Aquinas: Mod

Samson slås med løven

Modets dyd

Mod er en dyd. Andre steder fremgår mod som én af Helligåndens gaver, og det er den også. Men mod er den dyd som muliggør at en person kan modstå de største vanskeligheder, som ellers forhindrer ham i at opnå sit sande mål. Det er modet særlige opdrag at modstå vanskeligheder og farer. Siden den har dette særlige opdrag, særlige formål, så tjener den godheden på en særlig måde, og er en særlig dyd. Det betyder at mod er specifikt adskilt fra andre dyder, og er sin egen særlige dyd. Mod fjerner den frygtens lammelse som vil afholde en person fra at modstå og imødese farer. På den anden side, modererer den vovemod som, uden modet, potentielt ville lede et menneske til impulsive vildfarelser og manglende effektive handlinger. I strengeste forstand, er modet dét at se døden i øjnene. Et menneske som er i stand til at møde døden med dette mod, er ikke skræmt af mindre farer. Derfor, er mod en krigersk dyd som imødeser farer og døden ift. at forsvare en retfærdig sag - hvad enten i krig eller i den kamp vi dagligt slås, fx. vores sjæls fjender og sjælens frelse. Mod er en heltedyd, en martyrs dyd - og den imødeser døden trods indre frygt. Mod styrker soldaten i krig, mod hjælper ham til at udøve sin religion mens man står over for forfølgelser og pinsler, mod muliggør at en person kan beskytte de syge og begrave de døde, trods risici for alvorlig infektion. Den største dydshandling ved mod, er den udholdende handling, at se tingene til ende. Den er ikke alene rettet mod at få greb om faren, men også at udholde faren. Den modige mand ser mod som noget der er godt i sig selv, og han stræber efter at besidde modet, at bevare det, og gøre det tydeligt i de handlinger som han har behov for, når modet skal udøves. Den modige person, glæder sig over sin sjæls evne til at udholde prøvelser, for godhedens skyld. Dog må vedkommende stadig udholde smerte, vanskeligheder og sågar døden - i disse prøvelser er der dog ingen glæde, men blot sorg. Mod er en dyd som møder farer når de opstår, og dermed medfører mod en række omtanke og forberedelser, således at man kan forberede sig på anslag af forskellig art. I mødet med angreb og fare, er der hos den modige mand og person, typisk en form for moderat vrede. Mod er en fundamental dyd, den er en kardinaldyd. Den er en hjælp til alle andre dyder, og som et bolværk af vedholdenhed, og hjælper andre dyder med at opnå deres mål, uanset hvad der hindrer dem.

Mod er en stor og nødvendig dyd, men den er ikke den mest fremragende af dyderne. Af de fire kardinaldyder, er de i faldende orden som følger: Klogskab først, dernæst retfærdighed, mod som tredje, og mådehold som fjerde.

Martyriet

Det græske ord "martyr", betyder "vidne". En martyr, er altså i ordets betydning en person som dør for troen, en som bærer vidne om hele troen, og som ikke vil frasige sig det vidnesbyrd selvom det koster ham livet. Martyriet er en dydshandling for sandhedens og retfærdighedens skyld, hvor man står fast og imod al forfølgelse. Martyriet er et udtryk for en modig handling. Nogle siger at martyriet for troen er en troshandling, mens andre kalder det en kærlighedsakt for sandhed, nogle mener at det sågar er en tålmodig handling. Men essensen af martyriet er udholdenheden i tro, håb og tålmodighed, hvor man udholder smerter og frygt i forfølgelse. Derfor, er martyriet først og fremmest en modig dydshandling. Især er martyriet en kærlighedshandling som udtrykker den totale perfektion. Mod er ikke i sig selv en fremragende dyd, men martyriet er en fremragende handling, og det er fordi at martyriet er indgydt med så stor grad af kærlighed, at det er fuldkommenhedens bånd (jf. Kol 3,14).

I sin fuldkomne perfektion, er martyriet udholdenhed til døden, og det kristne martyrium er udholdenhed til døden for Kristi skyld. For før døden indtræffer, har mennesket ikke fuldt og komplet afsluttet alle sine handlinger, og demonstreret sin afsluttende og uforandrede vilje. Alle kristne dydshandlinger, er udtryk for den kristnes tro. Derfor, alle de dydige handlinger som forårsager et martyrium, kan tilskrives dyderne enkeltvist - hvad enten man udviser udholdenhed, mod eller lignende - fordi alle handlinger i sidste ende kommer som en konsekvens af tro.

