Aquinas: Sakramenterne

Definitionen på et sakramente

Ordet sakramente betyder i sig selv, "noget helligt", eller noget som er relateret til dét som er helligt eller sakralt. Men på den må vi nu skal forstå ordet sakramente, betyder det først og fremmest et tegn som udtrykker en form for hellig ting, som er udenfor sansernes umiddelbare rækkevidde. Supplerende kan man sige, at det er en sammentrækning af ordene "Sacram" og "ens"; en indtræden i det allerhelligstes mystik. Et sakramente er et tegn som bruges til mennesker, til at forstå ting som er hellige, og det er et tegn som gør mennesker hellige.

Det er altså et tegn som indregner fortid, nutid og fremtid, fordi a) det refererer til menneskets helliggørelse i sin årsag, som er Kristi passion, b) det hjælper mennesket til at opnå hellighed ved at tilføre nåde og fremelske dyder, c) Det bærer i sig selv løftet om det evige liv som skal komme. Mennesket opnår intellektuel viden fra sanserne, sanselig viden. Derfor, er sanselige tegn brugt til at signifikere åndelige ting. Et sakramente er et tegn som sanserne kan forstå, så sindet kan forstå den åndelige og intellektuelle betydning som tegnet skal viderebringe. Et sakramente er altid et ydre eller sanseligt tegn. Sakramenterne er tegn som ikke kan besluttes eller defineres af mennesker. Sakramenterne er til menneskets helliggørelse, så de er tegn som er indstiftet og udvalgt af menneskets helliggører, vor Guddommelige Herre. Et tegn er ikke gjort til et sakramente ved nogen naturlig magt i sig selv, men det er gjort til et sakramente ved virkelige og autentiske ord som giver det åndelig betydning og magt. Ergo, ord er nødvendige for at kunne udgøre et sakramaente. Ikke alle ord som mennesker vælger, er passende til at udgøre et sakramente. Fordi de som tegn er guddommeligt bestemt, så er det autentiske og virkelige ord som udgør sakramenterne. Hvilke som helst ord som udelades eller tilføjes for at ændre betydningen af et sakramente rent essentielt, ville gøre sakramentet ugyldigt.

Sakramenternes nødvendighed

For at frelse sin sjæl, har mennesket behov for sakramenterne. Fordi a) menneskenaturen har brug for at blive dirigeret eller ledt af kropslige og sanselige ting, til dé som er spirituelle, b) mennesket behøver legemlige tegn, fordi synd har underkastet mennesket til materielle ting, og mennesket selv er ude af stand til at rette sit sind direkte mod dét som er åndeligt, c) mennesket tenderer aktivt til materiel og udvortes udtryk, og hvis denne tendens ikke dirigeres på ret vis, så henfalder den til overtroisk og dæmonisk praksis. Sakramenterne er altså måder hvorpå mennesket instrueres i ting som er åndelige, ved at lære og bevare mennesket i essentielle sandheder og praksis. Ergo, fordi de tjener til menneskets hjælp, så siger vi at sakramenter er nødvendige for menneskets frelse. Og sakramenter er åndelige remedier for de som er sårede i sjælen, af synden. Sandelig, da mennesket var i en uskyldig tilstand og var syndfri, havde han ikke behov for sakramenterne. Hellige tegn, eller sakramenter, var i brug under Den Gamle Pagt, ved guddommelig befaling, før Kristi komme. Intet menneske kan frelses uden Kristus. Derfor, før Kristus kom, havde folk behov for synlige tegn til at bekende deres tro da Han kom. Sådanne tegn, var sakramenter.

Da Kristus kom og grundlagde Sin Kirke, etablerede Han syv sakramenter. De er Den Nye Pagts sakramenter. Etableringen af de 7 kristne sakramenter, forkaster Den Gamle Pagts sakramenter, som var gamle og hellige tegn som profeterede Kristi komme og Kristi sakramenter.

