top of page

Aquinas: Glæde og lykke




Glæde

Åndelig glæde, ofte kaldet glæde i Gud, er en effekt af kærlighed. Åndelig glæde tillader ingen form for bitterhed i sjælen, fordi guddommelig visdom ikke tåler nogen mangel på perfektion i glæde, jf. Visdommens bog 8,16. Åndelig glæde er fuld og perfekt når Gud besiddes i sjælen, og der i sjælen intet andet ønskes at opnås. Det er altså faktuelt at vi ikke kan opnå fuld lykke, før vi når Himlen. Glæde er ikke en dyd i sig selv, men er en handling og en effekt som er motiveret af kærlighedens dyd, og den er altså en del af Helligåndens frugter og nådegaver.


Fred

Fred er ikke blot defineret som stille og rolig enighed mellem mennesker, men fred betyder harmoni og tilfredsstillelse af alle tendenser og længsler i menneskets hjerte og vilje. Derfor er fred mere end blot ydre harmoni, den er en indre opnåelse af alt der kan længes efter. Fred er afslutningen på al længsel. Hvorend der findes tendenser, findes der motivation og bevægelse imod tendensens genstand. Fred er altså en opfyldelse og hvile af alle tendenser. Alle ting, for så vidt at de sigter og retter sig mod deres naturlige og overnaturlige mål, har fred som deres endemål, og vi kan sågar sige at alting på sin vis sigter til, ønsker sig og retter sig mod fred. Fred i menneskets sjæl, åndelig fred, er et resultat af kærlighed. Når en person fokuserer sine harmoniske indre tendenser på Gud, udøver han kærlighed, og han har fred. Når mennesker udøver kærlighed mod hinanden som sande gode venner, tenderer de sammen mod Gud, og de har indbyrdes fred. Fred, som glæde, er ikke en dyd i sig selv, men den er en udøvelse af dyd. Den er en handling og en effekt af kærlighedens dyd, og den er også én af de 12 frugter fra Helligånden.


Godgørenhed

Godgørenhed er at udøve godt mod den næste. Den er en handling som afstedkommer af kærlighed og venskab. Vi skal udøve godgørenhed, fordi vi er forpligtet til at "gøre godt for alle mennesker", jf. Skt. Paulus (Gal. 6,10). Skt. Paulus tydeliggør dette faktum, da han understreger at det er vores livslange pligt ("Mens vi har tid, lad os gøre godt for alle mennesker"). Muligheden for rent faktisk at udøve godgørenhed til gavn for alle mennesker, gives ikke til mange. Vi har derfor pligt til at udøve godgørenhed for de som er omkring os, til de som er tættere knyttet til os. Godgørenhed, som god vilje, er en kærlighedshandling, og som før er det heller ikke en særlig dyd.


Almisse

Almisse er at give noget til de trængende, ud af barmhjertighed, og alene for Guds skyld. Almisser er barmhjertigheds - og nådehandlinger, hvor nåde i sig selv er opildnet af kærlighed, og ergo er almisser kærlighedshandlinger. De forskellige almissehandlinger kan både være kødelige og åndelige. De kaldes typisk "korporlige barmhjertighedsgerninger", og "åndelige barmhjertighedsgerninger". De korporlige barmhjertighedsgerninger er syvfoldige; a) At bespise de hungrige, b) læske de tørstige, c) beklæde de nøgne, d) give husly til de husvilde, e) besøge de syge, f) frisætte de fangetagne og g) begrave de døde. De åndelige barmhjertighedsgerninger er også syvfoldige: a) Instruere de uvidende, b) Rådgive de tvivlende, c) trøste de sørgende, d) irettesætte syndere, e) tilgive fornærmelser, f) tåle anstød og uretfærdigheder og g) bede for de levende og døde. I deres natur og essens, er åndelige barmhjertighedsgerninger mere fremragende end de korporlige barmhjertighedsgerninger. Men i visse tilfælde kan de korporlige barmhjertighedsgerninger være mere værdifulde. Fx kan det være mere værdifuldt at give et sultent menneske mad, end at instruere ham i troen. De korporlige barmhjertighedsgerninger kan også have en åndelig effekt, fx kan de opmuntre et menneske til at bede for hans velgører. Almisser er forskrifter, de omhandler at elske næsten. Vi er derfor forpligtede til at give almisse ud af det vi besidder som overskud, fx de ting vi har tilovers efter vi har sørget for vores egne behov, og de som vi har ansvar for. Selvfølgelig kan vi ikke hjælpe alle der er i nød, men vi kan og skal hjælpe de trængende personer som har behov for vores hjælp og ville lide, såfremt de ikke fik vores hjælp. Dvs. at forskriften for almissen er forpligtende når to betingelser er opfyldt: a) At vi har til rådighed stående midler herfor og b) At den trængende har behov for vores hjælp for at opretholde sig. I andre tilfælde er almisse ikke en forskrift, men blot et spørgsmål om råd (ift. rådets gave).