Lunkenhed eller fejhed

Synd frembringer uorden i menneskelige handlinger. Frygt, her forstået som en ordnet frygt, og som flugter med fornuften, hjælper et menneske med at sky hvad han burde sky; dette er god frygt, og ikke syndig frygt. Og når en sådan ordnet frygt gives til sjælen på overnaturlig vis, så kaldes den frygtens gave; den er én af Helligåndens 7 gaver. Men uordnet frygt fører et menneske til at undgå hvad dyden kræver for at udholde. Denne syndige frygt kaldes fejhed eller lunkenhed. Frygt flygter fra det som opfattes som ondt, og især fra den fysiske død. Mod rejser sig imod sådanne onder, og det er tydeligt at den syndige frygt står i modsætning til modets dyd. Syndig frygt er ofte venial synd, men det kan også godt være dødssynd. Det er en dødssynd når den får et menneske til at gøre vold på guddommelig lov i alvorlige sager, for at flygte fra det som frygtes. Ergo, er den frygt som leder et menneske til at fornægte troen fremfor at udholde martyriet, en dødelig syndig frygt. Så frygt reducerer et menneskes ansvar for, i nogen grad, det som kan undskylde for synden. Fordi frygt er en stress - eller belastningstilstand som tærer på viljen og hæmmer dens frie valg - så er det som gøres ud fra et motiv om frygt, uanset hvor stort, stadigvæk frivilligt, men samtidig også ufrivilligt, fordi det ikke ville gøres medmindre man var under stresspåvirkning. Man er stadig frivillig nok til at blive holdt ansvarlig for det man foretager sig, selv for dødssynd. Man kan ikke undskylde sig med at man var bange, hvis man undgår martyriet.

Ufølsomhed overfor frygt

Hvis et menneske, ud fra manglende kærlighed, eller grundet hovmod, skulle være helt uden frygt i nogen som helst omstændighed, så ville han være skyldig i et onde. Sådan ufølsomhed er i modstrid med fornuften - men hvis ufølsomheden blot kommer fra et sløvt sind, som ikke er menneskets egen skyld, så er det ikke en syndig ufølsomhed. Ufølsomhed over for frygt er i modstrid over for modet - modets dyd regulerer og modererer frygten så når man står ansigt med farer, reagerer i modstrid med faren. Men at være ufølsom over for den form for frygt, er både stupidt, eller hovent, fordi man ikke føler nogen frygt over hovedet. Modet står op imod farer, men for den ufølsomme er der ingen farer overhovedet.

Dumdristighed

Dumdristige handlinger er overmodige, og irrationelt vovede. De er ufornuftige, og ergo syndige eller onde. Delene af en dyd er underliggende eller associerede dyder, dvs. dyder som er forbundet med hinanden, men ikke forlængede af hianden. Modets bestanddele er fx a) fremragende bedrifter med ædle forsæt, b) selvsikkerhed eller håb i det man efterstræber og c) tålmodighed eller forlænget udholdenhed for dydens skyld, d) udholdenhed i relation til formålet. Dumdristighed synder imod modet, ved overdrev. Det er hverken en heroisk eller fornuftig vej at forholde sig til fare på den facon, men simpelthen fjollet og dumt at kaste sig ind i farer som man ikke behøver udsætte sig for. Modet regulerer frygt og impulser når farer opstår, men dumdristighed er dårligt reguleret og impulsivt mod - ergo er dumdristighed i modstrid med modet.

Modets gave

Modet er en dyd, men også én af de syv Helligåndens nådegaver. Mod som en dyd, disponerer en person til at være fast rettet mod godhed, trods store farer. Mod som en gave fra Gud, bevæger mennesket til fasthed i svarer, og giver ham selvsikkerhed, tro og håb på det evige liv. Gaven gør udøvelsen af dyder lettere, rigere og mere selvsikker. Modets gave bevæger mennesket til et dydigere liv, som er vanskeligt, og skaber åndelig længsel efter "retfærdighedens handlinger", idet dydige handlinger er retfærdige. Den åndelige længsel efter dette, kan sammenlignes med den kropslige længsel efter mad og drikke. Modets gave modsvarer den fjerde saligprisning, "Salige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed".

Modets forskrifter

Alle guddommelige love som leder mennesket mod Himlen, er modets forskrifter for så vidt at vejen til Himlen er dækket med fristelser og farer, som mennesket fast må overvinde. Dyderne forbundet med mod - tålmodighed, udholdenhed, konstans, involverer dydighed i relation til fasthed mod farer, og er således forskrifter.