Aquinas: Mådehold

Mådeholdets dyd

En dyd er en gave som disponerer og indlader en person til at agere i overensstemmelse med fornuften. Så fornuften indikerer altså behovet for udmåling eller moderation, dvs. hvad der skal disponeres korrekt og fornuftigt, er en dyd. Dette er definitionen må mådeholdets dyd. På sin vis kan mådehold anskues som en generel dyd, fordi ordnethed eller moderation, som er mådeholdets mål, er at finde i alle moralske dyder. Men mådeholdet har en særlig fase af godhed i sigte, og det er at holde appetitterne tilbage og sørge for at de ikke er uordnede, i deres drift og vej mod det som er mest tillokkende. Ergo er mådehold en speciel dyd. Mådehold kontrollerer begæret og lysterne. Den modererer appetitterne ift. de sanselige og kropslige glæder. Den modererer appetitterne som afstår fra kropslige onder. Mod kontrollerer frygt for det onde. Mådehold kontrollerer jagten på de nydelige goder, og modererer også sorgen eller fortvivlelsen over manglen på sådanne goder.

Kropslige goder kan ikke fremkalde behag eller nydelse, medmindre de på en eller anden måde bringes i kontakt med den legemlige person, som nyder goderne i første omgang. De første og største kropslige goder, er naturligvis nærings - og nydelsesmidler som mad og drikke, men også seksuel nydelse. Siden legemlig kontakt er omfattet af disse goder, så er dyderne som regulerer disse, mådehold, forbundet med den taktfulde sans, berøring eller kontakt. Bevarelsen af menneskearten og individuel integritet, er omdrejningspunktet for mådeholdets grundlæggende regulering af kropslige og nydelsesmæssige goder. Disse goder er mest til gavn for synssansen, lugte - og smagssansen osv. At mad fx bør have en god aroma eller se godt ud, er et sekundært spørgsmål ift. det gode den tilvejebringer. For det helt centrale med mad er, at det opretholder liv. Og dog, siden smagssansen er tæt allieret med den nydelsesmæssige sans (smagssansen), så er smagssansen og mængden af mad derfor genstand for mådehold som dyd. Mådeholdet regulerer forbruget af de legemlige goder som hører til menneskets naturlige og normale behov. Derfor modererer mådeholdet menneskets appetitter, så mennesket bruger goderne på en måde som er nok til at opretholde livet. Siden moderation, som er mådeholdets karakteristika, er påkrævet for dyder i almindelighed, så er mådehold en principiel eller kardinal dyd. Mådehold, i sin fremragende enkelthed, er altså en af de fire kardinaldyder. I prioriteret rækkefølge er de klogskab, retfærdighed, mod og mådehold. Igen, knytter to af dyderne sig til de sjælelige fakulteter, mens de to andre regulerer de kødelige impulser i appetitten. Nogle af dyderne forstærker, mens andre begrænser.

Mådeholdets bestanddele

De forskellige dele af en dyd er betinget af dydens natur. Der er to sådanne sammenhængende, eller integrerede, dele af mådeholdet. Skamfuldhed, hvorved man håndterer og udsættes for konsekvensen ved det manglende mådehold og den skam forbundet herved, og ærlighed hvorved man elsker mådeholdets skønhed. De subjektive dele af dyderne er typer eller arter. Så de subjektive dele af mådehold er abstinens, ædruelighed, kyskhed og renhed. De potentielle dele af en dyd, er andre dyder som er forbundet og underordnet dyden. De potentielle dele af mådeholdet er tilbageholdenhed, ydmyghed, sagtmodighed (eller mildhed) og ærbarhed.

Abstinens (afholdenhed)

Abstinens er essentielt afholdenhed, fuldstændigt, eller i en eller anden grad, fra noget. Specifikt her, er det afholdenhed fra mad og drikke. Det kan være total abstinens fra visse typer af mad, delvis abstinens fra nydelsesmidler som vi ser visse tider eller under visse omstændigheder. Når abstinens er ordnet, dvs. i fuldstændig overensstemmelse med fornuften, så er det enten en dyd (dvs. en god vane) eller det er en dydig handling. Som en moralsk dyd, retter abstinens sig mod godhed i et særligt aspekt, og er derfor en særlig og speciel dyd.