Man kan af og til ofre det som man selv betragter som nødvendigt ift. sin egen tilværelse, for at hjælpe de trængende. Sålænge at man ikke gør det uordnet og tankeløst, eller øver uretfærdighed mod andre (fx hustru, børn, hushold, forældre), så er sådanne handlinger ædle og heroiske. Ordentligvis er der dog ingen generel forpligtelse til at udøve sådanne ofre. Almisse gives ud af donorens egen ejendom. Hvis man deler ud af en mere velstående nabo for at hjælpe de trængende, begår man tyveri. Andres goder er ikke til vores disposition, uden ejernes tilladelse og samtykke.

De som er tættest på os, skal først komme i betragtning når der skal gives almisse, når betingelserne generelt er opfyldt hos de som er i vores omgangskreds. Vi skal give almisse efter den evne vi har, og som Skriften siger (Tob. 4,9): "Hvis du har meget, så giv i rigt mål, hvis du har lidt, så se til at du villigt uddeler lidt." Og mængden af vores almisse skulle hellere komme flere til gavn, fremfor at gavne én modtager meget.


Broderlig irettesættelse

Broderlig irettesættelse er en åndelig barmhjertighedsgerning, som har til formål at korrigere en synder: Det er en kærlighedsgerning. Sommetider er vi forpligtede til at udøve broderlige irettesættelser. Dette finder altid sted, når man på diskret vis leder en som begår alvorlig synd, til at ændre sin adfærd. En korrigering er en handling som har retfærdighed for øje, når de som er forpligtet hertil, skal vejlede andre på åndelig vis. Det gælder fx kleresiet. Korrigeringer er kærlighedshandlinger, når der gives advarsler på behørig vis, med det formål at undgå at andre begår alvorlig synd, og for at sikre at de kan udøve bod og forsoning. En broderlig irettesættelse kan gives af alle til alle, uanset om det er fra personer af lavere stand og rang til højere, eller omvendt. I særdeleshed er der situationer hvor det sågar er en pligt for visse mennesker, at irettesætte deres overordnede. Men denne irettesættelse skal altid foretages med klogskab og diskretion.

Én synder kan ikke blot forsage en anden synder på en sådan måde, at hans egen synd umiddelbart ser mindre alvorlig ud, end den hvis synd forsages. Men hvis det gøres ydmygt, kan én synder korrigere en anden, mens han samtidig forsager og fordømmer sig selv. Ifm. korsfæstelsen, bekendte den gode tyv sin egen synd og formanede den anden synder, mens han anråbte JESUS KRISTUS. Broderlig irettesættelse må altid have kærlighed som motiv, og aldrig hovmod eller hykleri. Den skal gives i ånden af kærlighed og med et kærligt sigte i venskab med Gud, for øje. Og når sådan en korrektion er nødvendig, skal de som udøver denne korrektion, altid afstå fra frygt hos den som formanes, måtte vedkommende reagere vredt eller ukærligt. Broderlig irettesættelse skal altid gives på en måde som foranlediger kærlighed. Den skal gives privat i bedste fald. Visse onder er så store, at de kan kræve en form for offentlig fordømmelse, men private formaninger skal altid gives først. Den Hellige Skrift tydeliggør dette (Jf. Matt 18, 15). Hvis den private formaning og irettesættelse virker frugtesløs, skal synderen formanes og korrigeres med et eller flere vidner, og enhver lejlighed til at lade synderen rette sine fejl, skal bruges således at vedkommende ikke taber ansigt offentligt.


11 views2 comments

Recent Posts

See All

2 commentaires


Regin Benner
Regin Benner
19 juil. 2023

Gode stykker her.

Jo korporlig barmhjertighed skal sommetider gives før en åndelig barmhjertighed hvis vedkommende feks sulter.

Broderlige irettesættelser er et meget følsomt emne.

Sommetider skal en af lavere rang formane een af højere rang.

Enhver katolik bør irettesætte sin præst ja endog paven hvis han forsømmer sig.

Men det er rigtigt at en irettesættelse så vidt muligt skal gives privat i første omgang.

For offentlige irettesættelser virker ret ydmygende..

J'aime
Christian Benedict
Christian Benedict
19 juil. 2023
En réponse à

De 7 åndelige barmhjertighedsgerninger er meget centrale dele af katolsk liv, og især forbøn for de levende og døde. Det er ikke uden grund at Kirken giver fuldt aflad for sjælene i Skærsilden ifm Alle Sjæles Fest 2. november, og det bør motivere i overordentlig stor grad at bede rosenkransen på kirkegården denne dag. Det er sådan at vi åbner Himlen for flere hellige, og sikrer at de i større grad kan bede for os på jorden. Det bør man desuden gøre alle dage på året, og især på ugens fastedag.

J'aime
bottom of page