Aquinas: Had og øvrige ting

Had

Det er muligt for et menneske med en afsporet vilje, at hade Gud. Gud er altigennem elskelig, men for synderen som bærer de nødvendige syndestraffe, er det muligt at hade den guddommelige retfærdighed, som medfører straf. Had til Gud er helt klart den værste synd. For syndens ondskab består i at den vender sjælen væk fra Gud. Og der kan ikke være noget mere fuldstændigt frygteligt udover at vende sig bort fra Gud, end at hade Ham.

Det er altid en synd at hade sin næste. For som Skt. Johannes siger (1. Johs 2,9), "Den der hader sin bror er i mørke". Vi skal hade synden hos vores bror, men elske vores bror samtidig.

Vores had til næsten er en mindre skadelig synd mod næsten end andre synder, som fx tyveri, mord eller utroskab. Derfor er det ikke sandt at sige at had er den værste af synder mod næsten. Had er ikke på listen over hovedsynderne. For selvom synd kan opstå fra hadet som deres primære kilde, så er had i sig selv ikke til stede i den faldne natur, men kommer som en gradvist svækkelse og ødelæggelse af kærlighed.

Had vokser ud af den hovedsynd som er misundelse, som kommer af sorg over næstens gode. Misundelse medfører at man er misundelig på de goder som næsten besidder, og derfor som Skt. Augustin skriver, "Ud af misundelse kommer hadet".

Dovenskab

Dovenskab er en slaphed i sindet som forsømmer godhed. Den er en form for undertrykkende sorg (for det som i sig selv er godt), som vægter så tungt i sindet hos et menneske, at han vælger intet at gøre. Dovenskab er åndelig slaphed. Den er en synd, og den er en hovedsynd. Dovenskab er sorg over åndelige goder. Den er en særlig last som er i modstrid med kærlighed. Fordi kærlighed glæder sig i det gode som dovenskab synes er genstand for tristhed. Doven skab er derfor i sin natur, i modstrid med kærlighed, og derfor er det rent faktisk en dødssynd af en essentiel slags. Og som alle synder der er dødelige i deres natur, er dovenskab ikke en dødssynd medmindre det accepteres og forsætligt muliggøres af viljen. Dovenskab er oplistet blandt de 7 hovedsynder, hvoraf andre synder flyder fra.

Misundelse

Misundelse er sorg eller tristhed over en andens gode, fordi dette gode opfattes som noget der enten er stjålet eller taget fra den misundelige person, fx. personens rygte eller fremtrædende egenskab i en eller anden form. Misundelse er en synd. Den er i sorg over det som kærligheden normalt er i stand til at skabe glæde, så den er en åndelig uorden. Misundelse er en slags dødssynd, fordi den er i modstrid med kærlighed. Men i den misundelige person er misundelsen kun dødelig, når den udøves med fuld viden og med fuldt overlæg. Misundelse er en hovedsynd.

Uenighed

Uenighed eller manglende samstemmighed er en konflikt mellem forskellige viljer, og er en synd imod kærlighed, og ødelæggelsen af freden. Den er i modstrid med kærlighed. Uenighed opstår som en konsekvens af forfængelighed, som får mennesket til, på uordnet vis, at holde fast i sin egen vilje og få ham til at afsky andres meninger. Ergo er uenigheden kendt som "forfængelighedens datter".

Diskussioner

Diskussioner er uenigheder som finder udtryk i ord, og det er snerren, irrationelle argumenter, uden hensyntagen til kærlighed og uden hensyntagen til sandhed. Diskussioner er syndige, og potentielt dødeligt syndige. De er en konsekvens af forfængeligheden, fordi den diskussionslystne mand hovmodigt holder fast i sin egen mening og synspunkt, og stædigt diskuterer videre, selv når sandheden lyser ham op i ansigtet.

Skisma

Skisma er en opdeling, eller et afbræk, en opdeling som forstyrrer enheden. Det er en synd, og den forstyrrer den enhed som er født ud af kærlighed. Særligt er det den synd som består i at afskære sig fra de troendes enhed under ledelse af Kristi vikar, og det er at nægte at underkaste sig styret og jurisdiktionen under den regerende Pave.

Skisma er en dødssynd, men ikke så alvorlig som kætteri og vantro. Kætteri skærer et menneske af fra de troendes enhed som skisma også gør, men kætteri føjer også falsk lære til ondet (da pavelig ufejlbarlighed blev defineret, blev skisma også opfattet som en benægtelse af troens sandheder, og ergo er det kættersk).

