Uvidenhed som årsag til synd
Syndens aktive årsag er viljen, som virker i et oplyst intellekt som gennemfører vurderinger. Fornuften er altså årsagen til synd. Uvidenhed kan frarøve fornuften den vejledende viden som den ellers burde have, og kan derfor medvirke til synd. I nogen grad kan uvidenhed altså være årsag til synden. Uvidenhed er i sig selv en synd når den er menneskets egen skyld, og mennesket er uvidende om ting det burde vide, og er forpligtet til at vide. Fx. fundamental katolsk tro og lære, dogmerne, de fundamentale bønner og love m.v. Uvidenhed som ikke er ens egen skyld, og som frarøver én den viden som ellers ville have afværget syndige handlinger, undskylder synden
Uvidenhed som ikke direkte er overlagt, tenderer til at reducere skylden som en konsekvens af synden.
De sanselige appetitter som årsag til synd
De sanselige passioner eller appetitter kan ikke direkte bevæge viljen til synd, men kan virke indirekte på viljen. Det skyldes, at fornuftens dømmekraft sommetider følger sansernes indtryk, og viljens valg følger også de indtryk som sanserne får. Det betyder altså, at vi ofte ret hurtigt vælger det vi kigger på, eller har lyst til, uden at tænke nærmere over det. Når en passion og en drift er så intens at en person mister sin fornuft, så er den efterfølgende handling deraf, slet ikke en menneskelig handling. Og den person som udfører handlingen, er skyldig i at udøve handlingen, for så vidt at han rationelt lod sin vilje rive med af passionen. Det ses typisk hos sindssyge mennesker, som ikke rationelt ved hvad de foretager sig. For os andre almindelige mennesker, så er vi ansvarlige for vores handlinger, og også selvom dette ansvar mindskes selvom man er i en tilstand af passion. Det er dog muligt at man i en tilstand af stærk passioneret påvirkning, kan komme til at sige og gøre ting som er irrationelle og tåbelige. Og selvom man rationelt godt ved dette eller hint, så kan passionerne svigte ift. at bringe fornuften og altså rationalet i spil, ift. at dæmpe passionernes indvirken på menneskets handlinger, og man kan sågar benægte hvad man ellers godt ved hvad der er sandt, i et passioneret øjeblik. Det er også årsagen til, at vores tro ikke er funderet på følelser, men på rationaler. Fordi vores passioner driver gæk med os, så kan vi under ingen omstændigheder antage dem som være noget godt mål for forhold der vedrører tro eller sandhed. En synd som altså gennemføres i en passioneret tilstand, er en synd som afstedkommes af svaghed. Fordi kroppen er svag og uordnet i sine forskellige dele, så er sjælen svag når passionerne medfører en uorden i en ellers velbevandret fornuft. Synd opstår ved at elske eller ville et midlertidigt gode, på en måde hvor det ellers ville være lig et evigt gode. Og bag ved kærligheden til sådan et gode, ligger den uordnede kærlighed til selvet. Fordi synderen ønsker at få sin egen vilje, og ikke gøre Guds vilje, så ønsker synderen at behage sig selv, og ikke Gud. Ergo, enhver synd er sandelig frugten af uordnet selvkærlighed. De påvirkninger som vildleder fornuften til at indlade den på synd, kan tydeligt læses i Skriften (1 Johs 2,16). Kødets konkupiscens, eller tilbøjelighed, dvs. passioneret lyst efter kropslige nydelser, eller øjets tilbøjelighed, som er uordnet begær efter velstand eller midlertidige goder - eller hovmodet, sjælens tørst efter ære, pris og magt.
De passioner som går forud for synden, dvs. de forudgående passioner, tilskynder ikke bare viljen, men forvirrer også dømmekraften som ellers vejleder viljen. Ergo, de forudgående passioner reducerer synden. Men konsekvent passion, dvs. lyster som opildnes af viljen selv, som fx hvis man forsætligt indlader sig på vrede, eller gøre onde ting, forstærker synden. Ganske enkelt fordi, sådan en synd handler om viljens manglende evne til at forhindre den - den undskylder ikke synden. Sålænge en passion ikke medfører total sindssyge hos et menneske, så kan passionen styres. Og det betyder også, at uanset syndens alvor, at mennesket bliver holdt til regnskab for den.
