top of page

Aquinas: Om kærlighed og godhed


Godhedens dyd

Godhed forstået som en overnaturlig dyd, er venskab mellem mennesket og Gud. For Guds vedkommende er det kærlighed, velvilje og nådens og godhedens tildeling, og for menneskets vedkommende omhandler godhed hengivenhed og tjeneste af Gud. Vi skal altså som mennesker elske, tjene og kende Gud. Det var i godhed at Herren sagde til sine apostle (Johs 15,15), "Jeg vil ikke nu kalde jer tjenere, men venner." Godhed er i et menneske som en bestemt, overnaturlig og vanemæssig kraft, som føjes til sjælens naturlige kræfter, og som indlader viljen til at handle med lethed og fornøjelse, i udøvelse af en kærlighedsrelation til Gud. Hellige Augustin skriver at "..kærlighed er den dyd som, når vores lidenskaber er perfekt ordnede, forener os med Gud, for det er gennem kærlighed at vi elsker Ham." Kærlighed er ikke en generel dyd, eller overlappende dyder, det er en særlig dyd som har sin egen natur, og den er på niveau med de andre dyder (tro og håb), og er adskilt fra disse dyder. Og kærlighed er én dyd, den er ikke adskilt i forskellige dyder. Kærlighed er altså den højeste af alle dyder - mens tro lader os kende til sandheder om Gud, mens håbet motiverer os til godhed i Gud, så er det kærligheden som lader os opnå Gud, og lader os række ud til Ham. Al sand dyd leder et menneske til Gud, menneskets ultimative gode, menneskets mål. Ergo, kærlighed som omfatter det ultimative gode, må være i sjælen for at den kan være en levende og virksom dyd. Ingen sand overnaturlig dyd er mulig at opnå, uden kærlighed. Kærlighed leder derfor alle de andre dydshandlinger, og muliggør at mennesket kan opnå sit mål. Og kærligheden lader de andre dyder virke som effektive instrumenter hertil. Kærligheden er altså "formen" på de andre dyder.


Kærlighedens essens

Kærlighed er en overnaturlig dyd og bor i menneskets sjæl. Den er helt specifikt en del af de appettitive kræfter i menneskets sjæl, dvs. i menneskets vilje. Fordi viljen retter sig mod godhed, og fordi kærligheden er den dyd som retter sig mod det ultimative gode i mennesket. Kærligheden retter sig mod Gud selv. Denne kærlighed findes ikke i mennesket naturligt, fordi den er overnaturlig. Ergo kan vi ikke opnå kærlighed med vores naturlige kræfter. Kærlighed er i os gennem guddommelig indgydelse. Som Skt. Paulus skriver (Rom. 5,5), "Guds kærlighed udgydes i vores hjerter ved Helligånden, som er os givet." Vores naturlige gaver og evner, bestemmer på ingen måde kvantiteten af kærlighed i os. For (Johs. 3,8) "ånden bevæger sig hvor Han vil", og "Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil." (1 Kor 12,11). Mængden af kærlighed i os er bestemt af Guds vilje, og ikke vores. Kærlighed kan vokse i os mens vi har dette liv på jorden, på vej mod Gud, dvs. mens vi er pilgrimme. Hvis kærlighed ikke voksede i os, ville vi ikke kunne vokse i kærlighed i rejsen mod Gud. Kærlighed stiger i intensitet, men den føjer ikke noget til sig. Ikke hver kærlighedshandling forøger kærlighedens dyd. Det er muligt at en kærlig handling, som udøves uperfekt, ikke forbedrer noget i den person som udfører handlingen. Men hver handling som er kærlig, og veludført, leder til en anden, og ultimativt til en handling som forøger kærligheden.

