Kristi mirakler: Generelt
Herren udførte mange mirakler for at bevise sandheden i hans forkyndelse og lære, og især for at tydeliggøreden ledende sandhed i al hans lære, navnlig at Han selv er Sand Gud såvel som sandt menneske. Således kunne Han sige til folk (Johs 10,38-38) "Hvis jeg ikke gør min Faders gerninger, tro mig ikke. Men hvis jeg gør, selvom I ikke tror mig, så tro mine gerninger, at alt I ved og tror om Faderen er i mig, og jeg i Faderen." Krisit mirakler, som alle mirakler, er arbejder gjort af guddommelig magt. For et mirakel er, pr. definition, et arbejde og en handling som overgår al skabt naturs magt. Kristus er Gud, og kan direkte udøve guddommelig magt i sine mirakler, og som menneske, er Kristus det instrument hvorved miraklerne udøves. Skt. Johannes (2,11) siger at forandringen af vand til vind ved Kanaa, var det første af Herrens mirakler. Kristus var da omkring 30 år gammel, og var ved at begynde sit forkyndende embede. Hl. Johs. Chrysostomos siger at det ikke ville have været passende for Kristus at udøve mirakler mens Han var ung, før Han var klar til at begynde sit offentlige liv, fordi man da ville have korsfæstet Ham før tid. Herren sagde (Johs., 5,36), "De gerninger og arbejder som Herren har givet mig for at fuldende...giver vidnesbyrd om mig, at Faderen har sendt mig". Kristi mirakler er fulde beviser på Hans guddom, a) ved deres sande natur, da mirakler udøves ved dette formål, b) ved deres form og måde, som udøves under Kristi autoritet, og c) ved det faktum at Kristus henleder til dem og gør opmærksom på at de skal være beviser på Hans autoritet.
Kristi mirakler: Specifikt
Det var passende at Herren skulle uddrive dæmoner og djævle, ved mirakler. Mirakler er troens argumenter som Kristus bringer menneskeheden. Han løslader, på passende vis, mennesker fra dæmonernes trældom ved at udøve mirakler, og muliggør således at folk kan acceptere troen på Ham. Herren udøvede mirakler i himmellegemerne, og ved at formørke solen i den time Han blev korsfæstet (Luk 23,44-45). Dette var et tydeligt bevis på Hans guddom, den centrale trossandhed hvorved Hans mirakler tydeliggøres. Herren viste Sin guddommelige magt og sin frelsesmission til menneskeheden ved, gennem mirakler, at påføre dem mennesker. Skriften fortæller os (Mark 7,37) hvordan folk tog godt imod disse mirakler, og råbte ud i pris for dem: "Han har gjort store ting imod os, Han har fået de døve til at høre og de stumme til at tale!". Herren udøvede mirakler på irrationelle jordlige skabninger, som fx da Han fik et figentræ til at visne væk, lavede vand om til vin, fik jorden til at ryste og bæve da Han døde på korset. Alle disse ting blev gjort til menneskets velbefindende. Det var passende og rigtigt at at mennesker skulle blive klar over Herrens guddommelighed gennem mirakler, og ved at vise Sin absolutte kontrol over hver slags skabning, åndelige, himmelske, såvel som menneskelige og irrationelle skabninger.
Forklarelsen på bjerget
I Matthæusevangeliet (kap. 17) læser vi at Herren blev forklaret i apostlenes åsyn, Hellige Peter, Jakob og Johannes. "Og han blev forklaret foran dem. Og Hans ansigt lyste op som solen, og Hans klæder blev hvide som sne". Så de 3 apostle fik et glimt af herligheden, som ville tilkomme dem efter deres trofaste liv med Gud, gennem trængsler og prøvelser. Herren havde fortalt apostlene om Hans kommende lidelse før Han gav dem denne opmuntrende oplevelse af at se forklarelsen. Som menneske besad Kristus den salige skuen fra første øjeblik Han begyndte at eksistere i Vor Frues liv. Men Han havde ikke "overmåde Himmelsk og Legemlig Herlighed" før Hans opstandelse fra de døde. I Forklarelsen, viste Herren os kærlighedens forventning, ved Sin kropslige herliggørelse. Dette var den essentielle klarhed om Himmelsk herlighed, her tydeliggjort på ny vis, dvs. mirakuløst forordnet. Moses og Elias overværede også forklarelsen på bjerget, ikke bare apostlene. Som ved Kristi dåb af Hellige Johannes Døber, så kunne Faderens stemme også høres erklære Kristi guddommelighed. Kristi dåb forudsagde den sande dåb som bringer nåde, mens forklarelsen forudsagde triumfen ved nådens herlighed og herliggørelse. Både nåde og herliggørelse er til rådighed for mennesker, men kun gennem Sønnen som blevmenneske. Ergo er det passende at Kristi guddom skulle erklæres og forkyndes offentligt ved disse to lejligheder, ved Hl. Johannes' dåb og ved Forklarelsen på bjerget.
Kristi lidelse (passion)
Hvis menneskeheden overhovedet skulle frelses, var det nødvendigt at Guds plan for menneskehedens frelse blev udført, og denne plan omfattede også at menneskesønnen som er Gud, led i Sin menneskenatur. Guds plan for menneskets frelse er det mest vidunderlige i ethvert aspekt. Gud kunne have villet at frelse menneskeheden på anden vis end ved sin Søn Jesus Kristus og Kristi lidelse. Men der var ingen mere passende måde at tilvejebringe menneskets frelse, end at lade Gud inkarnere og lide. For her ser mennesket hvor meget Gud elsker ham, og mennesket har perfekt syn og eksempel på alle dyderne, mennesket har fået adgang til nåde gennem Kristi fortjenester, mennesket ser det onde besejret med Ham som sandt er menneske og Gud. Af mange ædle og symbolske årsager, var det passende at HERREN, døde for os ved sin egen vilje, og skulle vælge døden på korset. Denne måde at dø på var den mest frygtede, og var den mest fornedrende. At vide at det oprette menneske ikke har brug for at frygte døden, for at indikere at ingen type eller form for død kan ryste den uskyldige, at give fuld og endeligt bevis for Hans kærlighed til menneskeheden og had til synden, så valgte Herren korset som måde at dø på. Og siden Han døde for alle, så valgte Han at dø i det åbne, på en forhøjelse, med armene udstrakt til hele menneskeheden. Kristus udholdt ikke alle former for menneskelig lidelse. Han var ikke, som vi har set, genstand for indre lidelse, sygdom eller fejl. Hans legemlige lidelse var forårsaget udvortes. Og ved at dø på korset, så udelukkede Han andre måder at dø på, som fx ved at blive brændt eller ved at blive druknet. Og dog på en måde, så udholdt Herren al menneskelig lidelse; a) fordi al typer af menneskelig lidelse havde påvirkning på Ham: Mænd, kvinder, jøder, vantro, venner, bekendte, fremmede, herskere, tjenere øvede indflydelse på Hans lidelse, b) Han oplevede at blive forladt, at blive bagtalt, fejlagtigt fremstillet, hånet, fornærmet, udskammet, afklædt, udsat for tristhed, frygt, sår, hård piskning, c) alle Hans lemmer led, og alle Hans kropslige sanser. Kristi lidelse var den største af al lidelse, den dybeste smerte. Profeten Jeremias (Klagesangene, 1,12) forudså dette i sit råb: "O alle I...se om nogen sorg kan være som min sorg." De udvortes smerter af hudstrygelsen, tjørnekroningen og korsfæstelsen, var manifesteret på ekstrem vis. Og tristheden hos denne perfekte sjæl, over menneskehedens synder, var den største lidelse noget menneske nogensinde har oplevet. Herrens legeme var det mest perfekte, og derfor mest følsomt over for smerte. Og Han tillod ikke Sin egen fornuft at tilskrive smerten nogen betydning. For Herren led frivilligt for at vinde de største goder for menneskeheden; Han udmålte sin lidelse ift. frugterne af dem. Og således var Herrens smerte de største smerter, de mest intense smerter. Når kroppen er klar til at lide ved at blive adskilt fra sjælen, så lider sjælen i sig selv. For sjælen er livets essens i kroppen, og i enhver del af kroppen. Og siden sjælens fakulteter eller kræfter er funderet i essensen, så lider disse kræfter også når sjælen lider. Ergo, led Kristus under Sin lidelse, i hele Sin sjæl. Men dette, uden at sjælen på noget tidspunkt mistede den salige skuen. Kristus havde Faderen for øje i hele passionen. Her er der ingen konflikt mellem de to. Had og kærlighed er modsætninger, og man kan godt samtidig elske Gud og hade synden. De to ting er ikke rettet mod det samme, ergo er der ingen modsætning mellem de to. Kristi lidelse var i hele passionen under ave af Kristi vilje og fornuft. Tidspunktet for Kristi lidelse var guddommeligt arrangeret, og ergo var det valgt på viseste vis. Herren gjorde alt på dette tid. Det samme må siges om valg af sted, hvor Kristus ønskede at lide; der er en klar tydelig sømmelighed over at vælge at lide i Jerusalem, byen med det store tempel med dens guddommeligt foreskrevne offerhandliner, som stedet for det perfekte offer. Herren ville "forsages med de syndige" (jf. Es. 53,12) og blev korsfæstet mellem to tyve. Det hører til Hans lidelses perfektion, som var den største, at Han skulle tåle fornærmelsen sågar at blive offentligt henrettet med en alm. bande af kriminelle, som om Han var én af dem. Her tydeliggøres menneskehedens dommer, med en forbenet synder på den ene side, og en omvendt angrende synder på den anden, mellem de rigtige og de forkerte, de frelste og fortabte. Som det vil være på den yderste dag. Herrens lidelse var Hans lidelse og død, og Vor Herres død som menneske. Vi kan ikke sige at Gud led og døde. Det er sandt at Han som døde for os, er Gud. Men Han er også menneske, og i den enhed med den guddommelige person Sønnen. Så det er den guddommelige Person som i sin menneskenatur lider og dør. Guddommen lever videre, både i legemet i den døde Kristus på korset og i den adskilte sjæl i Limbo.
Lidelsens effektive årsag
De som forfulgte Vor Herre, havde til hensigt at slå Ham ihjel, og påførte Ham nok lidelse til at forårsage Hans død. Ergo, disse bødler forårsagede aktuelt Hans død. Men Vor Herre kunne have forhindret bødlerne fra at gøre Ha ondt, ved Sin guddommelige kraft kunne Han gjort dem ude af stand til at slå Ham ihjel, eller Han kunne have forhindret deres handlinger i at have nogen effekt.
Han gjorde ingen af delene. Ergo, døde Han af Sin egen vilje. Herren siger (Johs 10,18) "Intet mennesker tager Mit liv fra Mig, men Jeg lægger det ned af Mig selv." Dvs., ingen kan tage Kristi liv imod Kristi vilje. Og denne effekt som var forårsaget af bødlerne, direkte og aktivt, var indirekte forårsaget af Herren selv. Herren døde som menneske. Han døde ud af lydighed til Gud. Skt. Paulus siger (Fil, 2,8) "Han ydmygede Sig selv, blev lydig indtil døden, selv til døden på korset". Kristi lydighed soner for menneskets syndige ulydighed. Kristi lydighed fører til passionens årsag. Herren led frivilligt ud af lydighed til Den Himmelske Fader, som satte Ham hen til at lide. Så Vor Herre udøver Guds vilje, i ét med Faderen og Helligånden, og udøver denne vilje udelt i Treenigheden. Men som menneske adlyder Herren den samme vilje, som er givet til Faderen. Han adlyder villigt, og gør Sin menneskelige vilje perfekt konform til den guddommelige vilje. Og med alt dette in mente, så er det rigtigt at sige at Kristus var overleveret til sine bødler ved Den Hellige Fader, om hvem Skt. Paulus siger (Rom 8,32) "ikke engang sparede sin egen Søn, men udleverede Ham for os alle". Denne udlevering af Kristus til at lide, er årsagen til Passionen eller lidelsen som sådan. Lidelsens frugter kom først til jøderne, og dernæst blev de overført til hedningene, for Kristus døde for alle. Og i Kristi passion, var det passende at jøderne først skulle overgive Kristus til hedningene (romerne) for at fuldende Kristi passion. Kristi forfølgere vidste ikke hvem Han var. Sandt nok, de ældste og lærde vidste at Han måtte være Messias, for de så Ham udøve de tegn som var fortalt ved profeterne. Men de vidste ikke præcist eller tydeligt at Han var Gud. De ville ikke engang anerkende hvad de så, og de vendte sig bort fra Ham i had, misundelse og vrede, og ergo var deres uvidenhed ikke uskyldig - de vidste godt at Han var Gud.
De jævne folk vidste ikke engang at Herren var Messias. Mens de nok så tegn og undere, og mange kom til tro, så lod de fleste deres ledere og lærde overbevise dem om, at Herren ikke skulle følges. Denne uvidenhed, er årsagen til at Herren muliggjorde at træde ind i Sin lidelse. Kristi bødlers synd var endnu mere forkastelig og skærende, grundet den ondskab som udgjorde dåden. Men selv deres skyldige uvidenhed var en vis mindskelse af deres forbrydelse, og Herren talte om dem da Han bad: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør" (Luk 23,34). Hedningene som tog del i lidelsen, vidste ikke noget om jødisk lov, og var derfor langt mere undskyldt, end jøderne.
Kristi lidelses efficiens
Som menneske led Kristus frivilligt, for at frelse menneskeheden. Han led for retfærdighedens skyld, og derfor kom nåden til Ham som fortjent, og denne fortjente nåde flød over i Kristi lemmer, børnene i Hans Kirke, og i særdeleshed alle mennesker. Så Kristus, ved Sin lidelse, fortjente frelsen for Sine lemmer.
Fordi Han lidte frivilligt, ud af kærlighed og lydighed til gud, så gav Herren Gud mere end nok tilbage til at kompensere for de overtrædelser som menneskeracen havde begået. Ergo, lidelsen er en overdådig soning for menneskehedens synder. Skriften siger (1. Johs. 2,2) "Han er soning for vores synder, og ikke kun for vores, men for hele verden".
Et offer er noget som er acceptabelt for Gud, og ofret til at behage Ham og til at manifestere Hans almægtighed over alle ting. Det offer som bringes af Vor Herre i Hans lidelse, var det mest perfekte offer overhovedet. Og det offer var vor frelse. At frelse et menneske er at sikre hans frihed fra fangenskab. Mennesket var fanget af synden, som er djævelens trældom. Mennesket lå også under trældom af Guds retfærdighed. Så Kristi passion løste begge bånd, og frigjorde mennesket fra Satans synd og sonede - overfor Gud - for menneskets oprør mod Ham. Derfor, er passionen sandelig et frelsesværk. Den første årsag til vores frelse er Gud i Treenigheden. Men den umiddelbare årsag er Kristus. Kristi liv (eller Hans blod, som gør liv muligt) er den pris som skulle betales for vor frelse. Herren betalte denne pris frivilligt. Ergo, i forstand af umiddelbar løsesum og handling, så var vor frelse opnået ved Herren alene. Så Kristus alene er vor Frelser. Den principielle effektive årsag til menneskets frelse er Gud. Og Kristi menneskelighed er Guds instrument i at forårsage menneskets frelse. Så alt hvad Kristus gør som menneske er at lide for os, og det gøres af Ham instrumentalt, dvs. ved at udføre effekten som har rod i, og udgår fra, Gud. Så hvad Kristus gør og lider for er os, og kaldes Hans passion. Derfor, Kristi passion er den effektuerende årsag til menneskets frelse.
Kristi lidelses aktuelle effekter
Vi er forsonet med Gud, gennem Hans Søns død. Lidelsen, udover at den udfrier mennesket fra trældom, er et behageligt offer til Gud, og så behageligt, og så mægtigt, at Gud behages ved det for hver menneskelig synd, hvis blot synderen forener sig med Kristus og Hans vilje, og opgiver synden og modtager nåde. Den første effekt af lidelsen er at udfri mennesket fra synd. Lidelsen muliggør at menneskelig synd er tilgivelig. Den forbereder en medicin som kurerer synden i de som tager medicinen på ret vis. Og et menneskes individuelle ansvar for dets handlinger, og synden, fjernes ikke, ej heller fjernes fri vilje. Men lidelsen, passionen, fjerner den barriere som er arvesynd, som gjorde Himlen utilgængelig for mennesket - og herudover tilførtes den nåde som mennesket havde behov for, for at oprejse det fra aktuel synd, og sætte ham med kurs mod Himlen. Disse nåder som mennesket opnår gennem tro, gennem sakramenterne og ved bøn, har en effekt gennem Kristi passion og Guds fortjenester. Passionen frelste mennesket fra djævelens magt. Den gjorde synd tilgivelig, og gennem denne tilgivelse, kan mennesket forsones med Gud og komme i Himlen. Således er Satan besejret, og intet menneske behøver længere blive i hans magt. Satan forregnede sig da han forsøgte at tilvejebringe Herrens død, for døden betød blot at satan selv tabte. Kristi passion befriede mennesket fra syndestraffen. Kristus betalte i overmåde på vegne af menneskeheden. Ergo, hvis et menneske fortjener sådan en straf, så er det hans egen gøren og laden, hans egen aktuelle synd. Og selv sådan en syndig handling kan tilgives, og straffen forbigås, ved den tilgivelighed som er muliggjort af Kristi passion. Kristi lidelse, Hans passion, forsonede menneskeheden med Gud. Arvesynden lukkede porten til Himlen for hele menneskeheden. Og alvorlig aktuel synd lukker også Himlen for synderen. Så Kristi lidelse sonede for arvesynd, og åbnede Himlen til hele menneskeracen, og gjorde det muligt, på Kristi præmisser, at komme i Himlen. Himlen åbnes altså for den sandt angrende synder. Kristus ydmygede sig selv i Sin lidelse, og fortjente at blive ophøjet. Skriften siger "Han ydmygede sig, blev lydig til døden, selv til døden på korset, hvorfor Gud også ophøjede Ham (Fil 2,8-9)." Kristus var ophøjet som menneske i Opstandelsen, Himmelfarten, siddende ved Guds højre hånd, hvor Han modtager ære og hæder fra alle rationelle skabninger, som bøjer deres knæ for Ham alene ved Hans navns nævnelse.