Aquinas: Inkarnationen 4

Konsekvenserne ved den hypostatiske union

Ved inkarnationen, blev Gud menneske. Menneskets natur er antaget til Guds natur, og er forenet med den i den hypostatiske union. Ergo, sætningen "Gud er menneske", er bogstaveligt sand. Grundet den hypostatiske union, er sætningen "Mennesket er Gud" også bogstaveligt sand. Det vil selvfølgelig sige, at det er sandt når ordet menneske her betyder "dette menneske, Kristus". Sætningen er ikke sand når ordet menneske dækker over hvilket som helst menneske. Det er ikke sandt eller rigtigt at tale om Kristus som et mægtigt menneske, for Han er ikke bare mægtig, Han er selve Herren. Ved den hypostatiske union hvor GUd antog menneskenaturen, i guddommelig enhed med Sønnen, det som kan siges om menneskenaturen, kan også siges om Gud i en vis forstand. Men man skal præcist bemærke hvorledes der siges noget om den ene Person og Hans menneskenatur, eller den ene Person i Hans guddommelige natur. Så når vi siger noget om Kristi udødelighed som Gud, og dødelighed i Kristus som menneske, så modsiger vi ikke os selv. Vi siger bare at Kristus er Gud, og Kristus døde på korset. Men vi kan ikke, og siger ikke at Gud døde på korset. Det vi siger er, at Kristus som er Gud og blev menneske, døde på korset som menneske, og Kristus døde i Sin menneskenatur, men ikke i Sin guddommelige natur. Derfor, det som er passende til menneskenaturen, kan siges om Gud for så vidt at Gud har antaget menneskenaturen, men det som kan siges om menneskenaturen, kan ikke siges om Gud, adskilt fra menneskenaturen. At sige at Gud blev menneske er strengt taget sandt, men det betyder ikke at Gud var skabt eller udgjort. Det betyder at menneskenaturen, som er en skabning, blev antaget af den evige Gud. At sige at Gud blev skabt som menneske er ikke at antyde at den uforanderlige Gud blev forandret, men at menneskenaturen blev forandret for så vidt at den nu besåtr i en guddommelig Persom, uden at den udgør en menneskelig personlighed. Derfor er det ikke helt præcist at sige at mennesket blev gjort til Gud, som om menneskenaturen blev guddommeliggjort. Sætningen antyder at en eksisterende menneskenatur (og derfor en menneskelig person, siden menneskenaturen ikke kan eksistere udover i en person, menneskelig eller guddommelig), blev gjort til Gud. Kristi menneskenatur eksisterede ikke før den eksisterede i Kristus, Kristi menneskenatur består derfor i den guddommelige personlighed i kraft af Sønnen. Det skyldes helt konkret at et menneske kun er et menneske, når det både er krop og sjæl. En krop er ikke et menneske, men en del af den. Derfor kan vi ikke sige at Kristus er en skabning, medmindre vi tilføjer "i Hans menneskelige natur", for Kristus er Gud, og når vi taler om Kristus helt enkelt, så tænker vi på Gud som blev menneske. Men der er intet vildledende i at sige at Kristus blev født, Kristus lidte, døde og blev begravet, for det er tydeligt at vi da her taler om Kristus som menneske. Når der er nogen tvivl om betydningen af vores ord ift. Kristus, skulle vi altid tilføje en forklarende sætning. Så når vi siger at Kristus er ét med Faderen og Helligånden, så ved vi uden tvivl at vi taler om den guddommelige natur og Kristus som Gud. Men hvis vi siger at Kristus er underlegen Faderen, så vil nogen tro at vi fornægter Kristi guddom, så vi bør altså hellere sige at Kristus som menneske, eller i Sin menneskenatur, er Faderen underlegen. Derfor, at sige at "dette menneske, Kristus, begyndte at eksistere" er vildledende. Fordi "dette menneske" let kan misforstås som "denne person". Kristi Person er evig har aldrig begyndt at eksistere, jf. Skt. Paulus (Heb 13,8). "Jesus Kristus, i går, i dag og den samme i al evighed".

