Aquinas: Klogskab

Klogskabens dyd

Klogskab defineres som viden om hvorledes man skal handle, og hvordan man leder sit liv rigtigt. Skt. Augustin siger at klogskab er viden om hvad man skal søge og efterstræbe, og hvad man skal undgå. Klogskab hører til sjælens vidende fakultet, snarere end til den appettitive del af sjælen, dvs. at den hører til intellektet, mere end den hører til viljen. Siden intellektet (som det tænkende sind der oplyser viljen vedr. dens valg) kaldes "fornuft", så er klogskab noget som bor i fornuften, som dens genstand. Klogskab er ikke blot viden om hvad ting er, men mere om hvordan man handler klogt. Ergo hører klogskab til intellektets praktiske del, og ikke så meget den spekulative del. Klogskab hjælper mennesket til at navigere i konkrete og individuelle situationer som udgør hele menneskelivet. Klogskab er én af de fire kardinaldyder. Og hvor klogskab bor i intellektet, så vejleder den viljen og deler natur med de moralske dyder, dvs. at det er en viljes-dyd. Klogskab er en distinkt og særlig dyd for sig selv. Klogskab styrer ikke de moralske dyder, men regulerer midlerne hvorved de andre dyder opererer, imod deres mål. Den indikerer ikke hvad de moralske dyder skal gøre, men viser dem den rette måde hvorpå der skal handles dydigt. Klogskab vurderer midler og udmåling af de moralske dyder, og vurderer hvordan de kan behandles fornuftigt, og hverken med overmåde eller med mangler. For klogskab er viden om hvordan ting burde gøres. Klogskab udstikker ordrer og befaler. Den styrer ikke viljen, men den viser med sikkerhed og autoritet hvordan viljen burde vælge. Og for en fornuftig vilje, så udmøntes dette i en befaling. Denne befalingens funktion er den styrende klogskabs handling. Klogskaben giver sine befalinger med forsigtighed og årvågenhed, så den tilser at menneskets adfærd er rigtig. Klogskab er ikke blot en privat dyd, som sigter til individets gode adfærd, men sigter også til det fælles gode. Skt. Paulus (1. Kor 10,33) skriver om dette, når han skriver at "Ikke søger det som er godt for mig, men for mange, at de må blive frelst." Klogskaben virker på forskellige måder, ift. hvorvidt den tjener et individ, eller hjemmet, eller det fælles gode (rent samfundsmæssigt). Politisk klogskab findes i to typer, for det første må den virker i herskere og lovgivere, og den skal virke i og for undersåtterne. Aristoteles skriver at klogskab er den fineste færdighed hos magtudøvere, og som et aggregat i de som herskes. Sang klogskab, som en dyd, er kun i det gode. Alvorlig synd forkaster klogskaben. En syndig person kan på overfladen fremstå klog. Men en person i en tilstand af nåde har også klogskab, fordi han har kærlighed, og klogskab kan ikke virke uden kærlighed. Klogskab sammenfatter alle dyderne, og den er som et slags bånd som binder dem sammen, og den er nødvendig for at de alle kan virke. Klogskab er også en naturlig dyd. Så klogskab findes som dyd, både i naturlig og overnaturlig forstand. Den naturlige dyd kaldes naturlig, fordi den hører til menneskenaturen, men også fordi den kan opnås alene i menneskenaturens egne kræfter. Den opnås gennem oplæring og gennem erfaring. Klogskab glemmes ikke. Glemsomhed kan hæmme en klog handling, men dyden i sig selv glemmes ikke.

Klogskabens bestanddele

Klogskabens bestanddele er sikre fakulteter, perfektioner og kvaliteter som hører til klogskab, eller som er forbundet med den på en måde. Nogle ser ud til at være elementer af klogskab selv, og de kaldes quasi-integrale dele. Der er 8 af disse quasi-integrale dele af klogskab; hukommelse, forståelse, føjelighed, kløgt, fornuft, fremsyn, omtanke og forsigtighed. Andre dele af klogskaben kaldes de subjektive dele, og der er forskellige variationer af dem - fx huslig klogskab, politisk klogskab, militær klogskab, politisk klogskab osv. Andre dele af klogskaben kaldes dens potentielle dele, de er dyder som er forbundet med klogskab eller underordnet klogskaben - og de skaber det som kan kaldes de sekundære effekter af klogskaben, gode råd, som lader os forudse, synesis som vejleder dømmekraften i ordinære forhold, og indsigt (gnome) som vejleder dømmekraften i særlige forhold.

