Bibelen fortæller om en ung jord

5. Hvis nogen ikke bekender, at verden og alle ting, som er indeholdt i den — både åndelige og materielle — blev frembragt af Gud ud af intet i hele deres substans; eller mener, at Gud ikke skabte ved sin vilje, fri for al nødvendighed, men skabte så nødvendigt, som han nødvendigvis elsker sig selv; eller benægter, at verden blev skabt til Guds ære: han være forbandet (Anathema Sit!) - 1. Økumeniske Vatikankoncil A.D. 1870 (Canon 1)

Hvis man med sit fulde oplyste intellekt og vilje, helt forsætligt forkaster at Gud har skabt alting ud af intet, og at Han skabte alle levende væsener i hele deres fulde form øjeblikkeligt, så kan man ikke blive frelst. Det blev endnu engang gentaget af Kirken så sent som i 1870, og det er i den forbindelse interessant at dykke ned i Bibelen for at se en række eksempler udenfor 1. Mosebog, som understøtter det faktum. De fleste er bekendt med skabelsesberetningen i 1. Mosebog, men en lang række andre eksempler udenfor mosebøgerne, bekræfter og understøtter at verdens tidslinje for det første er relativt kort, og for det andet at de første 11 kapitler i 1. Mosebog (Genesis 1-11) er virkelig og faktuel historie. Graver man sågar endnu dybere ned, så vil man se at en undladelse af at læse 1. Mosebog bogstaveligt, reelt vil munde ud i at man forkaster sin tro. Der er så mange krydsreferencer mellem Gamle og Nye Testamente, mellem Moses, Jesus og apostlene, at en evolutionsmæssig forståelse af tiden siden skabelsen er meningsløs. Her skal vi grave nogle af de konkrete koncepter frem fra Bibelen, og påvise netop dette.

CCC 116: "The literal sense is the meaning conveyed by the words of Scripture and discovered by exegesis, following the rules of sound interpretation: "All other senses of Sacred Scripture are based on the literal."

Selv den moderne udgave af Kirkens katekismus tydeliggør, at den bogstavelige læsning af Skriften har forrang for de øvrige frelsesmæssige, typemæssige og moralske læsninger af Skriften. En typisk indvending til dette forhold er, at man skal læse Bibelen bogstaveligt, jovist, men at den "historiske kontekst" skal tages i betragtning. Det er som sådan ikke forkert, men det som folk reelt mener er, at den historiske kontekst implicit har begrænset forfatternes evne til at formulere præcise og forståelige budskaber til eftertiden, og ikke nødvendigvis som en direkte indgydelse af Helligånden i deres intellekt. De vidste ganske enkelt bare ikke bedre på den tid, og derfor så må de have været under påvirkning af en vis forvirring da de skrev de bibelske bøger - og havde de haft den videnskabelige indsigt vi har i dag, så havde de formentlig skrevet noget helt andet. Det er denne moderne forståelse af Bibelen, som kaldes den "historisk-kritiske" forståelse. Denne metode hviler på præmissen om, at de hellige forfattere har haft ikke-metafysiske motiver for at skrive hvad de skrev, hvad enten de er sociale, kulturelle, politiske eller økonomiske. Disse motiver kan koges ind til tre anskuelser, at man ønsker at tilvejebringe en form for politisk (dvs. magtmæssig tilstand) som man føler er rigtig, økonomisk, det vil sige at man formentlig havde personlig vinding for øje, eller kulturelt, at man blot følte et stærkt behov for at tale til sine nærmeste bekendte i et sprog de dengang synes godt om. Den historisk-kritiske metode er funderet på den kritiske teori, som er afkommet fra den marxistiske Frankfurterskole, og som i dag er toneangivende indenfor nærmest al socialvidenskabelig forskning. Alle burde kunne se, at en sådan tilgang til bibellæsning, mildest talt er uantagelig (medmindre man altså ikke er katolik). Det fremragende er, at hvis man anskuer Bibelen som værende sand, vil man opleve at der er en lang række interne krydsreferencer som bekræfter Bibelens ægthed. De færreste gider at bruge tid på at undersøge dem, men som man kan se, er det helt klart muligt, og langt mere passende, at anskue Bibelen som en perfekt historisk beretning som præcist forklarer hvad vi skal tro, og hvorledes vi skal forstå verden i henhold til Påskemysteriet. Når man angriber Bibelen fra denne vinkel, vil man også motiveres til at dykke dybere ned i Guds ord til os, og i større grad finde glæde ved at læse Bibelen. Bibelen er i al sin enkelthed og sit store vælde, perfekt Sandhed.