Nåde: Den største sakramentale effekt

Den Nye Pagts sakramenter producerer nåde. For sakramenterne inkorporerer mennesket med Kristus, gør Ham til en del af Kristi krop, og denne inkorporation kan kun effektueres af nåde. Den principielle årsag til nåde er Gud, og sakramenterne er indstiftet til at være den instrumentelle årsag til Guds nåde. Nåde gør sjælens essens perfekt, fra nåde flyder alle gaver og dyder ind i sjælens kræfter. Hvert sakramente føjer effekter, kræfter og perfektion ind i sjælen, og det er sakramental nådes evne at den medfører dette. Sakramental nåde er en særlig guddommelig gave som gives til sjælen i sakramentet, og som er til at hjælp sjælen i at opnå dens præcise mål, som sakramentet er indstiftet til. Så nåde er i sakramenterne grundet Den Nye pagt, som en instrumentel iboende kraft. Sakramenterne er instrumentelle årsager til nåde, og derfor besidder de en instrumentel kraft til at tilvejebringe nådens effekt. Den Nye Pagts sakramenter får deres kraft fra Kristi passion, og Passionens dyd er i en form tilvejebragt eller meddelt til sakramentets modtager. Den Gamle Pagts sakramenter kunne ikke i sig dem selv tilvejebringe helliggørende nåde, men kunne kun indikere den tro hvorved mennesker retfærdiggøres; dvs. stilles i en tilstand af helliggørende nåde.

Sakramenternes effekter

En karakter er et blivende mærke, en form for segl og et tegn på en person. Så et sakramente er i stand til at indprente et blivende mærke på den kristne sjæl, som markerer den permanent som dedikeret til tilbedelse af Gud. På samme vis er en uniform eller et gradstegn en form for mærke på en soldat, som indikerer en form for loyalitet og tilhørsforhold, rang og særlige pligt. Men den karakter som indprentes af sakramentet, må være en åndelig ting, fordi den påsættes sjælen. Derfor må den være én af de tre ting en åndelig sjæl kan have, dvs. en passion, vane eller magt. Den er ikke en passion, fordi en passion ikke er blivende, den forgår let, hvor en karakter har en permanens i sig. Den er heller ikke en vane, men den er en åndelig kraft. Den sakramentale karakter er Kristi karakter og mærke af Ham. Den er på sin vis en deltagelse i kristi evige præsteskab, fordi den kommer fra Kristi sjæl.

En karakter som indprentes ved et sakramente i Den Nye Pagt, markerer den kristne sjæl som modtager af ting som hører til Guds tilbedelse. Tilbedelsen af Gud involverer handlinger som kommer fra sjælens kræfter. Ergo, den sakramentale karakter har sjælens kræfter som genstand, ikke sjælens essens som sådan. Enhver helliggørelse som udgydes af Kristi præsteskab, er evig. Derfor, en karakter som indprentes af et sakramente, er også evig (fordi den indprentes af Kristi præsteskab. Den kan ikke fjernes fra sjælen, den er en ubrydelig og evig afmærkning af sjælen.

Men ikke ethvert sakramente i Den Nye Pagt, indprenter en ubrydelig karakter på sjælen. Sådan en karakter indprentes af de sakramenter som er meddelt til guddommelig tilbedelse, og som giver en person magt til at modtage eller meddele andre sakramenter. Dåben giver en person magt til at modtgae andre sakramenter. Men konfirmationen har også en del af samme egenskab. De hellige ordner myndiggør modtageren til at meddele sakramenter til andre. Derfor, disse tre sakramenter, dåb, konfirmation og hellige ordener, indprenter hver især en karakter på sjælen. En egenskab ved disse sakramenter er at de kan modtages én gang, af samme person. Deres respektive karakter falmer aldrig, eller kræver aldrig fornyelse.

Sakramenternes meddelelse og ophav

Gud er årsagen til sakramenterne, og deres effekt på sjælen hos den som modtager effekten. Personen som administrerer sakramenterne, er Guds instrument. Gud er den principielle årsag, mens meddeleren er den instrumentelle årsag til sakramenterne. Så den indre effekt ved et sakramente, kommer alene fra den principielle kraft. Gud alene kna forårsage sjælens retfærdiggørelse ved nåde. Sådan en retfærdiggørelse er den indre effekt af sakramenterne. Derfor, siden kun Gud kan give sakramenterne deres retfærdiggørende eller nådemeddelende kraft, så er det Gud alene som kan indstifte et sakramente.

Kristus, som Gud, udøvende af Sin guddommelige magt, indstiftede de syv sakramenter i Den Nye Pagt. Men Kristus som menneske har magt over sakramenterne, og er deres mest fremragende meddeler. Kristus kan meddele magt over sakramenterne til Hans præster, også den autoritet og excellence som Han har ift. sakramenterne. Sakramenternes gyldighed når de er meddelt, er ikke afhængige af den værdighed hos den som meddeler sakramentet. Instrumentet kan ikke ændre essensen af det som udøves af den principielle årsag. Vand er vand, hvad enten det flyder gennem et rør af guld eller et rør af bly. Så selv en ond kleriker kan gyldigt meddele et sakramente.

