top of page

Aquinas: Om håb


Håbets dyd

Håb er den teologiske dyd, som muliggør at vi tør længes efter og håbe på, med Guds nåde og velvilje, at opnå Himlen, hvor vi stoler på Gud, og hvor vi muliggøres at bruge Hans hjælp. Håb handler direkte om vores evige lykke. Det er den som gør at vi længes efter godhed, og i sidste ende, det højeste gode som er Gud. I bestræbelsen efter at opnå Gud og se Ham, så stræber vi også efter at besidde det som Gud giver os, dvs. evig lykke. I streng forstand findes håbet i individuelle personer, og kun den ene person særskilt. Håb handler om at et gode opnås eller opstår automatisk, hvor det ikke er let at opnå, og hvor man håber for sig selv at opnå dette gode. Så helt konkret så handler håb om noget vi selv kan opnå, men ikke for andre. Vi kan ønske andre det gode og bedste, men håb knytter sig til individets forestilling og tro. Siden kærlighed forener flere mennesker om samme ting, så kan man sige at man kan håbe det bedste for sine kære, at de må opnå samme gode som man selv ønsker at opnå. Vi fæstner vores håb til Gud, ikke mennesket. Vi kan fx have håb i at visse skabninger rent instrumentelt set kan udøve Herrens forsyn igennem dem og på vores vegne, så derfor sætter vi fx vores lid til helgenerne. Håb leder menneskets indsatser til Gud, og til evig lykke i Gud. Ergo er håb en teologisk dyd. Det græske ord theos betyder Gud, og fra Theos har vi ordet teologisk, for hvad som enten direkte eller indirekte refererer til Gud.

Tro muliggør at vi holder fast i Gud, som kilde til Sandhed, og håbet muliggør at vi holder fast i Gud som kilden til godhed. Kærlighed muliggør at vi kan fæstne os til Gud for Hans egen skyld. Ergo er håb en dyd som er adskilt fra de andre teologiske dyder. Håb kommer altså efter tro, fsva. tro giver os viden om hvad der bør håbes om.

Håb går forud for kærligheden i den forstand at håb om det gode, frembærer en kærlighed til det.


Håbets genstand

Håb hører til den appettitive orden, dvs. den orden som hører til vores appetitter, og ikke bare den orden som hører til den kognitive og rationelle. Den er en stræben efter noget. Den kan ikke høre til den sanselige orden, fordi håb som teologisk dyd stræber efter det guddommelige gode, og sanserne ved intet om det guddommelige gode. Så håb hører til den intellektuelle appetit, dvs. den hører til viljens fakultet. Derfor er håbet genstand for viljen. Som førnævnt, så er det som er genstand for noget, dét som det bor i. Så viljen besidder håb i en eller anden form. Håb som dyd opfyldes i Himlen. Den erstattes af den salige skuen af Gud. Når det som håbes opnås, så ophører håb med at eksistere. Der findes ikke i Himlen håb af nogen art. Engle og de salige sjæle i Himlen har intet at håbe for. Men hvad med de forbandede? De håber heller ikke, for de ved godt at de aktuelt og forsætligt har afvist lykke, og de fortsætter i al evighed med at afvise den, ergo har de heller intet at håbe for. Håb eksisterer kun på jorden og i skærsilden. På jorden håber mennesket på Himlen og det som det kræves for at opnå Himlen, det samme for sjæle i skærsilden som håber på Himlen, for det øjeblik hvori de indtræder i den. Vores håb på Gud og Himlen giver os forsikring og sikkerhed for at vi skal opnå det vi håber på og for. Denne sikkerhed hviler på Guds usvigtelige godhed og nåde, og på Hans absolutte troskab til Sine løfter.


Frygt

Frygt er en afstandtagen fra ondskab. Ergo kan vi ikke frygte Gud selv, for Gud er uendelig godhed. Men man kan sige at det at frygte Gud i den forstand at frygte det onde at blive adskilt af Gud fra synden, og i den forstand at frygte straffen for synd. Frygt kaldes "tjenstlig frygt", når den omhandler frygten for straf alene. Den kaldes "broderlig frygt" eller "kysk frygt" når den omhandler frygten for at fornærme Gud, vor elskede Fader. Mellem disse to typer af frygt er "indledende frygt", som er begyndelsen på broderlig frygt. En anden type af frygt kaldes "verdslig frygt", frygten for at miste midlertidige goder vi har her i livet, på samme vis som at klamre sig til det ultimative gode som er Gud. Verdslig frygt er altid ond, fordi den ikke medregner Gud og evigheden, og kun frygter tabet af temporale eller tidslige goder. Tjenstlig frygt er god for så vidt at den anerkender og frygter den ondskab som kommer som en konsekvens af synden. Fra en sådan frygt kan mennesket rejse sig og vække sig til at bevæge sig mod kærlighed, og bod. Forskellen på tjenstlig frygt er essentielt anderledes fra broderlig frygt, fordi tjenstlig frygt frygter straffen, mens broderlig frygt frygter at fornærme Gud.