Derfor, er det korrekt at sige at Kristus som menneske er en skabning, det er ikke rigtigt at sige at Kristus som dette menneske er en skabning, fordi frasen "Kristus som menneske" typisk misforstås som Kristus som personen, og Personen Kristus er Gud Sønnen, den 2. person i Treenigheden.

Værens enhed i Kristus

Dobbeltheden i den hypostatiske union, henviser til de to naturer i Kristus, den guddommelige og menneskelige. Hvis begge naturer henviste til abstraktionen om de to naturer i Kristus, ville Han være to væsener og ikke ét. De to naturer er derfor ikke abstraktioner, men konkrete praktiske objekter, i én person. Og Kristus er én. Siden enhed og væren i virkeligheden er det samme, så er Kristi væren én. Menneskenaturen er ikke blot sammenføjet til den guddommelige natur i Gud Sønnen, men er forenet med den hypostatisk. Intet nyt føjes til den guddommelige Person ved denne forening, intet nyt i sit væsen, men det som opstår er i relation til dét som den evige Person i Sønnen nu består i, i to naturer. Og ergo er Kristi væsen ét. Det hele handler altså om, at der er tale om én substans som er sammenføjet af to naturer, uden at de essentielt er opdelte. På samme måde er et menneske defineret ved én essens, mens sjælen substantielt er en del af kroppen og livgiver den. Uden sjæl, intet menneske.

Viljens enhed i Kristus

Siden natur er defineret som "essens der er udrustet til at handle", så er menneskenaturen den menneskelige essens, med dens fakulteter, dvs. operationelle kræfter, og især de ædleste fakulteter som er intellekt og vilje. Kristus havde en perfekt menneskenatur, og ergo havde han en menneskelig vilje. Derfor er der to viljer i Kristus, den menneskelige og guddommelige vilje. Vor Herre selv kontrasterer disse to viljer, når Han beder (Luk. 22,42): "Herre, hvis Du vil, så tag denne kalk fra mig, men ikke som jeg vil, men som du vil". Som Gud, har Kristus guddommelig vilje, udelt med Faderen og Helligånden. Ergo, i bønnen lige før, taler Han om sin menneskelige vilje. Menneskenaturen er ikke rent spirituel, men er også animalsk, dvs. kødelig. Kødets appetitter hører til menneskenaturen. Disse appetitter er designet til at være underlagt fornuftens kontrol, og hvor fornuften oplever deres trang og drifter. De hører til den sanselige orden, og derfor er appetitterne rationelle, ved at deltage i fornuftens fakulteter. Siden fornuften omfatter viljen, så hører appetitterne også til viljen ved at deltage i viljens handling, og således kaldes de den sanselige vilje. Sådan en vilje var i Kristus, fordi Han havde en perfekt menneskelig natur. Den rationelle menneskelige vilje i Kristus er ikke en dobbelt, men en enkelt fakultet. Kristi menneskelige vilje havde viljens fulde perfektion. Derfor var den fuldstændigt fri, og helt perfekt. Den menneskelige vilje agerer tofoldigt. Den tenderer til, og retter sig mod det som er menneskenaturen, og i dette aspekt retter den sig mod "viljen som natur". Ved denne vilje ønsker et menneske helbred, og alt andet som er ønskeligt for at opretholde menneskevæsenet. Viljen har et andet aspekt, og som er "viljen som fornuft", og ved denne vilje vælger mennesket hvad han forstår som værende hans ønskede mål, selvom det han vælger ikke i sig er ønskværdigt eller behageligt. Fx er det forbundet med en form for vanskelighed at opnå nåde gennem fastepraksis, eller vanskeligt at opnå et godt helbred gennem smertelige kirurgiske operationer. Den rationelle vilje, dvs. naturens og fornuftens vilje, er suppleret med den sanselige vilje, som er det "træk" der foretages på den rationelle vilje, når dette "træk" udøves af de kødelige appetitter. Vor Herres vilje var altid synkron med hvad Gud ville, ift. sin egen menneskelige vilje. Han kunne gennem sin sanselige og rationelle vilje tendere til at afvise de ting Gud ville, som fx sin lidelse og død. Og ergo, var det muligt for Vor Herre at underkaste sin sanselige vilje til den rationelle vilje, kunne Han sige; "Ikke min vilje, men Din vilje ske". Der er ingen modsætninger i Kristus, og ergo ingen konflikt mellem Hans menneskelige vilje og guddommelige vilje.

