top of page

Aquinas: Vor Herre og Frelser 1



Vor Herres krop

Vor Herre ankom i menneskenaturen, for at rense denne natur fra synd. Syndens plet kom til menneskenaturen fra Adam, ergo måtte Herren antage det kød som kom fra Adam. Kristus, som menneske, var en del af Adams race. Kristi kød var "af Davids sæd". I menneskelige termer, var Herren kaldet "Abrahams Søn", eller Davids søn. Der var givet løfter til Abraham og David, og her blev han kaldt Abrahams sæd og Davids sæd. Herrens slægtstræ er givet til os i to af evangelierne. Skt. Matthæus begynder med Abraham, og sporer linjen til Josef. Skt. Lukas starter med Herren og arbejder sig baglæns. Der er steder i disse lister som teologer er en smule uenige om. Men slægtstavlen som den står, er passende til formålet. Det faktum at Skt. Matthæus følger Abrahams mandlige linje fra Abraham til Josef, som ikke var fader til Herren, indikerer og tydeliggør den uforanderlige jødiske praksis med at følge den mandlige linje - men slægtstavlen er ikke fuldstændig, for Maria, som Josef, var af Davids hus og familie, og det er væsentligt - og tydeliggør fuldstændigt profetiernes opfyldelse at en frelser ville komme, fra Davids sæd. Det var passende at Guds Søn skulle få sit kød fra en kvinde. Han kom for at frelse alle, og da Han selv var mand, var det passende at det kvindelige køn skulle besidde en plads i frelsesordenen. Ergo, Frelseren var passende og ret født fra en menneskelig moder. Det aktive princip ift. denne videreførelse, var Guds kraft, en overnaturlig magt. Stoffet, eller den materie, som Herrens legeme undfangedes fra, var Moderens blod. Ergo var undfangelsen af Herrens legeme overnaturligt, fsva. at Gud direkte producerede denne i Maria. Den var overnaturlig fsva. det fandt sted i en jomfru, men naturlig i det at et barn var til stede i Marias liv.

Med Marias legeme som medium, blev Kristi krop relateret til Adam og til patriarkerne i Hans linje. Kristi krop eller legeme var i patriarkerne på den måde at Marias krop var i dem, og på den måde at alle deres efterkommere var i dem. En efterkommer er ikke en konkret del af en forfaders substans. Han har sit sande ophav i forfædrene, men han er ikke en del af forfædrene, i sit kød, legeme eller væv.

Kristus antog ikke menneskeligt kød som var genstand for synd. Han antog menneskeligt kød som var renset fra al infektion fra synd. Her ser vi fx årsagen til det faktum at Vor Frues ubesmittede undfangelse er en realitet, fordi den umiddelbare kilde til Kristi legeme er jomfruelig og ubesmittet. Skt. Paulus (Heb. 7, 6-9) siger at Levi, det endnu ufødte tipoldebarn til Abraham, "gav tiende til Abraham" da Abraham gav tiende til Melkisedek. Her har vi en form for forkert antagelse at Abraham sonede for kødets syndige helbredelse. Men Herren var ikke i sine menneskelige forfædre på den måde, at Han kunne arve Adams synd. Han var et sandt barn af Adam, men Han var ikke efterkommer på den måde at Han arvede konkupiscensen, Han var undfanget af den ubesmittede jomfru direkte ved Guds almægtige kraft.


Kristi undfangelse

Hele Treenigheden effektuerede Herrens legemes undfangelse. Men på en særlig måde, er undfangelsen tilskrevet Helligånden. For Kristus kom fordi Guds store kærlighed til menneskeracen er en realitet. Skriften siger (Johs., 3,16) at "Gud således elskede verden, for at give Hans enbårne søn". Så det er passende at Herrens undfangelse skulle tilskrives Helligånden, dvs. Gud Helligånden, den tredje person i Treenigheden. Så vi siger rigtignok at Kristus var undfanget af Helligånden. Det antyder at Helligånden er det aktive, livgivende princip ved undfangelsen, og også at den som undfanges er konsubstantiel med dette aktive princip. Men det er ikke passende at sige, at Helligånden er Kristi Fader. Skt. Augustin (Enchir. xi) siger "Kristus var født af Helligånden, ikke som Søn, men Han var født af Maria som søn". I denne evige personlighed, er Kristus Guds Søn ved Faderens evige generation. Derfor er Han evigt Guds søn, Han var ikke gjort til Guds søn ved at blive menneske ved Helligåndens hjælp. I Kristi undfangelse, havde Den Salige Moder ingen aktiv del at spille, udover at samarbejde med Gud ved sit samtykke, at Hans vilje skulle ske i Hende. Og Maria samarbejdede med Guds vilje og arbejde; "Det ske mig efter Dit Ord", sagde Hun.


Herrens undfangelses måde

Skt. Gregor har skrevet at "...så snart englen bebudede dette, så snart Helligånden kom ned, blev Ordet til i livet, og blev kød..". Den krop som blev antaget af Ordet må være i en perfekt tilstand. Så den krop kan ikke være formet før bebudelsen, men blev formet og antaget i samme øjeblik Maria samtykkede Guds vilje. I dét øjeblik blev ordet kød, og tog bolig i blandt os.

