Aquinas: Om Loven 2

Forandringer i loven

Menneskelige love er udarbejdet af fejlbarlige mennesker. Derfor kan de forandres, i takt med at mennesker opnår mere erfaring, og således bedre kan tilvejebringe menneskers velfærd. Der kan altså opstå betingelser, som nødvendiggør forandringer i menneskelig lov. Men hyppige lovmæssige ændringer bør undgås, fordi der ofte opstår et mindre gode ved at forandre loven, end det onde som er ved at fastholde loven. Sædvaner kan ofte erstatte lovgivning, for at understøtte samfundets ve og vel for mennesker. Nogle mennesker kan unddrages lovens gyldighed, hvis de individuelt rammes unødvendigt af den. Dette kaldes dispensationer.

Den Gamle Pagt

Den gamle pagt, eller gamle lov, udtrykkes i Skriftens Gamle Testamente. Den gamle pagt skulle undertrykke passionerne, og forhindre synd. Men den kunne ikke tilvejebringe den nåde som mennesket har behov for, for at opnå sit mål og formål. Denne nåde kom med den nye pagt og med kærligheden, som er Kristi lov. Ergo var den gamle pagt god, men ikke perfekt. Den gamle pagt kom fra Gud, den var en guddommelig lov, og disponerede og forberedte menneskeheden til Kristi komme, med Hans perfekte lov om kærlighed. Det uperfekte tjener til at tilvejebringe det perfekte, selv i forhold mellem Gud og mennesker. Den gamle pagt skulle altså tilvejebringe de vilkår som kunne muliggøre perfektion. Gud gav den gamle pagt til mennesket ved sine engle. Hellige Paulus (Gal. 3,19) skriver at "..den gamle pagt var givet ved engle..". Men den nye pagt var givet ved Gud selv, som blev menneske for at herske over os, og frelse os. Det er passende at et særligt folk, igennem hvem frelseren kom, skulle modtage den gamle pagt først.

For så vidt at den gamle pagt var og er et udtryk for den naturlige lov, så var og er den bindende for alle folkeslag, jøder og hedninge. Men de særlige forskrifter i den gamle pagt, som skulle helliggøre jøderne forud for Kristi komme igennem deres nation, var kun bindende for jøderne.

Den gamle pagt blev passende givet på Moses tid. På det tidspunkt havde menneskeheden erkendt sin store synd i at gøre oprør mod Gud, og menneskeligt hovmod var blevet ydmyget markant. Og derfor medførte hovmodets fald også til tvivl, og Guds straf kunne ikke fortsætte på den vis. På Moses tid blev hovmodet sat under åg, og den gamle pagt kom på passende timelig vis, for at undertrykke ondskab og opmuntre til godhed.

Den gamle pagts forskrifter

Den gamle pagts forskrifter har ét formål, men de vedrører allesammen forskellige ting. I den gamle pagt findes der moralske forskrifter, fordi formålet med loven er og var at gøre mennesket moralsk godt. Herudover indeholder de ceremonielle eller liturgiske forskrifter, ift. på ret vis at udtrykke menneskets retning og tilbagevenden til Gud, gennem korrekt tilbedelse. Herudover indeholder den gamle pagt også visse juridiske direktiver eller anvisninger som regulerer det udvalgte folk indbyrdes, imod fremmede iblandt dem, og i forskellige livsfaser. De tre ting udgør hele den gamle lovs forskrifter, moralske forskrifter, ceremonielle love, og juridiske direktiver.

Den Gamle Lov gjorde mennesket disponibelt til at modtage den nye pagt, eller nye lov, således som det uperfekte gør noget disponibelt for det perfekte. Ergo var det passende at der var tidslige straffe og belønninger ift. at håndhæve den gamle pagt, fordi mennesket i sin uperfekte tilstand havde behov for sådanne incitamenter.

