top of page

Aquinas: Vor Herre og Frelser 4



Herrens død

Kristus døde a) for at godtgøre for mennesket som var under dødsdom grundet den første synd, b) for at bevise at Han er sandt menneske, c) for at udfri mennesket fra frygt for døden, d) for at lære os at dø åndeligt for synden, e) for at indgyde os med håb for opstandelsen.

Da Herren døde, var Hans guddommelige egenskaber ikke adskilt fra kroppen på korset, og senere i graven. For det som er givet ved Guds nåde er aldrig taget bort, medmindre det er grundet skyld. Skriften siger (Rom. 11,29) "Guds nådegaver fortrydes ikke". Menneskenaturen, og således Kristi kød, var hypostatisk og personligt forenet med Guds Ord, og denne forening forblev permanent, den kunne ikke forstyrres eller bringes ud af orden ved Kristi menneskelige død. Men det er ikke rigtigt at sige at Kristus var menneske i tiden under Sin død; for et menneske betyder et levende menneske, og Kristus i dette tidsrum, var ikke levende, men død. Hans sjæl animerede ikke kroppen, for Han havde sandelig døet. Kristus forblev virkeligt død fra det øjeblik Hans sjæl forlod kroppen på korset, til det øjeblik den (sjælen) genoplivede kroppen for at kunne opstå. Kroppen som var død på korset var begravet i graven. Det var den samme krop som undergik Passionen, og som skulle herliggøres og udødeliggøres. For Kristi legeme, levende og dødt, var identisk det samme legeme. Eller, det var ikke totalt det samme, for der er en forskel mellem en levende krop, og så den samme krop mens den er død. Men derudover, så er kroppen i graven og den krop som led passionen, og den herliggjorte krop, den samme. Skt. Augustin siger at den ene død af Kristus frelse os fra to dødsfald så at sige, dvs. kroppens død og sjælens død. Vi er selvfølgelig, nødt til at dø en kropslig død, men nu er døden ikke længere sejrrig over os. Døden er opslugt i sejren, jf. 1 Kor. 15,54. Og Kristi død ødelægger syndens nødvendighed i os, og det at vi skal kastes ud i evig straf.


Herrens begravelse

Herren blev begravet af en række af grunde: a) for at man kunne fastslå Hans død udenfor nogen tvivl; Pilatus gjorde en dyd ud af at fastslå dødsindtræffelsen før han tillod at nedtage døde kroppe fra korsene, og begrave dem, b) For at muliggøre den herlighedsfulde opstandelse fra graven, og give håb og løfter til menneskeheden om den herlighed som var i vente for de som gør Kristi vilje, c) at indikere at vi åndeligt skal begraves med Herren, og skjule os fra syndens åg. Herrens legeme var svøbt i begravelsesbånd og balsameret med hundredevis af krydderier, og da lagt i en ny grav som var skåret ud i en klippe. Begravelsen var en handling som blev udført af ren kærlighed og reverens, den ærede det hellige legeme og var prisværdig for alle som tog del i den. Sådan en begravelse fjerner al mulig tvivl om, at Kristus virkelig ikke var død. Der var i Kristi perfekte legeme ingen svaghed der kunne resultere i nogen form for forrådnelse eller henfald, selv efter døden. Skt. Augustin (De Trin, iv) siger at der gik 36 timer fra aftenen ved Herrens begravelse og til morgengry ved opstandelsen. Det hellige legeme var i graven en dag og to nætter. Som hver dag blev talt iflg. jødisk skik, så siger vi at Herrens legeme var i graven i 3 dage.


Nedstigelsen til Hades (Dødsriget)

