Nøglemagten
Himlens port, som har været åben for menneskeheden siden Opstandelsen, er lukket for det menneske som er bebyrdet af skyld for dødssynd, og gælden for den evige straf som kommer af den. Hvad som helst som fjerner disse to ting fra menneskets sjæl, åbner Himlens port for ham. Dét som kan åbne en port, kaldes passende en nøgle. Magten til at fjerne synd, både som skyld og straf, er betroet af Kristus til Hans Kirke, og til præsterne i Hans Kirke. Denne magt, når den særligt udøves i bodens sakramente, kaldes passende nøglemagten, eller nøglernes magt. "Nøglerne" er magten til at binde og løse, som er givet til Kirken af Vor Herre, mere specifikt er disse "nøgler" og deres magt givet til præsterne til at tilgive synder. Så der er to nøgler, og de adskilles fra hinanden ved deres respektive funktioner; den ene nøgle "dømmer" hvorvidt synder skal tilgives eller fastholdes, og den anden nøgle "løser" fra synd. Når disse to nøgler bruges (når den angrende dømmes værdig hertil og er forløst fra sin synd), så er Himlens port åben for den som bekender og angrer sine synder.
Nøglernes effekt
Nøglernes magt fjerner syndens skyld, fordi nåde gives i bodens sakramente, og derved fjerner nåden skylden. Nøglernes magt, ved præstens absolution, fjerner den evige straf som skylde grundet synden og overtrædelsen - men nøglernes magt fjerner også de midlertidige syndestraffe grundet synd. Præsten udøver nøglernes bindende magt når han nægter at give absolution til en synder som ikke bør modtage den, ud fra hans egen vurdering. Den bindende magt udøves også når der tildeles bod til en synder, fordi Himlen kun "låses op" for den som udøver bod og angrer tilfredsstillende for sin synd. Præsten udøver ikke sin nøglemagt som han synes og frit vælger, eller i henhold til sine egne præferencer - men udøver denne magt som en Guds tjener, og udøver Guds autoritet - dette gøres med omsorg, diskretion, reverens, klogskab og den korrekte disposition hos den som bekender sin synd.
Nøglernes tjener
Den Gamle Pagts præsteskab var ikke beriget med nøglernes magt. Men præsterne i Den Gamle Pagt havde kræfter som forudsagde og så at sige - præfigurerede - nøglernes magt. Før alt andet, besad Herren selv på mest fremragende vis nøglemagten. Han er sin egen magt som Gud, og Han besidder den som menneske. Og denne mægtige kraft og magt gav Han til Kirkens præster. Nøglernes magt er kun tildelt til de hellige ordener, og eksklusivt til præster. Sommetider bruges begrebet "nøglemagt" til at omhandle magten eller jurisdiktionen i Kirken eller bispedømmet, men det er ikke ofte at det sker.
Uanset hvor hellig en lægmand synes at måtte være, så har han ikke nøglemagten, og kan ikke som lægmand på nogen mulig måde, opnå den eller tilegne sig den. Nøglemagten hører til præsteskabet. Den er ikke afhængig af sjælens tilstand hos den præst der udøver magten. Skismatiske, kætterske og ekskommunikerede præster fastholder essensen af nøglemagten, men de mister retten til at udøve den, dvs. jurisdiktion. Kirken, ved at fratage jurisdiktionen fra præster som er udenfor Hendes rækkevidde, fjerner alle sande angrende fra sådanne præster. Ingen sand angrende synder skulle fremstille sig selv for sådanne klerikere. Hvis man bekender sine synder til én som helt åbenlyst er udenfor Kirken, så begår man en synd og dermed kan man ikke få absolution.
Nøglemagtens brug
En præst kan udøve nøglemagten i henhold til den jurisdiktion som er tildelt ham gennem de fornødne kirkelige myndigheder, hvad enten jurisdiktionen er lokalt geografisk betinget ,eller bundet til en person. Typisk er en præst givet myndighed til at høre skriftemål hvor som helst i et bispedømme. For at præsten på lovlig vis kan høre skriftemål i et andet bispedømme end sit eget eller hvor han hører til, så skal han have lov til dette af den lokale biskop i det pgl. bispedømme. Grundet sin præstelige ordination, kan en præst løse enhver fra enhver synd. Men jurisdiktionen, dvs. retten ti lat bruge denne magt, er reguleret i forhold til præstens pligter. Biskoppen eller en anden ordinær myndighedsudøver, kan reservere retten til at løse de fra synd som er ekskommunikeret, til enkelte præster.