Ved det præcis samme øjeblik at Kristus blev undfanget, blev den rationelle og spirituelle menneskelige sjæl i færd med at animere Kristi krop. Herrens legeme var ikke først undfanget, og senere antaget ved Ordet. Det begyndte at eksistere ved dét præcise øjeblik hvor det blev antaget. Denne undfangelse af Herren, ved dets aktive og producerende princip, var entydigt mirakuløs og overnaturlig.


Herrens perfektion før Sin Fødsel

Kristi menneskelige sjæl var helliggjort øjeblikkeligt ved undfangelsen, ved Ordets forening. Kristus havde hele nådens fylde øjeblikkeligt, som både helliggjorte Hans legeme og Hans sjæl. Fra det første øjeblik af undfangelsen, havde Kristus en perfekt menneskenatur, med komplet og fuldendt forstand og fornuft, med både perfekt intellekt og vilje. Derfor, Kristi menneskenaturs helliggørelse omfattede den totale og komplette tilpasning af Hans menneskelige vilje, til den guddommelige vilje, og denne handling er fortjenstfuld. Ergo, Kristus gjorde ret fra første øjeblik af Sin undfangelse. Og denne fortjenstfulde perfektion er komplet, Gud som er blevet menneske, kan ikke stige eller forøge i fortjeneste. Han mangler intet, har ingen potentialer. Han er fuld perfektion. Fra dette første øjeblik blev Kristi menneskenatur forenet med Personen, og ergo var Kristus fuldt bevidst om den salige skuen ved Gud.


Kristi fødsel

En fødsel, det at blive født, omhandler en person som indlades eller deltager i fødslen. Det er en naturlig hændelse. I en almindelig menneskefødsel, så fødes personen, men menneskenaturen fødes ikke. Det er personen som besidder naturen, der fødes, og det er denne hypostasis, foreningen, som fødes. Så Kristi fødsel, er Guds fødsel i Hans søn, som består i menneskenaturen, det er Guds Søn som fødes som menneske. Det er ikke bare menneskenaturen der fødes, men foreningen af Gud og menneskenaturen sammen der fødes. Guds Søn er evigt genereret, eller født, af den evige Fader. Men i Tiden, fødes Han som menneske af jomfrumoderen. Men ellers er Guds Søn evig, og udgår evigt, af Faderen. I sin aktivering, var undfangelsen af Kristus Guds eget værk. Og fødslen var effektueret uden forstyrrelser, eller ved at gøre vold på Vor Frues jomfruelighed, og selv i den fysiske forstand af ordet jomfruelighed. Og dog er Kristus sandt menneske og sand Gud, Han er sandelig Marias barn, og Maria er sandelig Hans Moder. Marias barn er sand Gud. Hun er den sande moder af det barn. Derfor, kaldes Maria Guds Moder. Det er kættersk at benægte denne sandhed. Kristi subsistens eller sønlige relation til Gud, er fastsat ved guddommelig åbenbaring, forstået sådan at Treenigheden er én og ikke mangfoldig. Hvis vi taler om en ny Kristi relation mellem Han og Den Salige Moder, mener vi ikke i den forstand at vi taler om flere relationer i Guds søn, men vi siger at der kun på én måde kan være én virkelig slægtsmæssig relation mellem Kristus og den evige Fader, og denne relation er evig. Men dog er der stadig en temporal, eller tidslig, relation mellem Kristus og Hans Moder. Vor Herre var født af Maria uden at Hun åbnede sit jomfruelige liv. Derfor havde Maria ingen lidelse, smerte eller fortvivlelse ifm. fødslen af Sin Guddommelige Søn. Det var passende at Kristus skulle fødes i Bethlehem. For det første var Han af profeterne kaldet "Davids sæd", passende derved at fødes i Davids by, Bethlehem, hvor David selv blev født. For det andet kaldes Bethlehem "Brødets hus", og det var passende at det levende brød skulle fødes i dén by (jf. Johs 6,51). Vi ved at Kristus blev født på et passende tidspunkt, for Han valgte tidspunktet at komme til verden på, og vi ved at Han er den almægtige, alvise Gud. Så tiden Han valgte at ankomme på, var hverken for tidlig, således at mennesket ikke havde erfaret ondskaben ved menneskets oprør mod Gud, eller for sent, ift. at menneskets hovmod var blevet forvandlet til fortvivlelse.


