top of page

Aquinas om laster og synd


Der findes laster, og der findes synder. Hvor laster kan være en slags dårlige vaner, så er synder nogle forsætlige valg vi tager, som fjerner os fra Gud i større eller mindre grad. Aquinas har en systematisk udlægning af hvad synd er, og hvad dårlige vaner også er. De hænger altså sammen, og jo flere dårlige vaner man har, jo mere tilbøjelig er man også til at fjerne sig fra Gud. Nøgleordet her er altså dydighed, hvor dyderne sidder i sjælen og sjælskræfterne. Så en synd er en menneskelig handling, dvs. en forsætlig tanke, et ord, en gerning, en lyst eller en udeladelse, som står i modsætning til fornuften, og dermed til Gud. En last er en syndens vane. Så laster er amoralske dårlige vaner, og står i modsætning til dyderne som er moralsk gode vaner. Og synd, som er en ond handling, står i kontrast til dydige handlinger, dvs. moralsk gode handlinger. Så dyder og laster er hinandens modsætninger. Lasten er også i modstrid med orden og fornuft, og står også i modstrid med menneskets rationelle natur. Fx. er tobaksrygning et godt eksempel på det. Og i sig selv, er en dårlig handling værre end en dårlig vane. For en dårlig handling er en gerning som er gjort, hvor en dårlig vane kun er en form for disposition til at gøre dårlige handlinger. Derfor straffer man også i den sekulære lov, den kriminelle handling, men ikke den kriminelle disposition eller tilbøjelighed. Én synd ødelægger ikke den modsatte dyd i vanemæssig forstand, dvs. man kan stadig godt have en god vane og udøve den modsatte synd. På samme måde, såvel som en god gerning ikke etablerer en dyd, så gør en slet handling heller ikke en last. Men én dødssynd ødelægger al indgydt dyd som dyder (som levende og aktive), men ikke som vaner. Og en dødssynd ødelægger altså kærligheden og gør tro og håb uvirksomme i menneskets stræben efter Himmerige. Dødssynder knuser troen og håbets evne til at virke som kraftige dyder i sjælskræfterne, men fjerner dem ikke som vaner. Veniale, eller kødelige, synder ødelægger ikke kærligheden eller andre dyder i sjælen. En person som synder ved udeladelse, må selvfølgelig gøre noget hele tiden, men synder altså ved udeladelsen - dét som personen ikke får gjort, og her kan man sige at her er tale om en udeladelse af pligten. Udeladelsens synd er ikke hvad man gør, men hvad man fejler i at få gjort. Synd er af og til formuleret som "ord, gerninger eller længsel i modstrid til den evige lov". Denne definition kan siges at være tilstrækkelig, fordi syndige "tanker, gerninger, længsler" også medfører tanker og forestillinger. Og en udeladelsens synd er faktisk en gerning, dét at undlade hvad man burde og ved at man burde gøre.