Tendensen i Kristi sensitive eller sanselige vilje, eller den rationelle vilje som natur, er aldrig nogen hindring i Kristus, fsv. at lade Guds absolutte vilje herske i Kristi fornuft. Kristus har altid sit rationale i behold, ift. at lade den rationelle vilje herske over den sanselige vilje. Kristi vilje er altid i konformitet med den guddommelige vilje.

Handlingernes enhed i Kristus

I Kristus, agerer den menneskelige natur ved sin egen kraft, og det gør den guddommelige natur også. Men den guddommelige natur gør brug af de menneskelige operationer, som instrumenter for dens egen operation. Hos mennesker, forstår vi tre typer af nødvendige typer af handlinger eller operationer: Den eller de vegetative, de sanselige eller animalske, og de distinkt menneskelige eller rationelle. I Kristus, det perfekte menneske, er de distinkt menneskelige operationer forudgående, eller har forrang, så ingen sanselig bevægelse finder sted uden Kristi vilje, selv de naturlige kropslige og vegetative operationer er rettet perfekt ift. viljen. Det var Kristi vilje at Hans kød skulle lide det som tilhørte kødet. Ergo var der perfekt enhed i Kristi handlinger. At fortjene noget, vil sige at opnå retten til at hævde noget som man endnu ikke besidder. Vor Herre, som menneske, kunne opnå fortjeneste hos Gud, med de ting som Han endnu ikke besad. Før Sin lidelse (passion), besad Herren endnu ikke den legemlige herlighed som kom til Ham som en del af opstandelsen, eller herliggørelsen ved Hans himmelfart, og ej heller nød Han den veneration hos de troende, som gives Ham af Kirken. Som menneske, besad Kristus allerede den Salige skuen, og hele denne fremragende egenskab som var tildelt Ham, som en konsekvens af den hypostatiske union. Derfor, kunne Kristus som menneske fortjene de fremragende ting som Han endnu ikke besad, men Han kunne ikke fortjene eller rettere gøre sig fortjent til ting Han allerede besad. Det er passende at Kristus kunne gøre sig fortjent til ting, fordi Han er den rollemodel og fortjenestes kilde som alle andre rationelle skabninger retter sig mod. Kristus kunne yde bod for andre. Han er Hoved for Kirken, og den fortjenstlige aktivitet af dette Hoved, når til alle dets lemmer. Skt. Paulus taler om denne Herens fortjeneste for andre i Romerbrevet 5,18.

Kristi underkastelse af Gud Faderen

Kristus er Gud Sønnen, og lige med Faderen og én med Ham i essens og natur. Men Kristus er også menneske, og er som menneske underlagt Faderen. Han siger (Johs 14,31) "som Faderen har givet mig befalinger, således gør jeg også". Og vi kan også læse at Kristus ydmygede sig selv i lydighed til Faderen, (Fil. 2,8). I sin menneskenatur er Kristus underlagt sig selv i sin guddommelige natur.