Faste

Abstinens, som en handling, er typisk afstandtagen eller afståen fra brug af visse typer mad og drikke. Faste er afståen fra fødevarer indenfor en række tidsrammer. Katolikker afstår når de afholder sig fra kød på fredage, men faster når de afholder sig mad og drikke i det hele taget for en stund, eller i mindre grad når de begrænser antallet af fulde måltider på en dag. Faste er nyttigt for at kontrollere og opdæmme kødets lys, frisætte sindet og tanken fra kropslige plager og belastninger så det kan rette sindet lettere mod Himlen, og for at gøre bod for synd. At faste er en dydig handling er tydeligt ud fra de ting som det tjener til. Faste er en dyd, en afståelsens dyd. Faste er en del af den naturlige lov fordi den forhindrer synd, soner for synd og løfter sindet til komtemplation mod Gud. Den er en pligt. De positive forskrifter for faste som bestemmer måden og omfang, kommer fra Kirken, som bestemmer hvad der er godt og nyttigt for Hendes børn. Kirken pålægger os pligten til at faste, men Hun gør undtagelser i visse tilfælde, fx for ældre og for børn, eller for gravide eller for andre hvor det er passende.

Kirken fastsætter passende tider med faste. Den intensive og forlængede fastetid kommer årligt, og tamperdagene og fastevigilierne på visse dage, holder konstant de troende åndeligt og praktisk fastende, men dog uden at pålægge unødvendige byrder på dem. Og en rig symbolik knytter sig til sæsonens fastedage, særligt i de fyrre dages faste. Den eukaristiske faste er den faste som overholdes før man modtager HERREN i den Hellige Kommunion.

Den kirkelige faste er den ordinære faste fra mad (ikke drikke) som pålægges af Kirken for visse dage og årstider. Essensen af den kirkelige faste ser ud til at bestå af 1 dagligt måltid om dagen. Tidspunktet for hvornår det fulde måltid er tilladt på en fastedag, bestemmes af kirkeretten. Tiden for dette måltid placeres typisk ved middagstid. Den strenge faste på en forudgående dag, hvor de troende var påkrævet at afstå fra kød, æg og mælk (smør, ost) er blevet justeret sidenhen, og af gode grunde.

Kyskhed

Ordet "kyskhed" kommer fra den handling at binde eller undertrykke tilbøjeligheder. Ved sådan kysk adfærd, holdes passionerne under kontrol, og holdes tilpasset med fornuften. Kyskhed er en dyd for så vidt at den fast tenderer til at holde menneskelig adfærd under fornuftens kontrol. Og kyskhed er en særlig dyd, fordi den omhandler et særligt aspekt af godhed, dvs. kontrollen over og fornuftsbevarelsen af den seksuelle drift.

Kyskhed er ikke det samme som afholdenhed - for kyskhed handler om at kontrollere de seksuelle glæder, hvor afholdenhed direkte handler om at kontrollere trangen til nydelse.

Ordene "renhed" og "kyskhed" bruges af og til indbyrdes, men de er ikke synonymer. Kyskhed handler direkte om den seksuelle forening. Renhed handler om alt det som er forbundet med denne forening. Så en ukysk person er én som nyder ulovlig nydelse. Men en person som er uren, pga. tanker, forestillinger, word, længsler eller handlinger, og som har en ulovlig seksuel reference i den forbindelse. Ukyskhed omhandler urenhed, men urenhed kan eksistere uden ukyskhed.

Jomfruelighed

Jomfruelighed er grundlæggende afledt af et ord som betyder "det der er friskt", eller uplantet, eller uberørt af skadelig indflydelse. Jomfruelighedens essens er ikke en kropslig betingelse, men den evige afholdelse fra de seksuelle glæder. Fornuften kræver at de eksterne eller materielle goder som vi har, bruges på en passende og proportioneret måde. Den seksuelle brug i relation til forlængelse og udbredelse af menneskeracen er nødvendig, god og naturlig, og fornuftig. Men brug af det seksuelle, som er nødvendig for mennesker generelt, er ikke nødvendig for det individuelle menneske som sådan. Menneskeracen videreføres og sikres kontinuitet og forøgelse, selv hvis et meget stort antal individer lever alene og ikke gør brug af det seksuelle. Ergo er jomfruelighed ikke ufornuftigt, fordi det ikke skader det fælles gode. Og hvis jomfruelighed praktiseres for en god og hellig årsag, så er det en yderst ædel dyd.