Adskillelsen af synd

Synder er i deres essens adskilt fra hverandre, ved deres objektive kendetegn og virkelighed, hvor de er ude af trit med fornuften og Guds lov. Det vil sige, synder adskilles fra hinanden som objekter (i tanken, i gerning, ord). Vi skelner altså mellem syndige gerninger, syndige ord og syndige lyster. En synd kommer fra en uordnet lyst til et slags skabt gode, eller fra en uordnet trang til nydelsen i det skabte gode. Det kan fx være lysten til et stykke kage, lysten til alkohol, lysten til at fremhæve sig selv på upassende vis, eller meget andet. Bemærk at der er grader her, og lysten i sig selv er ikke syndig, fx til slik eller nydelsesmidler - men det faktum at den er uordnet, dvs. at den ikke er under kontrol af dyderne, eller får forrang for noget man ellers burde gøre eller dyrke. Er man fx fed, og ved man godt at man har en tilbøjelighed eller trang til frådseri, så er det synd at spise slik, dvs. føje mere til bunken. Så denne syndige uordnethed, kommer fra objekter i sindet og i tanken (fx hovmodige tanker, upassende kærlighed til selvet) eller fra sanserne (fx mad og det seksuelle). Der er altså en adskillelse af synder, hvor nogle er åndelige og nogle er kødelige. Her vil det give mening at genbesøge indlægget om helligåndens nådegaver eller sjælen, fordi de hænger sammen med kontrol over vores laster og tilbøjeligheder. Aquinas' antropologi er sammenhængende, så sjælskræfterne, dyderne, nåden, syndskonceptet og sjælen hænger alle sammen i et indbyrdes virkende tandhjul. Synder er altså adskilt på vegne af deres mål, dvs. hvad de er rettet imod, og ikke hvad de er forårsaget af. Groft kan de karakteriseres som a) Synder mod Gud, som fx blasfemi, hæresi, helligbrøde, b) synder mod selvet, dvs. fx. manglende mådehold og c) synder mod andre, dvs. tyveri, mord eller bagtalelse. Selvfølgelig er alle synder imod Gud og Hans vilje, men præcis disse typer af synder er direkte rettet imod Gud eller Hans ejendom. Andre synder kan være mere sublime og indirekte. Synder er altså ikke kendetegnet ved den straf som kommer som en konsekvens af dem. Alle dødssynder medfører den samme straf, men der er forskellige distinktioner mellem dødssynder også - fx blasfemi og mord. Og mens dødssynder (som gør en fortjent til evig straf) essentielt er adskilt fra veniale synder (eller "kødelige" synder) som kun medfører timelige straffe, så skelner man ikke mellem disse to typer af synder ud fra hvilken strafudmåling de medfører. Ihvertfald ikke her på jorden. Derfor straffes man naturligvis hårdere for dødssynder, end for kødelige synder. Man adskiller heller ikke synder ud fra enten begåelse eller udeladelse. Både tyven der stjæler ti kroner, og den som undlader at returnere de 10 kroner han har stjålet, begår en synd mod retfærdigheden. I alle typer af synder så skelner vi, som skrevet foroven, mellem synder i tanken, i ord og i gerningen, og selv i lyster, og i udeladelse. Tanken forudsætter ordet, og ordet kan lede til handlinger. Så synden kan være alene i tanken, eller i tanken og i lysten, eller i tanken og orden, eller i alle tre - tanken, ordet og i gerningen. Synd er altså adskilt specifikt som synder af overdrev, eller synder af manglende eller defekter. Man synder ved overdreven kærlighed til et skabt gode, eller synder i defekt ved at være ufølsom overfor godhed. Uordnet kærlighed og syndig ligegyldighed er ikke samme type af synd. Man kan altså sige, at når vi begår synd, så er vi tiltrukket af noget godt, som ikke som sådan leder os mod Gud eller mod Hans vilje. Men vi betragter det som godt, hvad enten det er kage, sex eller rigdom. Og det er også godt i sig selv, men ikke det højeste gode. Det højeste gode, er Gud. Vi kan altså have forskellige motiver for en synd, og motivet kan ændre alvoren af synden, men ikke typen af synden. Derfor skal vi altid se på synderen og omstændighederne i det mest favorable lys. Men man kan også godt begå flere forskellige synder samtidig, fx kan man stjæle penge fra en Kirke for at bestikke en politiker som så vil gennemføre anti-klerikal politik, begår altså flere synder på samme tid. Sommetider kan synder også stå imod hinanden, fx syndig kærlighed og syndigt had. Derfor er alle synder som sådan ikke forbundet med hinanden. Og det rækker nok også at sige, at ikke alle synder er lige alvorlige. Alvoren udmåles i forhold til i hvor høj grad de afviger fra fornuften. Herren siger til Pontius Pilatus (jf. Johs. 19,11): "Han har udleverede mig til jer, har den større synd". Men derfor var Pilatus' synd stadig stor. Alvoren af dødssynd varierer ift. dens type, og denne type bestemmes af den objektive karakter af synden. Så igen er mord værre end tyveri. Man kan vurdere syndens grovhed i modsætning til dyderne - så jo mere fremragende en dyd er, jo værre er den synd som står i kontrast til den. Veniale synder kan ses i kontrast til de store dyder, men ikke i direkte fald. En analogi kan fx illustrere det: Den alvorligste sygdom er den som direkte ædelægger helbredet og står i modsætning til det, mens mindre besværligheder og sygdomme også står imod et godt helbred, men kun indirekte og ikke totalt destruktivt. Omvendt, så er et mere perfekt helbred friere fra sygdom og død, og står mere forberedt til at overvinde mindre sygdomme og anslag. Derfor, jo mere fremragende en dyd er, jo længere borte er den fra dens fulde modsætning, og jo mere klart og tydeligt trækker den mennesket væk fra de små fejl som kan lede til den fulde syndsmæssige modsætning. Kødelige synder er altså generelt mindre alvorlige en åndelige synder, men de bringer større skam over synderen og tenderer til at ødelægge synderen. De kødelige synder stammer typisk fra en stærkere impuls end åndelige eller spirituelle synder, fordi de leder mod uordnet nydelse, mens åndelige synder er en direkte bortgang fra Gud og fra fornuften. Jo mere intenst viljen vælger og holder fast i synden, jo mere alvorlig er den. For det er viljen der er årsag til synd, og jo større årsag, jo større effekt. Og når viljen forstærkes i synd, af ting som er udenfor viljen og imod dens natur, så forstærkes synden i alvor. Derfor, uvidenhed, som svækker fornuftens dømmekraft og hindrer viljens evne til at vælge det gode til, reducerer syndens alvor, men det samme gælder konkupiscens som hæmmer den frie vilje og bevægelse mod godhed.