Manifestationen af den nyfødte Kristus

Kristi fødsel blev ikke manifesteret på én gang for hele menneskeheden. Var Kristus således tydelig for hele menneskeheden, ville frelsen ved korset være forhindret, for, som Skt. Paulus siger (1 Kor 2,8): "Hvis de havde vidst det, ville de aldrig have korsfæstet herlighedens Herre". Herudover, den universelle manifestation af Kristi fødsel ville have reduceret troens fortjeneste, hvor tro er "beviset på ting som ikke kan ses synligt" (jf Heb 11,1), og virkeligheden af Kristi menneskelige natur ville nemmere kunne bringes i tvivl. Dog måtte Herrens fødsel nødvendigvis manifestere sig, såvel som opstandelsen nødvendigvis måtte manifestere sig. "Ikke til alle, men til de vidner som var forudbestemt af Gud (ApG 10,41). Hvis Herrens fødsel var skjult for alle, kunne den ikke være til gavn for nogen. Kristi fødsel blev gjort kendt for de som skulle kende til fødslen, og disse menneskelige vidner repræsenterede alle folkeslag, mand og kvinde, jøde og vantro, dvs. hyrderne, de vise mænd, Simeon og Anna. Havde Gud direkte tydeliggjort og manifesteret Herrens fødsel for alle, fremfor at bruge skabninger (som fx engle, stjerner), ville det have været lettere for mennesker at tvivle på at Han var sandt menneske. Det var bedst for os alle at fødslen blev manifesteret på jorden på den måde som den rent faktisk blev manifesteret. Viden overføres og gives gennem de ting som er kendt af de mennesker som modtager denne viden. Så jøderne var fx vant til at modtage guddommelig instruktion via engle. Og de vantro var vant til at observere stjerner. Ergo, mens åndeligt-sindede mennesker som Anna og Simeon modtog Kristi manifestation ved Hans fødsel gennem indre åbenbaring, så måtte den mere verdslige og materielle verden se manifestationen af Herren gennem tegn og undere. Kristi fødsel blev først gjort kendt af menneskeheden via hyrderne, disse mennesker repræsenterede apostlene og alle de troende blandt jøderne. Dernæst blev fødslen manifesteret til de vantro gennem de 3 vise konger fra øst. Og slutteligt blev den igen manifesteret hos jøderne, repræsenteret ved Hellige Simeon og Anna. Fødselsstjernen var ikke en normal del af det himmelske system, den var en nyskabt stjerne og var ikke en del af hvælvingen, men nær jorden. For Skriften (Matt 2,9) siger "Den kom og stod over hvor barnet var". Nogle har lært at denne stjerne var en form for kraft som besad en form for fornuft, og nogle har undret sig over hvorvidt det var en tydelig manifestation af Helligånden, som fx duen der dukkede op ved Herrens dåb ved Johannes. Og andre igen har troet at det var en engel som dukkede op i menneskelig form, til de 3 vise mænd. Men det virker mest passende at sige at det var et nyskabt himmellegeme nær jorden. Pave Skt. Leo siger (Serm. De Epiph, xxxi) at stjernen må have været klarere og smukkere end de andre stjerner, fordi dens tilsynekomst øjeblikkeligt overbeviste de vise mænd om sin vigtige betydning og budskab. De Vise Mænd var "hedningenes førstefrugter", "Deres tro i Kristus var en slags forudsigelse for den kommende tro af alle folkeslag, på det inkarnerede Ord." De Vise Mænd var inspireret af Helligånden til at komme, og give ære til Kristus.


Lovmæssige foranstaltninger vedr. Jesusbarnet

Vor Herre underkastede sig omskærelsen for a) at bevise virkeligheden af Sin menneskenatur, b) at godkende og validere en ceremoni som var Guddommeligt indstiftet, og c) for at vise sin afstamning fra Abraham, som var den første der modtog omskærelsen, d) for at fjerne enhver hindring som ville forhindre jøder i at tro Ham, e) for at give os et eksempel på lydighed, f) for at indikere at synd kan kureres ved sanselig smerte, g) for at bære den ceremonielle lovs byrde således at Han kunne fjerne dette åg fra andre. Herren kaldtes JESUS ved guddommelig befaling (Luk 1,31). Navnet betyder "Frelser", og indikerer den gavmilde nådegave som tildeles Kristus som menneske, og at gennem Ham at alle må frelses, dvs. bringes sikkert til Himlen. Herren blev fremstillet Gud i en ceremoniel funktion i templet i Jerusalem. Dette var opfyldelsen af Pagten (2 Mos 13,2) som siger "Helligør for mig enhver førstefødte". Fremstillingen var en form for officiel konsekreation eller dedikation af den førstefødte, til Gud. Herren var ikke bundet af den ceremonielle lov som påkrævede denne fremstilling, for Han er Gud såvel som menneske, og Hans guddommelige Person er ikke forpligtet til at overholde menneskeskabte love og foranstaltninger; eller de af guddommeligt ophav. Men Herren ønskede at være lydig over for loven, til gavn og styrkelse af menneskeheden. Og Maria var lydig, ved at imitere Sin guddommelige Søn, i den ceremonielle lov og praksis. Hun underkastede sig renselsens krav i templet, selvom Hun ikke havde behov for at blive renset, og siden der ikke var nogen arvesynd i undfangelsen af Hendes søn. (Luk 2,22). I de dage hvor Vor Frue fremstilledes i templet ift. Moseloven, så var det ift. loven og ikke ift. Vor Frues personlige behov.


8 views0 comments

Recent Posts

See All

Commentaires


bottom of page