Kristi bøn

En bøn, som en form for anmodning, er at bede Gud om at opfylde ens ønske eller vilje. Den menneskelige vilje i Kristus er begrænset, og ikke i stand til, uden Guds hjælp, at opnå alt hvad den ønsker. Derfor, er det passende at Kristus bad. De sanselige appetitter (som vi af og til kalder for viljens lidenskaber) er ikke i sig selv i stand til at udføre en bøn. I dem selv er de af den sanselige orden, og bøn er en fornuftshandling, dvs. noget som kommer ud af det oplyste intellekts orden. Det betyder at viljen opfylder de sanselige appetitter og længsler, således som Kristi bøn "Lad denne kalk gå mig forbi.." bad om. Den sanselige vilje udløste denne bøn, og fornuften forbedrede den, "Ikke min vilje, men Din vilje ske", således at den blev underkastet Gud. Kristus bad for Ham selv, fx da Han bedte for opstandelsen (Johs 17,1) "Fader, herliggør Din Søn" og også da Han bedte om at blive skånet for sin lidelse. Det er passende at Kristus skulle bede sådan, for sådan at anerkende at Gud er ophavet til Hans menneskelige natur. Derudover viser Han os hvorledes vi bør anmode Gud i bøn, om vores behov. Kristi perfekte vilje som menneske, dvs. viljen som fornuft i Kristus, ville aldrig andet end det Han vidste var Guds vilje. Derfor, enhver absolut Kristi viljeshandling blev opfyldt da Han var menneske, enhver Kristi bøn blev besvaret.

Kristi præsteskab

Det er passende at Kristus skulle være præst. Det præstelige embede skal meddele hellige ting til folk, at ofre bønner til Guds folk, og på sin vis bode for folks synd. Vor Herre udøvede dette præstelige embede, og ergo var og er Han præst. Og meget passende, det præstelige embede hører essentielt til hvad Kristus kom for at gøre. I Hebræerbrevet skriver Hl. Paulus at "Derfor har vi en ypperstepræst, Jesus, Guds Søn" (Heb. 4,14). Kristus var ikke kun præst da Han udførte et offer, Han var det offer som ofrede sig selv i et offer. Sig selv ved frit at acceptere den lidelse og død, som kunne sone for vores synder og opnå nåde og forening med Gud. Som Hl. Paulus skriver i Ef. 5,2. "Elsk hinanden, ligesom Kristus elskede os. Han gav jo afkald på sit liv for vores skyld og bragte sig selv som et lifligt duftende offer til Gud." Kristi præsteskab har magt til at udrydde vore synder. Hl. Paulus siger (Heb 9,14) "Kristi blod, som hvem Helligånden ofrede sig selv uplettet til Gud, skal rense vores samvittighed fra døde gerninger ,for at tjene den levende Gud". Kristi præsteskab producerer derfor de to effekter som er ndvendige for at udrydde synd: a) Det giver synderen mulighed for at vende sig mod Gud, og b) det betaler prisen for syndestraffen.

Kristi præsteskabs sonoffer er for andre, og ikke for Ham selv. For han har ingen synd og behøver ingen soning. Ergo er Vor Herre selv ikke genstand for effekten af sit eget præsteskab. Målet for Vor Herres præsteskabelige offer er det evige gode for de og for hvem ofret er tilvejebragt. Det er den evige saligehed i den salige skuen, som opnås for rationelle væsener. Og ergo er ofret evigt, og Kristi præsteskab er evigt. Salme 109,4 siger: "Du er præst for evigt, ifølge Melkisedeks orden". Kristi præsteskab er besrekvet som "ifølge Melkisedeks orden". Melkisedek levede, og ofrede brød og vin, før Den Gamle Pagt var etableret. Den gamle pagts præsteskab var en type på Kristi prsæteskab, men den kunne ikke borttage synd, og ej heller var den evig. Melkisedekes præsteskab indikerer en ophøjelse af Kristi præsteskab over den gamle pagts præsteskab.

Menneskeracen som Guds børn

For så vidt at Gud, i Sin uendelige godhed, tillader menneskeracen at opnå Himlen, så siges Han at adoptere disse mennesker som børn eller sønner. Det er hele Treenigheden, ikke Faderen alene, som adopterer os som børn. Vi bruger ofte begrebet "Fader" i en essentiel og ikke personlig forstand når vi omtaler Gud, dvs. vi bruger begrebet Faderen for den treenige Gud, ikke bare for Den Første Person i Treenigheden. VI gør det fx når vi siger Fadervor, hvor vi tilbeder Gud i enhed og ikke bare Faderen alene fra Sønnen og Helligånden. Den Treenige Gud er Fader for os alle, og gør os alle til Sønner og Kristi brødre, så vi kan opnå Himlen. Kun rationelle skabninger, dvs. mennesker og engle, kan blive Guds børn. Herren selv er ikke et barn af Gud eller Sønnen, Han er Guds Søn, Den Anden Person i Treenigheden, evigt udgået af Faderen.

