Vor Frues Saliggørelse
Den Salige Jomfru var saliggjort før sin fødsel. Hun, som skulle blive Guds Moder, var priviligeret fremfor alle andre, og vi ved fra Den Himmelske Hilsen at hun var Fuld af Nåde (Luk. 1,28). Skriften fortæller at både Jeremias og Hl. Johannes Døber var saliggjort før fødslen. Hellige Marias plads var højere end deres i Guds frelsesøkonomi, og Hendes privilegier, kan ikke have været mindre end deres. Derfor, var Maria saliggjort før fødslen; men ikke bare før sin fødslen, men før Hendes reelle eksistens, hun var bevaret ubesmittet ved Guds nåde og gavmildhed, og dermed saliggjort fra sin undfangelse i sit moders liv. Skt. JOhannes og Jeremias fik fjernet arvesynden hos dem ved fødslen, men Maria havde den aldrig i første omgang - hun blev bevaret fra den, mens Hl. Johs. og Jeremias fik den fjernet. Vor Frue blev saliggjort da hendes åndelige sjæl animerede hendes krop.
Som vi har set andre steder, er der en form for parathed i den faldne menneskenatur, en form for opflammelse af kødet hvorved en bevægelse i de sanselige appetitter opstår, næsten som en pludselig opstået drivkraft af lyst. Dette kaldes konpusciens eller syndens tilbøjelighed, og som ikke i sig selv er syndigt, men hvis utøjlet, leder et menneske til synden. Hos Vor Salige Moder var der intet af dette. Denne defekt eller plet af den faldne natur, havde ingen plads i hende, og hverken i hendes liv eller ved hendes undfangelse. Vor Frue var, ved hendes saliggørelse, udset og egnet til dette mest ophøjede mærke af at være Gusd Moder. Der var ingen synd i hende, hverken aktuel, venial, kødelig eller dødelig. Højsangen (4,7) er opfyldt i hende, (Du er smuk min elskede, her er ingen fejl ved dig).
Ved hendes saliggørelse, modtog Vor Frue nådens fylde, for Maria var nærmest alle til Kristus og gennem hende flyder al nåde. Ergo, hendes fuldkommenhed af nåde var større end ved nogen anden som modtager den. Det er passende at Vor Frue skulle saliggøres først. Hl. Jeremias og Hl. Johannes Døber var saliggjort før deres fødsel. (Jf. Jer. 1,5 og Luk 1,15).
Vor Frues Jomfruelighed
Kristi Moder var jomfru da hun undfangede Herren. Kristus har ingen menneskelig fader. Det er ikke sømmeligt at Kristus skulle have en fader, udover sin Himmelske Fader. Og som Skt. Augustin siger (De Sanct. Virg.) "Det er passende at vort Hoved, ved et stort mirakel, skulle fødes i kødet af en jomfru, for at indikere at Hans lemmer skulle fødes i ånden af en jomfrukirke."
Kristi Moder var jomfru da Hun fødte hendes Guddommelige Søn. Hun opfylder profetien (Esajas 7,14) "Se en jomfru skal undfange og fødte en Søn". Og Skt. Augustin, i en juleprædiken, erklærer hvor passende det er at en Jomfru føder Kristus. "Han som kom for at rense det korrupte skulle ikke, ved Sin fødsel, gøre vold på denne fuldbyrdelse af menneskeracen". Kristus var født af Maria, ved guddommelig hjælp, således at Hendes krop ikke var ødelagt eller brudt. Ej heller mærkede Maria nogen smerter, eller havde brug for hjælp af nogen kvinder til at lade barnet komme til verden. Smertefrit og uden forandring i Hendes jomfruliv, kom Hendes Søn til verden, ud af det tabernakel som er Hendes pletfrie liv, som Han skulle komme ud af graven, uden at flytte nogen sten, eller bryde Pilatus' segl.
Guds Moder var også jomfru efter Kristi fødsel. Maria havde ingen børn udover Vor Herre. Fordi den enbårne af Faderen har en sådan fremragen natur at han nødvendigvis må fødes som den énbårne af sin mor. Fordi Vor Frues liv er helliget Helligånden, og ikke skulle desekreres af rent menneskelig undfangelse. Og det er utænkeligt at Maria, efter den guddommeligt tilvirkede undfangelse af Kristus i Hendes liv, skulle vælge at forkaste denne hellige og jomfruelige mirakuløse tilstand, som var bragt hende af Herren. Og Hellige Josef, ville aldrig have udført kødeligt samkvem med den kvinde ved hvem en engel havde budt ham at gifte sig. Ergo, må vi sige at Maria før, under og efter Kristi fødsel, var jomfru.