Det Gamle Testamente

Lad os først kort opsummere kernen og motivet for udlægningen, som naturligvis hviler på skabelsesberetningen i 1. Mosebog, og dernæst de øvrige kapitler frem til kapitel 11 i samme. De fleste er bekendt med at 1. Mosebog lærer at jorden blev skabt på 6 dage, og at Gud hviler på den 7. Hensigten her er at tydeliggøre, hvorledes 1. Mosebog med rettelig kaldes "Genesis"; navnlig en slægtsbog. Og som vi skal se, er denne slægtsmæssige beretning fuldstændig afgørende for at vi overhovedet kan sætte pris på Det Nye Testamente. Mere om det senere.

"I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. 2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene. 3 Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys. 4 Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket, 5 og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag. Således fuldendtes Himmelen og Jorden med al deres Hær. 2 På den syvende Dag fuldendte Gud det Værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende Dag efter det Værk, han havde udført; 3 og Gud velsignede den syvende Dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit Værk, det, Gud havde skabt og udført. 4 Det er Himmelens og Jordens Skabelseshistorie... ...men en Tåge vældede op at Jorden og vandede hele Agerjordens Flade 7 da dannede Gud Herren Mennesket af Agerjordens Muld og blæste Livsånde i hans Næsebor, så at Mennesket blev et levende Væsen....Derpå tog Gud Herren Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den."

Bemærk altså for oven at Gud fuldender en økologisk systematik som grundlag for sit skaberværk. Han tydeliggør at Han har skabt et økologisk system, hvis elementer naturligt samvirker med hinanden. Bemærk at 1. Mosebog også er en skabelseshistorie, eller slægtsbog over skaberværket, på samme måde som de slægtsbøger over de mennesker som sættes til at bebo samme skaberværk. Gud skaber altså først et økologisk system, og kroner dermed sit værk med menneskeracen. Det er afgørende at bide mærke i denne 7-tals systematik, for vi skal genbesøge den senere i Bibelen, på samme måde som vi skal genbesøge Adam og Evas nærmeste slægtninge.

1. Mosebog 5, fortæller:

5 Dette er Adams Slægtebog. Dengang Gud skabte Mennesket, gjorde han det i Guds Billede; ² som Mand og Kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem Navnet "Menneske", da de blev skabt. ³ Da Adam havde levet i I30 År, avlede han en Søn, som var ham lig og i hans Billede, og han kaldte ham Set; ⁴ og efter at Adam havde avlet Set, levede han 800 År og avlede Sønner og Døtre; ⁵ således blev hans fulde Levetid 930 År, og derpå døde han. (De 10 slægtled fra Set til Lemek er udeladt her, red.) ... Da Lemek havde levet 182 År, avlede han en Søn, ²⁹ som han gav Navnet Noa, idet, han sagde: "Han skal skaffe os. Trøst i vort møjefulde Arbejde med Jorden, som Herren har forbandet." ³⁰ Og efter at Lemek havde avlet Noa, levede han 595 År og avlede Sønner og Døtre; ³¹ således blev Lemeks fulde Levetid 777 År, og derpå døde han. ³² Da Noa var 500 År gammel, avlede han Sem, Kam og Jafet.

Det der bør fremhæves her er, at strukturen er som man ville forvente i en slægtsbog. Moses vil vise at der er en sammenhængende anetavle fra Adam til Abraham, og at Gud har åbenbaret sig for Adam. Den historiske kontekst her, er altså at 1. Mosebog er en slægtsbog over Guds skaberværk, og hvorledes han prydede skaberværket med menneskeracen.

1. Mosebog, kapitel 6:

9 Dette er Noas Slægtebog. Noa var en retfærdig, ustraffelig Mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud. 10 Noa avlede tre Sønner: Sem, Kam og Jafet. 11 Men Jorden fordærvedes for Guds Øjne, og Jorden blev fuld af Uret; 12 og Gud så til Jorden, og se, den var fordærvet, thi alt Kød havde fordærvet sin Vej på Jorden.