Jomfruelighed er en kødets integritet, og en frihed fra seksuel erfaring er en naturlig ting for mennesker at værne om, fra fødslen. Men jomfruelighed som en dyd, er altså det at jomfruelighed frit er valgt til det formål at tjene Gud mere komplet, at give sindet og viljen guddommelige ting i fraværet af familien som ramme, og med det offer at man nægter sig de glæder familien bringer. Jomfruelighed er rettet mod sjælens godhed. Ægteskabet er rettet mod videreførelsen af menneskeracen. I sig selv, er jomfruelighed mere fremragende end det kyske ægteskab. Jomfruelighed er den mest fremragende dyd i klassen eller typen af dyder. Den overgår kyskhed ift. ægteskabet, og kyskheden ifm. enketilværelsen. Men den er ikke den største af alle dyder. De teologiske dyder som tro, håb og kærlighed er overlegne ift. jomfruelighed, og det er religionens dyder også, samt modets dyd som underholder martyren når han eller hun skal være martyr.

Kontinens

Perfekt kontinens er fuldstændig afholdenhed fra alle seksuelle nydelser. Men kontinens, i mere streng forstand, er egentlig en fast modstand mod seksuelle lyser og længsler. Derfor, en person som er kontinent nægter at underkaste sig de længlser og passioner som vedrører det seksuelle. Kontinens er den prisværdige og dydige viljeskamp mod lystige og onde tendenser. Den er en moralsk dyd, dvs. den er en viljesdyd.

Kontinens opfattes af nogle som en særlig type mådehold. I sig selv står den i relation til mådeholdet som det uperfekte til det perfekte. Fordi mådehold hører til den person hvis appetitter i positiv forstand herskes af fornuften, hvor kontinens er den kontrol over appetitterne som modstår fornuftens kontrol.

Mildhed og sagtmodighed

Mildhed eller godhed er den dyd som modererer den vrede som kommer af en straf fra en overordnet, eller fra den som er underordnet den overordnede. Sagtmodighed er den dyd som modererer vrede i personens egen sjæl. Derfor, er mildhed og sagtmodighed ikke identiske dyder, men de virker relativt ens. Moralske dyder, eller viljesdyder, bringer appetitterne under fornuftens kontrol. Det er altså klart at både mildhed og sagtmodighed er moralske dyder. Mildhed og sagtmodighed er på linje med mådeholdets dyd, og derfor er de en del af kardinaldyderne. Moralske dyder er ikke så store og fremragende som teologiske dyder som overnaturlig tro, håb eller kærlighed. Og ergo er mildhed og sagtmodighed ikke de største dyder, og derfor heller ikke så store dyder som klogskab, retfærdighed eller mod.

Ærbarhed og beskedenhed

Ærbarhed og beskedenhed er en del af mådeholdets dyd. Mådehold regulerer ting som er svære at kontrollerer, og beskedenhed regulerer de ting som ikke er svære at kontrollere. Beskedenhed har at gøre med ting som er indvortes og udvortes, og har sin plads i sjælen og menneskets karakter, og i det som han gør eller udviser udadtil. Beskedenhed fremgår i ting som hører til ydmyghedens dyd, ift. påklædning, nysgerrighed eller eksterne handlinger.

Ydmyghed som en slags beskedenhed

Menneskets tendenser har behov for at blive reguleret af to typer af dyder: Den ene for at støtte dem i deres svaghed, og den anden ift. at moderere den impulsive trang eller uordnethed. Ydmyghed er den modererende slags, den lægger en dæmper på de uordnede impulser, og som afholder mennesket fra at stræbe efter for meget. Ydmyghed findes i appetitten, dvs. den orden som knyttes til appetittens orden, og ikke til den vidende, intellektuelle rationelle orden. Ydmyghed er en viljesdyd, en moralsk dyd og dermed ikke intellektuel. Ydmyghed er ikke en kropsholdning eller positur, den ydmyge person bukker og nejer ikke for alle mennesker på sin vej, men ydmyghed anerkender at alt godt, al fremragende godhed, er i Gud, og alt centralt skabt godt kommer fra Gud. Derfor, ydmyghed ser Gud i hver næste broder og relation, og underkaster sig det guddommelige. Ydmyghed er en dyd som er allieret og beslægtet med mådehold gennem det medium som hedder beskedenhed, som er en del af mådeholdet. Så fremragende og nødvendig er ydmygheden, at den er næst efter de 3 teologiske dyder, de intellektuelle dyder og fornuften i sig selv, og samtidig er den en retfærdighedsbetonet dyd. Ydmyghed er en moralsk dyd, og ikke intellektuel dyd. Men den omfatter viden om hvad vi er, og hvad vi ikke er, og at vi ikke skal tænke bedre om os selv end hvad fakta tillader. Og bag ydmygheden er der en dyb reverens for Gud. Den indadvendte disposition vedr. ydmygheden, har udvortes manifestationer som, i mange tilfælde, er beskedne og mådeholdne.

