Nåden ved Kristus som menneske
At Kristi menneskelige sjæl havde helliggørende nåde, er sikkert. Fordi, a) denne sjæl var forenet med Guds ord, b) sjælen var herliggjort over alle menneskelige sjæle, og kendte og elskede Gud mere perfekt end nogen anden, fordi sådan en handling kræver habituel eller helliggørende nåde, og c) sjælens nåde flød over i andre sjæle, jf. Johs 1,10.
Nåde rører ved sjælens essens, og og dyd hører til sjælens kræfter. Som kræfterne flyder fra essensen, således flyder dyderne fra nåden. Fra den mest perfekte nåde af Kristi menneskelige sjæl, flyder dyderne allermest perfekt. Kristus havde altså alle dyderne i sin sjæl.
Som menneske, besad Kristus fra sin undfangelse Guds essens fuldt ud. Derfor var der hverken behov eller mulighed for tro i JESUS KRISTUS. For Tro er af guddommelig essens og kan ikke ses, og Kristus så alle guddommelige ting perfekt.
Fra begyndelsen af Kristi menneskelige eksistens, var Han i fuld besiddelse af, og nydelse i Gud, dette er selve håbets genstand. Ergo var der hverken mulighed for, eller behov for, håbets teologiske dyd i Kristus som menneske. Selvfølgelig kunne HERREN se frem til de menneskelige hændelser i sit fremtidige liv, opstandelsen og Himmelfarten.
Helligåndens nådegaver er sjælskræfternes perfektion, som gør disse kræfter i stand til at respondere Guds inspiration i os. Alle disse gaver var på mest fremragende vis til stede i Kristi menneskelige sjæl. Selv frygtens gave var der, men det var hverken frygt for Guds syndestraf eller frygt for at fornærme Gud ved synd. Det var den dybe reverens for Gud i den perfekte sjæl i Kristus.
De ufortjente nådegaver, som fx mirakler, profetisk evne og tungetale, som er givet til et menneske med det formål at omvende og helliggøre andre, snarere end sin egen helliggørelse, var alle i Kristus i mest perfekte grad. Kristus kom for at frelse os, men også for at lære os om essentiel guddommelig sandhed - og disse nådegaver bekræfter Hans lære. Alle nådegaverne eksisterer perfekt i den guddommelige sandheds perfekte lærer som er Kristus.
En profeti er den sikre udbredelse af en fremtidig hændelse, og profeten som udbreder denne hændelse, må tilhøre den samme race om hvem han omtaler. Fordi Kristus er sandt menneske, og fordi han besidder den salige skuen, så udbreder han - som en form for pilgrim - den sandhed om hændelser på jorden, og ergo har Han profetiens gave.
Fordi Kristus er forenet med al nåde, fordi Han er forenet med Gud Faderen, så er der i Kristus som menneske også nådens fylde ift. nådens kraft, fordi nåde flyder fra Ham til alle som modtager den, og Han udbreder effekterne af nåden, dvs. dyder og gaver. Blandt rationelle skabninger, er Kristus alene (som mand) den person der har nådens perfekte fylde, i den forstand at Han besidder nåde par excellence, i fuld udstrækning, og har alle de fremragende effekter af den. Den Salige Moder kaldes "Fuld af nåde" og Skt. Stefan, den første martyr, havde nådens fylde (ApG 6,8). Så nådens fylde i alle rationelle skabninger udover Kristus, er fylde ift. kapaciteten til at modtage og besidde den, den er fylde i modtagerne, og den første og største af alle modtagerne er Vor Frue, Guds Moder - men i Kristus er nådens fylde i forhold til nåde i sig selv - andre med nådens fylde har den nåde de er i stand til at modtage, men Kristus har al nåde som overhovedet kan modtages.
Guds nåde i en menneskelig sjæl, er en skabning fra Gud, og er derfor ikke uendelig. Selv nåde i Kristi menneskelige sjæl er ikke uendelig, fordi denne menneskelige sjæl er en skabning, og nåde selv er en skabning. Selvfølgelig er nådens forening uendelig, men dene nåde er den guddommelig person som er bestående af to naturer. Vi taler her om Kristi menneskelighed, og hans menneskelige sjæl med dens nåde, vi taler ikke om foreningens nåde.
