top of page

Aquinas: Om Loven


Lovens essens

Lov er en forordning for fornuften. Ordet "lov" kommer af et latinsk ord, som betyder "at binde". Derfor er fornuften reglen eller målet for menneskelige handlinger, det som binder et menneske ift. menneskelige handlinger, vedrører fornuften. Loven er også en forordning for fornuften, henset til det fælles gode for mennesker i et samfund. Loven er ikke direkte ment som til gavn for individer som sådan, selvom den binder individuelle mennesker. Lov er primært til gavn for individer i en gruppe, dvs. for samfundet. En lov er altså en forordning for fornuften, henset til et fælles gode. En lov skabes enten af et samfund, som den kan binde, eller den er påført et samfund af den person som har myndighed og autoritet over det. Love skal formuleres og bekendtgøres, dvs. de skal tydeliggøres for de som forpligtes på den. Uden kendskab til loven, kan en person ikke vejledes i sine menneskelige handlinger. Lovens fulde definition er altså en forordning af fornuften, som formuleres og skabes for det fælles gode af de som har myndighed og mandat over et samfund af individer.


Typer af lov

Alle ting i universet er regeret af guddommelig fornuft. Denne regeringsmåde er lov. Siden guddommelig fornuft eller visdom er evig, og identificeres med Gud selv, så er denne lov en evig lov. Alt er underkastet den evige lov. Den styrer alt mod deres mål. Men på en særlig måde, så er den også den lov som styrer rationelle skabninger, dvs. mennesker. Mennesker tager den i den guddommelige fornuft ved at blive bevidste om den orden om de ting som vi omgiver os med, ifølge mennesket skal opnå sit mål, sit sande eksistentielle formål. Den evige lov, som er tydeliggjort for menneskets fornuft, kaldes den naturlige lov. Den naturlige lov er den evige moralske lov som den erkendes ved normal menneskelig fornuft, uden hjælp af overnaturlig åbenbaring. Dvs. vi kan erkende Guds eksistens ved vores normale rationelle fakulteter. Den naturlige lov indeholder forskrifter, som giver mennesket vejledning og orden ift. at leve sit liv. Menneskelig fornuft fortolker og anvender den naturlige lov i forskellige tilfælde. Hvert brug eller anvendelse af den naturlige lov i forskellige tilfælde, kaldes menneskelig lov. Over den naturlige lov, og menneskelige love som kommer fra den, har mennesket også brug for evigt og guddommeligt ÅBENBARET lovgivning, som er åbenbaret overnaturligt. Fordi mennesket har et overnaturligt mål for sit liv, er naturlige midler i den henseende utilstrækkelige.

Derudover er der en vis usikkerhed forbundet med menneskelige handlinger og situationer, så derfor er menneskelige love ofte i modstrid med hinanden. Intet andet end den guddommelige og evige lov, kan lede og inddæmme menneskets indre handlinger. Denne vejledning og lovgivning, kan kun tilvejebringes gennem guddommelig åbenbaring. Menneskelige love kan ikke forbyde eller straffe alle onder, og når menneskelige love forsøger at gøre dette, så ødelægger de ofte meget som er godt. Kun guddommelig lov, som er overnaturligt manifesteret, kan forbyde og straffe alle onder, og på samme måde tjene det fælles gode i det menneskelige samfund. Den guddommelige og åbenbarede lov er tydeliggjort i det gamle og nye testamente i Den Hellige Skrift. Vi kalder disse for "Den Gamle Pagt" og "Den Nye Pagt". Disse to pagter eller love er adskilt, på samme vis som at en uperfekt ting er adskilt fra dens fulde og perfekte tilstand, som en baby er adskilt fra den voksne ift. hvorledes de begge er udviklet. Et korn er adskilt fra et fuldvokset træ. Så den nye Lov er perfektionen af Den Gamle Lov. Den gamle Lov virkede for det gode i mennesket gennem materielle ting, mens den nye lov virker for menneskets bedste gennem åndelige ting. Den gamle lov var sanktioneret gennem frygt, mens den nye lov er sanktioneret af kærlighed. Ved synden, vendte mennesket sig bort fra Gud og faldt under indflydelse af stærke sanselige impulser. Disse impulser er altid parate til at opflamme øjeblikkeligt, og de kaldes syndens vækster. Disse tilbøjeligheder er en afvigelse fra fornuftens regel, og er en konstant styrende kraft, og de er også en lov i sig selv. De nævnes af Skt. Paulus i Rom. 7,23 ("Jeg ser en anden lov i mine lemmer, som kæmper mod loven i mit sind").


Lovens effekt

Lovens effekt er at gøre mennesker gode. Fordi lov er en fornuftens forordning, så er det en sådan forordnings funktion at lede mennesker, gennem dyder, til deres sande mål. Men hvis lovens intention ikke er at lede mennesker til deres sande mål, så leder loven ikke til godhed som sådan, men den tenderer til at gøre mennesker gode fsva. de tilpasser sig til lovens intention. Ergo, en tyrannisk lov som siger til at presse mennesker til lydighed gennem slaveri, gør mennesker til gode slaver. Men fordi en tyrannisk lov ikke er en sand lov, fordi den ikke er i konformitet med fornuften, så er det ikke en sandt fornuftig lov. Loven søger at opnå sin effekt ved at lede de mennesker, som er bundet af den, og lovens krav kan udtrykkes på fire måder: Ved tilladelse, ved krav, ved forbud og ved straf.


