Aquinas om Guds essens: 3

Idéer i Gud

En idé eller et koncept, er sindets forståelse af en essens. Det er altså forståelsen af, hvad en definition betyder. Ergo er idéen om et menneske, selve sindets forståelse af det menneskelige væsen. Det er sindets forståelse af essensen af ting, som kan findes hos mange, og findes hos ethvert menneske, mand, kvinde og barn. Universelt set repræsenterer en idé altså en essens som virkeligt kan eksistere i individer. Koncepter er typen eller arten af de ting som forstås. Siden Gud perfekt forstår alle essenser, siger vi at alle idéer om alt er i Gud. Idéerne i Gud er ikke adskilte i Ham, de gør ikke Gud mere kompleks, ift. Hans enkelthed. Guds viden er kun erkendt gennem de forskellige skabninger som vi kender. Når Han kender sig selv, så kender Gud alt som kan kendes, og derfor er Guds essens i den enkelte art eller ting i hvilken Han kender alting. Udtrykket "I Gud er alle ting", er et menneskeligt uperfekt udtryk for Guds idéer. For så vidt at de guddommelige idéer er koncepter af ting som kan skabes, så kaldes de eksempler. Og for så vidt at disse idéer er ting som kan erkendes mere end de er skabt, så kaldes de typer eller arketyper. Derfor kan vi sige, at i Gud er alle idéer og eksempler.

Sandhed

Sandhed er anerkendelsen eller tilpasningen af virkeligheden, og sindets bedømmelse, af virkeligheden. Den er "ligheden mellem tanke og genstand". Sandhed beror formelt og som sådan i sindet, som korrekt vurderer en ting til at være hvad den virkelig er. Derfor, formelt er sandhed lig sandhed i tanken. Der er også det begreb som hedder tings sandhed, som kaldes ontologisk sandhed. Den består af nødvendigheden af at tilpasse ting med det guddommelige sind. Fordi Gud kender alt perfekt, og derved at tings eksistens afhænger af denne viden, og selv muligheden for at de kan eksistere. Formel eller logisk sandhed er sindets sande bedømmelse af virkelighed. Hvis det skabte sind vurderer forkert, er det i en tilstand af fejl eller falskhed. Sandhed er ikke i streng forstand idéer eller koncepter i sindet, men i bedømmelsen af hvordan sindet udtrykker sin samtykke eller afvisning af denne idé, og den virkelighed som idéen eller tanken repræsenterer. En ting kan erkendes, og kan undfanges og udtales af sindet, for så vidt at det overhovedet er en ting, dvs. at det har væren. Og hvad som helst som ufejlbarligt er kendt for hvad det er i det guddommelige sind, må derfor være sandt og eksistere på samme tid. Her findes der kun en logisk adskillelse, og ikke en virkelig adskillelse. Fx er en trekant konceptuelt perfekt, men i virkeligheden vil praktiske trekanter altid være forskellige og perfekte i mere eller mindre grad. I det menneskelige sind, går det at være forud for det som er sandt, fordi mennesket forholder sig til det faktum at noget har væren og væsen, før det erkender om det er i konformitet med det guddommelige sind, dvs. om det er sandt. Vi kan fx vurdere om et udtryk er sandt eller falskt, men det eksisterer stadigvæk. Det er bare ikke altid i konformitet med Guds perfekte vilje og væsen (fx abort eller løgn).

Fordi Gud kender alt perfekt og kender sig selv perfekt, er Gud i absolut konformitet med det som kender og det som kan kendes. Denne identitet er perfekt (det er også det vi er kaldet til, som kristne). Derfor siger vi ikke bare at der er sandhed i det guddommelige sind, eller at Gud har Sandhed, vi siger at Gud ER sandhed. Gud er Sandhed, evigt, absolut, suverænt, uendeligt, substantielt eksisterende med Hans udelte guddommelige natur og substans. Alle sandheder er altså i det guddommelige sind. Mange sandheder kan være i skabte sind, og mange sandheder kan være i det samme sind, og deres antal kan forøges i takt med at sindet begår flere og flere sande vurderinger om sande ting. Jo mere man læser i Bibelen, jo mere sandhed kender man eksempelvis.