Siden nådens fylde i sig selv er i Kristi menneskelige sjæl, så kan denne nåde ikke forøges. Nådens formål er foreningen af et rationelt væsen med Gud, og Kristis som menneske er en rationel skabning altid i perfekt forening med Gud, Han kan derfor ikke have nogen modtagelse af nåde, Han kan ikke få det Han allerede besidder. Den vanemæssige eller helliggørende nåde i Kristi menneskelige sjæl, følger den forening som er effektueret af at Gud antog menneskelig natur. Dette forstår vi altså sådan, at først foreningen med menneskenaturen, dernæst nåde i Kristi menneskelige sjæl. Men det er ikke et tilfælde om før og efter, rent tidsmæssigt. Den helliggørende nåde i Kristi menneskelige sjæl følger foreningen som lys følger solen, der er intet tidsinterval mellem det at solen dukker op, og at solen oplyser. Det sker samtidig.
Kristi nåde som Kirkens hoved
I menneskekroppen besidder hovedet en fremtrædende plads, ift. perfektion og kontrol. Således er det også i Kirkens legeme - Kristus som menneske, grundet foreningen med Gud, besidder den højeste plads og kaldes derfor med rette "Kirkens Hoved". Hele Kristi menneskelighed, krop og sjæl, påvirker andre mennesker i krop og sjæl. Derfor, er Kristus menneskers hoved, ikke blot sjælenes hoved. Kristus er hele menneskehedens hoved. Skt. Paulus siger (Tim. 4,10) at Kristus er "alle menneskers Frelser". Hvor Kristus er den som soner vores synder, ikke bare os men hele verden, så er Kristus alle menneskers hoved, og principielt for alle de som er forenet med Ham i herlighed og nåde. Kristus er øverste over alle engle. Mennesker og engle er skabt med ét formål, at herliggøre Gud, og nyde Himlen. Ergo, billedligt talt, er mennesker og engle ét legeme, for det mystiske legeme som er Kirken består ikke kun af mennesker, men også af engle. Og her er Kristus hovedet. Kristi nåde som Kirkens hoved, kaldet kapital nåde, er i virkeligheden den samme helliggørende eller habituelle nåde som er i Ham som et menneskeligt individ (dvs. personlig nåde), og som udgør nådens fylde som "vi alle har modtaget". Kristus alene er Hoved for Kirken. På jorden er Paven Hans stedfortræder, og biskopperne som hoveder for deres respektive bispedømmer, som Skt. Paulus siger (2 Kor. 5,20) "Kristi ambassadører".
Som prinser eller prælater er hoveder eller øverster for de grupper som udgør deres ansvarsområder, således er djævelen også øverste for alle de forbandede. I Jobs Bog (41,25) kan vi læse at Djævelen er konge over alle de hovmodige børn.
Antikrist er også de forbandedes hoved, men ikke på samme måde som djævelen. Djævelen går forud for Antikrist i tid, og overgår ham i evnen til at øve indflydelse på mennesker til at gøre ondt. Antikrist er hoved for de forbandede i den forstand at han er den som værst er under indflydelse af djævelen.
Viden i Kristus
Som Gud, har Kristus al viden. Som menneske, har han al menneskelig perfektion, inklusive et menneskeligt sind med menneskelig eller skabt viden. Kristus som menneske har den viden som salige sjæle nyder i Himlen, dvs. viden om Gud set direkte i den salige skuen. Kristi salige viden er forenet med den menneskelige kristus, med al mulig skabt viden. Fordi den menneskelige natur i Kristus, er forenet med den guddommelige natur, og er perfekt i alle henseender. Jf. Kol. 2,3 så er Kristus "alle visdoms og videns skatte." I Kristus er der indgydt og salig viden, og der er opnået viden som Kristus har opnået som menneske, fordi Han er perfekt i sin menneskelige natur, og Hans menneskelige fakulteter i den natur fungerer perfekt. Ergo, selvom Han har perfekt viden til at starte med, så skulle Han også i sit jordiske liv lære ting på normal menneskelig vis.
Kristi salige erkendelse
Kristi menneskelige sjæl er så perfekt som en menneskelig sjæl kan være, men den er altid en begrænset sjæl. Ergo, denne sjæl, som nyder den salige skuen, forstår ikke fuldstændigt den guddommelige essens i den fulde og præcise betydning af ordet "forstå". For at sige at den menneskelige kristi sjæl forstår den guddommelige essens, ville sige at en begrænset sjæl kan forstå det ubegrænsede, og det er helt generelt logisk umuligt. Som menneske, ved Kristus alt om alle ting i det guddommelige Ord, for Kristus er det guddommelige Ord, såvel som sandt og skabt menneske. Kristi menneskelige sind kender ikke i sig selv alle mulige ting, og her igen har vi et eksempel på begrænsninger i menneskenaturen. Men kristi menneskelige sind kender til, i ordet, alt som aktuelt siges eller gøres eller tænkes af alle til alle tider, i fortid, nutid og i fremtiden.