Visse omstændigheder kan bringe nye elementer ind i selve synden, og ændre dens natur, eller føje mere til en anden synd. Omstændighederne hos en person kan altså føje noget til en synd vedr. broderlighed, til en synd vedr. uret. Fx hvis et menneske skader sin egen fader. Og andre omstændigheder kan vende en synd ved fx at en synder begår den samme synd på mere end én måde; fx hvis et menneske som lider af frådseri giver når han ikke burde, og til dem han ikke burde. Igen, kan omstændigheder gøre en synd mere alvorlig, uden at ændre dens substans eller natur. Fx hvis alvorlig vrede dyrkes og næres over tid, og på den vis bliver mere vedvarende. En synd forværres ved den større skade den forvolder, medmindre skaden er accidental til synden, og hverken er forudset eller var til hensigt af den som begår synden. I synder mod andre, så kan den forurettedes status altså gøre synden større, fx kan manglende respekt for forældre gøre en synd værre, end fx manglende respekt over for respektable fremmede. Igen er en synd større hvis den begås mod en som, gennem hellighed er tættere på Gud end andre. Jo mere fremragende en person er, eller jo større status vedkommende har i Guds øjne, jo større er hans eller hendes synd. For sådan en person har ressourcer til, nemmere at undgå synden. Derudover, ved at synde, viser sådan en person større utaknemmelighed over for Gud, som har tildelt større nåde til vedkommende. Slutteligt, så er synd i sådan et menneske typisk og altid inkonsistent med de gaver vedkommende har fået, og dermed er årsag til endnu større skandale. Det kan man fx tænke over, når man ser hvordan meget af Kirkens kleresi begår sig i dag.

