top of page

Aquinas: Hvad er engle?


Engle er ofte et lidt diffust begreb - vi ved alle at vi har skytsengle, og ofte hører vi også om begrebet ærkeengle i forskellige typer. Fordi engle ikke er materielle væsener, så kan det give god mening at dykke lidt ned i, hvad de egentligt er. Thomas har noget konkret at sige om engles væsen.

Engle er skabninger, som alt muligt andet. Og alle skabninger eksisterer i forskellige grader. De deltager i Guds godhed på forskellige måder. I verden omkring os, er der tre slags substanser. Mineralsk, vegetativ og animalsk. De er alle legemlige substanser. Vi ser også at i denne verden, er den menneskelige substans mineralsk, vegetativ og animalsk, men mennesket er også åndeligt. Så der er nødt til at være en orden af noget rent åndeligt eller ikke-kropsligt, som har en substans. De skabte substanser er fx den fuldstændigt kropslige substans, som både består af ånd og legeme - og den fuldkommen åndelige substans. Disse fuldkommen åndelige substanser, kaldes altså engle. De er kun ånd, og ikke legeme. En legemlig substans er sammensat af to substantielle elementer, dvs. primær materie og substantiel form. I engle er der ingen sammensætning af stof eller materie, og så form. Materie, eller stof, eksisterer ikke i engle. De er rene substantielle former. Det vil sige, de er rene ånder, og uden nogen sammensætning af stof i sig.

Skriften indikerer en stor skare af engle: (Daniels Bog 7, 10) En Strøm af Ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde Tusinder tjente ham, og titusind Titusinder stod ham til Rede. Derpå sattes Retten, og Bøgerne lukkedes op." Siden hele hensigten med skabelsen er universets perfektion, hvor den delagtiggøres og repræsenterer den guddommelige godhed, så er det passende at de mere perfekte skabninger skulle være flest. Derfor er det passende at antage, at engle eksisterer i en stor skare som langt overstiger de materielle ting. I legemlige substanser adskiller vi arter fra hinanden, og også deres status som individuelle slags. Fx adskiller vi en mand fra a) hvad der gør ham menneskelig, b) hvad der gør ham til dette ene menneske. Når vi taler om specifikationer, så bruger vi det princip når vi skal bestemme hvad der udgør en ting. Og det som udgør en ting kaldes princippet om individualisering. I alle skabninger, er dette princip den substantielle form som gør en skabning eksisterende, og som gør den essentiel. En skabning kan altså siges at have eksistens, blandet andet fordi den kan specificeres. Dette princip kan også begribes rent antalsmæssigt, dvs. kvantitativt. Siden engle ikke har nogen kropslighed, fordi de er rene ånder, så er de ikke individualiseret på samme måde. Så hver engel er den eneste af sin slags. Så hver engel er en art eller type eller slags af substantiel væren. Hver engel er essentielt forskellig fra hverandre.Engle, fordi de er substantiel ånd, kan ikke opdeles, korrumperes, brækkes itu eller forandres. Fordi roden til korruption er materiel substans, og i engle er der ingen materie.

Så engle har ingen legemer. En rent intellektuel natur, dvs. en substantiel essens, en "hvadhed" som har forståelse og vilje, kræver ikke en krop. Fordi menneskets sjæl er forbundet med kroppen, kræver vi sanser. Men et intellekt i sig selv, kræver intet kropsligt for at virke. Så engle er rene ånder og rent intellekt uden en krop, og deres intellektuelle virke afhænger ikke af kropslig substans.


Sommetider antager engle kropslig substans, fx til Abraham i hans hushold. Englen Rafael kom i skikkelse af en ung mand, sammen med den yngre Tobias. I kroppe de antager, udøver engle ikke egentlig kropslig livsførelse, så de udfører englelige kræfter og bruger kroppen som instrument. Men englen levendegør ikke kroppen, eller gør den ikke til sin egen.

Fordi en krop rent naturligt må være et sted, så udfylder den en lokation eller et rum, efter dens dimensioner. Så en krop er i et rum eller på et sted, i forhold til dens omrids. Men en engel har ingen kropslige dimensioner. Så en engel er ikke på noget sted, på samme måde som en krop. Men en engel kan stadig være på et sted, men sådan at den indeholder stedet. Man kan sige, at dagslys ikke indeholdes i et rum, det kan ikke fængsles eller opbevares, og på samme måde så er engle også et sted på en slags flydende ikke-fængslende måde. Engle kan ikke indespærres.

Gud er på et sted, fordi han er overalt. Og en engel er et sted, for så vidt at den udøver sine kræfter her eller der, og ikke andre steder. En engel er altså tilstede definitivt. En engel kan ikke være flere steder på een gang, fordi definitiv tilstedeværelse kræver et fast punkt. Flere engle kan heller ikke være flere steder samtidig - men alt det med lokation og engle handler om, at de ikke har dimensioner i materiel forstand. Englen er den komplette årsag til dens effekt dér hvor den er. Det er umuligt for et menneske at have flere sjæle, og det er også umuligt for engle at være flere steder samtidig.