Kærlighed vokser successivt, og det er ikke muligt at fastsætte begrænsninger på denne forøgelse mens det jordiske liv pågår. En kærlighedsmæssig perfektion (som ikke er afgrænset) ses i de mennesker som giver hele deres hjerte og vilje til Gud rent vanemæssigt, og hvor de ikke ønsker eller tænker på noget som er i modstrid med Hans kærlighed. Der er tre trin i kærligheden, dens begyndelse, udvikling og dens perfektion. Kærlighed kan ikke reduceres, men den er totalt tabt gennem dødssynd - men den kan ikke blot mindskes i sjælen. Kærlighed er guddommeligt venskab, den afhænger af Gud, den uendeligt perfekte ven, som aldrig glemmer os eller ignorerer os, og ergo reduceres kærligheden ikke. Men hvis man udelader kærlige handlinger og begår veniale synder, kan man disponere sig selv til at miste kærligheden fuldkomment gennem dødssynd, og på denne ekstrinsiske måde kan man sige at kærligheden risikerer at mindskes. Når først vi har kærlighed i dette liv, er der ingen garanti for at vi ikke mister den. De salige i Himlen har umistelig kærlighed, mens kærlighed for de mennesker på jorden, kan mindstes.

Kærlighed mistes ved dødssynd. For den som har kærlighed og fortjener det evige liv, mens et menneske som begår dødssynd fortjener evig død, dvs. evig straf. Det er derfor umuligt for et menneske at have både kærlighed, og på samme måde være i en tilstand af dødssynd. Én dødssynd uddriver kærligheden.


Kærlighedens genstand

Kærlighedens genstand, det som kærligheden er rettet imod, er Gud, og vores næste i Gud. Hellige Johannes (1 Johs 4,21) skriver at "Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.": Kærlighed er godhed og venskab. Vi har kærlighed når vi elsker Gud og næsten, og ønsker for næsten det gode i Guds venskab. Så ud af kærlighed, elsker vi kærligheden i sig selv. Vi kan ikke elske dyr på samme måde, fordi de ikke har en rationel sjæl. De søger ikke Guds evige venskab. Vi skal elske os selv pga. sand kærlighed. Fordi den måde hvorpå vi elsker os selv, skal være samme måde hvorpå vi elsker andre. Den Hellige Skrift befaler os at elske næsten som os selv (3. Mos 19,18). Selv vores krop skal elskes grundet kærlighed, for den er Guds skabning som skal bruges ved menneskets fornuft til at tjene Gud. Skt. Paulus siger i Romerbrevet 6,13, "Fremstil jeres lemmer som instrumenter for Guds retfærdighed". Vi skal ikke elske de uordnede tendenser som er et resultat af arvesynden. Vi skal elske næsten ud af kærlighed, og især hvis han er en synder. Vi skal hade synden, men vi skal elske den person som begår den, hvor vi ønsker ham bod, forladelse og evigt liv, for Guds skyld.

Folk der begår synd, elsker ikke dem selv i sand forstand. De elsker kun et tilsyneladende gode i dem selv, og de elsker eksterne og skabte goder, for godernes egen skyld. Og derfor mister syndere kærlighedens mål som er uendelig lykke i Gud. Syndere elsker ikke dem selv, for som Skriften siger (Sl. 10), "Han som elsker synden, hader sin egen sjæl".

Vi har en direkte befaling fra Gud, at vi skal elske vores fjender. I evangeliet fra Skt. Matthæus (5,44) kan vi læse; "Elsk jeres fjender, og gør godt mod dem som hader jer, bed for dem som forfølger og bagtaler jer".


Derfor skal vi elske vores fjender helt generelt, og vi skal altså også være beredt til at vise dem kærlighed i al forstand.

Vi skal også elske Guds engle på grund af kærlighed, fordi vi håber på at tage del i den evige lykke med dem. Denne forventning om himmelsk venskab, kaldes kærlighed. De faldne engle, dvs. dæmoner, tager ikke del i denne evige lykke og kærlighed, og derfor er de udenfor kærlighedens rækkevidde.

Skt. Augustin skriver; "Der er fire ting som skal elskes; Det ene er over os, nemlig Gud - det andet er os selv, det tredje er nær os, vores næste, og det fjerde er under os, vores krop."