Syndens genstand

Udgangspunktet for alle menneskelige handlinger, er viljen - og synder er menneskelige handlinger, og ergo er viljen syndens udgangspunkt. Igen, så er syndens princip altså det man kalder syndens genstand. Ergo er viljen syndens genstand. Skt. Augustin siger (Retract. i,9): "Det er ved viljen at vi synder, og ved viljen at vi lever retfærdigt". Viljen tillader nogle af sine handlinger, eller fuldender dem ved sig selv, og befaler samtidig nogle andre (som udføres ved underlagte kræfter af sind eller sjæl, eller begge). Ergo, syndens totale genstand er, med viljen selv, alle sjælens kræfter som kan sættes i bevægelse, eller kan forhindres i at bevæges, ved viljen. Alle kræfterne kan altså medvirke til synd. Og også derfor, selv sanselige eller kødelige kræfter kan være genstand for synd, for så vidt at deres udøvelse er frivillig, dvs. at man vil udøvelsen af dem. Når vi synder, så gør vi det fordi vi vil. Dødssynder er aldrig udøvet i de sanselige dele af mennesket, men i fornuften som disponerer menneskets handlinger til at agere med en sanselig tendens eller mod et mål. Vi har med vores fornuft, kontrol over vores følelser og vores sanser. Synden er altså i fornuften, og det vil sige i den intellektuelt oplyste og rådførte vilje, når synden sker som en konsekvens af uvidenhed ift. hvad synderen kunne eller skulle vide, og har forsømt at vide, og også når fornuften befaler en form for uordnet bevægelse i de lavere kræfter, eller fejler i at holde sådanne impulser i skak. Det er fordi at fornuften har pligt til at tøjle kødeligheden, gennem viljen og fornuften i forening. Når fornuften tillader de lavere kræfter eller appetitter at bevæge sig uordnet, og dvæler ved nydelsen af denne uundgåelige bevægelse, uden dog at udføre hvad der dvæles ved, så er fornuften skyldig i synden der kan kaldes "dunkel nydelse". Man begår denne synd ved at dvæle nydelsesmæssigt eller ved samtykke, på ulovlige bevægelser eller hævnforestillinger, lystige tanker, misundelse, begær eller andre laster. Skt. Augustin skelner mellem den højere fornuft, som kontemplerer over evige sandheder, og den lavere fornuft som tænker på tidslige ting. Når den syndige fornuft giver samtykke til at begå syndige handlinger, så er det den højere fornuft som tillader dette, fordi den højere fornuft kender til den guddommelige og evige lov som synden overtræder. At glæde sig ved tanken over det som er alvorligt (dvs. dødssyndigt) syndigt, er i sig selv en dødssynd når fornuften samtykker til denne glæde, hvor man leder og underholder tanken ved at lede den mod synden i sig selv. Det er altså alvorligt syndigt at samtykke til tilbøjeligheden til dødssynd. Man skal altså forkaste sådanne tanker omgående. Samtykke til den syndige handling er en synd som vedrører den højere fornuft. Den er dødeligt og kødeligt syndig, i henhold til den handling som samtykkes til, og hvorvidt den er dødeligt eller venialt syndig. På sin egen måde, er den højere fornuft potentielt skyldig i kødelig og dødssynd. På sin egen måde, fordi den ikke direkte er motiveret af de lavere kødelige appetitter. Fx en pludselig bevægelse af vantro kan være en kødelig synd, hvis den kom fra et øjebliks hensynsløshed begået af den højere fornuft.


Syndens årsag

Den direkte årsag til synd er viljen, for så vidt at den på skyldig vis mangler retning mod ret og fornuft (den sandt oplyste, og det rådgivende intellekt) og Guds lov, og er rettet mod et skabt gode. Den indre og nærmeste årsag til synd findes i viljen. Vi siger typisk at denne indre og tilnærmelsesvise årsag til synd er fornuften, hvor vi mener de intellektuelle elementer eller dele af mennesket, dvs. hans vilje og intellekt tilsammen. Den fjerne, i modsætning til den nærmeste indre årsag til synd er påvirkningen af de sanselige appetitter og forestillingsevnen. Denne fjerne indre årsag til synd er aldrig den komplette årsag, det må tillades rent intellektuelt hos mennesket ved den frie vilje, før dene synd kan blive fuldt effektiv. Ydre ting kan i nogen grad være genstand for synd, men kun delvist og også ukomplet, for så vidt at eksterne objekter kan bevæge sanserne, og gennem sanserne, udøve en påvirkning på fornuften. Det er fx derfor at man ikke skal udsætte sig selv og sine børn for syndige billeder eller lyde. Men omvendt kan en ædelsten opildne en person til at ønske den, til at dvæle ved forestillingen om at eje den, og også lede ham til at stjæle den. Men til sidst må vi sige, at tyveriet ikke er forårsaget af ædelstenen i sig selv, men af tyvens vilje, som agerer på denne manglende orden i fornuften. Samtidig, kan en synd også medvirke til at forårsage en anden - én handling kan inspirere andre til at udøve den samme handling. Men det er altid viljen, hos det enkelte menneske, som er årsagen. Vi synder, fordi vi vil.


21 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page