Som en sidebemærkning, vil dette også forklare årsagen til den markant reducerede levetid for Sem, Kam og Jafets børn og børnebørn, som blev født efter syndfloden. En vis form for indavl må forventes idet de 3 sønner gifter sig indbyrdes med deres egne slægter. Se 1. Mosebog 6,3. 1. Mosebog, kapitel 10:

"10 Dette er Noas Sønner, Sem, Kam og Jafets Slægtebog. Efter Vandfloden fødtes der dem Sønner. 2 Jafets Sønner: Gomer, Magog. Madaj, Javan, Tubal, Mesjek og Tiras. 3 Gomers Sønner: Asjkenaz, Rifaf og Togarma. 4 Javans Sønner: Elisja, Tarsis. Kittæerne og Rodosboerne; 5 fra dem nedstammer de fjerne Strandes Folk. Det var Jafets Sønner i deres Lande, hver med sit Tungemål, efter deres Slægter og i deres Folkeslag.... ³² Det var Noas Sønners Slægter efter deres Nedstamning, i deres Folk; fra dem nedstammer Folkene, som efter Vandfloden bredte sig på Jorden."

1. Mosebog, kapitel 11:

10 Dette er Sems Slægtebog. Da Sem var 100 År gammel, avlede han Arpaksjad, to År efter Vandfloden; 11 og efter at Sem havde avlet Arpaksjad, levede han 500 År og avlede Sønner og Døtre. 12 Da Atpaksjad havde levet 35 År, avlede han Sjela; 13 og efter at Arpaksjad havde avlet Sjela, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. 14 Da Sjela havde levet 30 År, avlede han Eber; 15 og efter at Sjela havde avlet Eber, levede han 403 År og avlede Sønner og Døtre. 16 Da Eber havde levet 34 År, avlede han Peleg; 17 og efter at Eber havde avlet Peleg, levede han 430 År og avlede Sønner og Døtre. 18 Da Peleg havde levet 30 År, avlede han Re'u; 19 og efter at Peleg havde avlet Re'u, levede han 209 År og avlede Sønner og Døtre. 20 Da Re'u havde levet 32 År, avlede han Serug; 21 og efter at Re'u havde avlet Serug, levede han 207 År og avlede Sønner og Døtre. 22 Da Serug havde levet 30 År, avlede han Nakor; 23 og efter at Serug havde avlet Nakor, levede han 200 År og avlede Sønner og Døtre. 24 Da Nakor havde levet 29 År, avlede han Tara; 25 og efter at Nakor havde avlet Tara, levede han 119 År og avlede Sønner og Døtre. 26 Da Tara havde levet 70 År, avlede han Abram, Nakor og Haran.

1. Mosebog Kapitel 12:

"12 Herren sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig; 2 så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse! 3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!" 4 Og Abram gik,som Herren sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan; 5 og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen. 6 Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet. 7 Men Herren åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for Herren. som havde åbenbaret sig for ham (klik på linket for at se de arkæologiske rester af alteret, red!). 8 Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede Herren et Alter der og påkaldte Herrens Navn. 9 Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet."

Vi kan altså se at der er en lige linje af aner fra Adam til Abraham. Vi kan se at slægterne er beskrevet både før og efter syndfloden. Den mest praktiske forklaring på at vi kan vide og sikre på sandhedsværdien i denne slægtstavle, er at de forskellige slægter har fortalt hinanden om deres forfædre. Den helt åbenlyse forklaring er naturligvis, at Gud også har fortalt Adam om Sig selv, såvel som at Adam og Eva også har fortalt om skabelsen til deres egne børn. Det er helt åbenlyst at vi her taler om en mundtlig tradition som er overleveret, hele vejen til Moses og senere de 72 ældste i Alexandria.

Det er den samme mundtlige tradition som Kristus taler om i Det Nye Testamente, som vi skal se. Mere om det senere.

2. Mosebog 20, 8-11:

"Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig! 9 I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning, 10 men den syvende Dag skal være Hviledag for Herren din Gud; da må du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte. 11 Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen, Jorden og Havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har Herren velsignet Hviledagen og helliget den."