Navnet eller betegnelsen "Helvede" betyder en form for onde eller en form for straf eller skyld. På Herrens tid, var de sjæle som var afskåret fra Himlen (da den var lukket for menneskeheden grundet arvesynd og straffen herfor), et sted og i en tilstand som kaldes helvede. Dette var ikke dét helvede hvor de forbandede sjæle kommer til, og som lider evig straf. Dette var dét sted hvor de som ventede på frelse, befandt sig, og her nedfór Herren til, eller Hans sjæl gjorde, da den forlod legemet på korset. Derfor nedsteg Herren ikke lokalt ned til helvede hvor de forbandede sjæle og dæmoner er. Men Han udbredte sin magt dér til at udskamme de forbandede for deres vantro og styghed. Og til dét helvede vi hellere kalder limbo, bragte Han håb og løfte om herlighed. For sjælene som var i Limbo og var fastholdt der pga. arvesynd, så udgød Han sin herlighed ved sin guddom i limbo. I timerne hvor Vor Herre var død, var hverken Hans sjæl eller krop adskilte fra den guddommelige person Sønnen, så her må vi sige at Kristus fuldt og helt var til stede begge steder. Herrens sjæl var i Limbo (eller helvede) i det øjeblik Han døde på korset, og til Hans opstandelse. Han nedfór til limbo, og frigav de voksne personer som var fængslet dér, pga. arvesynden. Disse blev herliggjort ved Hans guddom. Så de hellige fædre blev udfriet fra helvede. Kristi nedfarelse til helvede, betyder ikke at sjælene i helvede hos de forbandede, bliver frisat. For de sjæle havde hverken tro på Kristus, eller hvis de havde nogen tro, havde de ikke konformitet i kærlighed i Hans passion. De forbandede er dømt til ondskab, de har bekræftet deres ondskab og deres manglende anger, og der er ingen renselse for dem, for deres vilje er låst i synd. De små børn i limbo grundet arvesynden, blev ikke frigivet ved Herrens nedstigelse, for de havde ikke gjort brug af fornuften og kunne ikke forsones med Kristi passion ved tro og kærlighed. De små i limbo er ikke i nød eller smerte. Kristi nedfaren til limbo frigjorde ikke sjælene fra skærsilden. De hellige i skærsilden sad fast dér pga arvesynd, ikke pga. nogen skyld hos dem selv.


Opstandelsen

Kristus opstod fra de døde for at tydeliggøre den guddommelige retfærdighed, som ophøjer de ydmyge, b) for at instruere os i troen, fordi opstandelsen er central for vores tro, c) at give os et fast håb om vor egen opstandelse, d) at lære os om væsentligheden af at opstå fra døden i synden til det nye liv, e) at færdiggøre vores frelsesarbejde, og efter at udholde ondt, at stige til det sejrrige gode i Himlen. Kristus opstod på den tredje dag. Han udskød opstandelsen længe nok til at man kunne fastslå at Han sandelig var død. Men Han udskød det ikke så længe, at menneskene måtte tro at Han ikke var Gud, og at Han ikke var død. Derudover, på den tredje dag synliggjordes dette perfekte faktum, at alting har en begyndelse, en midte og en afslutning. Her sigter Herren til perfektionen af Hans gerning. Så på mystisk vis, siden Kristi død ødelagde vor øvrige død, navnlig kødets og sjælens død, så er tallet 3 signifikant. Den tredje dag indikerer også menneskehedens 3 epoker, mennesket før Loven, under Loven og nu under nåden. Kristus var den første til at opstå fra de døde, for ikke længere at skulle dø. De som blev gjort levende under det gamle og nye testamente, måtte dø igen efterhånden. Men ikke sådan med Kristus, som er opstået fra de døde, førstefrugterne fra de som sov (Jf. 1 Kor 15,20). Kristus opstod igen fra de døde, dør ikke længere og kan ikke dø, og døden skal ikke længere have magt over os (jf. Rom 6,9). Skriften taler om Kristus (ApG 2,24) ("Hvem Gud oprejste"). Men Herren selv siger (Johs 10,18) "Ingen tager mit liv ra mig, men jeg lægger det og tager det op igen". Her er ingen modsætning. Kristus er Gud, og når Han forårsager sin egen opstandelse, er det Gud som optager Ham. Det er perfekt og præcist at sige at Kristus selv er årsagen til Sin opstandelse fra de døde.


Den opstandne Kristus

Kristus beholdt sin egen sande krop og legeme i og efter opstandelsen. Havde det ikke været tilfældet, havde opstandelsen ikke fundet sted. Kristi legeme blev herliggjort i opstandelsen. De hellige skal opstå i et herliggjort legeme; Kristi opstandelse er årsagen og eksemplet på deres opstandelse, ergo er Hans legeme langt mere herliggjort end deres, og vor Herre fortjente denne herliggørelse gennem Sin passion. Vor Herre besad i Sin sjæl den salige skuen fra første øjeblik Han eksisterede som menneske; men den salige skuens herlighed var guddommeligt forhindret i at flyde over i Hans legeme indtil Han havde udholdt passionen og døden, for vor frelse. Men når først dette arbejde var gjort, så herliggjortes Hans legeme. Kød, blod, knogler og alt der udgør et legeme, var i Kristi legeme under Hans opstandelse. Det var en perfekt og komplet krop. Herren, som talte efter Hans opstandelse, til disciplene, og som troede at Han var et gespenst, sagde "En ånd har ikke kød og blod som jeg har". (Luk 24,39). Herren beholdt sine sårmærker i Sin herliggjorte krop, a) Som et evigt vidnesbyrd om Sin sejr, b) som et bevis på at Han er samme Kristus som led og var korsfæstet, c) som en konstant bøn på vores vegne til den evige Fader, d) som et middel til at irettesætte de forbandede på den yderste dag, for at vise dem hvad Han har gjort for dem, som påmindelse om hvad de har forkastet og fornægtet.