Tjenstlig frygt kommer fra Helligånden, men den er ikke den Helligåndens nådegave som vi kalder Gudsfrygt. For så vidt at tjenstlig frygt er motiveret af godhed, kan den forblive i den sjæl som besidder kærlighed, dvs. er i en tilstand af nåde ift. Gud. Et andet aspekt ift. frygt, er visdom. Visdom er viden om Gud, sammen med viljen til at tjene og besidde Ham. Visdom begynder med tro, for det er gennem tro at vi kender Gud og ledes til Ham. Men visdommens begyndelse, forstået sådan at det som opildner et menneske til at være vist, er frygt. Denne begyndelse er både tjenstlig og broderlig, fordi en sådan frygt opildner mennesket til at kultivere visdom. I den forstand, og som Salmen skriver; "Frygt for HERREN er begyndelsen på al visdom", jf. Sl. 110. Så den indledende frygt, er en begyndende frygt, hvor både tjenstlig og broderlig frygt er en begyndelse på en form for gudsfrygt. Broderlig og kysk frygt for HERREN, er én af de 7 gaver fra Helligånden. Med den ærer vi Gud, og undgår det som adskiller os fra Ham. Broderlig frygt vokser i takt med kærligheden, ganske enkelt fordi jo mere man elsker Gud, jo mere frygter man at fornærme Ham og overtræde Hans bud. Samtidig bliver man mindre en slave af tjenstlig frygt, på samme måde som kærligheden forøges i sjælen. Fordi kærlighed fikserer sjælen mere og mere på Gud, og således tanken om selvet, og de straffe der overgår selvet, bliver mindre og mindre. Ergo, jo større kærlighed man besidder, jo mere sikker bliver man på, og mere forvisset bliver man på, at undslippe straf. Så den eneste frygt der findes i kærlighed, er broderlig frygt.

Broderlig frygt vil altså eksistere i sjælen når man når Himlen, men den er ikke det samme som når sjælen er på jorden. Fordi i Himlen er der ingen risiko for at man fornærmer Gud. Den første saligprisning, "Salige er de fattige i ånden", modsvarer frygtens gave. For hvis man frygter Gud perfekt, som man gør ved at besidde denne nådegave, så søger man ikke hovmodigt at blive æret eller at opnå rigdomme, men man er ydmyg og har en svag vilje. Man vil ikke agtes.


Fortvivlelse

Fortvivlelse, som er tabet eller forkastelsen af håb, er en synd, og den leder til andre synder. Skt. Paulus siger (jf. Ef. 4,19); "De som fortvivler, har givet dem hen til løssluppenhed, til udøvelsen af al urenhed, til begær." Ikke alle som fortvivler, har mistet eller afvist troen. En person kan ved tro vide at al synd er tilgivelig, og dog stadig ved en forvitret dømmekraft, forkaste al håb om tilgivelse.

Fortvivlelse er en dybt alvorlig synd. Den vender mennesket totalt væk fra Gud. I sig selv, er fortvivlelse ikke så alvorlig en synd som vantro eller had til Gud. Men for mennesket er det en farligere synd, end disse. For fortvivlelse leder mennesket til at give sig hen til alle mulige andre synder. Fortvivlelse opstår i en uorden i sjælen, som fx lyst. Men på en særlig måde, kommer den ud af dovenskab, ud af åndelig slaphed som ikke vil lade sjælen bekæmpe vanskeligheder, eller overkomme dem ved nåde eller overnaturligt håb.


Forudindtagen

Forudindtagen er en synd imod håbet, og er den fuldstændigt irrationelle forventning om at Gud vil frelse os, trods den dårlige vilje i os som gør frelsen umulig. Under dække af tillid til Gud, er forudindtagen en fornærmelse mod Gud, og vanærer vores eget intellekt. Det er fx forudindtaget at forvente tilgivelse, for synder som man ikke har angret og gjort bod for. Det er forudindtaget a forvente Himlen, uden at opnå fortjeneste derfor. Det er en synd, og kan være en meget alvorlig synd, men dog ikke så alvorlig som fortvivelse. For selvom den er uordnet og irrationel, så anerkender forudindtagen den guddommelige nåde og godhed, som fortvivlelsen forkaster. Forudindtagen virker først til at være i modstrid med frygt eller håb, fordi den forudindtagne tilsyneladende intet frygter, hvad enten det er broderlig eller tjenstlig frygt. Men den dyd som forudindtagen står direkte i modstrid med, er håb. Håbet er ordnet, mens forudindtagen er uordnet. Forudindtagen kommer fra forfængelighed, dvs. fra en hovmodig tillid at en person i sig selv er mægtig nok til at håndtere alt, og at vedkommende er så fremragende at Gud ikke vil straffe vedkommende.


Forskrifter vedr. håb og frygt

Hvert løfte i Skriften om belønning, er et implicit løfte og en forskrift om håb. Herudover, har Skriften advarsler og befalinger som fortæller os, at vi skal have håb. Herudover, i Salme 61 læser vi at "Håb i Ham, alle folkeslag". Herudover er frygt også forskriftsmæssigt fundet i Skriften, både som noget vi skal opnå, og noget vi skal undgå. Fx i 5. Mosebog, kan vi læse: "Og nu, Israel, hvad kræver HERREN af dig, men at du frygter HERREN din Gud?"

15 views3 comments

Recent Posts

See All
bottom of page