Den evige lov

En regent besinder sig typisk på den type af orden han ønsker, blandt sine undersåtter. Gud er den uendelige og uendeligt perfekte regent. Gud derfor, har i sig selv den "type" af det som skabninger bør gøre, for at opnå deres mål og formål. Denne "type" er guddommelig visdom, som ses som evig lov. Ergo siger vi, at "den evige lov er den type af guddommelig visdom som leder og styrer alle bevægelser." Normale mennesker, mens de vokser fra barnekår og ind i voksenlivet (fornuftsalderen), begynder at få et begreb om den evige lov og dens krav. De bliver mere og mere bevidste om deres forpligtelser, og de genkender altså de krav som omhandler det at gøre godt, og undgå ondt. Ergo afspejler menneskelig fornuft den evige lov. Og som før, så er denne menneskelige bevidsthed om den evige lov, også det som kaldes naturlig lov. Siden Gud er den første og helt perfekte regent, så må mere ubetydelige eller mere indskrænkede regenters planer og love tilpasses og være på linje med Guds planer og love. Ergo, er alle sande og retfærdige love, i sidste ende, afstedkommet af den evige lov. Gud er ikke underlagt sin egen evige lov, for Gud er i sig selv den evige lov.

Alle universets handlinger og bevægelser er underkastet den evige lov, som arbejder gennem guddommeligt forsyn og styring. Derfor, falder alle menneskelige forhold under den evige lovs ledelse. Gode mennesker er perfekt underkastet den evige lov, og dårlige mennesker er dårligt underkastet den. Ultimativt, må orden og retfærdighed herske og vinde, og gode mennesker og onde mennesker vil ultimativt være i harmoni med retfærdighed, hvad enten vi her taler om herlighed eller straf.

Den naturlige lov

Den naturlige lov er den evige lov, som erkendes af god menneskelig fornuft, uden overnaturlig hjælp. Den naturlige lov bliver naturligt kend for normale mennesker, når de vokser til fornuftsalderen. Den naturlige lov er ikke i sig slev en vane i menneskesindet, men den bliver typisk til en vane. Den praktiske viden om de første moralske principper (undgå ondt, gør godt) bliver en sand vane i menneskets sind, og er en vane som kaldes "synderesis". De fundamentale forskrifter i den naturlige lov (gør godt, undgå ondt) er den grundlæggende rod som definerer forskrifter og forbud, som et menneske efterhånden vokser i bevidsthed og erkender tings godhed eller ondskab. Den naturlige lov omfatter alle sådanne retningslinjer. Den naturlige lov leder menneskets tilbøjelighed til at agere i overensstemmelse med fornuften. Og siden alle dyder er i overensstemmelse med fornuften, kan vi sige at alle dyder er foreskrevet af den naturlige lov. Den naturlige lov er den samme for alle mennesker, men for nogle mennesker kan den forværres eller forvitres af passioner, vaner eller onde dispositioner, som fx i det gamle Grækenland, hvor tyveri og løgn ikke blev betragtet som ondt. Sådanne undtagelser beviser kun reglen, at den naturlige lov er universel - blot fordi der er enkelte sygdomme som gør mennesket sygt, så er mennesket stadig i stand til at forstå hvad der er alment kendt som sundhed. Den naturlige lov er uforanderlig i den forstand at lovens forskrifter ikke kan ødelægges. Loven er skrevet i menneskers hjerter, og synd i sig selv fjerner den ikke.


Menneskelig lov

Mennesket har en tiltrækning til dydighed, men siden syndefaldet, også en tilbøjelighed til uordnet nydelse og ondskab. Mennesket kræver træning, især i ungdomsårene, således at han kan undgå ondt. Og mennesker som er onde skal inddæmmes. Hjælpsom træning og bindinger håndterer i nogen grad menneskelige handlinger, og derfor er naturlig lov ment at indramme og opnå opfyldelsen af dette sigte. Menneskelig lov er rodfæstet i naturlig lov, fordi de udgår fra den, og forsøger at anvende den i forskellige situationer. Positive menneskelige love kan siges at være for dydighed, retfærdighed, i overensstemmelse med landets sædvaner, passende lokalt og i tiden, brugbare, tydeligt formuleret, og for folkets bedste. Menneskelige love som bryder imod Guds åbenbarede og evige lov, skal modstås til alle tider. De er ikke bindende på samvittigheden, fordi de er i modstrid med Guds vilje.

19 views1 comment

Recent Posts

See All

1 Comment


Regin Benner
Regin Benner
Jun 06, 2023

Spændende stykke om loven.

Umiddelbart er det vist en tilsnigelse og forenkling af Aquinas at sige at GT arbejder gennem materielle ting for at gøre mennesker gode mens NT bruger åndelige ting for at gøre mennesker gode.

Der var vel noget åndeligt over feks slagtofrene i GT ligesom der også er noget materielt i både dåben og eukaristien og den sidste olie feks?

Like
bottom of page