Kristi menneskelige sjæl forstår sin egen kraft, og alt hvad kraften kan opnå. Og derfor forstår Kristus også at Hans magt kan rense sjæle fra synd og på ubegrænset vis gøre godt for mennesker. Man kan sige at Kristus som menneske kender til uendelige ting.
Kristi menneskelige sjæl er forenet til Ordet i personen, og derfor er det mere fuldt oplyst af ordet end nogen anden skabning. Og derfor, Kristi menneskelige sjæl betragter den guddommelige essens og synet heraf, mere perfekt end nogen anden skabning i Himlen.
Kristi indgydte viden
Kristi menneskelige intellekt er beriget med indgydt viden i fuldstændig form. For, grundet den hypostatiske union, er de menneskelige fakulteter hos HERREN så perfekte som sådanne fakulteter overhovedet kan være. Og at have indgyft viden er en perfektion i det menneskelige sind. Ved guddommelig indgydt viden, kender Kristus som menneske alt hvad noget menneskeligt sind kan lære ved rationel kraft (fx, Kristus kender perfekt til alle menneskelige videnskaber), Han kender alle åbenbarede Sandheder, og al Sandhed som er gjort kendt af sindet ved Helligåndens gaver og nåder. Men som menneske kender Kristus også den guddommelig essens, ikke ved indgydt viden, men med direkte og intuitiv viden om den salige skuen. Siden HERREN som menneske havde den salige skuen fra begyndelsen, forstod Han lyset, uden at bruge såkaldte menneskelige sanseindtryk kaldet fantasmer. Her på jorden, havde Vor Herre ikke behov for at tænke diskursivt, dvs. at tænke ting igennem. Men Han kunne og gjorde brug af fornuftens metode til at udtrykke sin viden, til gavn for andre, dvs. at gøre det klart for dem, hvilken logisk natur der er i Hans lære.
Den indgydte viden som besiddes af Kristus, er mere fremragende end den som besiddes af engle, fordi Kristi menneskelige sjæl er mere fremragende oplyst, grundet den hypostatiske union, end nogen anden skabning. Den viden som er i Kristi sind er en habituel viden, en stabil besiddelse af viden, som bruges når det behages. Siden Kristi shæl er en menneskelig sjæl med menneskelige måder at forstå, så er Hans indgyfte viden klassificeret som distinkt videnskab, Hans viden er en ordentlig viden om ting, som kan ordens og klassificeres.
Kristi opnåede viden
I kristi menneskelige sjæl er der enhver mulig perfektion, inklusive det aktive intellekt som gør ting forståelige - og dette intellekt kaldes i korrekt forstand det vidende intellekt. Ergo er der opnået viden i Kristus som menneske. Den er en form for perfekt viden, dvs. at Kristus ved alt hvad der ved det menneskelige intellekt kan erkendes og opnås. Kristus som Gud er almægtig. Dette vedrører Kristus som menneske, og Kristi sjæl som er en skabning, er ikke almægtig i sig selv. Fordi det menneskelige intellekt ikke erkender alting på én gang, men erkender gradvist i en proces som hedder "abstraktion", hvor der formes idéer efter hinanden, således opnår mennesket viden gradvist. Og således siger Skriften også at Kristus "steg i visdom" jf. Luk 2,52. Kristi sjæl har ikke i sig selv kraften til at forandre en skabning til en anden essentiel slags end dén den er. Men Kristi sjæl som Guds instrument, kan udøve alle typer mirakler. Men Kristus var ikke en elev, Han var ikke undervist af noget menneske. Men Han siger (jf. Johs 18,37) "For til dette var jeg født, og til dette kom jeg til verden, at jeg skulle give vidnesbyrd om Sandheden". For den som skulle lære sandheden, var det ikke passende at Han skulle undervises af de som Han skulle instruere. Kristi menneskelige sjæl havde ikke almægtig kraft over dens legeme. Fordi ting vedr. kroppens sundhed og vækst drives og styres ikke af menneskets fornuft og vilje, og sådanne ting var ikke underlagt viljen og fornuften. Så Kristus var ikke undervist af mennesker. Han var heller ikke undervist af engle. For Hans opnåede viden krævede ikke himmelsk hjælp. Hans viden var indgyft, og den hypostatiske union fylder Hans menneskelige sjæl med viden, uden engles ellera ndre skabningers hjælp. Kristi opnåede menneskelige viden opnås og besiddes som en perfektion i Hans perfekte menneskelige natur, men ikke nødvendigvis som en konsekvens af hans indgydthed, dvs. Hans "information" i konkret forstand.