Ondskab som årsag til synd
Ondskab er dårligt disponeret fornuft. Det kaldes normalt bare dårlig eller ond vilje. En synd begået ved dårlig eller ond vilje, er en koldblodet synd. Der er tre typer af synd: a) Synder af udeladelse, hvor man er skyldig i uvidenhed, b) passionerede synder hvor man lyster, og c) ondskab. I synder som begås vanemæssigt, er der ondskab. Fordi en vane ikke er noget som er os påbudt, vi kan faktisk vælge dem fra. Man er fri til at fravælge vanens impuls, og står til regnskab for dem. Så når man forsætligt lader en vane pågå, og man ikke gennem bøn, askese og faste bekæmper den, så leder den til ondskab og dermed dødssynd.
Man kan også godt begå dødssynder, uden at de normalt er vanemæssige. Hvis man sågar ikke er under sine passioners indflydelse, og begår en dødssynd, så er man endnu mere strafskyldig ift. synden.
Eksterne årsager til synd
Gud er på ingen måde, direkte eller indirekte, årsag til synd på nogen måde. Gud understøtter alle skabninger i væren og eksistens. Gud understøtter menneskets frie vilje, selv når mennesket misbruger den frihed gennem synd. Gud bevirker at mennesket kan vælge frit, og bevæger viljen, men Gud er årsagen til den handling hvorved den frie vilje begår synd, men han er ikke årsagen til den. Det er vores vilje og indladen på synden, som er årsagen. Gud kaldes årsagen til åndelig blindhed eller hjertets hårdhed, på den måde at han fjerner sin nåde fra de mennesker hvorved han ser forhindringer eller blokeringer ift. at lade Hans nåde virke effektivt. Han kender os altså bedre end vi selv gør, og ved hvad vi vil bruge Hans nåde til. Hvad vores motiver er. Åndelig blindhed eller hjertets hårdhed indikerer et menneskets faste beslutsomhed ift. at forkaste Gud, og derved sit håb om Himlen. Sommetider kan midlertidig åndelig blindhed virke til et menneskets bedste ved at advare ham, som hvis man blændes ved et lys som ellers vil ødelægge synssansen.
Djævelen som årsag til synd
Djævelen kan ikke være den direkte årsag til menneskelig synd, for han kan ikke direkte bevæge menneskets vilje. Gud er den eneste eksterne årsag som direkte bevæger viljen, og Gud bevæger aldrig viljen til synd. Viljen bevæger sig selv mod sit objekt. Djævelen kan tilskynde til synd gennem overtalelse, ved at fremstille attraktive genstande for menneskets appetitter. Og kun sådan kan djævelen lede mennesket til synd. Djævelen udøver sine overtalende kræfter ved at opildne menneskets forestillingsevne, og ved at samarbejde med hvad end der bevæger de sanselige appetitter. Indvortes kan man sige, at djævelen tilskynder mennesket til synd. I et menneske som er besat, kan djævelen overtale til synd, men de er ikke menneskelige handlinger, fordi han da ikke er fri. Herudover kan djævelen ikke - i noget vist menneske - overtale til synd. I én forstand er djævelen årsag til ethvert menneskes synd, fordi han indlod det første menneske til at begå ursynden som inficerede menneskenaturen med tendensen til synd. Men udover det, er djævelen ikke årsag til al menneskelig synd. Selvom djævelen ophørte med at eksistere, ville mennesket stadig være uordnet i sine passioner, og misbruge sin frie vilje til synd.
Mennesker som årsag til synd
Det første menneskes synd er overført til hans afkom gennem arvelig forplantning, og derfor kaldes den arvesynd. På en vis måde, er alle mennesker ens og ud af same natur, de er af én oprindelse. I Adams synd syndede menneskenaturen, og den natur syndede, i hvilken alle mennesker er én. På samme måde som et mord som er begået af hånden ikke er håndens skyld, så så er hånden en del af menneskets person. På samme måde er Adams synd i menneskers afkom som mennesker af samme natur der syndede. Adams synd overføres til mennesker som morderens skyldige hånd. På samme måde som Adams retfærdighed var tiltænkt at blive overført til hans afkom, således blev hans uretfærdighed også overført. Arvesynden overføres, men ingen anden aktuel synd af vores første forældre gør.
Arvesynden overføres til alle mennesker, undtagen JESUS KRISTUS, som er Gud der blev menneske, og til de mennesker som Gud undtager fra arvesynden (Jomfru Maria). Hvis gud skulle skabe et menneske på mirakuløs vis ud af menneskekød, men ikke ud fra den normale generationsproces, så ville det menneske ikke få overdraget arvesynd. For arvesynd er "naturens synd", og overføres kun via menneskenaturen, dvs. ved regenerering. Hvis Eva alene havde syndet, ville hendes synd ikke blive overført til hendes afkom. Fordi menneskenaturens aktive regenererende princip er ud fra manden, så er det Adams synd og ikke Evas, som overføres.
Comments