Alle i Kirken som bruger deres sunde fornuft, hvad enten det er lægfolk eller klerikale, har behov for bodens sakramente. Alle skal gå til skriftemål og søge absolution. Og siden ingen kan løse sig selv fra synd, ikke engang Paven, så kræver sakramentet en præst som er kvalificeret med den rette jurisdiktion til at høre skriftemål.
Ekskommunikation
Ekskommunikation betyder, a) adskillelse fra de troendes samfund og familie, b) tab af retten til at deltage i bøn og generelt gode handlinger som en del af Kirken, c) tab af retten til at modtage sakramenterne. Kirken fastsætter denne strenge straf af ekskommunikation, kun når omstændighederne kræver det, og er yderst alvorlige. Og Kirken håber altid at Hendes strenge handlinger vil ydmyge den hovmod hos personen som er ekskommunikeret, således at bringe vedkommende til anger og bod, og vinde vedkommende tilbage blandt Kirkens børn. Kirken håber også at hindre de dårlige effekter som udøves mod andre, ved at ekskommunikere personens dårlige eksempel Årsagen til ekskommunikation er altid dødssynd, hvorved synderen er vedholdende i denne. Sommetider kan selv midlertidige ting medføre alvorlig synd, legemlig integritet, frisind, eller besiddelser af dyre ejendomme. Og det er muligt at en person kan blive ekskommunikeret for at påføre kun midlertidig skade hos andre. Ekskommunikation er effektivt, dvs. det producerer de triste effekter som nævnes foroven. Men det er ikke aktuelt effektivt hvis det meddeles ved en fejl eller ved uheld.
Personer involveret i en ekskommunikation
Retten til at ekskommunikere udøves kun lovligt at de som besidder et større og mere generelt juridisk embede i Kirken, dvs. biskopper og overordnede for prælaturer. En person som selv er ekskommunikeret, eller som er af den klerikale stand som er suspenderet fra sit kirkelige embede, kan ikke ekskommunikere. Sådanne personer, som er frataget jurisdiktion selv, kan ikke udøve jurisdiktion over andre. Ekskommunikation er en straf som er givet af en overordnet. Derfor kan personer som er ligeværdige eller undergivne, ikke ekskommunikere.
Ekskommunikation gives kun til individer, men kan gives til flere individer samtidig. Man kan også ekskommunikeres flere gange af forskellige årsager, for at distancere vedkommende fra andre som lider skade af de årsager som ekskommunikationen medfører.
Omgang med de ekskommunikerede
Hvis en person er under ekskommunikation, og således er blevet erklæret ekskommunikeret, så skal de troende ikke have nogen omgang med vedkommende overhovedet. I andre tilfælde er det ikke forbudt at pleje omgang med ekskommunikerede i verdslige spørgsmål, som fx i sociale arrangementer eller i forretningsøjemed. Det kan ske, at den som plejer omgang med de ekskommunikerede, selv er genstand for ekskommunikation. Det er en synd ikke at adlyde Kirkens befaling ved at pleje omgang med ekskommunikerede i forbudte spørgsmål. Det er en dødssynd hvis det a) omhandler den sag hvorved ekskommunikationen var fastsat, b) om religion, c) hvis det handler om foragt for Kirken. (PS: Det gælder naturligvis protestanter og øvrige kætterske sekter).
Absolution fra ekskommunikation
Den absolution vi her taler om, er ikke den absolution som er en del af bodens sakramente. Denne absolution fjerner synd fra den angrende, men denne absolution vi her taler om, er ophævelsen af censuren for de personer som er ekskommunikerede. Absolution for synd kræver en rehabilitering af den ekskommunikerede person, fordi han er udstødt fra de troendes samfund og Kirkens legeme, og denne synd skal udryddes før ekskommunikationen kan ophæves. Kun kompetent juridisk myndighed kan ophæve ekskommunikationen og censuren for vedkommende personer.