og en Jord, som var fremstået af Vand og ved Vand i Kraft af Guds Ord, 6 hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod. 7 Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag. 8 Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag. 9 Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse." - 2. Peter 3, 1-9.

Mari-Loli i Garabandal mens hun er i ekstase i sin dialog med Vor Frue. Bemærk hvordan hun til sidst bryder tyngdeloven.

Vil man læse brevet fra Skt. Barnabas i sin fulde længde, kan det læses her: