top of page

Aquinas: Vor Herre og Frelser 2



Johannes Døbers Dåb

Hellige Johannes, kaldet "Døberen", fordi han udførte dåbshandling med vand, fulgte i denne henseende ikke den gamle pagts forskrifter. Han introducerede noget nyt. Og denne bodens dåb som meddeltes ved Hl. Johannes (søn af Zakarias og Elisabeth) var yderst passende fordi a) Hl. Johannes skulle døbe HERREN og således helliggøre dåbsceremonien, b) Han skulle tydeliggøre Kristi guddommelighed da Vor Herre kom til ham for at blive døbt, c) han skulle forberede mennesker for den sande dåb, d) han skulle overtale mennesker til at gøre bod offentligt og ceremonielt, så de således kunne forberede sig på at modtage dåben af Kristus. Hl. Johannes dåbsritus var fra Gud. For Hl. Johannes var guddommeligt sendt til at døbe, som vi ved fra evangeliet (Johs 1,33). Men effekten af Hl. Johannes dåb var ikke overnaturlig. Den havde ikke kraft til at meddele nåde. For nåde kommer til mennesket, kun ved Kristus. Skriften (Johs 1,17) siger "Nåde og Sandhed kom ved Jesus Kristus". Hl. Johannes Døbers dåb var en forberedelse for nåden, men gav ikke nåde. Denne dåb var passende givet til andre udover Herren, fordi denne ceremoni ikke kun eksisterede for at tydeliggøre Kristus ved at døbe Ham ved Johannes, men eksisterede også for at forberede menneskeheden på bod og omvendelse ved at modtage den kristne dåb. Derfor, selv efter Hl. Johannes Døber havde døbt Kristus og havde bekendt sin egen tro på Ham, så fortsatte han emd at døbe. Og han gjorde denne ceremonielle dåb til en form for bod, et middel til at sende folk til Kristus. Som Hl. Bede har skrevet, Kristi forløber (Hl. Johs. Døber) kunne ikke ophøre med sine arbejder, dvs. at døbe, før Kristus var fuldt tydeliggjort og manifesteret foran Israel. Så var der selvfølgelig de som blev døbt af Hl. Johannes Døber, og som havde behov for at blive døbt igen med den kristne dåb. Johannes Døbers dåb var ikke sakramental, den meddelte ikke nåde eller indprentede nogen karakter i sjælen. Johs. sagde; "Jeg døber med vand" (Johs 1,26). og han erklærede sig selv, og implicit sin dåb, som langt mindre end Kristus og Hans gerninger. Herren indstiftede sakramentet dåben "af vand og Helligånden" og pålagde alle at modtage det. Skriften fortæller os at apostlene (ApG 19,15) meddelte sakramenterne til de som allerede var blevet døbt af Johannes.


Hl. Johannes Døbers dåb for Kristus

Vor Herre havde intet behov for nogen form for dåb. Men han modtog dåben ved Hl. Johannes, og befalede at han skulle fortsætte, da han ydmygt og med ærværdighed udtrykte ærefrygt, da Kristus kom til ham for at blive døbt. Kristus var døbt, siger Kirkefædrene, for at helliggøre vandene så de fremover værdigt kunne bruges til at rense fra synd, i den kristne dåb. Og som Vor herre ville gøre dåben et påkrævet sakramente, så manifesterede Han her et eksempel til menneskene på, hvorledes form og virkelighed skulle tage sig ud, og være i dåben. Herren blev døbt af Johannes Døber for at vise sin accept af dåbsriten, og for at helliggøre den. Det var passende at Herren, da han blev 30, modtog dåben. Alderen 30 lader til at besidde en vis form for perfektion. Josef, Jakobs søn, var 30 da han blev hersker over Egypten. David var 30 da han begyndte sin regeringstid. Ezekiel var 30 da han begyndte at profetere. Og nu, da Herren blev 30 begyndte Hans offentlige embede og forkyndelse, ved at modtage Johannes Døbers dåb. 3 x 10 kan siges at være en form for perfektion af de 10 bud, og det at leve med Treenigheden. Der er en vis talsymbolik forbundet hermed.

Det var gennem Jordanfloden at det udvalgte folk passerede, da det skulle til det forjættede land. Og derfor passende var det, at Herren skulle helliggøre disse vande ved at lade sig døbe i dem. Således konsekrerede Han et element, til brug i det sakramente som muliggjorde mennesket at passerede til det evige forjættede land, nemlig Himlen. Ved Kristi dåb, blev Himlen åbnet. Skriften siger (Luk 3,21) at "Jesus blev døbt og bad, og Himlen blev åbnet". Der er en rig signifikans her, for den sande Kristi dåb som Han indstiftede, åbnede Himlen til menneskeheden på 3 måder: a) ved at udøve Himmelsk magt, b) ved at tildele Himmelsk tro, og c) ved at give adgang til Himlen. Og Kristi bøn på dette tidspunkt, antyder den fortsatte bønspraksis hos de som modtager sakramentet, sådan at hvad dette sakramente fuldender, ikke må blive tilsmudset af synd senerehen. Da Herren blev døbt af Johannes, "steg Helligånden ned over Ham i legemlig form, som en due over Ham (Luk 3,22). Helligåndens synlige komme indikerede, hvad den kristne dåb skulle påføre sjælen og modtageren. For den kristne dåb skal ikke kun døbe med vand, men også med Helligånden (jf Matt 3,11). Den due som kom over Kristus da Han modtog Helligånden ved Sin dåb ved Johannes, var en virkelig due som guddommeligt var skabt til dette formål. Det var ikke noget illusorisk billede af en due. Men denne virkelige due var ikke en inkarnation af Helligånden. Den indikerede kun den usynlige Helligånds komme over Kristus som menneske. Og den Evige Fader gav sanselig synlighed af Vor Herres guddommelighed ved denne Kristi dåb ved Johannes. For der var en hørbar stemme fra Himlen som erklærede: "Dette er min elskede Søn, i Ham har jeg velbehag" (Matt 3,17). Her er Faderens hørbare ord, manifestationen af Helligånden i duen, og den kropslige tilstedeværelse af Kristus, Guds Søn, tydelige manifestationer af De Tre Guddommelige Personer ved hvem det Kristne sakramaente meddeles. "Gå da ud og forkynd alle folkeslag, ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn" (Matt 28,19).


Vor Herres Liv på jorden

Vor Herre kom for at lære menneskeracen essentielle sandheder (Johs. 18,37). Ergo, var Hans liv ikke et ensomt liv. I hans forkyndende embede, omgav Han sig med alle mulige forskellige typer mennesker. Han kom for at frelse syndere, og Han udvalgte og søgte dem. Han kom til verden, således at menneskeheden kunne få adgang til Gud gennem Ham, og ergo gjorde Han sig tilgængelig til mennesker. Vor Herre forårsagede ingen mistrøst hos de mange som Han omgav sig med, med en vis strenghed. Han var alt til alle mennesker (jf. 1 Kor 9,22), således at Han kunne vinde hele menneskeheden, og derfor var Han dydig og moderat, og aldrig kold eller for rigid og fastlåst. Hans fastepraksis var aldrig offentlig, den var udført i ensomhed i 40 dage, og Hans lange nætter med vedvarende bøn blev brugt på et ensomt bjerg. Ergo, intet i Vor Herre kunne gøre arme syndere ængstelige, eller få dem til at tænke at Han forlangte for meget af dem, eller forlangte at de skulle udøve for stærke manerer. Vor Herre er Gud og herre over alt. Han kunne, havde Han valgt sådan, have besiddet alle fordele som hører de velstående og mægtige til. Men Han kom for at lære os ved sit eget eksempel, og ved sine Ord. Livet for det velstående menneske, og for den mægtige, er et liv med mange bekymringer. Han som taler om Guds ord har ikke tid til sådanne ting. Kristus tydeliggjorde for sine discipline, at de skulle frigøre sig fra sådanne materielle bekymringer, mens de prædikede (Matt 10,9). Hvis disciplene havde været velstående mennesker, som Hl. Jeronimus antyder, så ville folk have mistænkt dem for at ville søge profit eller penge, fremfor at søge at frelse menneskers sjæle. Herren var frivilligt fattig i materiel forstand, men tilvejebragte åndelig rigdom for menneskeheden, Han viste til hele verden at Hans guddommelighed består i at udbrede Hans Kirke, og ikke i jordlige materielle besiddelser. Kristus tilpassede sin adfærd til de ceremonielle og juridiske forskrifter i Den Gamle Pagt. Så Han viste sin godkendelse af denne Lov, som kom fra Gud. Han adlød den for at opfylde den i hver forstand, dvs. at opfylde dens krav, og for at bringe den til et ærefuldt mål og en god afslutning, hvorefter den ikke længere er bindende for menneskers samvittighed. Den profetiske og figurative betydning af Den Gamle Pagt fik ny virkelighed i Kristus. Derfor brød Han ikke med Den Gamle Pagt, men fuldendte den. Han sagde at Han ikke kom for at ødelægge Loven, men for at opfylde den. (Matt 5,17).


Fristelsen i Ørkenen

Fristelser er prøvelser. Især, er de indbydelser til synd som tester og tydeliggør den moralske væv, hos den som oplever synden. Fristelse er enten a) kun udvortes, og så er den en invitation som kommer udefra, uden nogen tendens overhovedet, i den som fristes, til at svare fristelsen. Eller b), den er indvortes og så er den en svaghed, en passion eller tendens i den person som fristes. Så Kristi fristelse i ørkenen (Matt 4) var alene udvortes. Vor Herres menneskenatur var perfekt og uden kødelige tendenser, og Hans person er guddommelig. Kristi prøvelse var en prøvelse ved Djævelen. Djævelen ønskede at vide med sikkerhed, hvorvidt denne mand, Kristus, var den inkarnerede Gud, for Kristi guddom var kun blevet tydeliggjort overfor dæmonerne for så vidt at Kristus ønskede at de skulle vide det. Satan ønskede vished herom. Derfor udtalte han tesen; "Hvis du er Guds søn..." - her er det interessant at bemærke at Herren, i at forsage fristeren, ikke fortalte ham dét han ønskede at vide. Herren udholdt fristelserne i ørkenen, af gode årsager: a) For at bære, i det mindste udvortes, alt det som Hans følgere også skulle udholde, b) for at vise os og advare os om, at ikke engang perfekt hellighed er immun over for disse dæmoniske angreb, c) for at vise os, ved sit eget eksempel, hvorledes man prompte og uden tøven afviser fristelser, og d) for at vise, til vores gavn, djævelens angrebsmetoder, navnlig først ved at tilbyde noget umiddelbart godt og tilsyneladende harmløst, og herefter hurtigt bevæge sig til det mest forbandede, frastødende djævletilbedelse, e) for at sikre os om at al fristelse kan modstås, og for at motivere os til at vende os til Herren med tillid, når vi oplever trængsler. Kristi fristelser i ørkenen viser os også en anden at Djævelens trin, navnlig at han foretrækker at friste mennesket mens det er alene, dvs. væk fra hvor hans hjælp virkelig er. Så et menneske som glemmer Gud eller forsømmer sine bønner, stiller sig et øde sted hvor fristelserne lurer. Set fra Djævelens perspektiv, er dydens og nådens verden en ørken hvor han intet har, og han er misundelig på de som hviler og bor dér, og han misunder den rigdom som aldrig kan blive hans, han stræber efter at friste fromme sjæle, og derfor gøre deres liv til en ørken. Vi har brug for bod, for at styrke os mod fristelser. Vor Herre tillod Satan at tilnærme Ham, men kun efter 40 dages hård faste. Her er en vigtig lektie for os. De tre fristelser har en orden, og viser hans strategi over for os, og lærer os at undgå hans fælder. Ingen falder pludseligt ud i ondskab: Satan er for snu til at antyde grove og alvorlige synder, før han har lokket med mindre og mere trivielle synder. Det begynder altid med "Hvorfor ikke? Hvilken skade kan der dog være i det?" - har man først givet en smule efter, lader djævelen hurtigt én friste med større onder.


Kristi forkyndelse

Kristi forkyndelse, og den af Hans apostle, var først og fremmest rettet mod jøderne. Således a) opfyldte Han Guds løfte til patrikarkerne, b) Han prædikede først til de som troede på Gud, som var instrumenter for at viderebringe Hans lære til de andre racer, c) han fratog Guds udvalgte folk muligheden for på retfærdigvis at forkaste ham, d) han var klar, efter opstandelsen, til at udvide sin mission til at omfatte de vantro hedninge, og sende sine apostle til alle folkeslag.

Herren talte til jøderne, ikke kun på behagelig vis, men også med vanlig fasthed og skarphed. Nogle af skriverne (de såkaldt skriftkloge) og farisæerne, folkenes ledere, viste stor grad af hovmod og ondskab i deres indstilling til Guds søn, og forhindrede andre i at høre og ære Hans forkyndelse. Da Herren forsagede og irettesatte dem, var det ikke blot grundet forsagelse og afsky, men også fordi Han besad stor kærlighed til deres sjæle, og de sjæle de øvede indflydelse på. Kristus talte åbent til folk. Han bragte essentielle sandheder til alle mennesker, og skjulte ikke disse sandheder "under en skæppe", eller ved brug af okkulte ord. Da Han talte i lignelser, så talte Han tydeligt til alle som ville høre, på en måde de kunne forstå. Herren skrev ingen bøger eller dokumenter. Denne opgave, for så vidt at guddommelig visdom ønskede det sådan, gav Han til de inspirerede forfatter, navnlig apostlene. Kristus talte til folk, og talte sandheder til de som ønskede at høre den.



8 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page