Aquinas: Kald og stand

En munk lader sig frivilligt isolere, så han kan kende, elske og tjene Gud endnu mere.

Typer af liv

Et menneskes liv, det vil sige ,det som han finder mest glæde i og trives mest ved, er altså hans liv og hans tilværelse. Det ene menneske kan siges at hans liv kredser sig om kunst, studier, et andet menneske holder måske af at rejse, og så videre. Nogle mennesker er især meget optaget af at kontemplere over Sandhed, mens andre er mere hengivne til at dyrke eksterne praktiske aktiviteter. Så et menneskes liv kan siges at være enten kontemplativt, eller aktivt. På samme måde som at intellektet er spekulativt eller kontemplativt når det skal kende til Sandheder om ting, og på samme måde som at det er praktisk eller aktivt ift. hvad man bør gøre, så er livet selv passende nok klassificeret efter enten en kontemplativ eller aktiv tilværelse.

Det kontemplative liv

Det kontemplative liv er ikke en tilværelse som drejer sig om kølige studier og betragtninger om Sandhed. Den er ikke blot intellektuel. Den drejer sig om vilje og appetit, og den omhandler kærlighed og tilknytning til det som studeres. For selve intentionen om at kontemplere over Sandhed, er en viljesakt, og den kontemplative person ledes af alle sine appetitter til at elske det arbejde som handler om kontemplation, og til at hvile i det arbejde. Det kontemplative liv handler essentielt om at betragte og overveje Sandhed, og sådanne betragtninger hører til i intellektet. De moralske dyder (dvs. viljes-dyderne) disponerer sjælen til at kontemplere, ved at nedtone distraherende passioner, og ved at udjævne forstyrrelserne som forårsages af udvortes beskæftigelse, men disse dyder trænger ikke ind i essensen af kontemplation som sådan. Vi kan derfor sige, at de moralske dyder kun disponibelt set hører til det kontemplative liv, men ikke essentielt set. Det kontemplative liv består ikke af et form for skema af indbyrdes handlinger: Kontemplation er én handling. Stadigvæk, er kontemplation den proces som omhandler dét at nå til forskellige sandheder, og dermed kræver det forskellige indbyrdes kontemplative handlinger. Derfor må det kontemplative menneske forstå en række forskellige principper, og må gennem fornuften forstå hvad der skal handles på, som en konsekvens af dem. Den sidste og perfekte handling, efter den fulde erkendelse af Sandhed, er den vedvarende kontemplation over Sandheden. Denne kontemplation er én handling, ikke adskillige. Kontemplation betragter Gud, og dens grundlag er den højeste forståelige Sandhed. Den perfekte kontemplation som nyder den salige skuen, kan ikke opleves på denne side af Himlen. Her på jorden, kan vi opnå en uperfekt kontemplation: "Vi ser nu tingene som i et spejl" (1 Kor 13,12). Så vi betragter skabninger på den vis at de leder os til at kontemplere over skaberen. I det kontemplative liv, er der således fire ting som understøtter det: a) de moralske dyder som disponerer det, b) forberende handlinger som skaber opmærksomhed, studier og ræsonnement vedr. kontemplation, c) kontemplation over de guddommelige effekter af Guds skabninger, som gør Hans sandhed tydelig og åbenbar, d) kontemplation over guddommelig Sandhed i sig selv. I dette liv kan vi ikke fokusere og rette vores opmærksomhed mod den guddommelige essens i sig selv, så den højeste grad af kontemplation som er mulig for os, er den som vi finder eksempler på når vi oplever åndelige bortrykkelser eller ekstaser (Jf. Skt. Paulus, 2 Kor 12). Intellektets operation kaldes en bevægelse. I kontemplation, kaldes intellektets bevægelse og fastholdelse af fokus mod et emne eller tema, en bøjet eller kurvet bevægelse. Fornuftens bevægelse og tænkning en ting igennem i forbundne skridt kaldes lige bevægelse, foreningen af to bevægelser i en bevægelse som forbinder sindets tænkning og uniformitet mellem forskellige tænkningspunkter kaldes en forbundet bevægelse. Den åndelige glæde ved at fokusere på passende kontemplative temaer vedr. Sandhed, overgår al anden menneskelig glæde. Sand kontemplation er uforstyrret i sin tankemæssige proces, den er kontinuert og perfekt uforandelig, og usvækket i sit formål og virke hos den person som er kontemplativ.

Det aktive liv

Det aktive liv er hengivet mere til gerninger og handlinger, end kontemplation. Siden moralske dyder primært vedrører operation og handlinger, så er de essentielt tilhørende det aktive liv. Og klogskabens dyd, som i sin essens er spekulativ og praktisk i mange henseender, er som en praktisk og moralsk dyd, henledt til det aktive liv. Undervisning som aktiv udøvelse, hører til det aktive liv. Skt Gregor siger at "det aktive liv er at mætte de hungrige, og undervise de uvidende".

