top of page

Aquinas: Om arvesynden




Essensen af arvesynd

En vane er en vedvarende kvalitet, som inklinerer en kraft til at handle. I den forstand er arvesynd ikke en vane i de mennesker som arver den. Men forstået anderledes, er arvesynden en vedvarende disposition eller tilbøjelighed, som er en forringelse af en kvalitet i os - det er dét som gør vores natur dårligt disponeret. Arvesynden er altså en dårlig eller forringet natur i alle de som arver den. Arvesynden er specifikt én synd. Den er ikke en kompleksitet eller en mangfoldighed af synder, men den er én synd i hvert menneske. På sin egen vis, er arvesynden "frarøvelsen af den originale retfærdighed". Som en konsekvens af denne frarøvelse eller forringelse, så er menneskets normale tiltrækning og lyst til Gud, forandret til en lyst og et begær for midlertidige eller foranderlige goder. Siden begærer og lyster kaldes konkupiscenser, så er det korrekt at kalde arvesynd ved dette, nemlig konkupiscens.

Arvesynden er det samme i alle mennesker, den er ikke mere i nogle og mindre i andre. Den er lige i alle og ens for alle.


Arvesyndens genstand

Synder hører sjælen til, og ergo hører arvesynd sjælen til. Den er i sjælen. De defekter, svagheder og tendenser som er i kødet, kommer fra arvesynden og er straffe, men ikke skyld. Når aktuel synd opstår pga. kropslige tendenser, så begås den af mennesket ved hans vilje. Kødet i sig selv kan ikke synde, og bærer ikke syndens skyld. Arvesynd påvirker primært menneskets natur. Den er i sjælens essens, snarere end i sjælens kræfter. Arvesynden inficerer sjælens kræfter gennem sjælens essens. Den rammer viljen først. Viljen styrer appetitterne, og er kilden til menneskets første tilbøjelighed til synd. I de underordnede kræfter i sjælen, så er arvesyndens infektion tydeligst i appetitterne og i sanseberøringen.


Én synd som årsag til andre

Alle aktuelle synder har rod i én ting - begæret. Den er en generel tendens. Denne særlige tendens, er den uordnede stræben efter rigdom. Rigdom, som i velstand, åbner op for alle andre synder. Ikke velstanden som sådan, men kærligheden til velstanden, begæret, som rod for alt ondt jf. 1 Tim. 6,10. Hovmodet, som et uordnet begær efter at excellere (ikke hovmod som foragt for Gud), følger som en konsekvens heraf. Hovmod er altså begyndelsen til al synd. Mennesket ønsker rigdom og en form for perfektion efter at besidde den, og den kommer ud af hovmodet. Mennesket tænker sig større end det er. Derfor er begær og hovmod fundamentale, eller hovedsynder. De er som en ond hær, hvor al ond adfærd kommer ud af. Og øvrige synder som afstedkommer af hovmod og begær, er så at sige hovedsyndernes generaler og underordnede officerer.

Der er 5 synder udover hovmod og begær, som også er hovedsynder. De er altså 7 i alt, og er hovmod, begær, lyst, vrede, frådseri, misundelse og dovenskab.


Syndens effekter

Menneskenaturens godhed kan opsummeres i tre ting: a) Menneskenaturens samlede egenskaber, b) tilbøjeligheden til dyd, og c) oprindelig retfærdighed. Synd ødelægger ikke menneskenaturen. Den fjerner heller ikke den oprindelige retfærdighed, fordi denne var fjernet i begyndelsen ved Adams synd. Synd reducerer det gode i menneskenaturen, for så vidt at dette gode er tilbøjeligheden til dydighed. Derfor kan synd aldrig ødelægge det hele gode i menneskenaturen, selvom den kan forringe menneskets tilbøjelighed eller inklination til dydighed.

De sår som synden påfører menneskenaturen, kan oplistes som 4: Svaghed, uvidenhed, ondskab og konkupiscens. Konkupiscens forstås her som et udtryk for arvsynden.

Synden ødelægger eller reducerer alle tre typer af godhed i sjælens tilbøjeligheder, dyder og handlinger. Men synd ødelægger eller reducerer ikke det gode i sjælens essens og substans, ift. den orden og måde hvorpå sjælen er og agerer.