De quasi-integrale dele af klogskab

Klogskab forholder sig til umiddelbare situationer, og de midler som skal bruges til at vejlede en person igennem dem, på den rette og mest fornuftige måde. Erfaringen tjener til hjælp her, og erfaringen lagres i hukommelsen. Ergo hører hukommelsen til klogskaben. Forståelse, ikke som intellektets fakultet, men som en vidende funktion om ting, manifesteres nødvendigvis i kloge handlinger. Ergo hører forståelsen til klogskab. Docilitet, eller beredvilligheden til at lære, gør erfaringen frugtbar. En stædig og hoven person er aldrig en klog person. Docilitet tjener klogskaben, og hører til den.

Vurderingskraft, er her den hurtige evne til at vurdere hvad der er passende i en situation, og hører til klogskab rent quasi-integralt. Fornuft, ikke som det tænkende sind som vejleder viljen, men som den rette brug af dette sind, er også klart en del af klogskaben.

Fremsynethed, eller det klare blik på fremtidige kontingente ting, som afhænger af den nuværende situation, eller hvordan den nuværende situation håndteres, er også en del af klogskaben.

Omtanke vedrører den nuværende situation, som fremsyn handler om de fremtidige kontingente tilfælde. Den tænker på hvad der er passende her og nu, i eksisterende omstændigheder. Omtanke er også en quasi-integral del af klogskab.

Forsigtighed ser til at undgå onder, særligt onder som tilsyneladende ser gode ud, og forsigtighed er også en del af klogskaben.

Klogskabens subjektive dele

Regerende klogskab findes hos de, som udøver regering og lovgiver. Klogskab er særligt en dyd hos de som udøver magt, jf. Aristoteles.

Politisk klogskab, i den brede forstand, inkluderer regerende klogskab. Men i en strengere forstand, er det den form for klogskab som vejleder borgere i deres loyale lydighed overfor regeringers forskellige krav. Huslig klogskab er den dyd som hersker de forskellige fornuftige aktiviteter af livet i et hushold. Den befinder sig mellem individets og den politiske klogskab. Der findes også militær klogskab, jf. Ordsprogenes bog 24,6.

Klogskabens potentielle dele

De potentielle dele heri, er de dyder som er forbundet med klogskab. Ét af dem, er godt råd og rådets gave. Klogskaben bruger altså denne dyd, som er rådets gave. Godt råd er en dyd som er adskilt fra klogskab, men som er nært associeret med den. På græsk kaldes den euboulia. Synesis er et andet græsk ord, som betyder god dømmekraft i praktiske og konkrete tilfælde. Den følger som en konsekvens af euboulia, men er adskilt fra dén og fra klogskab. Den tjener klogskaben og kaldes én af dens dele. I praktiske tilfælde som ikke er omfattet af normale love, må man udover blot synesis, bruge "gnome". Det er en dyd som er adskilt fra både gklogskab, euboulia og synesis. Og den er også én af de potentielle dele.

Rådets gave

Helligåndens nådegaver disponerer sjælen til at leve dydigt, i henhold til de forskellige bevægelser af nåde. Så mens naturligt råd er en form for undersøgelse af fornuften (dvs. det tænkende sind) som går forud for viljens beslutning, og er en form for selvrådgivning, så er overnaturligt råd den guddommelige vejledning som meddeles af Helligånden. Overnaturligt råd er én af Helligåndens nådegaver. Disse gaver er en hjælp til dyderne. Rådets gave er i særlig grad en hjælp til at udøve klogskab. Råd viser hvordan man skaber sammenhæng mellem mål og midler, så de forskellige barmhjertighedsgerninger, åndelige og kødelige, er typisk af størst værdi for et menneske, for at hjælpe ham til himmels og hans mål. Ergo er rådets gave særligt tiltænkt de åndelige og korporlige barmhjertighedsgerninger. De passer til den 5. saligprisning, salige er de barmhjertige, for de skal få barmhjertighed.