Synliggørelsen af den opstandne Kristus

Kristus steg op fra dødsriget og blev tydeliggjort for en række vidner som var forudbestemt af Gud (ApG 10,40). Disse vidner skulle gøre Hans opstandelse kendt for andre mennesker. Intet menneske fik med sine egne øjne lov at se Herren i det første øjeblik af Hans opstandelse. En engel var til stede, for at forkynde Hans herliggørelse fra de døde. Efter opstandelsen, levede Herren ikke konstant med sine disciple. Men Han kom til syne for dem gentagne gange, og således beviste Han to nødvendige fakta: Opstandelsen og sandheden ved den, og herligheden ved den opstandne Herre. Havde Herren levet med disciplene som han levede med dem før passionen, så kunne det måske tænkes at han opstod til det samme liv som før. På den samme dag som opstandelsen, viste Herren sig "i en anden form" til to disciple som var på vej til Emmaus (Mark 16, 12, Luk 24,13-16). Efter opstandelsen, kom Kristus til syne i sin egen form til nogle som var disponeret til at tro Ham, og i en anden form til nogle som var tilbøjelige til at tvivle. De to disciple på vejen til Emmaus sagde at de "havde håbet at det var Han som skulle have frelst Israel" (Luk 24,21). Deres håb var, som deres ord viser, noget fortidigt. Herren viste sig derfor til dem som Han var i deres sind, nemlig en fremmed. Kristus beviste Hans opstandelses sandhed til Sine disciple, "til hvem Han viste sig levende efter Sin passion, ved mange beviser, i fyrre dage, viste sig for dem og talte til dem om Guds rige" (ApG. 1,3). Så Kristus styrkede disciplenes tro, og gav dem argumenter som gjorde at de kunne udføre deres mission. Herrens beviser på Sin opstandelse var perfekt og tilstrækkelig. Han gjorde brug af englenes vidnesbyrd, og af Skriften. Han viste at Han havde et sandt, solidt og helt legeme, ikke blot noget der lignede en krop, og Han identificerede denne krop ved at fremstille og vise Sine sår. I Sin opstandne krop, spiste og drak Han med sine disciple, hørte dem og talte til dem, og talte om Skriften. Gennem tilsynekomsten ved Sine disciple, tydeliggjortes Herrens virkelig legeme og virkelige sjæl, for Han brugte sine sjæls fakulteter, Han ræsonnerede. Slutteligt, viste Herren sin magt og herlighed ved at træde ind gennem lukkede døre, og pludseligt dukke op foran disciplene.


Opstandelsens kausalårsag

Aristoteles siger (Metaf. IV): "Hvad som helst som kommer først i enhver rækkefølge, må være årsagen til dét som kommer efter det". Opstandelsen var det første i den række af opstandelser fra de døde; Førstefrugterne af de som sov (Jf. 1 kor 15,20). Kristi opstandelse er således årsagen til vor himmelske legemlige opstandelse som vil finde sted på den yderste dag. Kristi opstandelse er også årsagen til at vi kan opstå fra de døde sammen med Ham. Den guddommelige kraft som er til stede i Kristi legemlige opstandelse, udbredes til at kunne omfatte menneskelige sjæle. Skt. Paulus (Rom. 4,25) siger at Herren "opstod igen for vor retfærdighed", og igen siger han (6.4) "Kristus er opstået fra de døde ved Faderens herlighed, således at vi kan vandre i et nyt liv".