Maria havde et kyskhedsløfte. Hendes ord til englen ved bebudelsen var; "Jeg kender ingen mand", jf. Luk. 1,34, som indikerer dette. Herudover, perfektionsmæssige gerninger er mere fremragende, når de er konsekrerede ved et løfte, og Marias jomfruelighed var så fremragende som noget kunne være. Maria tog sig en mand som var sædvane, og dog stadig var hun jomfru ved et løfte.
Vor Frues betroelse
Den Hellige Skrift siger (Luk 1,27) at englen Gabriel blev sendt til en jomfru, betroet til en mand kaldet Josef. Det er passende at Kristus blev født af en betroet Jomfru, og for Hans egen skyld, for Marias skyld, og vor skyld. a) For Hans egen skyld, fordi Han ikke kunne være et uægte barn, således at Hans stamtræ kunne følge en mandlig linje, så et nyfødt barn kunne have en passende beskytter, og så hans mirakuløse fødsel kunne holdes skjult for djævelen. b) For Marias skyld, så hun ikke blev stenet som en skøge, blev talt ilde om - men så hun kunne få den hellige og kærlige hjælp fra Hl. Josef. og c) for vor skyld, fordi Hl. Josef bærer vidnesbyrd om det faktum at Kristus blev født af en jomfru, fordi hendes jomfruelighed blev bekræftet ved det faktum at Hl. Josef giftede sig med hende. Vor Frue er et billede rent typologisk på den ubesmittede og jomfruelige kirke, som er gift med Kristus. Løfterne mellem Maria og Josef udgør et sandt ægteskab. Essensen af ægteskabet er en ubrydelig forening mellem to sjæle, selv hvis denne union aldrig bærer frugt. Skriften kalder Hl. Josef ægtemanden til Maria, og kalder Maria for Hl. Marias hustru (Matt. 1,19,20). Derfor var Maria og Josef sandelig mand og kone, de var gift.
Bebudelsen
Det var passende at der skulle være en højtidelig erklæring overbragt Maria, at Hun skulle undfange ved Helligånden, og at Hendes barn skulle være Gud selv, der blev menneske. Ergo var Maria bevidst om dette, og modtog Kristus ved troen, selv før Hun modtog Ham i sit liv. Derudover, blev Maria ved bebudelsen bevidst om dette inkarnationens vidnesbyrd, for her havde Hun Guds eget ord for det. Bebudelsen gav Maria mulighed for at være totalt lydig mod Guds vilje, den himmelske budbringer ventede på hendes svar. "Det ske mig efter dit ord" (Luk 1,38). Marias samtykke var var altså samtidig menneskeracens samtykke til at modtage Guds evige Søn som frelser. Det var passende at en engel skulle være budbringer for bebudelsen. I Guds plan og orden, kommunikeres guddommelige ting til mennesker ved engles hjælp. Som Salige Bede siger, "Det var ret at en engel skulle komme til Maria og fortælle om menneskehedens genoprettelse, siden en falden engel kom for at føre menneskeheden til ruin." Derudover, jomfruelighed er på sin vis lig engle, og det er passende at engle er budbringere for den største og frommeste af alle jomfruer. Bebudelsens engel fremstod foran Maria, og havde nogen synlig form. En usynlig ånd kom til syne for at sige at den usynlige Gud skulle blive et synligt menneske. Det var derfor rigtigt at Maria skulle opleve et legemligt vidnesbyrd, om en legemlig undfangelse. Slutteligt, denne synlige tilsynekomst af en engel sammen med ordene om bebudelsen, var en endnu mere sikker og et meget mere slående vidnesbyrd om hvad der skulle komme, i højere grad end hvad en indre åbenbaring kunne tilvejebringe. Der er en korrekt orden i bebudelsen: Først tiltrak englen Marias opmærksomhed ved at hilse hende på en ny og uvant måde. Dernæst overbragtes budskabet, og dernæst opnåede englen Marias samtykke til Guds vilje, ved også at referere til Elisabeth som også undfang, trods sin høje alder men med Guds hjælp (ligesom Abraham og Sara). Dernæst sagde Maria: "Se, jeg er Herrens tjenerinde. Det ske mig efter dit ord".