Uklogskab

Uklogskab er så fraværet eller mangel på klogskab, og når det mangler som en konsekvens af menneskets egen skyld, er det en synd. Syndig uklogskab er en særlig synd, fordi den står i modstrid med klogskabens dyd. Men på en vis måde er uklogskab en generel synd, fordi den ses i flere andr esynder. De er fx forjagenhed, tankeløshed, manglende konstant adfærd, og forsømmelse. Når man er for jagen, så lader man sine impulser og passioner råde for hurtigt, uden at man tænker sig om. Man er altså impulsiv. Det er tydeligt at det er en uklog disposition. Tankeløshed er en villig mangel på dømmekraft i en situation, fordi man har foragt for den rette dømmekraft i situationen. Man er forsætligt uansvarlig. Manglende konstans er at man fjerner sit fokus fra det gode formål som man ellers på klog vis har sat sig for, fx ift. sine dispositioner i sit hjem m.v. Det er typisk en konsekvens af uordnet appetit, at man begår synd her.

Alle disse uklogheder, forjagethed, tankeløshed, manglende konstans, er født af uordnede appetitter i sanserne, og især lyst. Manglende klogskab kommer altså fra lyst og begær.

Forsømmelse

Forsømmelse er manglende omsorg for de handlinger som skal understøtte livets praktiske forventninger og krav. Klogskab og passende omsorg hænger sammen med hinanden, så det er en synd imod klogskaben at forsømme sine pligter. Selvom forsømmelse ofte er en venial synd, så kan det være en dødssynd. Det er den i to tilfælde 1) Når forsømmelsen vedrører noget nødvendigt for frelsen, og 2) Når forsømmelsen totalt ignorerer de ting som er nødvendige vedr. Gud, dvs. pligterne ift. troen.

Kødelig klogskab

Kødelig klogskab er ikke en dyd, men er en last som ligner klogskabens dyd. Det er en last i den person som ser det kødelige som det væsentligste mål i eksistensen og livet. Det er en synd, fordi det er en fundamentalt uordnet last i en person, og som er personens egen skyld. At mene at kødelige goder er livets komplette mål, er en dødssynd. Men kødelig klogskab går sjældent til de ekstremer, og typisk er det et uordnet estimat af væsentligheden og værdien af et typisk kødeligt gode, som står imod en form for klogskab, og typisk en venial synd. Når et menneske bruger bedrag eller uærlighed, i sin bestræbelse på at opnå et mål, så bruger han list. Det er en særlig synd imod klogskab og adskilt fra kødelig klogskab - men dog maskeret som almindelig klogskab. Skt. Gregor kalder både kødelig klogskab og list "verdslig klogskab".

List er i sindet hos den listige. Den er en kvalitet i hans planer og projekter, men når den udmøntes i praksis så opleves den som svig. Svig kan udmøntes i ord og gerninger, og når den udmøntes i gerninger så kaldes den bedrageri. Vi er guddommeligt instruerede til at sætte vores lid til Gud, og ikke være ængstelige om materielle ting. Vi skal ikke vægre os for meget for verden, fordi det ikke er sand visdom. Jf. Skt. Matthæus (6,31) "Vær ikke ængstelige, og spørge hvad vi skal spise, drikke og hvad vi skal klædes med". Vi skal heller ikke være ængstelige over fremtiden, fordi vi i Matt 6,34 kan læse at vi ikke kan bekymre os for i morgen, fordi i morgen har nok i sin plage. Kødelig visdom, snile, list og bedrag er falsk klogskab. Og de er slet og ret imod retfærdighedens dyd. De begår brud overfor retfærdigheden, dvs. de begærer. Og disse synder kaldes "begærets døtre".

7. Nor are we to be over-anxious about the future, for weread (Matt. 6:34): "Be not therefore solicitous for tomorrow;for the morrow will be solicitous for itself."

Klogskabens forskrifter

Klogskaben omfatter alle de moralske dyder, og ergo er de 10 Bud, som leder al dydig adfærd, implicitte forskrifter for klogskab.