top of page

Aquinas: Inkarnationen 2


Personen som antager menneskelig natur

Det er passende at en guddommelig person, skulle antage menneskelig natur. Her er der ingen tilføjelse til den uendelige Gud. Den antagne natur er gjort perfekt, ikke Gud som er evig, uendelig og perfekt i alt. Ergo, når en guddommelig person antager menneskelig natur, så udøves der en kærlig og barmhjertig handling, som på ingen måde er uvis eller uærlig. Ergo er det passende for en guddommelig person at antage menneskelig natur.

Der er heller intet upassende eller nedladende ved den guddommelige natur, i det faktum at en guddommelig person antager menneskelig natur. For det som er passende for en guddommelig person, må være passende for den udelte natur af Gud, i den person. Selv hvis vi mentalt fokuserer på den guddommelige natur, og udelader Personen, så kan vi sige at den guddommelige natur passende antager en anden natur. Der er ingen konflikt eller selvmodsigelse i den forbindelse, ved at antage en sådan antagelse, at Gud er almægtig i Sin guddommelige natur.

Siden alle Guds krafts handlinger fra Treenigheden i sig selv, så er denne antagelse af menneskenaturen passende og normal for de tre personer. Men denne antagelse og foreningen i denne handling er kun i én guddommelig person, personen af den Guddommelige Søn.

Var det Guds vilje, den udelte vilje i Treenighedens Gud, ville Faderen eller Helligånden måske også lade sig inkarnere. Treenighedens 3 personer, som består i én guddommelig natur, kunne også bestå med én guddommelig natur, sådan at den menneskelige natur ville antages af de 3 guddommelige personer. Men det er ikke tilfældet. Det er passende, at Den Guddommelige Søn blev menneske for at frelse os, snarere end at Faderen eller Helligånden gjorde det samme. For Sønnen er Ordet i hvem er eksemplet på enhver skabning. Så som en håndværker genopretter sit ituslåede håndværk ifølge originalmodellen, så er det passende at Guds genoprettelse af dette ødelagte menneskeværk skulle gennemføres ved Sønnen. Og igen for at gøre mennesket til Guds adopterede sønner, var det passende at Gud skulle sende Sin Søn til verden. Og slutteligt, siden det var menneskets uordnede begær efter viden der bragte ham til ruin, er det passende at Ordet med Sand Visdom skulle komme for at frelse mennesket.


Den Antagne Natur

Det er yderst passende at menneskenaturen blev antaget af Gud. For menneskenaturen er rationel; den var skabt til at kende og elske Gud, den havde behov for frelse og derfor inkarnation. Ingen anden natur har disse grunde til at blive antaget. Irrationelle naturer mangler værdighed, den rationelle natur ved gode engle er uden behov for soning fordi de ikke har syndet, de faldne engles rationelle natur er ren synd, som gør frelse umulig. Af alle skabte naturer, præsenterer kun menneskenaturen de karakteristika og kvaliter som gør inkarnationen perfekt passende. Guds Søn antog menneskets natur, men ikke en menneskelig person. I Kristus er menneskenaturen hypostatisk forenet til den guddommelige natur i én person, Gud Sønnen. Derfor er Kristus sandt menneske, men ikke en menneskelig person. Han er en guddommelig Person. Og den Person er Den 2. Person i Treenigheden. Kristus er ikke et menneske som er antaget af Gud. Han er ikke et menneske som er Guddommeliggjort af Guds almagt. Han er Gud selv som har antaget en menenskelig natur, men han har ikke antaget et menneske. Nogle har ment at Gud Sønnen burde have antaget menneskelig natur som sådan, på abstrakt vis forstået sådan at Kristus ikke ville have en individuel menneskelig natur, og ville være menneske mere abstrakt, men ikke konkret i ét menneske. Menneskenaturen er en natur i en kropslig skabning, og sådan en skabning kan ikke virkeligt eksistere på anden vis end individuelt, og derfor er det en kropslig virkelighed at Han eksisterer. Ergo er Kristus en individuel skabning i sin menneskelige naturlige form.

Skt. Augustin (De Trin. xiii, 18) siger at Gud kunne have antaget menneskenaturen på anden vis end fra Adams slægt, men han valgte denne slægt, så han kunne ødelægge fjenden i den natur som fjenden havde ødelagt. Guds kraft og magt er på herligste vis manifesteret sådan, ved at antage en natur som var svækket og korrumperet, ved at den står perfekt, ren, mægtig og herliggjort.


Den antagne naturs elementer

Kristi menneskelige krop er en sand menneskekrop, ikke blot en krop som ligner en krop. Guds Søn antog sand menneskenatur, og til den hører en sand krop. Hvis Kristus ikke var død i denne virkelige krop, kunne han ikke virkeligt have døet på korset for os. Kristi legeme var sandt kød, knogler, væv osv. Det var ikke skabt af en form for ukorrumpérbart stof som var anderledes end andre menneskekroppe. Og Guds Søn fik også en sand menneskelig sjæl, da Han blev inkarneret. Uden sådan en en sjæl, er der ingen menneskelig natur, og Gud antog menneskenaturen. For at antage en menneskelig sjæl, så antager man sjælens fakulteter. Ergo antog Guds søn et menneskeligt intellekt, og en menneskelig vilje.


De antagne elementers orden

Ved antagelsen af den menneskelige sjæl, blev den komplette menneskelige natur antaget. For det er sjælen som er den substantielle form, eller essentielle substantielle determinant, af et levende kropsligt menneske. Det som sjælen bestemmer og udgør, er det menneske som er kød og blod. Ergo, siger vi at Gud Sønnen er det antagne menneskelige kød gennem det medium som er den menneskelige sjæl. Den menneskelige sjæl har kapacitet for Gud, for så vidt at den kan kende Ham, og da elske Ham. Så de fakulteter som kender Gud (den fundamentale handling som tilpasser sjælen med dens mål og formål) er intellektet og sindet. Intellektet er det højeste, ædleste, reneste af sjælens fakulteter. Ergo, gennem intellektet som medium, antog Gud sjælen, og gennem sjælen som medium antog Han kødet. Kristi menneskelige sjæl var ikke antaget separat før kødet. For menneskenaturen kræver krop og sjæl, og det er hele menneskenaturen der var antaget.

Guds Søn antog heller ikke kød først, og dernæst sjælen. Skt. Johannes af Damaskus (De Fid. Orthodox, iii, 2) siger "På en og samme tid, blev ordet kød, og kødet blev forenet til en rationel og intelligent sjæl." Guds Søn antog fuldstændigt menneskenaturen, og derfor også dens dele. Han antog ikke delene delvist indtil det hele var antaget, eller gennem forskellige dele, men dem alle på én gang.

Hvis vi forstår ordet "Nåde" som at Gud frit og gratis giver Kristus for at frelse menneskeheden, så er nåden den effektive årsag til at Han antager menneskenaturen ved Gud Sønnen. Men selv i denne forståelse af nåde, kan vi ikke sige at nåde er et midel til at effektuere denne forening mellem menneskenatur og guddommelig natur. Mere præcist, betyder nåde enten a) en nåde ved forening, som er den Person som frit giver sig til at bestå i menneskenaturen, eller b) helliggørende nåde som udgør menneskenaturen i Sin helhed. Nåden er Kristus, begrebet eller udfaldet af antagelsen af menneskenaturen. Vanemæssig eller habituel nåde kan heller ikke være midlet til at antage menneskenaturen, fordi den nåde forudsætter menneskenatur som allerede antaget. Derfor, var Kristi menneskenatur ikke antaget ved nåde som et middel.

8 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page