Fordi arvesynden fjernede det første menneskes originale retfærdighed, så blev menneskenaturen ramt med en uorden i sjælen, og ved denne uorden også en korrumpering af kroppen. Ergo kom døden ind i verden ved synden, og kropslige defekter og uordnede effekter kom ved synden. Menneskenaturen, som enhver natur der har eksistens, tenderer til at opretholde sig selv og bevare de perfektioner den har. Derfor er død og defekter ikke naturlige for mennesket. Men trods det, så kan menneskenaturen ikke opretholde sig selv i uendelighed. Fordi stof og materie er genstand for korruption og forfald, så er død og defekter naturlige karakteristika ved mennesket. Hos vores første forældre, opretholdt Gud deres perfektion ved overnaturlig nåde, således at de ikke blev korrumperede af død. Denne gave blev taget fra dem, sammen med den originale retfærdighed, pga. synd. Ergo kom død ved synd, og er en straf som følger af den.


Syndens plet

Ved en metafor, kaldes synd for "en plet på sjælen". En plet er et grimt mærke, som ødelægger det som er klart og passende. En plet forårsages ved kontakt med smudsigt eller upassende ting. Synd hæmmer den klarhed og perfektion som bør være i menneskenaturen. Den udvisker den visdom som Guds nåde lyser ind i sjælen. Derfor er den en plet på sjælen. Her taler vi om dødssynder, og ikke aktuel synd som kaldes kødelig eller venial. Pletter forbliver efter de har været i kontakt med det som har forårsaget pletten. Således forbliver også pletten fra alvorlig synd i pletten, efter synden er blevet begået. Denne plet fjernes ikke, medmindre en ny handling, som fjerner pletten - ved nåde - på sjælen. Der skal altså godtgøres for synden, ift. den skade den har forårsaget.


Syndestraffens gæld

Når man overtræder en orden, så straffes man af den orden. Hvis et menneske forbryder sig mod fornuftens orden (som man gør når man synder), så straffes man i sin fornuft og afledte samvittighed. Hvis man overtræder menneskelig lov, så straffes man jf. menneskelig lov. På samme måde, overtræder man Guds lov, så straffes man af Guds lov. Og ergo fortjener man straf jf. Guds lov. Ergo medfører synd også straf, og pålægger syndestraf på synderen, ift. den gæld man optjener. Synd kan være (ikke i sin essens, men i accidens (dvs. kvalitet) straf for synd. Fordi man ved synd mister nåde, og åbnes for større synd, fordi de ses i lyset af straffen for den første syns. Man åbnes for svaghed og kastes dybere og dybere ned i synd, og man bliver svag, og man forgældes mere og mere ift. straf.

Sommetider er syndens effekt fysisk smerte eller sygdom, og dermed bærer synden af og til sin egen straf. Synd som ødelægger kærlighed ved at vende mennesket bort fra Gud, forårsager en total forstyrrelse af den orden som indretter mennesket efter det som er hans sande gode. Denne kærlighedens ødelæggelse er i sig selv ikke mulig at reparere, på samme måde som et mord er umuligt at reparere. Men Guds kraft kan reparere denne ødelæggelse. Men før og indtil Guds nåde genopretter sjælen ift. dens oprindelige orden, så forbliver sjælen forstyrret for evigt. Ergo medfører synd evig straf.

Men synd medfører ikke uendelig straf. Den medfører et uendeligt tab, siden den forårsager tabet af den uendelige Gud. Men den kan ikke medføre uendelig smerte, fordi sanserne er begrænsede i tid.

Ikke alle synder ødelægger kærligheden totalt. Nogle synder er kun en delvis bortvenden fra Gud. Disse synder fortjener straf, men ikke evig straf. Sådanne synder kaldes veniale synder. De fortjener blot temporal straf.

Når den syndige handling er overstået, forbliver skylden i synderens sjæl, og gælden for den passende straf forbliver. Og når syndens plet fjernes ved omvendelse og nåde, så kan der stadig være nogle straffe der udestår som godtgørelse, men ikke som simpel bod. I denne udstrækning, kan gælden for straf forblive, efter synden er tilgivet.

Syndestraffe kan altid kun henføres til synd, enten arvelig eller aktuel. Men vi må ikke antage at alle de prøvelser og vanskeligheder vi oplever i vores liv, som straffe. Mange af disse er hjælp og næring for vores sjæl, og remedier for sjælens defekter.

Ofte får man hos lægen en bitter medicin, eller må gennemføre vanskelige øvelser, men det er ikke straffe, men hjælp for patienten. Således er det også med de prøvelser vi møder i livet, men de er ikke straffe, men hjælp fra Gud til vores evige velfærd. Straffe som bod for synd tildeles kun syndere. Udover i den rent medicinske forstand, så ses forældrenes synder ikke hos afkommet som sådan. I åndelige henseender, så lider ingen under andet end deres egne synder. Ergo, straffe og bod, hvad enten den er materiel eller åndelig, påføres ikke til nogen på vegne af andre.