Skismatikere mister retten til at udøve åndelige kræfter, de mister jurisdiktion og ikke blot den lovlige brug af deres åndelige fakulteter. Det er retfærdigt at skismatikere, som afskærer dem selv fra Kirkens enhed, skulle straffes af Kirken for deres handlinger, som fx ved ekskommunikation.

Krig

Krig, som er væbnet konflikt mellem lande eller nationer, kan sommetider være lovlig og ikke medføre synd. Tre betingelser er nødvendige for at en krig kan kaldes retfærdig: a) Den skal udøves af den lovlige offentlige autoritet i forsvaret for det fælles gode, b) Den skal føres pga. en retfærdig sag, og c) den skal føres med ret intention, og ikke pga. hævn eller for at påføre skade. Det er ikke lovligt for biskopper eller præster at kæmpe i krig, sådanne handlinger er ude af trit med deres pligter og plads. Baghold er krigsmæssige taktikker, og de er en normal del af krigens førelse, og er ikke betegnet som uretfærdige kneb. Ergo, hvis krigen er retfærdig, er taktikker som fx baghold, ikke forkerte i sig selv. For at sikre det fælles gode, er det lovligt at udføre retfærdig krig og udkæmpe kampe, selv på søndage og på helligdage.

Strid og skænderier

Strid og skænderier omhandler indbyrdes kampe mellem individer, mens krig betyder kampe mellem lande og folkeslag. Strid kommer fra en uordnet eller pervers vilje. Den er i modstrid med fornuften, og er en synd. Den kan være en dødssynd. Strid, forstået her, er ikke blot en udveksling af ord som diskussioner er, men handler også om handlinger som har til hensigt at skade andre, og strid kaldes "vredens datter".

Oprør

Oprør i streng forstand, er dele af et folks opstand mod en anden del af samme, og det er også opildningen eller individers eller gruppers forsøg på at opildne mellem indbyrdes fraktioner. Oprør er i modstrid med fred og enhed, som er et særligt gode, og derfor er oprør en særlig synd. Det er en synd so mer adskilt fra krig, strid, skænderier og diskussioner. I sig selv har den sin egen egenskab, og den er en dødssynd fordi den strider imod loven om det fælles gode. De oprørske ledere har et større ansvar end de jævne folk, som deltager i oprøret.

Skandaler

Skandaler er ord eller gerninger som volder åndeligt ondt mod de som overværer det. Skandaler er ord eller gerninger som leder til andre synder, det er altså dårlige eksempler. Hos den person som er skandaliseret, dvs. ledes til synd, er skandalen passiv. I personen som gør eller siger noget skandaløst, er skandalen aktiv. Aktiv skandale er en synd mod kærlighed, som leder os til at søge vores næstes gode. Aktiv skandale er ikke kun det som aktuelt leder til synd, men også det som har til hensigt at lede til synd, eller som i sin natur leder til synden. Passiv skandale opfattes af og til som noget der i sig selv ikke leder til synd. Skandale er en særlig slags synd, fordi den er i modstrid med særlige slags gode gerninger, som kaldes broderlig korrektion eller irettesættelse. Skandale, hos den person som udøver den, kan være enten dødelig eller venial synd, ift. grovheden af den skandaløse handling, eller ift. hensigten eller intentionen hos den der er skandaløs. Skandale påvirker de personer som er uberørt ift. deres tilslutning til godhed. De som perfekt tilslutter sig og efterlever kærlighed ved Gud, kan ikke skandaliseres, og passiv skandale findes ikke hos dem. Ej heller kan de som perfekt er forenet med Gud i kærlighed, være årsag til skandaler. De kan ikke være aktive skandaler. Fordi skandale er uordnet, og dydige mennesker leder deres liv i orden, og jf. Skt. Paulus (1. Kor 14,40) "Lad alt være gjort anstændigt og ordentligt". Den mindste svaghed hos gennemført gode mennesker, leder aldrig til synd hos andre.

Der er en type af passiv skandale, som kaldes farisæisk skandale, som forsøger at gøre ondt ud af det som rent faktisk er godt, på samme måde som farisæerne forsøgte at gøre HERRENS ord og gerninger til noget som næsten var diabolisk. Så findes der også en anden type af passiv skandale, som kaldes "de mindstes skandale", eller de svages skandale, som ser skandale hvor der reelt ikke er nogen, ikke forårsaget af ondskab, men grundet mangel på forståelse eller vejledning. Vi skal aldrig undlade at efterstræbe åndelige goder, pga. farisæisk skandale, fordi denne type af skandale kommer som en konsekvens af hykleri og ondskab, og skal foragtes. Vi skal undgå skandaløs adfærd, fx hvis vi udstiller skandaløs adfærd hos svage mennesker. Her skal vi instruere, oplyse og vejlede. Det gælder fx forskellige fastepraksisser og spisevaner, men her må vi ikke skandalisere os selv, pga. andres adfærd.