Kærlighedens orden

Der findes i kærligheden en orden, og Gud er princippet for den orden. Gud skal elskes på grund af kærlighed, før alt andet. Andre skabninger som elskes, skal elskes ift. deres passende sted og plads, men underordnet Gud. Gud skal elskes fordi Han er årsagen til al lykke, og ergo skal Gud elskes mere end vores næste, som skal elskes ikke pga. ham selv, men pga. Gud. Og vi skal elske Gud mere end vi elsker os selv. Det vi elsker i os er fra Gud, og er kun elskeligt fordi det har Gud som årsag. Og en person elsker kun sig selv med kærlighed for øje, når han søger at blive forenet med Gud og tage del i Hans lykke. En person som elsker sin næste, elsker ham fordi han ønsker samme union og relation til Gud. Og derfor elsker vi altid os selv højere end næsten, fordi det vi ønsker for os selv kræver større anstrengelse end det vi ønsker for næsten. Men samtidig skal vi elske vores næste højere end vi elsker vores krop. Og vi elsker også vores næste i forskellig grad, vores forældre, vores børn m.v. - og det er der intet galt i, sålænge at vi ikke afholder næsten fra den behørige kærlighed de har behov for. Vores kærlighed rækker typisk til de næste som er tættest på os, ift. nære relationer, landsmænd osv. Det bånd som er stærkest i relationerne, er blodets bånd. Skt. Ambrosius siger at vi skal elske Gud først, og så vores forældre, og så vores børn, og dernæst andre i vores hushold. Vi skal elske vores fader og moder. Strengt taget, går kærligheden til faderen forud for vores moder. En mand elsker sin kone mere intenst end han elsker sine forældre, men han elsker sine forældre med større reverens. Og det ser ud ti lat vi elsker dem som vi har større tiltro til, end de som har større tiltro til os. Kærlighedens orden som beskrevet, vil vare i Himlen til evig tid.


Kærlighed, godhedens primære handling

Godhed og kærlighed består i at elske, snarere end at elskes. Godhed er aktivt venskab og kærlighed. Derfor er det mere end blot god vilje, som er betingelsen og begyndelsen på et venskab. Gud elskes pga. kærlighed og for Hans egen skyld, ikke pga. noget udover Ham selv. Men vi kan på sin vis elske Gud pga. kærlighed, og stadig have noget andet i sigte, som fx når vi elsker Gud pga. de nådegaver vi modtager eller håber på, men på en måde hvor de gaver elskes fordi de disponerer os til at elske Gud mere. Selv i dette liv hvor vi er pilgrimme, kan vi have en umiddelbar og pludselig kærlighed til Gud, dvs. en kærlighed uden noget medium mellem elsker og den elskede. Vi kender Gud gennem mediet af skabte ting, men kærlighed virker modsat, fordi vi først elsker Gud og dernæst de skabte ting pga. Gud. Vi kan elske Gud fuldt og helt ift. vores egen skabte helhed, men aldrig ift. den uendelige helhed i Gud. Fordi vi er begrænsede, og kun Gud er ubegrænset. Det eneste vi behøver ift. kærlighed til Gud, er at elske Ham betingelsesløst og ubegrænset - vi har intet behov for noget mål for vores kærlighed. I sig selv er det mere fortjenstværdigt at elske en ven end at elske en fjende, på samme måde som det er værre at hade en ven end at hade en fjende. Men når man betragter hvor stor en kærlighed det kræver at elske en fjende, så er det ofte mere fortjenstfuldt at elske en fjende end en ven. Det er mere fortjenstfuldt at elske Gud, end at elske næsten. At elske næsten, er kun en fortjenstfuld handling, hvis vi elsker næsten for Guds skyld, og ikke vores egen eller næstens skyld.

17 views1 comment

Recent Posts

See All

1 comentário


Regin Benner
Regin Benner
18 de jul. de 2023

Jo kærlighed af den sande slags kan vi ikke selv med vore naturlige evner frembringe.

Den er helt overnaturlig jfr Rom 5,5 Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Ånden.....

Dødssynd dræber helt denne kærlighed.


Skiller man sig fra sin kone og gifter sig med en anden begår man dødssynd (medmindre det første ægteskab er lovligt annulleret af Kirken)

Tak for et solidt stykke om kærlighed...

Curtir
bottom of page