Den Gamle Pagts moralske forskrifter

Den gamle pagts moralske forskrifter hører til den naturlige lov, dvs. at den evige lov rent moralsk anerkendes ved almen sund fornuft. Men de moralske forskrifter hører ikke alle til den naturlige lov på samme måde. Nogle er tydelige udtryk for den naturlige lov, mens andre er afledt af den naturlige lov, enten ved menneskelig fornuft eller ved overnaturlig indgydt oplysning i sjælen. De moralske forskrifter i den gamle pagt er grundlæggende dækkende ift. at ordne menneskets fornuft mod Gud. Disse forskrifter berører alle dyderne. Alle de moralske forskrifter i den gamle pagt kan opsummeres i dekalogen, dvs. de ti bud. Dekalogens forskrifter er specifikke og adskilte bud og forbud. 3 af de 10 bud regulerer menneskelig adfærd direkte mod Gud, de andre 7 regulerer menneskets adfærd under Gud, mod næsten. Dekalogen leder mennesket til Gud gennem ærefrygt, trofasthed og tjeneste. Den regulerer menneskets adfærd mod næsten ved at kræve særlig ærbødighed mod forældre, og forbyder onde eller skadelige handlinger (drab, tyveri, utroskab), i ord (løgn), og tanker og lyster (begær). Dekalogen opstiller forskrifterne i en passende orden. Buddene er tydelige og passende formuleret. Dekalogen udtrykker altså Guds vilje. Og hvis mennesket ikke opfylder disse forskrifter, kan han ikke tilpasses Guds vilje og opnå sit formål og mål. Ergo er forskrifterne essentielle forskrifter, som aldrig tillader dispensation. For at man kan opfylde en lov perfekt, så skal den menneskelige handling som opfylder den, være udført bevidst, frit og ud fra en vanemæssig dyd. Så man bør have dyder nok til at være lydig over for loven.

Moralske dyder er kun udøvet perfekt når de udøves med eller gennem kærlighed. Kærlighed er altså lovens fylde. Alle de moralske forskrifter i den gamle lov er opsummeret i, men ikke perfekt udtrykt i, de tid bud. Der er særlige bud, givet af Moses og Aaron for det udvalgte folk, for særlige omstændigheder og under særlige betingelser. Disse er implicit en del af dekalogen. De moralske forskrifter i den gamle lov var lavet for at vejlede mennesket til godhed, og for at forberede dem til Kristus. Men selve opfyldelsen af forskrifterne kunne ikke tilvejebringe nåde i sig selv, som er retfærdiggørelse.

Den Gamle Pagts ceremonielle forskrifter

Den gamle pagts ceremonielle forskrifter var guddommeligt fastsatte måder hvorpå man kunne give Gud passende ære og tilbedelse. Udvortes, såvel som indvortes, så påhvilte de mennesket som en moralsk forpligtelse. Ergo var de ceremonielle forskrifter fastsatte regler for den moralske lov. Åbenbaringens fylde var ikke blevet til, da den gamle pagt blev formuleret. Derfor var det passende at de gamle forskrifter skulle sigte til denne opfyldelse, både figurativt og profetisk: De skulle sigte til Kristus og Hans Kirke, som en måde hvorpå Himlen åbnedes for den kristne. Og det gør de sandelig den dag i dag. Den gamle pagt havde mange forskrifter til instruks og vejledning for folk, og for at imødegå folks tendens til idoldyrkelse. De kan opdeles i fire ting, ofre, hellige ting (tabernakler, beholdere, instrumenter til tilbedelse), rensende forberedelser for guddommelig tilbedelse (også kaldet konsekration), og observanser, ift. føde, påklædning og handlinger.

Årsagerne til Den Gamle Pagts ceremonielle forskrifter

De ceremonielle forskrifter var indstiftet grundet guddommelig visdom, og derfor var de på den tid de mest hensigtsmæssige midler til at opnå Guds mål og vilje. De var altså en præfiguration af Kristus og Hans Kirke, fordi meget af liturgien og ceremonien afspejlede den tilbedelse som sigter til Kirken. Ofring er den højeste handling nogen religion kan udføre. Den leder menneskets tanke og sind mod Gud, den anerkender Ham som skaber og alles HERRE. Den fjerner menneskets fokus væk fra afgudsdyrkelse. Derfor er Den Gamle Pagts ofring den mest levende af alle ceremonielle fremgangsmåder, og er også en præfiguration af den nye pagt. Den viser og peger mod det perfekte offer, nemlig det på Korset. Som det er gældende for messen i dag, så var instrumenterne og klæderne i Den Gamle Pagts ceremonier behandlet og betragtet med højeste ærværdighed. Menneskets sind og vilje blev indprentet med en forståelse og anskuelse af sandhed, og at den formelle tilbedelse af Gud ikke blot var nogen ordinær rutine. De hellige remedier og forberedelser omfattede vaskning, strøelse med aske, salvelser osv., og sigtede - og sigter stadig - til en perfekt tilbedelse af Kristus. Alle disse ting sigter til en perfekt fejring af Den Hellige Eukaristi, og passende bod forinden selve offerhandlingen som et middel til nåde.