Evig sandhed er kun i Gud. Mennesket kan kende ting som er eviggyldige, og disse ting kan siges at være sande i dem selv. Men disse sandheder er sande i dem selv, kun fordi Gud evigt erkender at de er sande. Og dermed er Sandhed uforanderlig i den uforanderlige Gud. Skabninger, som mennesker, kender mange uforanderlige sandheder, men deres erkendelse af dem er ikke årsagen til uforanderligheden. At skabninger erkender sandhed er ikke en uforanderlig handling. Skabninger kan afvise visse sandheder, og mennesker kan også glemme sandheder som engang var erkendt. Og der er en slags forandring i et sind som lærer nye sandheder at kende, som gør en sandhed bedre erkendt, eller som afslører den i bredere forstand.

I forhold til falskhed, så kan der ikke være falskhed i ting i dem selv, fordi falskheden beror på hvordan vi bedømmer dem. Det at ting eksisterer og at de er sande, er det samme. En ting er hvad den er, og den kan erkendes sådan af sindet. Derfor er alle ting sande og virkelige, eller de er det man kalder ontologisk sande. Der findes ikke noget der hedder ontologisk falskhed, i ting generelt. Når ting kaldes falske, så er det henset til brugen af dem, eller af deres effekt på sindet. Hvis nogen singer at følelse er et falsk grundlag for at bedømme ting, så siger man ikke at følelse ikke er følelse, men man siger at følelse er en falsk måde at bedømme på, fordi vi ikke kan bedømme rent med vores følelser, men med vores rationale. En vurdering er altid rationel. Vi kan altså vurdere og bedømme falsk om omstændigheder eller karakteristika, men ikke ift. hvorvidt ting er. Vi kan vurdere forkert eller falsk. I modsætning til hvad Descartes forsøgte at bilde os ind, så bedrager vores sanser os ikke. Vores falskhed i vores sanser kommer fra dårlig eller tankeløs brug af sanserne, eller fra sygdom eller defekter i vores sanseorganer. Hvis man bruger sine sanser korrekt, så vil de afspejle verden korrekt. Vores sanser vil medføre at vi vurderer eller fejlbedømmer, hvis vores sanser er i uorden. Men for de fleste, så viser sanserne virkeligheden som den er. Vi kan altså som mennesker besidde fejl i vores tænkemåde eller vurderingsevne, men det kan Gud ikke. Når vi fejlbedømmer, skyldes det manglende accidenser eller kvaliteter i vores sjæl, som ikke er korrekt udviklet. Sandhed og falskhed er hinandens modstykker, men ikke modsætninger - fordi falskhed ikke er benægtelsen af sandhed, men den er bekræftelsen af noget som ellers burde være sandt. Den er sandhedens stedfortræder.

Guds liv

Ting har liv når de har det Aquinas kalder selvbevægelsens perfektion. I verden omkring os, er denne perfektion tydeliggjort i planter, dyr og hos mennesker. Andre legemlige ting, har ikke denne perfektion. Derfor er ikke alt i live, noget har liv mens andet mangler det. Liv er det substantielle princip eller kilden til selvbevægelse. Sekundært er det selvbevægelsens operation. Planter har vegetativt liv med næringens operation, vækst og udvikling samt reproduktion. Dyr har vegetativt og sanseligt liv, med appetitter, sanser og lokal bevægelse. Mennesker har vegetativt, sanseligt og også rationelt liv med operationer, vilje og forstand. Rationelt liv er klart andet liv overlegent. Dog er det jordlige menneske bundet op på dets kropslighed. Rent og perfekt rationelt liv er selvtilstrækkeligt, det søger ikke noget udover sig selv, dets aktivitet er identisk med dets essens. Sådant rationelt liv er evigt perfekt, absolut liv. Det er ren perfektion. Al perfektion tilhører Gud eminent, derfor er Gud liv. Gud er liv, viden og guddommelig enkelthed. Livets perfektioner og viden er altså det samme, og ergo er alle ting som er i Guds viden, også i Guds liv, og derfor siger vi at alt liv er i Gud.