Himmelfarten

Vor Herre opstod fra de døde, som menneske, til et evigt liv. Og snart herefter, som Hans guddommelige visdom valgte, opfór Han fra den dødelige jord, til den udødelige herlighed i Himlen. Kristus, som menneske, opfór ved guddommelig magt. Og som Gud, er Han overalt, og der er intet sted hvor Han ikke kan op - eller nedstige. Ergo, Kristus som menneske fór op til Himlen, og ikke som Gud, selvom Kristus er Gud. Herren opfor til Himlen, primært ved guddommelig kraft, som er Hans egen som Gud, og sekundært ved Hans herliggjorte sjæl som bevæger den herliggjorte krop ved viljens magt. "Han opfór over alle himlene" (Ef 4,10). Den herliggjorte krop fra Vor Herre lyser med større Herlighed end nogen anden krop. Den har højeste plads i Himlen. Herren, som menneske, opfór til Himlen for at tage sin rette plads, ikke kun over alle legemer, men over alle åndelige skabninger såvel. "Gud satte Ham over alle magter, herskere, dyder, ejendom og ethvert navn som er nævnt, ikke kun i denne verden men også i den som kommer (Ef 1,21). Herren beredte for os, at vi kunne opfare til Himlen. Og Hans opfarelse vækker i os, tro, håb og kærllighed - såvel som reverens. Ergo kan vi sige at Hans Himmelfart er en årsag til vor Frelse.


Herren ved Faderens højre hånd

At sidde ved, betyder på sin vis også at adlyde, eller at blive ved. Det betyder også at besidde, fx domstronen. I begge betydninger, hører det til Kristus at sidde ved Faderens højre hånd, dvs. at adlyde og hvile i Faderens herlighed, og herske sammen med Faderen. Det hører til Kristus som Gud, på lige vis med Faderen, at have den identiske guddommelige herlighed, salighed og magt. Dette betyder at sidde ved Faderens højre hånd. Frasen indikerer ikke et sekundært sted, eller et sted som blot er ved siden af Faderen. Det betyder at Kristus som Gud hersker i absolut lighed med de to andre guddommelige personer. Og det hører til Kristus som menneske at sidde ved Faderens højre hånd, i den forstand at Kristi menneskelighed er beklædt med Faderens gaver, ud over alle andre skabninger. Som Gud, er Kristus lige med Faderen, og ét med Ham i substans; som menneske, excellerer Kristus over alle skabninger ved at besidde alle guddommelige gaver. I begge fald, besidder Kristus alene den position, at sidde ved Faderens højre hånd.


Herrens magt som Dommer

Kristus, ved Skriftens vidnesbyrd (ApG 10,42) er udpeget af Gud til at dømme de levende og de døde. En dommer må nødvendigvis have, udover jurisdiktion, en brændende ild for retfærdighed, Han må have visdom og kende til Sandhed. Guds søn er visdommen selv, Han er Herre og elsker retfærdighed; ergo har Han perfekte kvalifikationer til at være dommer. Skt. Augustin (De Vera, xxxi) siger: "Faderen dømmer intet menneske, men Han er givet al magt til sønnen." Så simpelt talt, den lovlige magt er i treenigheden. Og her antydes at den er givet til Sønnen. Selv som menneske, har Vor Herre magt og ret til at dømme. Skriften siger (Johs 5,27) at Faderen har "givet Ham magt til at dømme fordi Han er Guds søn". Den juridiske eller domsmæssige magt hører til Kristus som menneske, fordi Hans guddommelige personlighed, og værdighed er i Hans guddom og nådes fylde. Magten hører også til vær Herre gennem Hans fortjeneste. For Han kæmpede for Guds retfærdighed, og vandt den gennem sejr, og blev udskyldigt dømt - så Han skulle også ved guddommelig retfærdighed da være dommer. Siden som Skriften siger (Johs 5,22) Faderen har givet al dømmende myndighed til Sønnen", så det er tydeligt at Herren er dommer vedr. alle menneskelige forhold. En dom finder sted når et menneske dør. Skriften siger (Heb 9,27); "Det er givet til mennesker engang at dø, og efter dette kommer dommen". Her ivl være en anden og general dom hvor alle menneskelige liv og effekterne at disse liv som fortsætter, perfekt og offentligt bliver dømt. Denne dom vil finde sted på den yderste dag, og Kristus Vor Herre og Gud vil være dommer. Herren vil også dømme englene. Kristus har autoritet til at dømme englene, og især har Han delegeret autoriteten til apostlene, og Skt. Paulus (1 Kor 6,3) siger at apostlene vil udøve denne delegerede autoritet. I begyndelsen, dømte Kristus og Gud de rebelske engle. Men derer accidentale belønninger og straffe som skal udmåles til gode og dårlige engle, og disse guddommelige kræfter og myndigheder besidder den inkarnerede Gud, og Herre.

0 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page