Engle kan skifte lokation, men engles bevægelse er ikke som en krops. En engel er et sted ved at den udøver sine kræfter på stedet, og den kan bruge kræfterne andre steder hvis den vil - det kan siges at være en slags bevægelse.


Måden engle forstår ting på, er ikke identisk med deres substans. En engel er en skabning, men engles essens er ikke lig deres intellekt. Vi som mennesker har sanselige og intellektuelle fakulteter, som arbejder sammen - men en engel har ingen krop, og derfor ingen sanser. Engle har viden direkte fra Gud, dens viden er lig dens natur, dvs. den er skabt til at agere og operere på en bestemt måde. En engel behøver ikke at sanse ting. En engel er skabt af Gud til at virke på en bestemt måde, og tænke og agere på en bestemt måde. En engel er en ånd, og har kun intellektuel viden. Men engle kan vide ting om materielle ting, som vi forstår i vores verden. Engle har intellekt, og derfor har de også vilje. Og de retter deres intellekt mod det som er godt. Engle har fri vilje, og mere perfekt vilje end mennesker. Engle har ingen sanser, så de har heller ingen tilbøjelighed til synd. Engle vælger med en vilje som er fuldstændig upåvirket af ikke-spirituelle tendenser.



Engle har altså kærlighed, fordi de har perfekt vilje rettet mod genstande. Og fordi kærlighed er defineret ved en naturlig tendens som er intellektuel, så kan engle vælge frit. Engle elsker dem selv, både gennem det at vælge det, og gennem deres natur. De er altså gode og kærlige skabninger. Så det er dejligt at vide, hvis man skulle møde en. Engle elsker Gud mere end de elsker hinanden, og de virker mod og for Gud som deres ultimative mål. Frit elskende væsener må anerkende Gud som deres endelige mål, og rette sig mod Ham før alt andet. Naturlig kærlighed er altså rettet mod Gud, uhindret.



De faldne engle

Rationelle skabninger kan synde, og hvis den rationelle skabning ikke kan synde, så er det en nådegave, og ikke en betinget tilstand i skabningens natur. Nogle engle begik engang synd. Dæmoner, dvs. faldne engle, er skyldige i alle slags synder, når de leder mennesket til at begå enhver slags synd. Men i faldne engle er der ikke i dem selv, nogen tendens til kødelig synd, men kun de som er rent åndelige synder - det vil sige, hovmod og misundelse. Lucifer, som blev Satan, leder de faldne engle. Han ønskede at være som Gud. Dette hovmodige begær var ikke et ønske om at være ligeværdig med Gud, for Satan vidste godt at skabningens lighed med skaberen er en umulighed. Og ingen skabning ønsker at ødelægge sig selv, eller at blive noget større end det den er. På den måde bedrager vi også os selv, når vi tænker om os selv større end vi er. Lucifer vidste at være ligeværdig med Gud, krævede at han blev Gud, og det vidste han godt at han ikke kunne være. Han ville være som Gud, men på en måde som passede til hans natur, dvs. at kunne skabe ting ved egen kraft, eller at opnå den evige salighed uden Guds hjælp, eller have befaling over andre på en måde som kun Gud kan. Enhver operationel skabning hælder mod godhed, og enhver intellektuel natur eller essens tenderer mod godhed generelt. De faldne engle er derfor ikke naturligt onde. Djævelen begik ikke synd i det øjeblik han blev skabt, for når en perfekt årsag skaber en natur, så må den første handling som den natur udøver, være i råd med samme perfektion som årsagen. Ergo var djævelen ikke skabt ond. Han var skabt i helliggørende nåde. Men djævelen, med sine medsammensvorne, syndede umiddelbart efter de var skabt. Han afviste nåden hvori han var skabt, og som han var skabt til at bruge, som de gode engle brugte til at fortjene salighed. Lucifer, den største af alle syndende engle, var nok den største blandt alle englene. Men der er nogle der tror at han kun var den højeste blandt de faldne. Den højeste engels synd var et dårligt eksempel, som tiltrak andre oprørske engle, og i den udstrækning var årsagen til synden. Der er heldigvis altid flere gode engle, end der er faldne. For synd er i modstrid med den naturlige orden.

De faldne engle mistede ikke deres naturlige viden ved deres synd, eller de mistede heller ikke deres himmelske intellekt. De faldne engle er genstridige i ren ondskab, ubodelige, samvittighedsløse og fast besluttede i synden. Dette følger som en konsekvens af deres rene ånd, for en ren ånd har rene valg som er endelige og uforanderlige. Men faldne engle har sorg, men ikke samvittighedens sorg. De har sorg over at vide at de ikke kan opnå salighed, at der er fejl på deres vilje - og at mennesker trods deres fejl, kan opnå Himlen. De faldne engle er i kamp mod mennesket og hans frelse, og de torturerer fortabte sjæle i Helvede. De faldne engle som besætter mennesker på jorden, bærer med dem en mørk og straffende atmosfære hvorend de bevæger sig, og uanset hvor de er, så må de udholde helvedes smerter.


9 views0 comments

Recent Posts

See All

Comentários


bottom of page