Beskedenhed som decorum (skønhedsbegreb)

Udvortes aktivitet, kropslige bevægelser og adfærd, falder under dydernes regelsæt. For sådan aktivitet skal kontrolleres af fornuften, og fornuften er disponeret af dyderne til at herske på ordnet vis. Mennesket er tænkt at leve ret ved indre retfærdighed og ydre decorum. Beskedenhed som decorum er den dyd som stedse disponere en person til at regulere hans ydre adfærd, således at den er velordnet, passende og smuk. Sommetider har mennesket behov for at hvile og lege, hvad enten det er i ord eller gerninger. For mennesket er tilbøjeligt til træthed i krop og sjæl, og mennesket finder hvile i kropslig afslapning og i mental adspredelse. Så kroppen finder hvile, ikke kun i rolige handlinger, men også i spil og leg. Og sjælen finder ofte lindring af spændinger ved at lave lettere adspredelser, fx hvor lege af den mindre atletiske type kan bruges. Denne form for dyd finder ofte udtryk i holdninger, ord og handlinger. Denne hvilens dyd bygger en form for decorum, enten ved former for spil eller rekreation, men intet skadeligt, hvor personen ikke er fortabt i tidligere afhængigheder og hvor al rekreativ aktivitet er ordnet ift. personer, tid og sted, og andre omstændigheder som kan påvirke menneskelige handlinger og karakter. Leg rækker udover fornuften, og synder ved overdrev hvis det enten er usportsligt, skandaløst, obskønt eller vulgært, upassende ift. tid og sted osv.

Beskeden påklædning

Skt. Ambrosius skriver, at kroppen bør være klædt og udsmykket passende, uprætentiøst og simpelt, og ikke i overmåde, og ikke med kostelige smykker. Mådehold og beskedenhed har sin plads når det kommer til at regulere sin påklædning. I klæder, er det de ydre ting der bør være genstand for en fornuftig og anstændig norm. Klæder bør ikke være uanstændige, ikke tiltrække en persons interesse og opmærksomhed, og ikke opildne til forfængelighed. Omvendt bør klæder være rene og velholdte, idet mådehold også betinger en form for opretholdelse af en vis standard - forfængelighed kan også komme til udtryk ved, at man føler sig for fin til at rengøre sine klæder, eller fremstille sig præsentabel. For kvinder er mådehold og beskedenhed i påklædningen, især vigtigt. For kvinders påklædning kan opildne manden til lyst, hvor det omvendt er meget usandsynligt at en mands påklædning vil opildne en kvinde til noget som helst. En gift kvinde bør efterstræbe anstændighed, ordentlighed og mådehold, og dermed behage hendes mand i sin påklædning. Ugifte kvinder skulle undgå alt hvad der kan fremstå lummert eller ekstremt. Herudover bør kvinder ikke klæde sig frisindet, forfængeligt eller udfordrende.

Mådeholdets forskrifter

De 10 Bud er mådeholdige forskrifter, for så vidt at de taler for moderation og ret orden i menneskelig adfærd. Særligt, det 6. og 9. bud er bud om mådehold, fordi de forbyder uorden i det seksuelle og i begæret, og dette er direkte knyttet til mådeholdet. Forskrifterne for dyderne er også knyttet til mådehold i delene, som fundet i dekalogen. For selvom dele af mådehold refererer direkte til mennesket selv, fremfor Gud og næsten som de 10 bud gør, så rækker deres effekt ikke ud til andre, og dette faktum bringer dem under de forskriftsmæssige rammer for budene. Vrede kan fx lede til mord, hovmod fx til at vanære forældre, og til synder direkte imod Gud. Ergo er syndens effekter i modstrid til mådeholdets bestanddele, direkte underlagt buddene.