Her bekræfter Moses sådan set blot hvad Gud har åbenbaret for Adam, at verden blev skabt på 6 dage, og at Gud hvilede på den syvende. Det er hele årsagen til at Søndag er første dag på ugen, at Herren har indstiftet en hviledag for at vi skal ihukomme Guds glæde over Sine arbejder, og hvor vi skal deltage i Guds glæde over Hans pagts indstiftelse. Det betyder omvendt også, at vi slet ikke behøver Bibelen i skriftlig form for at forstå at verden er skabt på 6 dage. De 10 bud forklarer os det, og den mundtlige jødiske tradition bekræfter det. Vi kan ikke afvise en 6-dages skabelsesstruktur og samtidig tro på sandheden i de 10 bud. Det er umuligt.

Men vi kan samtidig også bekræfte at israelitterne troede på at verden var skabt øjeblikkeligt, og at den var skabt på 6 bogstavelige dage. Salmerne fortæller os det helt konkret. :

Sl. 74 (73) 12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. 13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; 14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; 15 Kilde og Bæk lod du vælde frem (Dag 3, red.), du udtørred stedseflydende Strømme; 16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, (Dag 1, red.)17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter (Dag 2, red.) 18 Kom i Hu, o Herre, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! 19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; 20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. 21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Men hvorfor denne afbrydelse af skaberværket hos psalmisten? Hvem er det israelitterne taler om i salmen? Kan det tænkes at Egyptens farao både er en fysisk undertrykker, men at han også er et billede på israelitternes djævelske fangenskab, og at Israel er den forjættelse de søger og ønsker sig?

Hvor beskriver de denne udfrielse til Israel? Salme 104 siger en smule mere om det samme:

104 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, 2 hyllet i Lys som en Kappe (Dag 1)! Himlen spænder du ud som et Telt (dag 2); 3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; 4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! 5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den (jorden står stille!); 6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. 7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, 8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; 9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. 10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; 11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; 12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. 13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; 14 du lader Græs gro frem til Kvæget (dag 3) og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden 15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. 16 Herrens Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, 17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. 18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. 19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; 20 du sender Mørke (dag 4), Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; 21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. 22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; 23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. 24 Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! 25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store (dag 5); 26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. 27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; 28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. 29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; 30 du sender din Ånd, og de skabes (dag 6), Jordens Åsyn fornyer du. 31 Herrens Herlighed vare evindelig, Herren glæde sig ved sine Værker (dag 7)! 32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger 33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. 34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i Herren. 35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!

Esajas 45:

"Thi så siger Herren, Himlens Skaber, han, som er Gud, som dannede Jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: Herren er jeg, ellers ingen."

Ikke bare ser vi en konkret slægtsbog over Adams slægt. Vi kan også konstatere at salmerne helt konkret taler om en seksdages skabelsesberetning, og at psalmisten taler om Israel som Guds løfte til Hans udvalgte folk, og at den frugtbarhed Gud har skabt, skal være til glæde for de som elsker Gud. Da salmerne formentlig er skrevet ca. 1000 år. f.Kr., så kan vi ikke ignorere at israelitterne i hele deres overleverede tradition, fuldt og faldt troede på en øjeblikkelig skabelse som var funderet på en 6-dages struktur. Her er en klar kobling til genoprettelsen af skaberværket, og samtidig et spirituelt løfte om Guds genoprettelse af vores faldne natur.

Men vi skal samtidig vise at apostlene og Herren omtaler samme slægtskab i Det Nye Testamente, og at syndfloden også var en helt klar historisk kendsgerning på apostolsk tid.

Det Nye Testamente

Lukasevangeliet, kapitel 3, 21-38:

"21 Men medens hele Folket blev døbt, skete det, da også Jesus var bleven døbt og bad, at Himmelen åbnedes, 22 og at den Helligånd dalede ned over ham i legemlig Skikkelse som en Due, og at en Røst lød fra Himmelen: "Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg Velbehag."