Guds vilje

Hvor der er intellekt, er der vilje. Fordi Gud er absolut intellekt, er Han absolut vilje. Gud vil eller elsker sig selv. Den uendelige Godhed. I at ville sig selv, så vil Gud også ting udover sig selv, hvortil hans frie og uendelige godhed strækker sig. Gud vil altså det Han skaber, og fordi Han skaber, så elsker Han det. Skabninger deltager altså i guddommelig godhed, og de søger det uendelige gode som deres ultimative mål. Der er intet der betinger at Gud elsker eller vil sig selv, for intet kan betinge noget på Gud. Men fordi Gud er identificeret ved Ham selv, så re Han al væren, og dermed vil Han alt frit. Guds vilje er årsagen til alle skabninger, men intet er årsagen til at Gud vil skabe. Det er forkert at sige at Guds godhed bevæger Gud til at skabe, fordi Guds godhed er Gud i sig selv. Gud er ikke genstand for sine egne handlinger, og Han skaber ikke af nogen årsag. Han opstiller heller ikke først nogen formål for det han skaber, hvornæst han skaber midlerne hvortil skabninger må opnå deres mål. Formål og midler er altid forbundet, og derfor er alting skabt med Gud for øje. Guds vilje i forhold til Hans skabninger er opfyldt helt ufejlbarligt. Ingen skabning kan reducere eller hæmme den. En fri skabning kan skade sig selv, men kan ikke undertvinge Guds vilje. For Gud vil den rette orden, det vil sige at Han vil en form for gengældelse i forhold til en ansvarsfuld adfærd. Det betyder altså, at en helgen i Himlen og en synder i Helvede, begge opfylder Hans vilje. Guds vilje er uforanderlig, fordi den er ét med Hans essens. Men en uforanderlig vilje kan uforanderligt betinge foranderlige ting. Guds uforanderlighed sætter ikke begrænsninger på Gud, eller betinger nogen nødvendighed på frie skabninger eller på handlinger. Gud betinger uforanderligt at frie skabninger skal udøve frie aktiviteter, og at betingede årsager skal virke betinget. Gud alene er den primære årsag til alt. Skabninger er årsagen til deres aktivitet, og er et produkt af den, men de er alle sekundære årsager. Gud vil at sekundære årsager agerer ift. deres natur. Ondskab er fraværet af godhed, og ondskab er ikke en ting eller en essens i sig selv. Det er en smertelig fravær af en ting, eller en mangel af det der burde være. Fordi væren og væsener nødvendigvis er gode, fordi væren og godhed er det samme, så er der intet der eksisterer, hverken i tanke eller i genstand, ondt. Ondskab er altså "ikke-væren", uperfektion eller ringhed. Ondskab kan altså ikke efterstræbes i sig selv, men viljen kan vælge det som er godt eller ondt. Gud ønsker aldrig ondskab direkte. Gud ønsker smerte eller modgang og tillader fysisk ondskab, for så vidt at Han ønsker noget godt med modgang eller smerte. Gud ønsker aldrig moralsk ondskab eller synd, på nogen måde hvad som helst. Moralsk ondskab er imod Gud, og Gud er ikke imod sig selv. Frihed og perfektion er derimod af det gode, og af Gud. Guds vilje manifesterer sig hos frie skabninger gennem deres fornuft, og ved at den åbenbarer sig for dem. Fx er de 10 bud et udtryk for Guds vilje som vises og åbenbares for mennesket, hvor menneskets fornuft erkender dem. Guds vilje erkendes gennem iagttagelse, tilladelse, benægtelse, ræsonnement, handlinger.

Guds kærlighed

Hvor der er vilje, er der kærlighed, fordi kærlighed er viljens fundamentale handling. Siden Gud er vilje, er Gud kærlighed. Gud elsker alle ting der eksisterer, det vil sige som har positiv væren. Fordi de kun kan eksistere gennem Guds vilje, eksisterer de fordi Gud elsker dem. Det gælder især os mennesker. At elske noget er at ville det, og ville det gode ved tingen. Gud vil eksistens, essens og perfektion af alt der eksisterer, ergo elsker Han disse ting. Guds kærlighed er ikke som menneskelig kærlighed, som er tiltrukket af noget ved det gode den kan se i det, men Gud forårsager kærligheden og det gode i ting. Gud elsker nogle ting mere end andre, for så vidt at Han ønsker mere perfektion i nogle ting end i andre. En plante har større grad af perfektion end en livløs krop, et dyr har større perfektion end en plante, et menneske mere end et dyr, osv. I hvert tilfælde, er større perfektion udtryk for større kærlighed for den virkelighed. Gud vil eller elsker de bedre ting mere end andre, for så vidt at de bedre ting har mere godhed i dem fra den guddommelige vilje. Gud er altså al perfektion, al kærlighed, og al Sandhed.