Kødelig og dødelig synd

Hvor venial synd er uordnet, men ikke ødelægger sjælens orden, så er det dét dødssynd gør - den uordner sjælen mod Gud. Veniale synder og dødssynder adskilles ift. klasser og typer. Veniale eller kødelige synder kan disponere sjælen til at begå dødssynder, fordi de tilvænner sjælen til uorden. Veniale synder kan fjerne de barrierer som afholder sjælen fra at begå dødssynd. De er altså ikke mindre væsentlige, bare fordi de er mindre skadelige. Men veniale synder kan ikke vokse til at blive dødssynder, men de kan disponere sjælen til dødssynd.

Ingen omstændigheder kan altså ændre en venial synd til en dødssynd, fordi en omstændighed netop ændrer syndens natur, så er den mere end blot en omstændighed. Der tilføres altså noget ekstra, som er omstændigheden. Udøver man et sakrilegie, så berøver man noget som tilhører Gud, men stjæler man blot fra andre uden som sådan at udøve et sakrilegie, så begår man essentielt en anden type af synd. Der er forskel på at spise for meget i en periode, og så spise noget som ikke tilhører én selv. Derfor bør man ofte gå til skriftemål, med det forsæt ikke at begå selv de veniale synder igen, og så man ikke risikerer at åbne op for risikoen for at begå dødssynd.


Kødelig eller venial synd

Veniale synder efterlader ikke en plet på sjælen, som dødssynder gør. Veniale synder er som en sky som passerer forbi sjælen, og bringer den i skygge for solen, men den efterlader ingen varig plet. Dødssynd er som en blækklat som efterlader en plet på det den har berørt. Skt. Paulus (1 Kor 3,12) taler om veniale synder ved at bruge navne som "træ, hø.." - de er sådan nogle ting som kan findes i huset, og som kan brændes uden at man brænder selve huset. Og veniale synder kan mangedobles hos en person, på samme måde som at brænde og hø kan oplagres i store mængder i et hus. Sådanne veniale synder kan "Brændes op" ved den temporale bod, enten i dette liv eller i skærsilden, mens sjælens hus stadig består. I sin oprindelige uskyld, kunne det første menneske ikke have begået venial synd. Menneskets første synd måtte have været dødssynd. Alene fordi, at veniale synder opstår som en konsekvens af en uorden i de sanselige appetitter i menneskets fornuft. Derimod, havde mennesket i uskyldens tilstand en ufejlbarlig og ordentlig stabilitet. Der fandtes altså ikke veniale synder hos vores første forældre, fordi de ikke besad nogen manglende perfektion eller uorden i deres fornuft og kødelighed.

Engle kunne ikke besidde veniale synder. Engle har ikke nogen dele eller elementer, og de har ingen sanselige appetitter, og ingen passioner som kan være uordnede. De er ren ånd. Og derfor er ingen uordnethed mulighed i en engel, udover total og fuldstændig uordnethed. Og sådan en uordnethed er dødssynd. Ergo er de faldne engle fulde af total dødssynd. De gode engle derimod, er i herligheden og skuer Gud, og kan ikke begå synd. De faldne engle er i en tilstand af totalt uordnet tilstand, total dødssynd. Og dette forstærker og udlever de i alle deres handlinger, og ergo er alle faldne engles handlinger lig dødssynder. De som ikke besidder den katolske tro, synder mindre end de som besidder den. Vantro kender ikke til syndens ondskab, som troende gør. Når troende synder, så synder de "imod lyset". Vantro er altid i en vis forstand i mørke. Hos enhver, troende eller ikke-troende, er den første sanselige bevægelses begyndelse, ikke en dødssynd, fordi denne begyndende bevægelse endnu ikke har fået viljens godkendelse, før den bliver dødelig. Når den udøbte person kommer til fornuft, så vil han ift. sin egen kapacitet, begynde at dirigere sit liv mod livets sande mål. Hvis han bevidst og forsætligt fejler i dette, så er han skyldig i dødssynd. Men før han kommer til det punkt i livet hvor han bør leve ansvarligt (dvs. i fornuftsalderen), så er den udøbte i en tilstand af dødssynd, men er ude af stand til at begå egentlig eller aktuel synd. Når han bliver i stand til det, og begår den, så er hans første synd nødvendigvis en dødssynd.

1 view0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page