Kristi sjæl var fuldt ud almægtig, når den udøver Kristi vilje. Fordi Han besad så stor visdom, at Han altid ville det som Guds kraft ønskede at manifestere i Ham, og gøre perfekt, fx. Hans opstandelse. Så Kristi menneskelige sjæl var omnipotent i relation til at gøre Hans menneskelige vilje ikke kunne andet end at fuldende Guds totale vilje.
Svagheder i Kristi legeme
Kristus antog en sand menneskekrop, med alle krav, begrænsninger og svagheder som er naturlige ved sådan en krop, undtagen de som kunne reducere perfektionen i en sand menneskelig natur. Ergo kunne Kristus lide fx tørst, smerte, død, sult osv. Disse vanskeligheder eller defekter er i sig selv syndestraffe for den synd som Kristus ikke havde, men det er passende at Han som blev menneske for at sone for menneskesynd, skulle påtage sig de uplettede straffe som en konsekvens af arvesynden. Ved at antage en menneskenatur med disse kropslige defekter, så har HERREN bevist sin sande menneskelighed, og viste menneskeheden et ydmygt, tålmodigt og ædelt eksempel. Det er på naturlig vis nødvendigt, at et barn af Adam havde sådanne defekter, som fx tørst, sult, smerte og død. Og Gud valgte at blive menneske som et sandt barn af Adam. Det var ved guddommelig vilje i inkarnationen at kødet blev tilladt at udholde dette, og lide på denne vis.
Mennesker siges at udholde defekterne i menneskenaturen på den vis, at de kan synde som en konsekvens af arvelig synd fra vores første forældre. Sådan er det ikke med Kristi menneskenatur. HERREN arvede ikke synd, Han antog syndfri menneskelig natur. De defekter Han påtog sig, påtog Han Sig ved Sin egen vilje, uden at hæmme Hans guddommelige kraft og magt. Han besad ingen defekter som var i strid med Hans perfekte viden, nåde og værdighed. Derfor var Han ikke genstand for sygdom eller død, vanskabelse, sår og brud eller lignende.
Begrænsninger eller defekter i Kristi menneskelige sjæl
I Kristi menneskelige sjæl, kan der være hverken arvesynd eller aktuel venial synd. Og her udfordrede HERREN menneskeheden: "Hvem af jer, kan overbevise mig og synd?" jf. Johs. 8,46. Synd i Kristus ville være det samme som synd i Gud, og enhver snak om sådan noget vil være en absurd selvmodsigelse. I enhver falden menneskenatur er der en form for forberedelse til synd, man kan kalde det en tilbøjelighed, som ved en gnist antænder synden i menneskenaturen. Denne manglende perfektion var på ingen måde til stede i Kristi menneskelige sjæl. Der var heller ikke uvidenhed i Kristus. I Ham var der sand videns totale fylde, jf. Johs. 1,14 (Fuld af nåde og Sandhed).
Vor Herre kunne lide, og Han havde passioner i sjælen, men ikke på samme vis som os. Fordi i os, tenderer vores passioner til det som (af og til) er ondt, men det kunne ikke være i Kristus. I os, tenderer passionerne til at forvirre dømmekraften i vores fornuft, og det var ikke tilfældet i Kristus. I os vil væres passioner af og til hindre os i at gøre hvad der er ret, og det var ikke tilfældet i Kristus. Kristus oplevede sand smerte, og profeten Esajas sagde så jf. Es 53,4, "Sandelig bar Han vore synder og laster". Og Vor Herre led af sorg i sjælen og kropslig smerte, som Han sagde jf. Matt 26,38. Vor Herres menneskelige sjæl udholdt frygt, forstået som en naturlig afsky for smerte. Men i Kristus var der ingen frygt i relation til usikkerheder om fremtidige trængsler, da denne type frygt implicerer en form for uperfekt viden om ting der kommer, og Vor Herres viden om den form for ting, var perfekt.
Der var vrede i Kristus, ikke uordnet vrede som en form for trang, som vi oplever - for sådan en form for vrede er uperfekt og kan ikke eksistere i Kristus. Hans vrede var nidkærhed for retfærdighed, og for dens triumf. HERREN var, på én og samme tid, en pilgrim, dvs. et menneske på vej igennem livet, og en som betragtede den salige skuen. Hans sjæl besad den, og Hans krop var stadig ment at skulle lide, før den kunne herliggøres og stige til Himlen.