Kærlighedens forskrifter

Det som Gud kræver af os, er en forskrift. Gud kræver at vi elsker Ham, og at vi elsker vores næste for Guds skyld. Ergo, er der forskrifter vedr. kærlighed som er kærlighed til Gud, og venskab med Gud ved Hans nåde. Vi har sådanne forskrifter i Skriften (5 Mos 10,12) "Frygt Herren din Gud og gå Hans veje og elsk Ham", og også Matt. 22,37 "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og hele din sjæl og hele dit sind, og du skal elske næsten som dig selv". Guds kærlighed kræver kærlighed til næsten for Gud. For hvem kan virkelig elske Gud, og ikke elske det Han elsker? Og Gud elsker alle mennesker. Men siden mange ikke forstår at denne kærlighed til næsten omfatter Guds kærlighed, er det passende at kærlighedsbuddet skulle udtrykkes tofoldigt, nemlig kærlighed til Gud og til næsten.

Disse to forskrifter rækker. Herren siger selv (Matt. 22,40) "På disse to bud hviler hele loven og profeterne".

Gud skal elskes til det sidste, det ultimative mål, det evige formål som alting sigter til. Denne TOTALITET i orden og retning som omfatter skabninger mod Gud, er en forskrift for mennesker som er et krav at elske Gud med hele hjertet, sjælen og sindet. Med alt, totalt og altid til alle tider. Perfekt opfyldelse af denne kærlighedens forskrift, dvs. total kærlighed til Gud, kan ikke opnås i det jordiske liv. Det kommer i Himlen. Skt. Augustin siger at "kærlighedens himmelske fylde, denne forskrift, vil opfyldes..". Sålænge kødelig konkupiscens består og skal inddæmmes af afholdenhed, så kan mennesket ikke elske Gud med hele sit hjerte. Men dog er vi forpligtet til at nærme os stadig mere til Ham, i opfyldelsen af kærlighedsbuddet. Vi skal elske næsten som os selv, men ikke lige så meget som vi elsker os selv, men på samme vis og med længslen for det samme gode som vi ønsker for os selv. Vi skal søge Gud, og vi skal elske vores næste, på den vis at vi ønsker at de opnår Gud. Kærlighedens orden udtrykkes i forskriften: Elsk Gud først, og elsk dernæst næsten. Og dog er den anden kærlighed i den første.

Visdommens gave

Visdom handler om at kende til de dybeste årsager til det man ved noget om, og at man gebærder sig efterfølgende. En klog læge må kende til de fundamentale principper vedr. medicin fx. Begrebet "visdom" betyder kendskab til den højeste årsag til alt, dvs. Gud. Ud fra denne viden, kommer klar dømmekraft vedr. alting, og dømmekraft som er udøvet i det guddommelige lys af Hans viden. Mennesket opnår denne dømmekraft vha. Helligånden. Visdom er altså en gave fra Helligånden. Visdom har kraften til at lede menneskets liv iht. den kærlighed som bor i hans vilje, og visdom er i intellektet som er visdommens genstand. Visdom er i det praktiske og spekulative intellekt. Visdom er ikke bare en abstrakt tanke og tænkemåde, men vedrører især også vores handlinger.

Visdom, som en af Helligåndens gaver, muliggør at et menneske kan bedømme sandt eller falskt vedr. guddommelige ting, og bedømme ting ift. kærlighedens guddommelige lov, som er i mennesket. Visdom forudsætter kærlighed. Siden kærlighed udryddes ved dødssynd, så udryddes al visdom også.

Den som er fri fra dødssynd og er i en tilstand af helliggørende nåde, har kærlighed - og dermed visdom.

Visdommens gave sigter især til den 7. saligprisning, "Salige er de som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn." Visdom vedrører lydighed til fornuften.

Dårskab (Fjolseri)

Dårskab er det modsatte af visdom. Dårskab er i modstrid med visdom. Dårskab er en dovenskab i dømmekraften, især vedr. ting som vedrører Gud og sjælens godhed. Hvor dårskab er et resultat af uordnet kærlighed, og brugen af jordiske ting, er det en synd. Siden menneskets sanser svælger i jordiske ting ved lyst og begær, mere end nogen anden last - så er dårskaben med rette kaldet "begærets datter."