Kristi prædestination

Definitionen på at noget er prædestineret, betyder at noget fra evigheden, er fastsat til at ske i tiden. Så at Gud skulle blive menneske var guddommeligt fastsat fra evigheden, til at finde sted i tiden. Ergo kan vi sige at Kristus var prædestineret, eller blot "forudbestemt" hvis vi skal være mere mundrette. Og derfor, var vores menneskenatur prædestineret til at blive forenet med den guddommelige natur, rent hypostatisk set. Den prædestinerede søn i Kristus som menneske, er eksemplet på vores prædestinerede adoption som børn af Gud. Og årsagen til vores adoption af Gud, er Kristus og Hans prædestination som vores Fader. For Skriften siger (Ef 1,5) at Gud "havde prædestineret os til at blive Hans børn gennem Jesus Kristus".

Tilbedelsen af Kristus

Vi tilbeder Kristus, Gud og menneske, med den samme grad af tilbedelse. For det vi tilbeder, er Personen Kristus. Og selvom denne person har to naturer, menneskelig og guddommelig, så er Han én Person og den person er Gud. Selv Kristi menneskelighed er tilbedt som guddommelighed, hos en person som er Gud. Hellige Johannes af Damaskus (De Fid. Orth. iv,3) siger at vi tilbeder Kristi kød, ikke for dets egen skyld, men fordi Guds ord er forenet med det. Og siden vi tilbeder Gud (latria), tilbeder vi den på samme vis Kristi menneskelighed som hypostatisk er forenet med den. Kun når vi betragter Kristi menneskelighed adskilt fra den hypostatiske union, ærer vi (dulia) fremfor at tilbede (latria). Når vi ærer et billede af Kristus, ærer vi Kristus. Vi ærer ikke billedet som et stykke malet kanvas eller træ, metal eller lign. Billedet er meningsfuldt ift. hvad det repræsenterer. Og det repræsenterer Kristus, som vi ærer via latria. Det samme er sandt ift. den ære og reverens vi giver til korset, hvorved vor Herre døde. Det vi ser i korset er ikke det træ det er skabt af, men hele meningen med korsfæstelsen. Og vi tilbeder det inkarnerede Ord, med latria som tilbedelse. Den salige Moder er ikke æret ved latria ,fordi denne guddommelieg tilbedelse alene tilhører Gud. Hun har reverens som Hellige skabninger, engle og helgener, og dette kaldes dulia. Hun er Dronning for alle engle og helgener, og vi ærer hende ved en højere grad af dulia til Hende alene, kaldet hyperdulia.

Og vi ærer relikvierne til helgenerne, deres legemer, knogler eller ting de har brugt i deres liv, med sand veneration som rettes mod helgenerne, og her ærer vi Kristus hvis medlemmer og lemmer på Ham, de er.

Kristus som mediator

Skriften siger (1 Tim., 2,5) "Der er....én mediator mellem Gud og mennesket, mennesket Jesus Kristus". Han er vores mediator, fordi Hans død muliggjorde en forsoning med menneskeracen til Gud. Kristus er dén ene perfekte mediator. Hellige Augustin siger at Kristus er mediator mellem Gud og mennesket, ikke fordi Han er det guddommelige ord, Han er mediator som menneske. For i Hans guddommelighed er Kristus Gud, ikke en mediator mellem Gud og mennesket. Og som menneske, står Kristus mellem Gud og syndige mennesker. Han forener mennesker til Gud ved nådegaver, og Han ofrer bøn og soning til Gud for menneskeheden. Ergo er det som menneske at Kristus er mediator; "Manden Kristus Jesus".