Men den som underviser, og dermed betragter sandheder i sit eget sind og elsker det, er kontemplativ. Derfor har undervisning et tofoldigt aspekt, det ene aktive og det andet kontemplative. Det aktive liv har denne verden som sit mål og ende, hvor det kontemplative liv begynder her, og gøres perfekt i Himlen.

Sammenligningen af det aktive og kontemplative liv

Det kontemplative liv simpelt taget i betragtning, er mere fremragende end det aktive liv. Men det som er mere fremragende i sig selv, er ikke som sådan mere fremragende ift. hver person på jorden, som enten lever aktivt eller kontemplativt. Nogle er kaldet til aktivt liv, og nogle er kaldet til det kontemplative liv, og menneskeheden kunne ikke oppebæres alene ud fra det kontemplative liv. Der er en plads i verden, både ift. Vor Frue og Martha. Men der er også en plads til Martha. Det kontemplative liv er i sig selv mere fortjenstligt end det aktive liv. For det kontemplative liv er helt og aldeles fokuseret på Gud, hvor det aktive liv mere fokuserer og indlader sig på at arbejde med skabte ting og skabninger. Men det kan ske, i visse tilfælde, at en person fortjener mere ved at gøre ting i det aktive liv, end den som alene fortjener noget i det kontemplative liv. Det aktive liv, for så vidt at det kræver opmærksomhed og fokus på skabte ydre ting og deres brug, så hindrer det kontemplation. Men det kan ske at det aktive liv bidrager til dæmpelse af de indre passioner som kan distrahere sjælens koncentration, og på den måde bidrager det aktive liv til kontemplation. Aktion forudsætter kontemplation. For det at komme i Himlen og tænke på det, forudsætter at vi gør det vi skal. Men hvis vi forsømmer at gøre det vi burde og skulle gøre, dvs. udøve det aktive liv, så kommer vi ikke i Himlen. Man kan altså ikke kontemplere sig til frelse.

Betydningen af stand i livet

Ved en persons stand i livet, taler vi om det som indikerer dét der etablerer personen med en form for permanent position, og pålægger vedkommende pligter. En persons stand er ikke noget som er udvortes og foranderligt, men det er noget indvortes som anerkendes af intellekt og vilje, og som er vedvarende og bindende. Så vi ser ikke en mands rigdom eller fattigdom som en del af stand i livet, men vi ser det som en tilstand. Vi taler om en persons stand som gift eller alene, præst, lægmand eller religiøs. Det er passende at der indenfor Kirken er forskellige klerikale eller jævne stande, hver med deres pligter. For Kirken har en række forskellige aktiviteter, og Hendes skønheds orden kræver en skala af forskellige embeder eller stande for at sikre at disse aktiviteter udøves. (Ef 4,11-12) Aktiviteterne betoner forskellige pligter for forskellige stande, og der er forskellige grader af perfektion og pligter til hver stand. Der er tre grader i hver stand, begynder, øvet og perfekt ift. hver stand.

Standen af perfektion

Det kristne livs perfektion består af kærlighed. Kærlighed forener en person til Gud ved nåde, kærlighed og venskab. Kærlighed opnår målet med det kristne liv, som er forening med Gud. Fremfor alt, hav kærlighed som er perfektionens bånd (Kol. 3,14). Absolut perfektion hører alene til Gud, for det som er absolut perfekt mangler intet overhovedet, og er derfor uendeligt. Relativ perfektion er perfektion i relation til en ting. Så i relation til mennesket, er der en perfektion som hører til den person som har fuldendt sit løb og opnået målet, perfektionen af saliggørelsen i Himlen.

En anden perfektion er den af pilgrimmens, som stadig er engageret i sin pilgrimsfærd på jorden. Denne perfektion er mulig at opnå her på jorden. Den består first i at fjerne al dødssynd fra livet, og dernæst består den i at fjerne enhver form for appetit som hindrer en person i at rette sig helt mod Gud. Det er muligt at besidde kærlighed uden denne fulde perfektion af begge elementer, men det er umuligt at have kærlighed uden frihed fra dødssynd. Perfekt kærlighed er perfektion i sig selv. Primært og essentielt, handler perfektion om at overholde og adlyde buddene. Herren sagde, at vi skal elske Gud helt og fuldt, og elske næsten som os selv for Gud, og i Gud. Han tilføjede: "På disse bud hviler hele loven og profeterne (jf Matt 22,40). Så kærlighed til Gud og næsten er foreskrevet i De 10 Bud. Og siden denne tofoldige kærlighed er perfektion, kan vi med rette sige at perfektion er at overholde buddene. Helligåndens råd om fattigdom, kyskhed og lydighed hos en religiøs, er midler til at opnå kærlighed, men de er ikke forskriften for den som sådan, for de er til for de som er kaldet til et særligt liv, af Gud og for Gud. Disse råd kalder på at opgive alt godt og lovligt (ægteskab, arbejde, selvbestemmelse) som af og til er en hindring for kærlighed.