Men en ond person som administrerer et sakramente, gør ondt. Han begår en synd ved manglende reverens, som i sin essens er en dødssynd. Det kaldes et sakrilegie. Al magten fra sakramenterne kommer fra Kristi passion, som hører til Ham som menneske, selv om Hans magt ikke er tildelt sakramenterne rent tegnmæssigt udover ved Kristus som Gud, som tildeler sakramenterne kraft og magt. Siden Kristi lidelse og død er kilden til sakramental magt, hører den til mennesker snarere end til engle, at administrere sakramenter. Men Gud kunne hvis Han ville, give magten til engle.

Den som meddeler et sakramente skal sandelig og villigt have intentionen til at meddele det. Han skal tilvirke den passende og bestemmende materie eller stof, og form eller tegn. Han skal virkelig mene hvad han siger (ord, og form) som gør sakramentet signifikant. Hvis intentionen udelades, er sakramentet ikke gyldigt meddelt.

Men skulle meddeleren af sakramentet mangle tro, så kan han gyldigt meddele et sakramente, forudsat at han bruger det korrekte tegn eller stof, og bruger den rette formular, og har intentionen af at gøre hvad Kristus og Kirken ønsker at gøre. Hvis en kvalificeret kleriker har til hensigt at meddele et sakramente, og gør alt som er påkrævet af Kristus og Kirken, så er sakramentet gyldigt og validt. Selv hvis klerikeren har ond vilje. Hvis fx en præst ville døbe et menneske alene pga. en form for personlig vinding, så er sakramentet ikke gjort ugyldigt grundet denne onde hensigt.

Antallet af sakramenter

Den Nye Pagt har 7 sakramenter. Mennesket har 7 legemlige behov, og siden det legemlige liv har en vis konformitet med det åndelige liv, så forholder vi os til 7 åndelige behov til de af kroppen. De 7 sakramenter svarer til disse sjælens behov: a) I den kropslige orden har mennesket behov for fødsel, i den åndelige orden er dåben en fødsel, b) I den kropslige orden har mennesket behov for at vokse og næres, i den åndelige orden sker dette ved konfirmationen, c) i den kropslige orden har mennesket behov for konstant næring til styrke og liv, i den åndelige orden næres vi af den hellige eukaristi, d) I den kropslige orden er sygdom en grund til at have behov for medicin og læge, mens sjælen genopbygges ved bod og skriftemål, e) i den kropslige orden har mennesket behov for fuld vigør, med alle spor af tidligere sår som skal fjernes, i den åndelige orden sker dette med den sidste olie, f) i den kropslige orden må der være fred og orden, og nogen skal have en autoritet til at tilvejebringe dette, og i den åndelige orden tilvejebringes det med de hellige ordener, g) i den kropslige sociale orden har mennesket behov for at forplante sig, og i den åndelige orden har dette naturlige behov sin helliggørelse i ægteskabets sakramente. Det er passende at disse ordner knyttes til 7 sakramenter, dåb, konfirmation, eukaristi, bod, sidste salvelse, hellige ordner, ægteskab. For det første kommer kommer sakramenterne med det formål at gøre mennesket perfekt, først ved at direkte at døbe, konfirmere og deltage i den hellige eukaristi, og indirekte ved at fjerne det som er skadeligt, ved bod, salvelse, og hertil kommer de sakramenter som gør mennesket perfekt i samfundet, de hellige ordener og ægteskabet. I absolut forstand er det største af alle sakramenter Den Hellige Eukaristi, fordi den er Vor Herre og Gud selv. Men ift. menneskets behov, kommer først dåben og dernæst boden. Og den nødvendighed vi her omtaler, er nødvendigheden om målet. Det som siges at have målet som nødvendighed, er enten simpelt eller absolut, hvis målet ikke kan opnås uden dette, enten relativt eller ikke-absolut, hvis målet kan opnås uden det, men ikke passende. Så hvis mennesket forsøger at bestige et vist bjerg, må han nødvendigvis gå derhen hvor bjerget kan bestiges. En vis befordring er da nødvendig for at gennemføre rejsen til det sted hvor bjerget skal beskues, og selv om der er strabadser undervejs, så kan man da nå målet ved at gå og således befordre sig. Så denne bevægelse rent fysisk, kan sidestilles med den nødvendige bevægelse og forandring ved dåben, som er en forudsætning for at kunne opnå det mål der er frelsen - så både dåb og bod er nødvendig, for så vidt at mennesket begår synd efter dåben, og således er da også de hellige ordener nødvendige for at tilvejebringe det nådemiddel.