23 Og Jesus selv var omtrent tredive År, da han begyndte, og han var, som man holdt for, en Søn af Josef Elis Søn, 24 Matthats Søn, Levis Søn, Melkis Søn, Jannajs Søn, Josefs Søn, 25 Mattathias's Søn, Amos's Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggajs Søn, 26 Måths Søn, Mattathias's Søn, Semeis Søn, Josefs Søn, Judas Søn, 27 Joanans Søn, Resas Søn, Zorobabels Søn; Salathiels Søn, Neris Søn. 28 Melkis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmadams Søn, Ers Søn, 29 Jesu Søn, Eliezers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn, 30 Simeons Søn, Judas Søn, Josets Søn, Jonams Søn, Eliakims Søn, 31 Meleas Søn, Mennas Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn, 32 Isajs Søn, Obeds Søn, Boos's Søn, Salmons Søn, Nassons Søn, 33 Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Fares's Søn, Judas Søn, 34 Jakobs Søn, Isaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nakors Søn, 35 Seruks Søn, Ragaus Søn, Faleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn, 36 Kajnans Søn, Arfaksads Søn, Sems Søn, Noas Søn, Lameks Søn, 37 Methusalas Søn, Enoks Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Kajnans Søn, 38 Enos's Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn."

Hl. Ambrosius af Milano (397 A.D.) har en kommentar til dette bibelstykke:

"Vi ser, at beskrivelsen af slægtslinjen er forbundet gennem den gamle skik fra fædre til sønner og fra sønner til fædre. Vi ser, at familien overalt listes gennem ægtemandens generationer. Vi skal ikke undre os over, at Matthæus angiver rækkefølgen af generationerne fra Abraham til Josef, og Lukas fra Josef til Adam og til Gud. Vi skal ikke undre os over, at Josefs slægt beskrives. Eftersom han blev født efter kødet, må han følge det kødeliges skik, og han, som kom ind i verden, må beskrives efter verdens skik, især da Marias slægt også findes inden for Josefs slægt. For eftersom Josef var en retfærdig mand, tog han en hustru fra sin egen stamme og sit eget land, og en retfærdig mand kunne ikke handle imod det, der er foreskrevet i loven: “Israels folks arvelod må ikke overføres fra den ene stamme til den anden. For enhver blandt Israels folk skal holde sig til sin fædrenearv. Enhver datter, som ejer en arvelod i en af Israels folks stammer, skal være hustru til en mand fra sin fars familie og stamme, for at hver enkelt blandt Israels folk kan blive ved sin fædrenearv.” Derfor drog Josef også på tidspunktet for indskrivningen op fra sit hus og Davids land for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin hustru. At hun indskrives fra samme hus og samme land betyder helt sikkert, at hun tilhører den samme stamme og det samme land."

Opfyldelsen af Den Gamle Pagt i Det Nye Testamente, dokumenteres blandt andet ved at demonstrere Josef og Marias slægtsbog, nøjagtig som vi ser det udlagt i 1. Mosebog. Samme eksempel ser vi fx i Matthæusevangeliet, hvor evangelisten dokumenterer Kristi kongeslægt tilbage til David. Evangelierne dokumenterer altså et biologisk slægtskab til Adam, et kongeligt slægtskab til David, samt et guddommeligt slægtskab i Johannesevangeliet ved inkarnationen.

"I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 2 Dette var i Begyndelsen hos Gud. 3 Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er. 4 I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. 5 Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke." - Johs. 1

Lad os dykke mere ned i Det Nye Testamente, og finde flere eksempler på beretninger om en øjeblikkelig skabelse. Apostlenes Gerninger, kapitel 17, 24-27:

"Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder, 25 han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting. 26 Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og Grænserne for deres Bolig (jf. Sl 104, red.)"

Hl. Paulus' brev til Hebræerne kapitel 4, udlægger samme forståelse:

"Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: "Og Gud hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger." ⁵ Og fremdeles på dette Sted: "Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile." ⁶ Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den, og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind for deres Genstridigheds Skyld: ⁷ så bestemmer han atter en Dag: "I Dag", siger han ved David så lang Tid efter, (som ovenfor sagt): "I Dag, når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!" ⁸ Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale om en anden Dag siden efter. ⁹ Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. ¹⁰ Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine."

Her taler Hl. Paulus åbenlyst om kobligen mellem Sl. 104 og skabelsesberetningen, således at Gud ordner skaberværket fra uorden til orden, fra kaos til perfektion, således at vores kødelige og åndelige fakulteter fuldendes, som om vi er et mikrokosmos på skaberværket. Vores Himmelske forening med Gud hos Ham, er således en forståelse og et billede på denne hvilke vi indtræder i, ved at deltage i Gud med vores sjælskræfter.

Johannesevangeliet, kapitel 8, 56-59:

"Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han så den og glædede sig." 57 Da sagde Jøderne til ham: "Du er endnu ikke halvtredsindstyve År gammel, og du har set Abraham?" 58 Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig, siger jeg eder, førend Abraham blev til, har jeg været." 59 Så toge de Sten for at kaste på ham; men Jesus skjulte sig og gik ud af Helligdommen."

Lukasevangeliet, kapitel 24, 25-27:

"Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! 26 Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?" 27 Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham."

Lukasevangeliet kapitel 16, 31:

"Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde."

Johannesevangeliet, kapitel 5, 46-47:

"..dersom I troede Moses. troede I mig; thi han har skrevet om mig, Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine Ord?"

Apostlenes Gerninger, kapitel 3:

"Moses sagde: "En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til eder."

Apostlenes Gerninger, kapitel 7,22:

"Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger."

Her er et ret centralt stykke, som også understreger den fremragende uddannelse Moses fik på sin tid. Undersøger man den pythagoræiske systematik som er grundlaget for pyramidernes design og bygningsmåde, så ser man et eksempel på Moses' uddannelsesmæssige ballast. Moses har naturligvis fuldt ud forstået, hvorfor Gud ville skabe verden på 6 dage, og lade Sig hvile på den 7. Der er altså ingen tilfældighed i hverken 1. eller 2. Mosebog, vedrørende hverken skabelsesberetningen eller moseloven.

I forlængelse af evangelierne og Apostlenes Gerninger, forstår vi også at Hl. Peter, den første Pave, fuldt ud forstod og accepterede som et led i sin jødiske tradition, at den mosaiske tradition var sand og fuldstændig. 2. Petersbrev kapitel 3:

"Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver til eder, hvori jeg ved Påmindelse vækker eders rene Sind 2 til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren, 3 idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne Begæringer 4 og sige: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse? Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de vare, lige fra Skabningens Begyndelse." 5 Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var der Himle og en Jord, som var fremstået af Vand og ved Vand i Kraft af Guds Ord, 6 hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod. 7 Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag. 8 Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag."

Åbenbaringsbogen 4,11:

"Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få Prisen og Æren og Magten; thi du har skabt alle Ting, og på Grund af din Villie vare de, og bleve de skabte."

Hvorfra vidste evangelisterne alt dette?

Fordi Jesus fortalte dem det. I løbet af de 3 år hvor Herren virkede på jorden, har han naturligvis fortalt apostlene alt hvad Han ønskede at de skulle vide, om Gud, Loven og profeterne. Det står ikke kun eksplicit i Bibelen, men vi ved det også fordi de apostolske fædre har dokumenteret det samme. Ønsker man at dykke dybere ned i præcis det spørgsmål om evangeliernes ægthed, og hvem der virkelig har skrevet dem, så kan jeg virkelig anbefale denne letlæste bog af Brant Pitri, som fortæller om dette i mere detaljeret grad. Hvis man nærlæser evangelierne og Det Nye Testamente, så er det altså åbenlyst at apostlene også troede på en øjeblikkeligt skabende Gud, at de anså Moseloven for værende ikke bare sand, men også forpligtende troslære, og at Gud som Moseloven fortæller, skabte verden i et økologisk system som passer til den naturlige verden vi omgiver os i. Gud forklarer det til Adams slægt i 1. Mosebog, Moses fortæller om det forhold i 2. Mosebog, israelitterne troede på det faktum i Davidstiden, og apostlene videreførte naturligvis den doktrin som Herren bekræftede. At verden blev straffet med en syndflod, blev også helt eksplicit udlagt hos Hl. Peter. De oprindelige mosaiske stentavler findes ikke længere, men Wikipedia har en interessant artikel om Cuneiform, som er en ældgammel sumerisk skrivemåde i sten, som indikerer at Moses og måske Adam, formåede at overlevere til eftertiden på sten. De er de ældste overleverede skrifttyper vi har i dag.